Boligstøtteloven § 46
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 9 – Omberegning og efterregulering · Omberegning i løbet af året
§ 46.
Ansøgeren skal til brug for omberegning i løbet af året oplyse Udbetaling Danmark om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, jf. stk. 2 dog ikke oplysninger om husstandsindkomst, medmindre det vedrører oplysninger om indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed eller indkomst, der ikke er skattepligtig her i landet.
Såfremt ansøgeren ikke efter anmodning inden en af Udbetaling Danmark fastsat frist giver Udbetaling Danmark nærmere angivne oplysninger om boligudgift, husstand og husstandsindkomst, kan Udbetaling Danmark lade boligstøtten bortfalde med virkning fra fristens udløb.
Det samme gælder, hvis et husstandsmedlem ikke efter anmodning underskriver en erklæring om solidarisk hæftelse inden udløbet af den i § 41, stk. 2, fastsatte frist.
Såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den husstandsindkomst, der er lagt til grund for boligstøtteberegningen, og forhøjelsen indebærer, at husstandsindkomsten bliver forhøjet med mere end 800 kr. for 1 måned, skal boligstøtten omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, jf. dog § 8 d, stk. 4 Det samme gælder, såfremt der i løbet af året sker en mindskelse af antallet af børn i husstanden, fremleje, fremlån, udlejning eller benyttelse til erhverv af en del af lejligheden påbegyndes, eller der sker en nedsættelse af lejen.
Vedrører ændringen en nedsættelse af lejen, kan omberegning ske på grundlag af oplysning herom fra udlejeren.
Udbetaling Danmark skal samtidig oplyse ansøgeren eller boligstøttemodtageren om baggrunden for omberegningen.
Forøgelse af husstandens formue kan ikke medføre ændringer i formuetillægget efter § 8, stk. 6, jf. § 8 a, og omberegning af boligstøtten.
Indtræder en ændring med virkning fra den 1. i en måned, anses ændringen for at være sket i den foregående måned.
For meget udbetalt boligstøtte efter stk. 1-5 kan kræves tilbagebetalt, jf. § 49.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 46
Senere ændringer
ÆndringL 62 (2014-15) · bemærkning til § 2, nr. 3LOV nr 1523 af 27/12/2014 · 27. december 2014
Efter gældende regler skal ansøgeren til brug for omberegning i løbet af året oplyse Udbetaling Danmark om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtte.
Det foreslås, at ansøgeren ikke skal have pligt til at oplyse Udbetaling Danmark om indkomstoplysninger i forhold til omberegning, medmindre det er oplysninger om indkomst fra selvstændig virksomhed eller indkomst, der ikke er skattepligtig her i landet. Ansøgeren vil fortsat have oplysningspligt i forhold til alle andre oplysninger end indkomstoplysninger, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtte.
Ansøgeren har dog fortsat ret til at give indkomstoplysninger til Udbetaling Danmark, således at borgeren kan få omberegnet boligstøtten på et tidligere tidspunkt, når betingelserne er opfyldt, og borgeren fx ikke ønsker at afvente, at indkomstændringerne fremgår af eIndkomst, som typisk er 1-2 måneder forsinket.
ÆndringL 62 (2014-15) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 1523 af 27/12/2014 · 27. december 2014
Efter gældende regler skal boligstøtten omberegnes, såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst for året på mindst 18.800 kr. (2003-niveau) i forhold til den hidtil forventede indkomst for året. Der sker en årlig opregulering af beløbet, således at tallet for boligsikring for 2013 er 23.100 kr. og for boligydelse er 24.700 kr. Boligstøtten omregnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden. Husstandsindkomsten skal ved omberegningen fastsættes på grundlag af aktuelle indkomstforhold på omberegningstidspunktet opreguleret til årsbasis.
