Forskelsbehandlingsloven

Forskelsbehandlingsloven § 7

Gældende tekst efter LBK nr 399 af 05/04/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.

§ 7.

Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2.

En person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 399 af 05/04/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Forskelsbehandlingsloven § 7

Senere ændringer

ÆndringL 40 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 253 af 07/04/2004 · 7. april 2004

Bestemmelsen er nødvendig til opfyldelsen af artikel 9 i direktivet om etnisk ligebehandling og artikel 11 i beskæftigelsesdirektivet. Bestemmelsen svarer tilnærmelsesvis til § 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og § 3 i lov om ligeløn til mænd og kvinder. Direktivet om etnisk ligebehandlings artikel 9 og beskæftigelsesdirektivets artikel 11 beskytter dog ikke, som ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår), blot mod afskedigelse som følge af en klage eller enhver anden form for retsforfølgning med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages, men også mod enhver anden ufordelagtig behandling eller følge (repressalier). Baggrunden for bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Beskyttelsen gælder, i lighed med afskedigelsesbeskyttelsen i ligebehandlingsloven, for lønmodtagere, der fremsætter krav om ligebehandling af sig selv eller af andre.

Beskyttelsen mod repressalier gælder både i tilfælde, hvor der indgives en formel klage til en domstol eller en anden myndighed, hvor et forhold mundtligt påtales på arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager kontakt til sin fagforening om forholdet.

Det er derudover en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling og det forhold, at lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling. Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse, fx være degradering, forflyttelse, chikane el. lign.

Ufordelagtig behandling omfattet af denne bestemmelse er ikke ulovlig forskelsbehandling i direktivernes forstand, selvom der kan være visse lighedspunkter med chikane på grund af race, etnisk oprindelse, eller et af de øvrige beskyttede diskriminationskriterier. Der foreslås derfor ikke indført delt bevisbyrde i denne type sager, jf. bemærkningerne til nr. 12 nedenfor samt til lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.

Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men denne fastsættes af domstolene under hensyn til den enkelte sags omstændigheder og med iagttagelse af det EU-retlige effektivitetsprincip.

Lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven, vil også være beskyttet mod urimelige afskedigelser i medfør heraf, jf. funktionærlovens § 2 b, men får dog ikke på det grundlag ret til godtgørelse i medfør af flere regelsæt samtidig.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 7.