Boligstøtteloven § 8 a
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 1 – Almindelige betingelser · Husstand og indkomst
§ 8 a.
Formuetillægget efter § 8, stk. 6, opgøres som en andel af støttemodtagerens og dennes husstandsmedlemmers formuer, jf. dog § 8, stk. 4.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelse af formuen.
Formuetillægget beregnes efter følgende skala:
- 1)
De første 587.500 kr. medregnes ikke.
- 2)
Af formue mellem 587.500 kr. og 1.175.100 kr. medregnes 10 pct.
- 3)
Af formue herudover medregnes 20 pct.
De i stk. 1 nævnte beløbsgrænser reguleres efter § 72, stk. 1, nr. 1.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 8 a
Senere ændringer
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 3LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Efter gældende regler beregnes boligstøtte på baggrund af den forventede indkomst på årsbasis.
Den forventede indkomst for ansøgeren og denne husstandsmedlemmer opgøres ved ansøgning om individuel boligstøtte som indkomsten på ansøgningstidspunktet, der oplyses og dokumenteres af ansøgeren og omregnet til årsbasis. Hertil lægges det aktuelle formuetillæg.
Den forventede indkomst for ansøgeren og denne husstandsmedlemmer til brug for den årlige omregning pr. 1. januar opgøres på grundlag af den indkomst, der for hver enkelt er noteret i Udbetaling Danmark i boligstøttesagen den 1. december i året umiddelbart forud for boligstøtteåret. Den anførte indkomst reguleres med en procentsats. Indkomsten betegnes den fremskrevne indkomst.
Som en undtagelse til årsomregningen 1. januar anvendes i stedet som udgangspunkt den senest slutlignede indkomst, hvis denne er højere end den fremskrevne indkomst. Den slutlignede indkomst reguleres ikke.
Hvis støttemodtagerens faktiske indkomst i en konkret sag afviger væsentlig fra den fremskrevne indkomst eller den senest slutlignede indkomst, beregnes boligstøtten pr. 1. januar i stedet på grund af den aktuelle indkomst. Omregning sker som ved omberegning i løbet af året, hvis støttemodtagerens faktiske indkomst er mindst 10.000 kr. lavere eller 18.800 kr. (2003-niveau), tallet for boligsikring for 2013 er 23.100 kr. og for boligydelse er 24.700 kr., højere end den fremskrevne eller evt. slutlignede indkomst.
I § 8 b foreslås, at husstandsindkomst per måned opdeles i indkomst, der fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om indkomstregisteret, og indkomst, der ikke fremgår af indkomstregisteret. Udbetaling Danmark har løbende adgang til oplysninger fra indkomstregisteret, og disse oplysning vil med dette lovforslag systematisk indgå i en løbende genberegning og justering af boligstøtten hen over året. Der er derfor behov for at inddele husstandsindkomst i de to typer indkomster.
Det foreslås i § 8 c, stk. 1, at der ved den foreløbige opgørelse af husstandsindkomsten ved ansøgningen tages udgangspunkt i borgerens egne oplysninger. Det foreslås, at dette gælder for den første måned, der ansøges om boligstøtte til, og også senere måneder i kalenderåret og alene for den type af indkomst der indberettes til indkomstregisteret. Oplysningerne vil dog først medføre ændring af den månedlige boligstøtte, når betingelserne i § 44, stk. 1, 1. pkt., og § 46, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt, dvs. hvis indkomsten ændres med mindst 800 kr. i forhold til indkomsten ved den første beregning af boligstøtte. Borgerens egne oplysninger kan være en tro- og love erklæring.
Borgere, der ved ansøgning har en anden indkomst, end den senest oplyst i indkomstregisteret, forudsættes at blive hjulpet af Udbetaling Danmark, kommunen eller ved en systemunderstøtning til at oplyse den aktuelle indkomst. Indkomsten lægges herefter til grund for beregning af boligstøtte og anvendes, når Udbetaling Danmark foretager en genberegning og justering efter § 8 d, eller indtil borgeren selv giver oplysninger om ændring af husstandsindkomsten. Udbetaling Danmark vil dog af egen drift kunne anmode borgeren om yderligere oplysninger eller dokumentation, hvis borgerens oplysninger giver anledning hertil, f.eks. hvis den lønindkomst, der er oplyst, er meget lav.
For indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret, foreslås det i § 8 c, stk. 2, at husstandsindkomsten opgøres foreløbig som indkomsten, der er oplyst i forskudsopgørelsen eller ved anden dokumentation for kalenderåret. Indkomsten for kalenderåret fordeles ligeligt på årets 12 måneder. Anden dokumentation kan være regnskaber for virksomheden eller andet. Det foreslås, at 2. pkt. om, at indkomsten for kalenderåret fordeles ligeligt på årets 12 måneder også gælder ved senere ændringer i indkomsten herunder ved omberegning og efterregulering efter kapitel 9 i boligstøtteloven. 2. og 3. pkt. kan fraviges, hvis boligstøttemodtageren dokumenterer, at indkomsten vedrører en afgrænset periode. Det kan f.eks. ske fravigelse, hvis boligstøttemodtageren kan dokumentere, at selvstændig erhvervsvirksomhed er ophørt en nærmere specificeret dato, og at indkomsten fra virksomheden derfor kun vedrører en afgrænset periode. Dokumentationen kan også fremlægges og lægges til grund i forbindelse med efterreguleringen. Kan boligstøttemodtagere ikke dokumentere, at indkomsten vedrører en afgrænset periode fordeles indkomsten ligeligt på årets 12 måneder.
I 8 c, stk. 3 , foreslås, at den beregnede boligstøtte på baggrund af opgørelse af indkomst efter ansøgning danner grundlag for udbetaling af boligstøtte til ansøgeren hver måned, indtil der sker en omberegning af boligstøtten. Der henvises samtidig til kapitel 9 om omberegning. Boligstøtten kan justeres for tidligere måneders genberegning af boligstøtte i form af tillæg eller fratræk på baggrund af oplysning fra indkomstregisteret og genberegning.
Det foreslås i § 8 d, stk. 1, at Udbetaling Danmark skal genberegne boligstøtten, jf. § 8 c, for en forudgående måned på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret, hvis oplysninger om husstandsindkomsten i indkomstregisteret afviger mere end 800 kr. fra den indkomst, der er lagt til grund for samme periode ved beregningen af boligstøtte, og hvis afvigelsen medfører en ændring af den pågældende periodes boligstøtte med mere end 200 kr. Da oplysninger fra indkomstregisteret fremkommer 1-2 måneders forskudt, vil indkomstoplysningerne vedrøre tidligere måneders indkomst og således bruges oplysningerne fra indkomstregisteret ikke umiddelbart i opgørelsen af husstandsindkomsten, men med en forsinkelse. Herudover vil boligstøttemodtageren skulle partshøres om oplysningerne fra indkomstregisteret, hvilket også kan give en forsinkelse i forhold til, hvornår genberegning og justeringen kan foretages.
De nævnte grænser på 800 kr. og 200 kr. foreslås som udgangspunkt at være udsvingsgrænser forstået på den måde, at der ved efterregulering ses bort fra disse, når den samlede efterregulering finder sted. Grænserne er fastsat af administrative årsager, således at Udbetaling Danmark på den ene side ikke skal foretage justering for alt for små beløb, som måske udjævnes hen over året, og for at boligstøttemodtagerne på den anden side ikke risikerer for store tilbagebetalingskrav eller efterbetalinger i forbindelse med efterreguleringen.
I § 8 d, stk. 2 , foreslås det, at genberegning efter stk. 1 af den boligstøtte, der er udbetalt for en tidligere måned, kan medføre en justering i form af tillæg eller fratræk i boligstøtte for en kommende måned. Da der skal ske en behandling af oplysningerne, og borgeren skal partshøres, vil justeringen i form af tillæg eller fratræk typisk ske i den boligstøtteudbetaling, der falder 2 måneder efter den måned der justeres for.
