Barnets lov § 134
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 16 – Underretning
§ 134.
Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for 1 kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Afgørelsen er gældende for 1 kvartal.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 134
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 134LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 155 c i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal standse udbetalingen af børne- og ungeydelsen for det pågældende barn eller den unge, når der modtages underretning om, at en elev har et ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Det foreslås, at reglerne i servicelovens §155 c overføres uændret til denne lov.
Det foreslås i § 134 , at når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om at fratage forældremyndighedsindehaverne børne- og ungeydelsen for ét kvartal, vil skulle partshøre forældremyndighedsindehaverne samt den unge over 12 år, jf. reglerne i forvaltningslovens kapitel 5. Partshøringen vil skulle afklare, om der er tale om fejlregistrering, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Reglerne om ulovligt skolefravær er fastsat i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra folkeskolen, jf. bemærkningerne til § 133.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen efter omstændighederne vil skulle kontakte skolelederen med henblik på at få bekræftet, at eleven rent faktisk har 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor partshøringen har givet anledning til at formode, at der er tale om fejlregistrering af fraværet på skolen.
Hvis der ikke er tale om fejlregistrering og dermed undskyldelige omstændigheder for fraværet, indebærer bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen herefter vil skulle træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Efter der er truffet en afgørelse efter bestemmelsen, skal kommunalbestyrelsen meddele Udbetaling Danmark, at der skal ske en standsning af børne- og ungeydelsen for ét kvartal.
En afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen vil være gældende for ét kvartal og vil ikke kunne forlænges. En ny afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen på grund af 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær vil således kræve, at kommunen modtager en ny underretning efter den foreslåede § 133, stk. 2.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 134.