Barnets lov § 86
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 8 – Hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier · Kompensationsydelse
§ 86.
Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Det er en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen yder kompensationsydelsen efter stk. 1, når de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge udgør mindst 6.660 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 555 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Ydelsen udgør et standardbeløb på 1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Kommunalbestyrelsen yder dog til familier, som kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter og et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Familien ansøger om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om kompensationsydelse efter 2. eller 3. pkt.
Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1 og betingelserne herfor, om, hvilke typer af kompensationsberettigende udgifter der er omfattet af stk. 2, 3. pkt., og om kravene til kommunalbestyrelsens sagsoplysning.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 86
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 86LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 41.
Det fremgår af § 41, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår endvidere, at det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning. Det fremgår af servicelovens § 41, stk. 2, at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn, og af § 41, stk. 3, at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Endvidere fremgår det af servicelovens § 41, stk. 4, at hjælpen betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges, samt af § 41, stk. 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
Bemyndigelsen i servicelovens 41, stk. 5, er udmøntet i kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet indeholder definitioner på de begreber, der anvendes om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, tydeliggør at behovet for dækning af merudgifter vurderes i forhold til personer uden handicapbørn på samme alder og i samme livssituation samt fastslår, at beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af forsørgerens indtægt og er ikke skattepligtigt. Bekendtgørelsen fastlægger også rammerne for udbetaling af støtten, rammerne for støtte til særlige diætpræparater til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri (Føllings sygdom) og Alkaptonuri, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter.
Det foreslås med stk. 1 , at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det foreslås videre, at det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse betingelser at yde dækning af de nødvendige merudgifter, som forældre har som følge af, at de forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil således, i lighed med den eksisterede § 41 i serviceloven, være målrettet borgere, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller kognitiv funktion, som har betydning i forhold til barnets eller den unges daglige tilværelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.
Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., foreslås en videreførelse af betingelsen fra servicelovens § 41, stk. 1, 2. pkt., om, at der alene vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke vil kunne dækkes efter andre bestemmelser i den foreslåede barnets lov eller anden lovgivning. Som en sproglig præcisering foreslås det tydeliggjort, at også nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af en konstateret indgribende kroniske eller langvarige lidelse hos barnet eller den unge efter 1. pkt., vil kunne dækkes efter bestemmelsen. Der er tale om en rent sproglig tilretning uden indholdsmæssig betydning, med henblik på at ensrettes sprogbrugen i bestemmelsens foreslåede 1. og 2. pkt.
Den foreslåede forpligtelse vil således også fremover omfatte merudgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet eller den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk eller langvarig lidelse.
Det vil ligeledes følge af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at denne bestemmelse også fremover vil være subsidiær til hjælp og støtte efter andre bestemmelser i den foreslåede barnets lov eller anden lovgivning.
Hermed forstås, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter den foreslåede § 86, vil skulle have afdækket, om de nødvendige merudgifter kan dækkes ad anden vej.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde støtte til dækning af nødvendige merudgifter som følge af barnets eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås med stk. 2 , at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn eller den enkelte unge, herunder merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 2, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.
At merudgifterne skal være sandsynliggjorte vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil kunne kræve dokumentation for afholdelsen af udgifterne. Der vil således skulle laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet eller den unge efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Udgifter, som forældrene kan dokumentere, vil ligeledes skulle indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.
Merudgifterne vil kunne vedrøre såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og udgifter, der afholdes inden for ét år (12 på hinanden løbende måneder), vil skulle sammenlægges.
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at foretage en samlet vurdering af familiens sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af barnets eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse med henblik på at kunne yde hjælp til dækning af disse efter stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås med stk. 3 , at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau), samt at ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af det årlige grænsebeløb, som i serviceloven står angivet i 2015-niveau.
Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil det således også fremover være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at de samlede, skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau).
Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske eller langvarige lidelser, vil det være de samlede merudgifter for disse børn, der vil skulle lægges til grund ved beregningen.
Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
Med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vil udgangspunktet for vurderingen af de skønnede merudgifter også fremover skulle være familiens skønnede merudgifter pr. måned afrundet til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Ved vurderingen af, om familiens årlige, sandsynliggøre merudgifter har en størrelsesorden, der overskrider det fastsatte grænsebeløb, vil der således som udgangspunkt skulle tages afsæt i de sandsynliggjorte månedlige merudgifter for familien, afrundet til nærmeste 100.
