Barselsloven

Barselsloven § 22

Gældende tekst efter LBK nr 206 af 22/01/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 5 – Ret til barselsdagpenge og ret til overdragelse af orlov m.v.

§ 22.

Lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende kan genoptage arbejdet helt eller delvis i de perioder, hvor der er ret til barselsdagpenge efter §§ 20 og 21.

Dette gælder dog ikke for en mor i de 2 første uger efter fødslen.

Stk. 2.

En selvstændig, som arbejder op til 3,5 timer om ugen i sin virksomhed, kan vælge, at dette ikke skal anses som, at den pågældende har genoptaget arbejdet.

Dette gælder dog ikke i perioder med fravær efter § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, 1. pkt., eller § 13, stk. 3.

Stk. 3.

Der udbetales ikke barselsdagpenge for uger, hvor arbejdet er genoptaget på fuld tid.

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om udbetaling af barselsdagpenge for uger, hvori arbejdet er genoptaget delvis, og om arbejdstimer efter stk. 2 og regler, som sikrer de nødvendige oplysninger i forhold til de EU-retlige statsstøtteregler.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 206 af 22/01/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barselsloven § 22

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 155 (2005-06) · bemærkning til § 22LOV nr 566 af 09/06/2006 · 9. juni 2006

Det er fundet hensigtsmæssigt, at de umiddelbare konsekvenser for barseldagpengeretten af helt eller delvist at genoptage arbejdet under orlovsperioden og de afledte konsekvenser i form af retten til at udnytte udskudt dagpengeret beskrives hver for sig. De afledte konsekvenser beskrives i § 23.

I § 22 beskrives de umiddelbare konsekvenser, som er, at barseldagpenge ikke udbetales for den periode, hvori arbejdet er genoptaget. Genoptagelse af arbejdet har ikke konsekvenser for retten til barseldagpenge herudover.

Det er i stk. 3 foreslået, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter nærmere regler om ret til barseldagpenge ved delvis genoptagelse af arbejdet. Denne bemyndigelse er i gældende lov indeholdt i dagpengelovens § 13, stk. 8, og § 14, stk. 11, for så vidt angår tilfælde, hvor arbejdet genoptages delvist i forbindelse med en aftale om forlængelse af orloven. Når arbejdet genoptages delvist uden en aftale om forlængelse af orloven, fremgår de gældende regler af dagpengelovens § 16 a, stk. 1, som er suppleret med en bemyndigelsesbestemmelse i § 16 a, stk. 2. Stk. 3 omfatter endvidere den bemyndigelse til at fastsætte regler om ret til nedsatte dagpenge før fødslen, der i dag er fastsat i dagpengelovens § 12, stk. 4.

Ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 tænkes den gældende retstilstand videreført. Denne fremgår af dagpengelovens § 16 a, stk. 1, og dagpengebekendtgørelsens afsnit IV.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 22.