Barnets lov § 135
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 16 – Underretning
§ 135.
Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 135
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 135LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 154 i serviceloven, at der gælder en generel underretningspligt til kommunen for alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år af forældrene eller andre, der er trådt i forældrenes sted, udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.
Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.
Det foreslås i § 135 , at den, der får kendskab til, at et barn eller en ung fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
Bestemmelsen vil finde anvendelse f.eks. i situationer, hvor borgeren bliver bekendt med, at barnet eller den unge udsættes for vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Underretningspligten efter den foreslåede § 135 omfatter ubetinget enhver.
Bestemmelsen indebærer ikke, at underretteren vil blive part i sagen, eller bliver berettiget til at klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller ikke at foretage. Underretter vil dermed ikke kunne få oplysninger om sagens videre udvikling, herunder om vedkommendes bekymring for barnet var begrundet, om underretningen fører til, at kommunen iværksætter en undersøgelse af barnet eller den unges forhold eller iværksætter støtte til barnet eller den unge.
En underretning vil ikke medføre, at kommunen vil blive forpligtet til at iværksætte indsatser. Der vil ikke efter bestemmelsen kunne stilles formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted. Underretning vil således både kunne være skriftligt, telefonisk eller mundtligt mv., og kan herunder ske anonymt.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 135.