Aktivloven § 106
Gældende tekst efter LBK nr 793 af 11/09/2026.
Kapitel 14 – Finansiering m.v.
§ 106.
Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 og 10 b, jf. dog § 99, stk. 2.
Staten afholder udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 793 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Aktivloven § 106
Senere ændringer
ÆndringL 13 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 122LOV nr 1655 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 106, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter efter kapitel 10 om hjælp i særlige tilfælde, jf. dog § 99, stk. 2.
Det foreslås, at der i § 106, 1. pkt., efter »kapitel 10« indsættes: »og 10 b«.
Det foreslåede vil betyde, at staten vil refundere 50 pct. af kommunens udgifter til fritidstillæg.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 66 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 66LOV nr 1558 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Efter gældende regler i § 106, 2. pkt. i lov om aktiv social politik afholder staten og kommunen hver 50 pct. af udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.
Med henblik på at forenkle administrationen af medfinansieringen, foreslås det at den kommunale medfinansiering afskaffes. Det foreslås således, at det kommer til at fremgå af § 106, 2. pkt., at staten afholder udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.
Med forslaget vil efterlevelseshjælp fremover alene bliver finansieret af staten. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.21.2.
Efter den gældende regel i § 106, 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til særlig støtte til enlige forsørgeres studiestart efter § 34 a. Efter lovens § 106, 4. pkt., refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til særlig støtte til deltagerbetaling efter § 34 b. § 34 a og § 34 b blev ophævet 1. januar 2017 ved § 10 i lov nr. 894 af 4. juli 2013 (reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp for unge, aktivitetstillæg, gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.).
Det foreslås, at § 106, 3. og 4. pkt., i lov om aktiv socialpolitik om refusion af udgifter til § 34 a og § 34 b ophæves, da § 34 a og § 34 b er ophævet. Der er tale om en teknisk ændring, som ikke medfører materielle ændringer i retstilstanden.
ÆndringL 4 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 27LOV nr 1413 af 30/11/2016 · 30. november 2016
Efter gældende regler i § 106, 2. pkt., refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til efterlevelseshjælp efter lovens kapitel 10 a.
Efter gældende regler er det Udbetaling Danmark, som yder efterlevelseshjælp efter lovens § 85 a.
Ved Udbetaling Danmarks udbetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud opkræver Udbetaling Danmark kommunernes og statens andel af ydelserne og tilskuddene direkte fra kommunerne og staten efter de procentmæssige fordelinger, der er fastsat i gældende ydelseslovgivning, jf. § 26 i lov om Udbetaling Danmark. Refusion mellem stat og kommune gælder således ikke for ydelser, som udbetales af Udbetaling Danmark. Der blev ikke taget højde for dette i forbindelse med overførslen af myndighedsopgaven med tilkendelse og udbetaling af efterlevelseshjælp efter § 85 a fra kommunerne til Udbetaling Danmark ved lov nr. 494 af 21. maj 2013 om ændring af lov om Udbetaling Danmark, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Overførsel af Pensionsstyrelsens opgaver til Udbetaling Danmark).
Det foreslås på den baggrund, at § 106 omformuleres, således at det fremgår, at staten og kommunen hver afholder 50 pct. af udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.
ÆndringL 183 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 723 af 25/06/2014 · 25. juni 2014
Aktivlovens § 106 regulerer statens refusion af kommunernes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter aktivlovens kapitel 10. Det foreslås derfor, at der i § 106 henvises til § 99, stk. 2, der er en undtagelse til reglerne om statslig refusion, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
ÆndringL 224 (2012-13) · bemærkning til § 1, nr. 108LOV nr 894 af 04/07/2013 · 4. juli 2013
Ændringen er en følge af forslaget til § 1, nr. 52 til § 34 a.
Således vil staten efter forslagets indhold yde 50 pct. refusion for en kommunes udgifter til særlig støtte til enlige forsørgeres studiestart i lighed med den refusion, som staten yder efter de gældende regler af en kommunes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter lovens kap. 10 og efterlevelseshjælp efter lovens kap. 10 a.
ÆndringL 36 (2011-12) · bemærkning til § 1, nr. 77LOV nr 1364 af 28/12/2011 · 28. december 2011
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at starthjælpen ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger til punkt 2.1. , og til bemærkningerne til § 1, nr. 12.
ÆndringL 126 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 25LOV nr 361 af 06/06/2002 · 6. juni 2002
De lavere satser for starthjælp kan utilsigtet medføre øget anvendelse af dækning af udgifter i særlige tilfælde efter reglerne i kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik.
For at imødegå en sådan udvikling foreslås det, at statsrefusionen på 50 procent af disse kommunale udgifter falder bort, for så vidt angår hjælp til starthjælpsmodtagere. Således vil hjælp i særlige tilfælde fremover være en ren kommunal udgift, når der er tale om personer med starthjælp.
ÆndringL 137 (1999-00) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1115 af 29/12/1999 · 29. december 1999
Det foreslås, at staten refunderer en kommunes udgifter til efterlevelseshjælp med 50 pct.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 106.