I forhold til partshøring vurderes det at være hensigtsmæssigt, at der foretages partshøring ved agterskrivelse, dvs. varsling af en ændring, som vil blive gennemført, medmindre borgeren gør indsigelse. Agterskrivelsen bør indeholde oplysninger om ændring af boligstøtten, og om begrundelsen herfor, herudover bør det fremgå, at ændringen af boligstøtte vil blive gennemført som varslet, medmindre Udbetaling Danmark modtager bemærkninger inden for en nærmere angivet frist på minimum 8 dage.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lov om digital post, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2015, og det forventes derfor, at Udbetaling Danmark vil sende agterskrivelse til borgeren digitalt. Kravet om digital post vil blive undtaget for personer, der fritaget for digital post i henhold til lov om digital post. Det bemærkes i øvrigt, at der er hjemmel i § 13 i lov om Udbetaling Danmark til at fastsætte regler om digital kommunikation mellem Udbetaling Danmark og borgere. Der vil i henhold hertil kunne fastsættes regler om udstedelse af partshøring uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift.
Det vurderes at være tilstrækkeligt, at der alene sker partshøring af indkomstregisterets oplysninger, når oplysningerne medfører, at boligstøtten bliver lavere end den forrige boligstøtte, idet en lavere boligstøtte, vil være til ugunst for borgeren.
Det foreslås også, at justeringen kan medføre, at hele boligstøtten bortfalder for den pågældende måned. Bestemmelsen indebærer, at borgere der har oplyst om indkomstændringer og borgere, der får justeret boligstøtte for den pågældende måned, stilles ens. Bestemmelsen ændrer ikke på og bør ikke forveksles med, at der ved tilbagebetaling af boligstøtte, som følge af omberegning eller efterregulering skal tages højde for borgeren økonomisk betalingsevne, også når der foretages modregning.
Udbetaling Danmark foretager som udgangspunkt kun genberegning og justering for en måned én gang. Dette indebærer, at hvis der efterfølgende fremkommer ændringen i indkomstregisteret for en måned, hvor der er sket genberegning og justering, vil ændringen som udgangspunkt først indgå i den årlige efterregulering. Baggrunden herfor er et ønske om at undgå, at samme måned kan ændres flere gange i løbet af året. Udbetaling Danmark kan dog vurdere, at ændringen er af en vis størrelse, og at der derfor skal ske i ny justering i en senere måned. Der vil også skulle ske partshøring ved en ny justering, når dette sker på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret.
Det foreslås i § 8 d, stk. 3, at stk. 1 om genberegning af boligstøtte ikke finder anvendelse for ændring af husstandsindkomst, der skyldes ændring i sammensætningen af husstanden. Bestemmelsen indebærer, at hvis en person f.eks. flytter ud af husstanden, skal der ske en omberegning af boligstøtten efter § 44 og ikke en justering i forhold til oplysninger fra indkomstregisteret efter § 8 d.
Det foreslås i § 8 d, stk. 4 , at oplysninger fra indkomstregisteret fra en forudgående måned ikke medfører en omberegning efter kapitel 9. Forslaget indebærer, at oplysninger fra indkomstregisteret som udgangspunkt alene anvendes bagudrettet, hvor man korrigerer for tidligere udbetalt boligstøtte, men ikke fremadrettet i forhold til at fastsætte en ny boligstøtte. Baggrunden herfor er, at nogle boligstøttemodtagere har meget svingende indkomst, og for dem vil en stigning en tidligere måneds indkomst ikke nødvendigvis betyde, at der fremadrettet vil være en stigning i indkomsten, der vil give anledning til beregning af en ny boligstøtte. Udbetaling Danmark kan dog af egen drift på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret anmode borgeren om yderligere oplysninger med henblik på at fastslå, om boligstøtten skal omberegnes.
