Boligstøtteloven

Boligstøtteloven § 49

Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 – Omberegning og efterregulering · Efterregulering

§ 49.

Krav på tilbagebetaling af boligstøtte kan modregnes i fremtidig boligsikring eller boligydelse.

Stk. 2.

Krav på boligstøtte kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning.

Aftaler om sådanne krav er ugyldige.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan anmode Udbetaling Danmark om at fradrage forfaldne afdrag på beboerindskudslån i fremtidig boligydelse eller boligsikring på vegne af kommunen, når kommunen har truffet afgørelse herom.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Boligstøtteloven § 49

Senere ændringer

ÆndringL 87 (2011-12) · bemærkning til § 3, nr. 13LOV nr 326 af 11/04/2012 · 11. april 2012

Efter gældende regler kan kommunen modregne forfaldne beboerindskudslån i fremtidig boligsikring og boligydelse. Efter principperne om modregning skal der være identitet mellem den myndighed, der udbetaler ydelsen og den myndighed, der kan modregne.

Det foreslås, at kommunen kan anmode Udbetaling Danmark om at fradrage forfaldne afdrag på beboerindskudslån i fremtidig boligsikring og boligydelse, uanset at det ikke længere er kommunen der udbetaler boligsikring og boligydelse. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. om modregning i de almindelige bemærkninger.

Videregivelsen af oplysningen fra kommunen vil kunne ske uden samtykke fra borgeren, jf. forslaget til § 6, nr. 1, i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark. Der henvises nærmere til afsnit 2.7.2.2. i L 86, forslag til lov om Udbetaling Danmark samt de specielle bemærkninger til § 6.

ÆndringL 144 (2006-07) · bemærkning til § 10, nr. 1LOV nr 346 af 18/04/2007 · 18. april 2007

Det foreslås, at reglerne i § 49, stk. 1, 2. pkt., i lov om individuel boligstøtte om adgang til modregning i retten til udbetaling af overskydende skat m.v. ophæves.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 5, der indebærer, at der som § 3 e i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer indsættes en generel bestemmelse om, at kommunen for kommunale krav, der ikke betales rettidigt, indtræder for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til modregning i udbetalinger fra staten.

Kommunale krav, der dækkes ved indtrædelse i statens ret til modregning, dækkes herefter efter rækkefølgen angivet i forslaget til § 3 d i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 5.3.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 49.