Barnets lov § 50

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 1, at hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over ét år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 2, at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 i serviceloven ud over to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 3, at hvis sagen efter servicelovens § 62, stk. 1 og 2, er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 4, at børn og ungeudvalget ved afgørelser efter § 58 undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist end nævnt i § 62, stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 5, at børn og unge-udvalget i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 af et barn, der ikke er fyldt ét år, skal gælde i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i denne periode. De samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 6, at § 62, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 65, stk. 3.

Det fremgår af servicelovens § 65, stk. 1, at Ankestyrelsen har kompetence til at tage sager op af egen drift. Ankestyrelsen kan endvidere selv kan træffe afgørelser efter §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.

Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige tidspunktet for børne- og ungeudvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt.

Det foreslås med stk. 1 , at skal barnet eller den unge fortsat være anbragt uden for hjemmet ud over ét år fra, at børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet afgørelse herom, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 1, i serviceloven med sproglige ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at opretholdelse af en anbringelse efter forslagets § 47 ud over ét år fra børne- og ungeudvalgets afgørelse vil kræve en fornyet afgørelse i udvalget. Ved genbehandlingen vil der skulle tages stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen fortsat er opfyldt. Reglen vil således i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A 4823, spalte 4876, udgøre en retssikkerhedsgaranti.

Det foreslås med stk. 2 , at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 1, to år.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af servicelovens § 62, stk. 2, med sproglige ændringer.

Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, vil børne- og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelse først være forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 47, to år efter afgørelsen blev truffet. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig afgørelse, vil blive betragtet som anbragt første gang ved den endelige afgørelse om anbringelse, og der vil således gælde en genbehandlingsfrist på ét år. Dette vil gælde uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børne- og ungeudvalget eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist vil således gælde i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er eller inden for det seneste år har været anbragt med eller uden samtykke.

Det foreslås med stk. 3, at hvis sagen efter de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 eller 2, er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af servicelovens § 62, stk. 3, 1. pkt. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis en sag om anbringelse uden samtykke efter § 47 er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes genbehandlingsfristerne i de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, fra den endelige afgørelse eller dom. Det vil sige, at der er tale om en rullende genbehandlingsfrist. Efter praksis gælder dette dog ikke, hvis klagen alene vedrører genfristen. I disse tilfælde, vil fristen være at regne fra børne- og ungeudvalgets afgørelse, og vil dermed ikke være rullende. Det skyldes, at der i en klagesag over genbehandlingsfristen ikke sker prøvelse af selve anbringelsesgrundlaget.

Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten uanset de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, kan fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 eller 2 år senere.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Det foreslåede stk. 4 indebærer, børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten vil kunne fastsætte en kortere frist end de, der følger af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, for fornyet behandling i børne- og ungeudvalget af en sag om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47. Det forudsættes, at der skal være begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis ét eller to år senere.

Det foreslås med stk. 5 , at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten uanset de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også gælde ud over fristen og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under ét år, kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til tre år.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 4 og 5, i serviceloven med sproglige ændringer og med den tilføjelse på baggrund af den foreslåede bestemmelse i § 5b om afgørelse om anbringelse af endnu ufødte børn, at for ufødte børn kan genbehandlingsfristen maksimal forlænges til tre år.

Efter det foreslåede stk. 5 vil børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten dermed undtagelsesvis kunne fastsætte en længere frist for genbehandling end den, der fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Denne mulighed vil kun kunne benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det vil være en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over den normale ét eller to års periode for genbehandling, og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. I den del af betingelsen, der relaterer sig til barnet eller den unge, vil det afgørende spørgsmål være, hvorvidt selve sagens behandling vil være belastende for barnet eller den unge. Ved vurderingen af, om genbehandlingsfristen skal forlænges, vil forlængelsen skulle sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist. Der vil skulle foreligge væsentlige omstændigheder, før der er grundlag for at fravige de almindelige genbehandlingsfrister således at genbehandlingen fastsættes til længere end et eller to år. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Følgende forhold vil kunne indgå i vurderingen af, om fristen kan forlænges: Længerevarende anbringelse, behandlingskrævende barn eller ung, barnet eller den unge har massivt behov for ro og stabilitet og/eller længerevarende behandling, forældrene har en svær eller dyb udviklingshæmning, forældrene er alvorligt og/eller kronisk psykisk syge, forældre har alvorlige følelses- og personlighedsmæssige vanskeligheder eller, langvarigt misbrug hos forældrene. Endvidere kan følgende forhold indgå i vurderingen: Langvarig ustabil livsførelse og udtalte sociale problemer hos forældrene, eventuelt kombineret med kriminalitet, ringe udsigt til forbedring af hverken barnets eller den unges eller forældrenes vanskeligheder, andre børn i familien er anbragt, forældrene har gennem flere år ingen eller meget begrænset kontakt til det anbragte barn eller barnet eller den unge bliver negativt påvirket af sagens behandling.