I § 8 d, stk. 5, foreslås det, at justering i form af tillæg og fratræk i boligstøtte efter stk. 2 kan foretages for genberegning af boligstøtte for måneder i det forudgående kalenderår. Justeringen indgår i efterreguleringen for det forudgående kalenderår. Bestemmelsen indebærer, at genberegning af boligstøtte for eksempelvis november og december 2016 vil kunne medføre justering i form af tillæg eller fratræk i den boligstøtte, der udbetales i januar og februar året efter i 2017. Den justering, der sker i januar eller februar 2017, indgår i efterreguleringen for forudgående års boligstøtte, dvs. for 2016.
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel konsekvens af ophævelsen af § 8, stk. 4, jf. nr. 1.
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af, at beløbene i boligstøtteloven opgøres i 2003-niveau, jf. den foreslåede ændring af § 72, stk. 4 (nr. 41).
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel konsekvens af ophævelsen af § 8, stk. 4, jf. nr. 1.
ÆndringL 47 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 12LOV nr 1002 af 23/12/1998 · 23. december 1998
Som en ny ordning foreslås i boligstøttelovens § 8, stk. 6, og § 8 a indført en bestemmelse om formuetillæg til husstandsindkomsten ved boligstøtteberegningen.
Efter de gældende regler i boligstøtteloven opgøres en husstands indkomst som summen af husstandsmedlemmernes skattepligtige, personlige indkomster med tillæg af positiv kapitalindkomst. En eventuel formue påvirker kun husstandens mulighed for at opnå boligstøtte, hvis formuen giver et skattepligtigt afkast.
Det foreslås, at der for husstande med nettoformuer over en vis størrelse indføres et formuetillæg, som medregnes ved opgørelsen af husstandsindkomsten efter boligstøtteloven. Tillægget indføres for både boligsikring og boligydelse.
Giver formuen et skattepligtigt afkast, vil dette fortsat indgå i opgørelsen af husstandsindkomsten på samme måde som hidtil.
Ifølge den foreslåede § 8 a beregnes det særlige formuetillæg for nettoformuer, som overstiger 500.000 kr. (i 1998-niveau). Formuer under denne størrelse medfører ikke beregning af formuetillæg. For husstande med større formuer foreslås den beregnede husstandsindkomst tillagt et beløb, der udgør 10 pct. af den del af formuen, der ligger i intervallet 500.000 - 1.000.000 kr., og 20 pct. af den del af formuen, der ligger over 1.000.000 kr.
De nævnte beløbsgrænser er som anført i 1998-niveau og foreslås reguleret årligt efter lovens almindelige reguleringsbestemmelse i § 72, jf. forslagets § 1, nr. 55.
Det foreslås, at by- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om opgørelse af formuen.
Det foreslås, at der af administrative årsager ikke sker omberegning eller efterregulering af boligstøtten i det enkelte år på grund af ændringer i formuen i forhold hertil, jf. også forslagets § 1, nr. 50 og 51 (§ 46, stk. 4, og § 47, stk. 3). Dog foreslås, at den aktuelle formue anvendes, hvis støttemodtageren oplever et væsentligt fald i sin formue, hvorved forstås et fald på 100.000 kr., jf. også nr. 49 (§ 44, stk. 2).
Definitionen af boligstøttelovens husstandsindkomstbegreb, (der er fastsat i den gældende lovs § 8, stk. 7, der bliver § 8, stk. 6), vil efter forslaget også omfatte det særlige formuetillæg efter den foreslåede § 8, stk. 6, jf. § 8 a. Begrebet husstandsindkomst anvendes bl.a. i lovens §§ 15, 21, 22, 25, 25 a og 56. I disse bestemmelser henvises til husstandsindkomsten, som herefter inkluderer formuetillægget. For så vidt angår visse bestemmelser om omberegning og efterregulering, jf. lovens §§ 44, 46 og 47, indgår som anført i lovforslaget, at ændringer i boligstøtten som følge af ændringer i husstandsindkomsten som udgangspunkt alene skal ske, når der er tale om ændringer i den løbende indkomst, altså uden formuetillæg. Der henvises nærmere til forslagets nr. 49 - 51.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 8 a.