Forskelsbehandlingsloven

Forskelsbehandlingsloven § 9

Gældende tekst efter LBK nr 399 af 05/04/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 5 – Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.

§ 9.

§ 4 finder ikke anvendelse, i det omfang andet følger af særlig lovgivning.

Stk. 2.

Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap.

Stk. 3.

Loven er ikke til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesmuligheder for ældre lønmodtagere og personer med handicap.

Stk. 4.

Med henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 399 af 05/04/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Forskelsbehandlingsloven § 9

Senere ændringer

ÆndringL 92 (2004-05) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 1417 af 22/12/2004 · 22. december 2004

Det foreslås, at kriterierne alder og handicap indsættes i lovens 9, stk. 2. Direktivet udelukker ikke, at der iværksættes særlige foranstaltninger, der skal forebygge eller opveje ulemper, der er knyttet til alder eller handicap, jf. direktivets artikel 7. Derudover anerkender direktivets artikel 6, stk. 1, at der i visse tilfælde kan være behov for at lægge vægt på alder, fx i forbindelse med beskæftigelsespolitiske mål, herunder initiativer for at fremme unge eller ældres erhvervsmæssige integration. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder en række initiativer rettet mod seniorer og mod unge under 30 år. Med henblik på at sikre disse bestemmelsers fortsatte lovlighed samt med henblik på at bevare aldersgrænser som et lovligt instrument i forbindelse med en målrettet beskæftigelsesindsats foreslås det med tilføjelsen af alderskriteriet, at sådanne offentlige foranstaltninger fortsat kan opretholdes, og at der fremover tillige vil kunne iværksættes yderligere offentlige foranstaltninger for at sikre en sådan målrettet beskæftigelsesindsats.

Ligeledes foreslås handicapkriteriet indsat i bestemmelsen, da det også for denne gruppe lønmodtagere kan være nødvendigt at iværksætte særlige foranstaltninger for at sikre deres erhvervsmæssige integration, og da en særlig hjemmel er nødvendig for at sikre opretholdelsen af allerede eksisterende muligheder. Lov om kompensation til handicappede i erhverv indeholder en ret for handicappede personer til at komme til samtale hos offentlige arbejdsgivere. Denne positive særforanstaltning kan opretholdes i medfør af direktivets artikel 7, og omfattes af således af de offentlige foranstaltninger, der kan iværksættes i medfør af nærværende bestemmelse.

Det understreges, at muligheden for at iværksætte foranstaltninger alene tilkommer det offentlige, og at bestemmelsen ikke giver en generel adgang til positiv særbehandling af bestemte lønmodtagergrupper. Bestemmelsen er således forholdsvis snæver.

For fuldstændighedens skyld foreslås kriteriet »tro« endvidere indsat i bestemmelsen. Kriteriet var ved en fejl ikke medtaget i forslaget til ændring af bestemmelsen i L 40 fra folketingssamlingen 2003/2004. Der er ikke i dag iværksat særlige offentlige foranstaltninger for personer med en bestemt tro, men da muligheden bør eksistere for så vidt angår »tro« i lighed med de øvrige diskriminationskriterier, foreslås loven tilrettet på dette punkt.

ÆndringL 92 (2004-05) · bemærkning til § 1, nr. 17LOV nr 1417 af 22/12/2004 · 22. december 2004

Til stk. 3

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter der gives mulighed for at iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på at forbedre beskæftigelsesmulighederne for ældre lønmodtagere og for personer med handicap. I relation til alder er bestemmelsen nødvendig for at arbejdsgiverne fortsat kan udforme eller opretholde en seniorpolitik med henblik på både at tiltrække og fastholde ældre medarbejdere. Der kan fx være tale om en seniorpolitik, der indeholder særlige incitamenter, der motiverer ældre medarbejdere til at udskyde deres afgang fra arbejdsmarkedet. Dette er også i samfundets interesse og i overensstemmelse med regeringens seniorpolitik. I lyset af ældre lønmodtageres vanskeligheder ved at opnå beskæftigelse finder regeringen det hensigtsmæssigt, at der gives mulighed for, at der også i rekrutteringssammenhæng kan iværksættes særlige foranstaltninger, fx mulighed for, at indkalde alle ældre ansøgere til en ledig stilling til en samtale. Regeringen finder det endvidere vigtigt, at virksomheder som led i deres sociale engagement fortsat vil kunne rekruttere pesoner med handicap. Vejledende kan der om adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger indenfor området for kønsligestilling henvises til de begrænsninger, der følger af EF-domstolens retspraksis efter bestemmelsen, jf. EF-domstolens domme i sag C-450/93, Kalanke mod Freie Hansestadt Bremen , C-409/95, Marshall mod Land Nordrhein-Wetsfalen , C-158/97, Badeck , og C-407/98, Abrahamsson. Hvis medlemsstaterne eksempelvis vælger at indføre særlige foranstaltninger for at fremme kønsligestilling, har EF-Domstolen til sammenligning opstillet en række krav/principper inden for kønsligestillingens område:

· Positiv særbehandling er en undtagelse fra ligebehandlingsprincippet

· Formålet skal være at fjerne eksisterende uligheder i samfundet

· Fortrinsstillingen i forhold til ansættelse og forfremmelse må ikke være automatisk. Dens berettigelse skal retfærdiggøres konkret.

Disse principper må formentligt antages i en vis udstrækning at gælde for tilsvarende foranstaltninger i forhold til ældre lønmodtagere og lønmodtagere med handicap. Der må dog også tages hensyn til, at alderskriteriet adskiller sig fra kønskriteriet, hvilket også understreges af, at direktivet anerkender, at der gør sig særlige hensyn gældende specielt i forhold til alder, jf. artikel 6, stk. 1.

En arbejdsgiver vil således efter bestemmelsen i en konkret ansættelsessituation efter omstændighederne kunne vælge at lægge vægt på en ansøgers alder eller handicap i valget mellem to lige kvalificerede ansøgere. Dvs. at fx alderskriteriet ikke kan legitimere ansættelse af ældre frem for andre bedre og yngre kandidater, og at der ikke må være automatik i den pågældende arbejdsgivers rekrutteringspolitik således, at ældre ansøgere med lige kvalifikationer altid foretrækkes.

Til stk. 4

Det foreslås, at der af beskyttelseshensyn indsættes en generel undtagelsesbestemmelse i forhold til unges adgang til beskæftigelse i stk. 4. Arbejdsmiljøloven indeholder således regler om mindstealder for adgang til beskæftigelse. Da disse regler i arbejdsmiljøloven gennemfører et EU-direktiv om børn og unges arbejde, er bestemmelsen nødvendig for opretholdelsen af denne lovgivning. Beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, giver endvidere mulighed for at opretholde bestemmelserne, da det må anses for at være et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale arbejdsmarkedspolitik at beskytte yngre arbejdstagere og sikre dem ro til uddannelse m.v. Endvidere angives det som et eksempel i artikel 6, stk. 1 litra a, at et legitimt formål kunne være at fastsætte aldersgrænser med henblik på at beskytte yngre arbejdstagere.

Andre regelsæt indeholder tilsvarende aldersgrænser for adgang til bestemte erhverv. I det omfang disse bestemmelser er fastsat med henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere, vil også disse regler falde ind under undtagelsesbestemmelsen og kunne opretholdes.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 9.