Miljøbeskyttelsesloven

Miljøbeskyttelsesloven § 9q

Gældende tekst efter LBK nr 842 af 11/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 c – Udvidet producentansvar · Udvidet producentansvar for person- og varebiler

§ 9 q.

Producenter og importører skal forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af udtjente person- og varebiler.

Stk. 2.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af udtjente person- og varebiler.

Stk. 3.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvorledes markedsandelen fastsættes, herunder hvordan markedsandelen beregnes på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret nævnt i § 9 æ.

Stk. 4.

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at oplyse den sidste ejer eller indehaver om, hvor en udtjent person- eller varebil kan afleveres, herunder hvordan oplysningerne skal gives.

Stk. 5.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om producenters, importørers og forhandleres pligt til at give oplysninger om designet af person- og varebiler og disses komponenter med henblik på deres egnethed til nyttiggørelse og genanvendelse og om den miljømæssigt forsvarlige behandling m.m. af udtjente person- og varebiler, herunder udvikling og optimering af metoder til genanvendelse og nyttiggørelse af sådanne køretøjer og deres komponenter, samt om opnåede fremskridt m.m. Ministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne skal gives.

Stk. 6.

Den sidste ejer eller indehaver har ret til at aflevere en udtjent person- eller varebil til en producent eller importør til særskilt håndtering uden omkostninger.

Stk. 7.

Ministeren kan fastsætte regler om den sidste ejers eller indehavers rettigheder, jf. stk. 6, herunder at retten til at aflevere en bil kan begrænses med hensyn til afleveringssteder, og at der af den sidste ejer eller indehaver uanset stk. 6 kan opkræves et beløb for de vigtigste manglende komponenter svarende til tilsvarende komponenters materialeværdi på afleveringstidspunktet.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 842 af 11/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 9q.