Som udgangspunkt vil det således være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at familiens sandsynliggjorte, månedlige merudgifter udgør 1/12 af det årlige grænsebeløb. Selv om de skønnede, månedlige merudgifter ikke overstiger dette beløb, vil kommunalbestyrelsen dog skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 5.348 kr. pr. år (2023-niveau).
Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, vil dette kunne ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb.
Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være blivende, vil udmålingen af hjælpen skulle revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne måtte vise sig at være lavere end oprindelig antaget. Opfølgningen bør herefter normalt fastsættes til senest et år efter det tidspunkt, hvor udmålingen af hjælpen senest blev revideret.
Hvis der som led i opfølgningen skal ske ændringer i den udbetalte ydelse, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse herom. Udbetalingen af den ydelse, som borgeren hidtil har modtaget, vil skulle fortsætte, indtil der er truffet en ny afgørelse om enten nedsættelse eller standsning. Der bør så vidt det er muligt være et passende varsel, så borgeren får mulighed for at indrette sig på den nye situation, hvis ydelsen nedsættes væsentligt eller helt standses, for eksempel som følge af akut anbringelse eller dødsfald.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter med et afrundet beløb, hvis familiens samlede merudgifter overstiger det fastlagte grænsebeløb.
Det foreslås med stk. 4 , at hjælpen efter det foreslåede stk. 1, er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 4, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 4 er at sikre, at det også fremover vil være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at forældrene har fulgt kommunalbestyrelsens anvisninger i forhold til pasning af barnet m.v.
Det foreslås med stk. 5 , at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1, og betingelserne herfor.
Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 5, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er at sikre, at social- og boligministeren også fremover vil kunne fastlægge nærmere regler for, hvilke typer af nødvendige merudgifter der vil kunne ydes hjælp til efter det foreslåede stk. 1, og om betingelserne for ydelse af hjælp.
I overensstemmelse med gældende ret forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at fastsætte om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, rammerne for beregningen og udbetaling af ydelsen, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter
Baggrunden for forslaget om § 86 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.
Samlet set er formålet med den foreslåede § 86 at sikre en videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som også fremover vil skulle understøtte børnenes og de unges mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne samt medvirke til at forhindre, at barnets eller den unges nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.
Med den foreslåede § 86 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Senere ændringer
ÆndringL 201 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 2LOV nr 746 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Efter § 86, stk. 1, i barnets lov skal kommunalbestyrelsen yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 2, at i § 86, stk. 1, 1. pkt., i barnets lov ændres »merudgifter« til »kompensationsberettigende udgifter«, og med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det, at i § 86, stk. 1, 2. pkt., ændres »merudgifterne« til »de kompensationsberettigende udgifter«.
De foreslåede ændringer vil medføre, at begrebet merudgifter vil ændre betegnelse til kompensationsberettigende udgifter i § 86, stk. 1, i barnets lov.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås, at overskriften før § 86 i barnets lov skal være »kompensationsydelse«.
Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer ud over den foreslåede betegnelse kompensationsberettigende udgifter. Kommunalbestyrelsen vil således uændret skulle yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det vil være en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Forslaget vil heller ikke indebære ændringer i forståelsen af begrebet kompensationsberettigende udgifter i forhold til begrebet merudgifter i de gældende regler. Kompensationsberettigende udgifter vil således uændret omfatte de udgifter, som den enkelte familie ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge. Som eksempler på kompensationsberettigende udgifter kan nævnes udgifter til medicin, befordring og fritidsaktiviteter.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 og 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 201 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 746 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Efter § 86, stk. 1, i barnets lov skal kommunalbestyrelsen yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 2, at i § 86, stk. 1, 1. pkt., i barnets lov ændres »merudgifter« til »kompensationsberettigende udgifter«, og med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det, at i § 86, stk. 1, 2. pkt., ændres »merudgifterne« til »de kompensationsberettigende udgifter«.
De foreslåede ændringer vil medføre, at begrebet merudgifter vil ændre betegnelse til kompensationsberettigende udgifter i § 86, stk. 1, i barnets lov.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås, at overskriften før § 86 i barnets lov skal være »kompensationsydelse«.
Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer ud over den foreslåede betegnelse kompensationsberettigende udgifter. Kommunalbestyrelsen vil således uændret skulle yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det vil være en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Forslaget vil heller ikke indebære ændringer i forståelsen af begrebet kompensationsberettigende udgifter i forhold til begrebet merudgifter i de gældende regler. Kompensationsberettigende udgifter vil således uændret omfatte de udgifter, som den enkelte familie ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge. Som eksempler på kompensationsberettigende udgifter kan nævnes udgifter til medicin, befordring og fritidsaktiviteter.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 og 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 201 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 746 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Udmålingssystemet for hjælp til dækning af merudgifter til børn og unge fremgår af § 86, stk. 2 og 3, i barnets lov. Efter § 86, stk. 2, sker udmålingen af ydelsen på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn eller den enkelte unge, herunder merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.
Det fremgår af § 86, stk. 3, 1. pkt., i barnets lov, at dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau). Denne grænse for at modtage hjælp til dækning af merudgifter betegnes minimumsbeløbet. Hvis der kan sandsynliggøres merudgifter, der overstiger minimumsbeløbet, udbetales der hjælp fra første krone.
Efter § 86, stk. 3, 2. pkt., fastsættes ydelsen ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Det foreslås for det første, at § 86, stk. 2 og 3, i barnets lov ophæves.
Forslaget vil medføre, at det nugældende udmålingssystem for merudgiftsydelsen, hvor ydelsen fastsættes ud fra de sandsynliggjorte merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100, vil blive ophævet.
Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med forslaget om indførelse af et nyt udmålingssystem, hvorved det gældende udmålingssystem ikke længere vil skulle finde anvendelse.
Det foreslås endvidere, at der i barnets lov indsættes et nyt § 86, stk. 2.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov yder kommunalbestyrelsen kompensationsydelsen efter stk. 1, når de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge udgør mindst 6.660 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 555 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at der vil blive indført et højere minimumsbeløb end i dag for modtagelse af den foreslåede kompensationsydelse, således at kommunalbestyrelsen skal yde kompensationsydelsen, når de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge udgør mindst 6.660 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 555 kr. (2025-niveau) pr. måned. Herved vil færre børn og unge end i dag kunne modtage ydelsen, hvor minimumsbeløbet udgør 477 kr. pr. måned svarende til 5.718 kr. årligt (2025-niveau).
Det foreslåede § 86, stk. 2, 1. pkt. har til formål at gøre minimumsbeløbet for kompensationsydelsen for børn, unge og voksne ensartet.
Efter det foreslåede § 86, stk. 2, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen yde den foreslåede kompensationsydelse, når de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge udgør mindst 6.660 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 555 kr. (2025-niveau) pr. måned. Det vil således ud over, at barnet eller den unge skal være omfattet af personkredsen, og at de kompensationsberettigende udgifter skal være nødvendige og en konsekvens af funktionsnedsættelsen eller den indgribende lidelse og ikke må kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i barnets lov, jf. § 86, stk. 1, i barnets lov, som med lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, foreslås videreført indholdsmæssigt uændret, være en betingelse for at modtage den foreslåede kompensationsydelse, at der foreligger sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på mindst 555 kr. pr. måned svarende til mindst 6.660 kr. årligt (2025-niveau) (»minimumsbeløbet«). I familier, hvor flere børn opfylder de her nævnte betingelser, vil kompensationsydelsen kunne ydes, hvis der til børnene tilsammen foreligger sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter på mindst 6.660 kr. pr. år svarende til 555 kr. pr. måned (2025-niveau). Selv om de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter udgør under 555 kr. i enkelte måneder, vil kompensationsydelsen i lighed med, hvad der er gældende ret i dag, kunne udbetales, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af et år vil overstige 6.660 kr.
Med sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter menes, at der skal udarbejdes et overslag, men derimod ikke en detaljeret beregning, over omfanget af de behov, som barnet eller den unge efter al sandsynlighed vil få, og hvad det vil medføre af kompensationsberettigende udgifter. Overslaget over de kompensationsberettigende udgifter skal fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. For en nærmere omtale af kravene til kommunalbestyrelsens sagsoplysning ved udarbejdelsen af overslaget over de kompensationsberettigende udgifter henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 5.
Kommunalbestyrelsen vil ved udarbejdelsen af overslaget skulle begrænse sagsbehandlingen til en konstatering af, om barnets eller den unges sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet, og derefter vil kommunalbestyrelsen skulle yde kompensationsydelsen. Der vil dermed ikke skulle ske en sandsynliggørelse af den enkelte kompensationsberettigende udgiftspost og dennes størrelse, idet det vil være tilstrækkeligt med en konstatering af, at de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter samlet set overstiger minimumsbeløbet. Det, at en kompensationsberettigende udgift skal være sandsynliggjort, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil kunne kræve dokumentation for den kompensationsberettigende udgift i form af f.eks. udgiftsbilag eller lignende. Ofte vil det dog kunne være det mest enkle at fremvise f.eks. et bilag, men det vil ikke være et krav.
