Boligstøtteloven

Boligstøtteloven § 75

Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 14 – Finansiering og administration m.v.

§ 75.

Staten og kommunen afholder udgifter til boligstøtte med følgende satser, jf. dog stk. 5:

  1. 1)

    Boligsikring, 50 pct. af hver.

  2. 2)

    Boligydelse, 75 pct. af staten og 25 pct. af kommunen.

  3. 3)

    Udgifter til istandsættelsesgaranti og leje efter §§ 70 og 71, 100 pct. af staten.

Stk. 2.

Af de udlånsmidler, der er fornødne til boligydelseslån, betaler kommunen 25 pct. og staten 75 pct. Udbetaling Danmark indbetaler til staten de afdrag og renter, der er modtaget som tilbagebetaling af sådanne lån.

Af de udlånsmidler, der er fornødne til boligsikringslån, betaler kommunen og staten 50 pct. hver.

Udbetaling Danmark indbetaler til staten og kommunen 50 pct. af de renter og afdrag, der er modtaget som tilbagebetaling af boligsikringslånene.

Stk. 3.

Af de udlånsmidler, der er fornødne til lån efter §§ 60 a, 66 og 67, stilles 100 pct. til kommunens rådighed af staten.

Udgifter til lån og garanti efter § 68 stilles dog til rådighed med halvdelen og efter §§ 56, 56 a, 57, 64 b og 64 e med 2/3.

Stk. 4.

Erhverver kommunen en bolig med henblik på udlejning til den i § 65 nævnte personkreds, refunderer staten 100 pct. af kommunens løbende udgifter vedrørende boligen fra det tidspunkt, hvor boligen er til rådighed til udlejning, og indtil udlejning sker.

Det beløb, der refunderes, kan dog ikke overstige den normale leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse, jf. § 11, stk. 1.

Ejer en kommune en bolig, og træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, at boligen skal anvendes til udlejning til den i § 65 nævnte personkreds, refunderer staten tilsvarende kommunens udgifter fra det tidspunkt, hvor boligen er til rådighed til udlejning, og indtil udlejning sker.

Stk. 5.

Hvis Udbetaling Danmark yder forhøjet boligstøtte efter bestemmelserne i § 14, stk. 6, § 22, stk. 3, nr. 4, eller § 23, stk. 4, afholder kommunen uanset stk. 1 udgifterne til forhøjelsen af boligstøtten.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Boligstøtteloven § 75

Senere ændringer

ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 36LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014

Der er tale om konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 23, stk. 4, jf. bemærkningerne til nr. 6.

ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 3, nr. 19LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012

Efter gældende regler afholder kommunen de udgifter, der forbundet med administrationen af reglerne om boligstøtte og staten refunderer kommunens udgifter med faste satser.

Finansieringsmodellen for Udbetaling Danmark er fastsat i forslag til lov om Udbetaling Danmark. Etableringen af Udbetaling Danmark indebærer, at det fremover er Udbetaling Danmark, der udbetaler boligstøtte til borgerne på vegne af staten og kommunerne efter samme fordeling som i dag. Det foreslås herudover, at den forskudsvise refusion afskaffes. Der henvises til afsnit 2.15. i de almindelige bemærkninger i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark.

Det foreslås derfor, at det fastsættes, at staten og kommunen afholder udgifter til boligstøtte med de samme satser som er gældende i dag. Forslaget indebærer, at boligstøtteloven afspejler den nye finansieringsmodel som er fastsat i forslaget til lov om Udbetaling Danmark.

ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 3, nr. 20LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012

Efter gældende regler afholder kommunerne hele udgiften til forhøjet boligstøtte efter bestemmelserne i § 14, stk. 6, § 22, stk. 3, nr. 4, og § 23, stk. 5.

I forslaget til nr. 3, foreslås det, at Udbetaling Danmark fremover træffer afgørelse om boligydelse og boligsikring og dermed også forhøjet boligstøtte.

Finansieringsmodellen for Udbetaling Danmark er fastsat i forslag til lov om Udbetaling Danmark. Etableringen af Udbetaling Danmark indebærer, at det fremover er Udbetaling Danmark, der udbetaler boligstøtte til borgerne på vegne af staten og kommunerne efter samme fordeling som i dag. Der henvises til afsnit 2.15. i de almindelige bemærkninger i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark

Det foreslås derfor, at hvis Udbetaling Danmark yder forhøjet boligstøtte efter bestemmelserne i § 14, stk. 6, § 22, stk. 3, nr. 4, eller § 23, stk. 5, afholder kommunen uanset stk. 1 udgifterne til forhøjelsen af boligstøtten. Bestemmelsen indebærer, at kommunen fortsat afholder hele udgiften til den forhøjede boligstøtte, også når det fremover er Udbetaling Danmark, der yder forhøjet boligstøtte.