Oplistningen af forholdene, der vil kunne indgå, er ikke udtømmende. Både forældrenes og barnets eller den unges forhold kan begrunde en forlængelse af genbehandlingsfristen. Hvis børne- og ungeudvalget forlænger genbehandlingsfristen, skal det nærmere begrundes.

Bestemmelsen vil medføre, at sagen ikke følger de normale frister for genbehandling i de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget vil således ikke skulle prøves under den maksimalt tre årige periode, medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der er sket væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde vil være en sag om et barn, hvis mor er psykisk syg og derfor over en årrække ikke har kunnet varetage omsorgen for barnet, eller hvor barnet har søskende, som har været anbragt siden fødslen, og som stort set ikke har haft nogen kontakt med moderen under anbringelsen. I kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget vil familiens eventuelle misbrugs- og sygdomshistorik således skulle indgå, ligesom en vurdering af barnets og eventuelle andre søskendes anbringelseshistorik. Oplysninger om forældres misbrug eller sygdom vil efter den foreslåede bestemmelse i § 20, skulle være oplyst i sagen. Ligeledes vil informationer om eventuelle søskendes anbringelseshistorik være belyst, jf. § 51, stk. 3.

Bestemmelsen vil være særlig relevant i forhold til vordende forældre, da bestemmelsen vil give mulighed for meget tidligt i barnets liv at sikre barnet kontinuitet og tryghed.

Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse uden samtykke med en forlænget genbehandlingsfrist efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 146 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende vurdering finder, at forholdene i hjemmet gradvist forbedres, vil den forlængede genbehandlingsperiode kunne anvendes til at øge kontakten mellem forældrene og barnet. Det vil kunne ske gradvist for eksempel med hyppigere kontakt, længere besøg i hjemmet og i ferier. Det vil kunne give grundlag for en beslutning om barnets fremtidige forhold og en mere stabil situation for barnet.

På baggrund af en vurdering af barnet og dets behov vil der efter udløbet af den forlængede genbehandlings periode kunne træffes afgørelse om, at barnet hjemgives, hvis betingelserne efter den foreslåede § 47 for at opretholde en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldte, og der ikke er grundlag for at opretholde anbringelse efter den foreslåede § 67. Hvis der træffes afgørelse om, at barnet ikke kan hjemgives, skal der træffes afgørelse om den fortsatte anbringelse efter den foreslåede § 47 eller eventuelt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren efter den foreslåede § 46.

Det foreslås med stk. 6 , at de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § § 151, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 62, stk. 6, i serviceloven, og vil betyde, at reglerne om fastsættelse af genbehandlingsfrist i forslagene til bestemmelsens stk. 1-5 også gælder, når Ankestyrelsen træffer afgørelse af egen drift efter § 151, stk. 3.

Det foreslås med stk. 7 , som er ny, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 skal overveje, om hensynet til barnets bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.

Det foreslås med bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling vil skulle overveje af hensyn til barnets eller den unges bedste at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om en permanent anbringelse, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1.

Ved børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede § 50, vil kommunalbestyrelsen ud fra sagens faktiske oplysninger skulle overveje, om barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Vurderer kommunen, at dette er tilfældet, vil den have pligt til at udarbejde en indstilling om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67, stk. 4.

Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter den foreslåede § 50 været anbragt uden for hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter den foreslåede § 50, stk. 7.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse efter den foreslåede § 50 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.