Alle typer af kompensationsberettigende udgifter, både løbende udgifter og enkeltudgifter, vil skulle indgå i overslaget, som danner grundlag for en stillingtagen til, om de samlede kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet. Det kan f.eks. dreje sig om kompensationsberettigende udgifter som følge af ekstraordinært slid på tøj og sko som følge af den nedsatte funktionsevne eller indgribende lidelse, kompensationsberettigende udgifter ved befordring f.eks. til behandling, fritidsaktiviteter, uddannelse o.l., forældres og eventuelt andre pårørendes kompensationsberettigende udgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet eller den unge hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet eller den unge.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 2. pkt., i barnets lov udgør ydelsen et standardbeløb på 1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at der indføres et ændret udmålingssystem, hvorefter ydelsen vil udgøre et standardbeløb på 1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned. Herved vil nogle familier få udbetalt en højere ydelse end med det nugældende udmålingssystem, hvor den udbetalte ydelse afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100, mens nogle familier vil få udbetalt en lavere ydelse.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 2. pkt., har til formål at gøre udmålingssystemet for børn, unge og voksne ensartet og bidrage til at forenkle udmålingen af hjælp for såvel familier som for kommuner.
Med det foreslåede nye § 86, stk. 2, 2. pkt., vil ydelsen udgøre et standardbeløb på 1.105 kr. pr. måned (2025-niveau), uanset størrelsen på barnets eller den unges kompensationsberettigende udgifter, medmindre det samtidigt foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt., vil finde anvendelse. Kommunalbestyrelsen vil således som udgangspunkt skulle udbetale standardbeløbet, hvis barnet eller den unge er omfattet af personkredsen, og de kompensationsberettigende udgifter er nødvendige og en konsekvens af funktionsnedsættelsen eller den indgribende lidelse og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i barnets lov, jf. § 86, stk. 1, i barnets lov, som med lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, foreslås videreført indholdsmæssigt uændret, og hvis der foreligger sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter på mindst 555 kr. pr. måned eller mindst 6.660 kr. årligt (2025-niveau), jf. det foreslåede § 86, stk. 2, 1. pkt.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 3. pkt., i barnets lov yder kommunalbestyrelsen dog til familier, som kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 3. pkt., vil medføre, at der gældende for visse typer af kompensationsberettigende udgifter indføres en anderledes udmåling af hjælp end det med § 86, stk. 2, 2. pkt., foreslåede nye udmålingssystem med et standardbeløb, således at kommunalbestyrelsen til familier, som kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, skal yde en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau pr. måned.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 3. pkt., har til formål at gøre udmålingssystemet for børn, unge og voksne ensartet og undgå markant underkompensation for de familier, som har væsentlige kompensationsberettigende udgifter inden for visse typer af kompensationsberettigende udgifter.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 3. pkt., skal kommunalbestyrelsen yde en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, når familien kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned. Det vil således ud over, at barnet eller den unge skal være omfattet af personkredsen, og at de kompensationsberettigende udgifter skal være nødvendige og en konsekvens af funktionsnedsættelsen eller den indgribende lidelse og ikke må kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i barnets lov, jf. § 86, stk. 1, i barnets lov, som med lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, foreslås videreført indholdsmæssigt uændret, være en betingelse for at modtage en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, at familien kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter til barnet eller den unge på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned. Selv om de dokumenterede kompensationsberettigende udgifter udgør under 2.000 kr. i enkelte måneder, vil kompensationsydelsen kunne udbetales, hvis kommunalbestyrelsen finder, at de samlede dokumenterede udgifter i løbet af et år vil overstige 24.000 kr.
Ved de faktiske kompensationsberettigende udgifter forstås det specifikke beløb, som familien inden for de omfattede typer af kompensationsberettigende udgifter kan dokumentere. Her vil det således ikke være tilstrækkeligt, at familien kan sandsynliggøre sine kompensationsberettigende udgifter.
Det foreslåede krav om dokumentation for kompensationsberettigende udgifter inden for de omfattede typer af kompensationsberettigende udgifter vil kunne opfyldes ved, at familien f.eks. fremviser udgiftsbilag eller anden relevant dokumentation for de kompensationsberettigende udgifter. De dokumenterede kompensationsberettigende udgifter inden for de omfattede typer af kompensationsberettigende udgifter vil skulle overstige 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned tilsammen. Det vil således ikke være en betingelse for at modtage hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt det foreslåede standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, at familien kan dokumentere kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned for hver af de omfattede typer af kompensationsberettigende udgifter.