ÆndringL 164 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 481 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af lovforslagets § 1, nr. 9 om indsættelse af § 75, stk. 5 i boligstøtteloven.

ÆndringL 164 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 481 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Det foreslås, at kommunerne fuldt ud afholder de udgifter, der er forbundet med at yde forhøjet boligstøtte efter lovforslagets bestemmelser.

Udgifterne til forhøjelsen af boligstøtten opgøres som forskellen mellem den beregnede boligstøtte uden anvendelse af de regler om forhøjet boligstøtte, der er foreslået i dette lovforslag, og den beregnede boligstøtte ved anvendelse af de foreslåede beregningsregler om forhøjet boligstøtte.

Der henvises endvidere til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 4.3.

ÆndringL 74 (2003-04) · bemærkning til § 5, nr. 15LOV nr 1235 af 27/12/2003 · 27. december 2003

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at boligstøttelovens kapitel 5 ophæves.

ÆndringL 170 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 4, nr. 12LOV nr 402 af 06/06/2002 · 6. juni 2002

Det foreslås, at staten stiller 2/3 til rådighed af de udlånsmidler, der er fornødne til lån til depositum i ustøttede plejeboliger, på samme måde som for beboerindskudslån i almene plejeboliger.

ÆndringL 43 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 147 af 25/03/2002 · 25. marts 2002

I § 71 i boligstøtteloven er fastsat, at såfremt en beboelseslejlighed af ejeren stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen til brug for flygtninge som nævnt i lovens § 65, og tilbudet accepteres, betaler kommunalbestyrelsen lejen fra det tidspunkt, fra hvilket lejligheden er til rådighed, og indtil udlejning sker. Efter lovens § 75, stk. 1, nr. 4 refunderer staten kommunens udgifter hertil med 100 pct.

Efter § 13 i integrationsloven kan en kommunalbestyrelse erhverve ejendomme i kommunen med henblik på gennem udlejning til beboelse at medvirke til en bedre fordeling af udlændinges bosætningsmuligheder på landsplan, regionalt plan og lokalt i kommunen.

Ved forslagets § 1, nr. 2 foreslås, at køber kommunen en bolig med henblik på udlejning til flygtninge som nævnt i boligstøttelovens § 65, eller træffer kommunen beslutning om, at en bolig, som kommunen ejer, skal anvendes til dette formål, refunderer staten tilsvarende kommunens løbende udgifter vedrørende boligen fra det tidspunkt, hvor boligen er til rådighed til udlejning, og indtil udlejning sker.

For at tilskynde til at den enkelte kommune begrænser tabet mest muligt foreslås, at beløb, der refunderes, ikke kan overstige den normale leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse. Kommunen har tillige en egen interesse i, at de boliger, der erhverves, kan udlejes til en leje, der kan betales af de flygtninge, der anvises. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af integrationslovens § 12, stk. 2, 2. pkt., at lejen for den anviste bolig ikke må overstige halvdelen af husstandsindkomsten.

ÆndringL 43 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 147 af 25/03/2002 · 25. marts 2002

For langt hovedparten af boligstøttelovens områder er regler for udbetaling af statsrefusion med hjemmel i boligstøttelovens § 75, (1. punktum i stk. 4, der bliver nr. 5) fastsat i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse, anvisning af stats refusion og revision af kommunernes boligstøtteregnskab. Efter den gældende bekendtgørelse nr. 816 af 3. november 1999 foretages udbetaling af statsrefusion af Finansstyrelsen.

For så vidt angår et enkelt område - udbetaling af refusion for lejetab og istandsættelsesgaranti ved udlejning til flygtninge - har Finansstyrelsens administration af området hidtil været lovfæstet. Det foreslås at bestemmelsen herom ophæves, således at også udbetaling af refusion på dette område administreres som lovens øvrige områder.

ÆndringL 137 (2000-01) · bemærkning til § 5, nr. 24LOV nr 285 af 25/04/2001 · 25. april 2001

Det foreslås, at staten stiller 50 pct. til rådighed for kommunerne af de midler, der er fornødne til boligsikringslån, ligesom staten efter de gældende regler refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter til boligsikring i øvrigt.

ÆndringL 47 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 56LOV nr 1002 af 23/12/1998 · 23. december 1998

Ved ændringen præciseres, at refusionsbestemmelsen - som den før 1. januar 1993 gældende § 64 - vedrører såvel lån som garantier for lån.

ÆndringL 47 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 57LOV nr 1002 af 23/12/1998 · 23. december 1998

Det foreslås præciseret, at adgangen til at fastsætte retningslinier for udbetaling af statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision omfatter tilsyn.

Det er hensigten ved en ny bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse, revision og tilsyn på boligstøtteområdet at udvide kravene til den kommunale revisions revisionsberetninger og at skabe bedre grundlag for By- og Boligministeriets tilsyn med området.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 75.