Byggeloven

Byggeloven § 10

Gældende tekst efter LBK nr 1178 af 23/09/2016 og 6 publikationer om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Krav til udførelse, indretning og vedligeholdelse af bebyggelse og ejendommes udbyggede arealer

§ 10.

I bygningsreglementet kan fastsættes bestemmelser om anbringelse af fremspringende bygningsdele, skilte, udstillingsskabe og lign.

ud over vej- eller byggelinje.

Endvidere kan fastsættes regler om anbringelse af garager og op- eller nedkørsler hertil i forhold til vej- eller byggelinje.

Stk. 2.

Når en bebyggelse opføres bag en byggelinje, som er pålagt til sikring af vejanlæg, kan bebyggelse på de tilgrænsende grunde ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse udnytte en sådan tilbagerykning ved anbringelse af døre, vinduer, skiltning, reklame eller på anden måde.

Stk. 3.

I bygningsreglementet kan optages bestemmelser om hegn mod vej, i bebyggede områder også for ubebyggede grunde.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1178 af 23/09/2016 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Fra myndigheder og nævn

Planklagenævnet · 26. august 2026

Afgørelse i klagesag om Hvidovre Kommunes dispensation fra byplan vedtægt i forbindelse med opførelse af dobbelthus på [Adresse1], Hvidovre

Kommune gav den 6. marts 2026 dispensation fra byplanvedtægt nr. H13, område omkring [Adresse1] , [Adresse2] , [Adresse3] , [Adresse4] m.fl ., til overskridelse af bebyggelses- og udnyttelsesgraden samt afstand til skel på ejendommen [Adresse1], 2650 Hvidovre. To genboer og en gruppe af beboere i området har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation, jf. planlovens § 19. Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet. Om reglerne om partshøring er overholdt, jf. forvaltningslovens § 19. Om reglerne om naboorientering er overholdt, jf. planlovens § 20. Om kommunen har begrundet afgørelsen, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Om kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Planklagenævnet har ikke behandlet de øvrige klag … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 19; Forvaltningsloven § 19; Planloven § 20; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Byggeloven § 10; Planloven § 18

Planklagenævnet · 22. juni 2026

Afgørelse i klagesag om Hørsholm Kommunes forbud mod opførelse af tofamiliehus på [Adresse1], Rungsted Kyst

Hørsholm Kommune traf den 14. april 2020 afgørelse om forbud efter planlovens § 14 mod opførelse af et tofamiliehus på ejendommen [Adresse1], 2960 Rungsted Kyst. Afgørelsesadressaten har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om kommunen har haft hjemmel til at nedlægge forbud efter planlovens § 14. Om klageren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser. Om kommunens skønsmæssige vurdering er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn. Om kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Planklagenævnet har ikke behandlet det øvrige klagepunkt i sagen. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Ejendommen og planerne for området Klagen vedrører et forbud efter planlovens § 14 mod opførelse af et t … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 14; Planloven § 15; Byggeloven § 10

Planklagenævnet · 16. december 2025

Afgørelse i klagesag om Faxe Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan til udstykning på [A1], Faxe Ladeplads

Faxe Kommune gav den 18. marts 2025 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 300-32, bevarende lokalplan for Fakse Ladeplads, til udstykning af ejendommen [A1], 4654 Faxe Ladeplads. Ansøgeren har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. planlovens § 18, eller kræver dispensation fra lokalplanens § 4.1. Om kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Ejendommen og lokalplanen for området Klagen vedrører indretningen af en ekstra bolig i et eksisterende udhus på [A1], 4654 Faxe Ladeplads. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 300-32, Bevarende lokalplan for Fakse Ladeplads, delområde 1.[1] Lokalplanen fastsætter følgende i § 4.1 om udsty … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 18; Byggeloven § 10; Planloven § 19

Planklagenævnet · 24. september 2024

Berigtiget afgørelse i klagesag om Gribskov Kommunes afgørelse vedrørende opførelse af et byggeri med 4 enheder på [A1], Helsinge

Gribskov Kommune traf den 28. marts 2023 afgørelse vedrørende opførelse af et byggeri med 4 enheder på ejendommene [A2] og [A3], 3200 Helsinge. Ejeren af ejendommene har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. planlovens § 18, eller kræver dispensation fra lokalplanens § 3.3. Planklagenævnet har ikke behandlet det øvrige klagepunkt i sagen. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Ejendommen og lokalplanen for området Klagen vedrører opførelse af en bygning med 4 enheder, hvoraf 3 af enhederne placeres på [A3], 3200 Helsinge, mens den sidste enhed placeres på [A2], 3200 Helsinge. Ejendommene er omfattet af lokalplan nr. 69.99, Bevarende lokalplan for Gl. Annisse, og ligger i delområde B1.[1] Lokalplane … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 18; Planloven § 37; Byggeloven § 10 a; Byggeloven § 10

Planklagenævnet · 3. februar 2023

Afgørelse i klagesag om Frederikssund Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan til udstykning på Roskildevej, Frederikssund

Frederikssund Kommune gav den 27. juni 2022 afslag på dispensation fra lokalplan nr. 83, et centerområde og boligområde langs Roskildevej, til udstykning af ejendommen [adesse1]A-E, 3600 Frederikssund, [matr.nr.1]. Ejeren af ejendommen har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om kommunens beslutningsgrundlag for afgørelsen er korrekt, jf. officialprincippet. Planklagenævnet ophæver afgørelsen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1 Ejendommen og lokalplanen for området Klagen vedrører et afslag på dispensation til udstykning af ejendommen [adesse1]A-E, 3600 Frederikssund, [matr.nr.1]. Ejendommen har et grundareal på 1.560 m2 ekskl. vejareal. Kommunen har lagt til grund, at der er ansøgt om udstykning af ejendommen i tre grunde, idet klageren ønsker at opføre et dobbelthus på ejendommen. På ejendommen er … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Byggeloven § 10; Planloven § 19; Planloven § 18

Planklagenævnet · 24. juni 2022

Afgørelse i klagesag om Gladsaxe Kommunes afgørelse om, at om- og tilbygning på [A1], Kongens Lyngby, er i overensstemmelse med byplanvedtægt

Gladsaxe Kommune traf den 9. april 2021 afgørelse om, at om- og tilbygning af eksisterende familiehus på ejendommen [A1], 2800 Kongens Lyngby, er i overensstemmelse med § 7.4 i partiel byplan nr. 16, Kvarter omkring Gammelmosevej og Buddingevej. En beboer i området har klaget over afgørelsen. I denne afgørelse har Planklagenævnet behandlet følgende spørgsmål: Om forholdet er umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. planlovens § 18, eller kræver dispensation fra byplanvedtægtens § 7.4. Planklagenævnet har ikke behandlet de øvrige klagepunkter i sagen. Planklagenævnet ophæver afgørelsen og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. 1. Sagens oplysninger 1.1. Ejendommen og byplanvedtægten for området Klagen vedrører om- og tilbygning på ejendommen [A1], 2800 Kongens Lyngby. Plantegninger fra ansøgningen kan ses af Bilag … Emne: Planloven, retlig (efter 1. februar 2017). Henvisninger: Planloven § 18; Byggeloven § 10; Planloven § 19; Planloven § 68