For en nærmere omtale af de omfattede typer af kompensationsberettigende udgifter henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 5.
Det foreslåede standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, som vil skulle udbetales sammen med de faktiske kompensationsberettigende udgifter, vil skulle dække familiens mindre kompensationsberettigende udgifter ud over de kompensationsberettigende udgifter, som familien kan dokumentere, herunder udgifter som falder uden for listen over kompensationsberettigende udgifter. Det vil således ikke være en forudsætning for udbetaling af dette standardbeløb, at familien kan sandsynliggøre eller dokumentere yderligere kompensationsberettigende udgifter ud over de dokumenterede kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned. Tilsvarende vil kommunalbestyrelsen ikke skulle vurdere, om familien har øvrige mindre kompensationsberettigende udgifter, som ikke er på listen over kompensationsberettigende udgifter. Beløbet vil således uden videre komme til udbetaling, når familien er berettiget til kompensationsydelse efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 4. pkt., i barnets lov ansøger familien om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om kompensationsydelse efter 2. eller 3. pkt.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 4. pkt., vil medføre, at der indføres en bestemmelse, hvorefter familien skal ansøge om, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om kompensationsydelse efter den foreslåede bestemmelse om et standardbeløb på 1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned eller den foreslåede bestemmelse om kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter og et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Det foreslåede nye § 86, stk. 2, 4. pkt., har til formål at målrette og forenkle ansøgningsprocessen for både familie og kommunalbestyrelsen i sager om den foreslåede kompensationsydelse og dermed også lette administrationen i kommunerne.
Efter det foreslåede nye § 86, stk. 2, 4. pkt., skal familien ansøge om, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om kompensationsydelse efter den foreslåede bestemmelse i § 86, stk. 2, 2. pkt. eller efter den foreslåede bestemmelse i § 86, stk. 2, 3. pkt. Det vil således være familien, der skal ansøge om dette, og kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at sagsbehandle i forhold til at afdække, hvorvidt familien vil kunne modtage den foreslåede kompensationsydelse efter den af de to foreslåede bestemmelser, som familien ikke har søgt om, medmindre det ved kommunalbestyrelsens sagsbehandling efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt., konstateres, at barnet eller den unge er i personkredsen for hjælp, men der ikke er dokumenteret tilstrækkeligt med kompensationsberettigende udgifter, hvorimod den foreslåede minimumsgrænse for sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter er opfyldt. Her vil kommunalbestyrelsen skulle yde kompensationsydelsen med det i det foreslåede § 86, stk. 2, 2. pkt., angivne standardbeløb.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med den generelt gældende vejledningsforpligtelse efter forvaltningsloven og den skærpede vejledningsforpligtelse på det sociale område, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 med senere ændringer, skulle vejlede familien i forhold til familiens ansøgning om, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse efter enten det foreslåede § 86, stk. 2, 2. pkt., eller det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt. Vejledningen og dens omfang vil skulle baseres på omstændighederne i den konkrete sag, herunder familiens egen vurdering uden nogen form for sagsbehandling i øvrigt af størrelsen på familiens kompensationsberettigende udgifter. Vejledningen vil desuden skulle indeholde oplysninger om, at hvis familien vil ansøge om kompensationsydelse efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt., vil familien skulle sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter, som overstiger det foreslåede minimumsbeløb på 6.660 kr. pr. år svarende til 555 kr. pr. måned, og at hvis familien vil ansøge om kompensationsydelse efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt., vil familien skulle dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. pr. år svarende til 2.000 kr. pr. måned. Kommunalbestyrelsen vil således ud fra familiens oplysninger om størrelsen på og typen af sine kompensationsberettigende udgifter skulle vejlede familien om, hvorvidt familien bør ansøge om, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse efter det foreslåede § 86, stk. 2, 2. pkt., eller efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt. I forlængelse heraf bemærkes, at hvis familiens kompensationsberettigende udgifter efterfølgende ændrer sig, f.eks. stiger til over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, vil familien kunne ansøge om, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om kompensationsydelse efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt.
