Boligstøtteloven § 73
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 13 – Klageadgang
§ 73.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger efter § 40 a, stk. 2, og §§ 55-57, 60 a, 64 b, 64 e, 66 og 67 kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Hvis en borger klager over en afgørelse efter § 40 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen behandle ansøgningen, selv om den ikke er indgivet digitalt.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Ankestyrelsens afgørelser vedrørende klager over kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 40 a, stk. 2, også skal gælde ansøgninger eller meddelelser m.v. på andre nærmere angivne sagsområder.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 73
Senere ændringer
ÆndringL 158 (2013-14) · bemærkning til § 11, nr. 3LOV nr 552 af 02/06/2014 · 2. juni 2014
Efter den gældende bestemmelse i § 73 i lov om individuel boligstøtte kan kommunalbestyrelsens afgørelser om blandt andet lån til beboerindskud efter lovens §§ 55-57 påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås indføjet i § 73, at også kommunalbestyrelsens afgørelse, om ikke at undtage borgeren fra kravet om digital selvbetjening efter forslaget til § 40 a, stk. 2, kan påklages til Ankestyrelsen. Forslaget medfører blandt andet, at kommunen, som det også er tilfældet med andre afgørelser, skal genvurdere sagen inden for 4 uger og automatisk sende den videre til Ankestyrelsen, hvis borgeren ikke får fuldt ud medhold.
ÆndringL 158 (2012-13) · bemærkning til § 7, nr. 1LOV nr 493 af 21/05/2013 · 21. maj 2013
Efter de gældende regler i boligstøttelovens § 73 skal en klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven som udgangspunkt påklages til det sociale nævn. Fra den 1. marts 2013 er det alene kommunalbestyrelsens afgørelse om lån til beboerindskud, forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger, der kan indbringes for det sociale nævn. Afgørelser truffet af det sociale nævn kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog tage nævnets sager op til behandling som anden klageinstans, hvis Ankestyrelsen skønner, at sagen er af generel eller principiel betydning.
På baggrund af de foreslåede ændringer af klagestrukturen, som beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.3, hvorefter de sociale nævn nedlægges og kommunalbestyrelsens afgørelser i stedet kan indbringes for Ankestyrelsen i det omfang, det fremgår af lovgivningen foreslås, at de afgørelser efter boligstøtteloven, som i dag kan påklages til de sociale nævn, fremover kan indbringes for Ankestyrelsen som administrativ klageinstans.
ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 3, nr. 17LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012
Efter gældende regler skal klage over kommunens afgørelser efter loven, dog med de i loven nævnte undtagelser, påklages til det sociale nævn. Afgørelser truffet af det sociale nævn kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog tage nævnets sager op til behandling som anden klageinstans, hvis Ankestyrelsen skønner, at sagen er af generel eller principiel betydning.
Det foreslås, at Udbetaling Danmarks afgørelser efter loven, dog med de i loven nævnte undtagelser, kan påklages til Ankestyrelsen som første og eneste klageinstans, jf. § 64 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Forslaget er en konsekvens af forslaget til denne lovs § 7 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås, at boligsikring og boligydelse udgår af bestemmelsen i § 73, da kommunen ikke længere træffer afgørelse på disse to områder. Det præciseres samtidig, at det sociale nævn fortsat er ankeinstans for kommunernes afgørelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3. i dette lovforslag.
ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 3, nr. 18LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012

Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 73.