I forlængelse heraf bemærkes, at der ligesom i dag alene vil skulle ske revurdering af en sag, hvis familien anmoder herom, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i f.eks. familiens livssituation, som kan medføre ændret hjælp.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om udmåling af hjælp vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de gældende regler herom i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 med senere ændringer.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 201 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 5LOV nr 746 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Ifølge § 86, stk. 5, i barnets lov kan social- og boligministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1 og betingelserne herfor. Med hjemmel i denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 1603 af 12. december 2023 om tilskud til pasning af børn og unge med handicap eller langvarig sygdom.
Det foreslås, at i barnets lovs § 86, stk. 5, der bliver stk. 4, indsættes efter »herfor«: » om, hvilke typer af kompensationsberettigende udgifter der er omfattet af stk. 2, 3. pkt., og om kravene til kommunalbestyrelsens sagsoplysning«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at social- og boligministerens bemyndigelse udvides til også at omfatte fastsættelse af nærmere regler om, hvilke typer af kompensationsberettigende udgifter der vil være omfattet af det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt., om hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned for familier, der kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, og nærmere regler om kravene til kommunalbestyrelsens sagsoplysning.
Den foreslåede ændring, hvorved social- og boligministerens bemyndigelse vil blive udvidet, har til formål at skabe hjemmel til, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke typer af kompensationsberettigende udgifter der ved dokumenterede kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned bliver omfattet af den foreslåede ret til hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, og nærmere regler om kravene til kommunalbestyrelsens sagsoplysning.
Den foreslåede udvidede bemyndigelse vil for det første blive anvendt til at foretage en snævert afgrænset og udtømmende opremsning af typer af kompensationsberettigende udgifter, som erfaringsmæssigt medfører særligt høje kompensationsberettigende udgifter og forekommer hyppigt i dag, og hvor der typisk vil opstå markant underkompensation, hvis det ikke gøres muligt at yde hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter. Som eksempler på sådanne typer af kompensationsberettigende udgifter, der vil kunne medtages i opremsningen, kan nævnes kompensationsberettigende udgifter til kost- og diætpræparater, medicin, befordring og fritidsaktiviteter.
Desuden vil der som en del af den udtømmende opremsning blive tilføjet ”øvrige markante kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift gennemsnitligt overstiger 1.250 kr. om måneden”. Såvel løbende som enkeltstående udgifter vil kunne medtages, men forskellige typer af udgifter vil således ikke kunne lægges sammen med henblik på at overstige de 1.250 kr. Denne tilføjelse skal sikre, at familien vil kunne medtage sådanne øvrige markante kompensationsberettigende udgifter i den samlede dokumentation af kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, som vil indgå i udmålingen af hjælp efter det foreslåede § 86, stk. 2, 3. pkt.
Den foreslåede udvidede bemyndigelse vil for det andet blive anvendt til at fastsætte krav til kommunalbestyrelsens sagsoplysning ved udarbejdelsen af overslaget over de kompensationsberettigende udgifter og stillingtagen til de dokumenterede kompensationsberettigende udgifter. Det vil således blive fastsat, at hvis der foreligger offentligt tilgængelige statistiske oplysninger, f.eks. statistikdatabaser, forskningsrapporter eller lignende, om det typiske forbrug for en familie med et barn eller en ung uden funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse på samme alder og i samme livssituation, vil kommunalbestyrelsen skulle tage udgangspunkt heri ved udarbejdelsen af overslaget eller stillingtagen til dokumentationen. Foreligger der ikke sådanne oplysninger, vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en skønsmæssig fastsættelse af det typiske forbrug for familier med børn eller unge uden funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse på samme alder og i samme livssituation uden forudgående tilvejebringelse af faktiske oplysninger herom. Kommunalbestyrelsen vil ved udøvelsen af sit skøn bl.a. kunne lægge vægt på det generelle prisniveau i lokalområdet for en given udgift og på, hvad der sædvanligvis anses som normalforbrug i lokalområdet.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2 og 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 87 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1690 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 86, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter til forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.
Det foreslås, at i § 86, stk. 1, 2. pkt., udgår »kroniske eller langvarige«.
Det foreslåede vil indebære, at målgruppebeskrivelsen for støtte efter barnets lov §§ 86 og 87 vil være enslydende i de to bestemmelser i henholdsvis § 86, stk. 1, 2. pkt., og § 87, stk. 1, 2. pkt., jf. også den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 5. Med det foreslåede vil der være overensstemmelse mellem beskrivelsen af målgruppen i § 86, stk. 1, 1. pkt. og § 86, stk. 1, 2. pkt, Præciseringen indebærer således ikke en materiel ændring, men er udelukkende en sproglig ændring.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 86.