Ved lov nr. 574 af 10. juni 2014 om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om individuel boligstøtte og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af social pension og boligstøtte m.v.) blev lov om individuel boligstøtte ændret. Det blev her fastsat i § 3, nr. 16 og 18, at modtageren efter tilkendelsen af boligstøtte vil have mulighed for at henvende til Udbetaling Danmark med oplysning om ændring i månedens indkomst. Hvis ændringen i månedens indkomst er på mindst 800 kr., vil Udbetaling Danmark foretage en ny foreløbig opgørelse af månedens husstandsindkomst og beregne en ny foreløbig udbetaling af boligstøtte. En indkomstændring, der ligger under dette beløb, vil ikke medføre omberegning i løbet af året, men vil stedet indgå ved den endelige opgørelse af den enkelte måneders husstandsindkomst i forbindelse med efterregulering.
Det foreslås med § 2, nr. 4, og § 3, nr. 1, at såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den husstandsindkomst, der er lagt til grund for boligstøtteberegningen, og denne indebærer, at husstandsindkomsten bliver forhøjet med mere end 800 kr. for en måned, skal boligstøtten omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, jf. dog § 8 d, stk. 4, i boligstøtteloven, hvorefter oplysninger fra indkomstregisteret fra en forudgående måned ikke medfører en omberegning. Grænsen ændres således fra mindst 800 kr. til mere en 800 kr. med dette forslag.
Der vil efter forslaget ikke ske en årlig opregulering af de 800 kr. Med beløbsgrænsen på 800 kr. er der parallelitet i reglerne, således at beløbet er det samme i forhold til at medføre omberegning, uanset om der er tale om en forøgelse eller nedgang af husstandsindkomsten, jf. bemærkningerne til § 2, nr. 2. Beløbsgrænsen på 800 kr. betragtes som en udsvingsgrænse, idet der ses bort fra beløbet ved efterregulering. Med forslaget skabes endvidere parallelitet i forhold til udsvingsgrænsen ved genberegning.
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 16LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Efter gældende regler skal ansøgeren til brug for omberegning i løbet af året oplyse Udbetaling Danmark om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtte.
Det foreslås, at ansøgeren ikke skal have pligt til at oplyse Udbetaling Danmark om indkomstoplysninger, der fremgår af indkomstregisteret i forhold til omberegning, medmindre det er oplysninger om indkomst fra selvstændig virksomhed. Oplysningspligten for oplysninger, der fremgår af indkomstregisteret og andre indkomstoplysninger bortfalder således med lovforslaget, medmindre det er oplysninger om indkomst fra selvstændig virksomhed. Ansøgeren vil fortsat have oplysningspligt i forhold til alle andre oplysninger, herunder oplysninger om indkomst fra selvstændig virksomhed, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtte. Ansøgeren har dog fortsat ret til at give indkomstoplysninger til Udbetaling Danmark, således at borgeren kan få omberegnet boligstøtten på et tidligere tidspunkt, når betingelserne er opfyldt, og borgeren f.eks. ikke ønsker at afvente, at indkomstændringerne fremgår af indkomstregisteret, som typisk er 1-2 måneder forsinket.
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 17LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Efter gældende regler skal boligstøtten omberegnes, såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst for året på mindst 18.800 kr. (2003-niveau) i forhold til den hidtil forventede indkomst for året. Der sker en årlig opregulering af beløbet, således at tallet for boligsikring for 2013 er 23.100 kr. og for boligydelse er 24.700 kr. Boligstøtten omregnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden. Husstandsindkomsten skal ved omberegningen fastsættes på grundlag af aktuelle indkomstforhold på omberegningstidspunktet opreguleret til årsbasis.
Det foreslås, at såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den husstandsindkomst, der er lagt til grund for boligstøtteberegningen, og denne indebærer, at husstandsindkomsten bliver forhøjet med mindst 800 kr. for en måned, skal boligstøtten omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, jf. dog § 8 d, stk. 4, i boligstøtteloven, hvorefter oplysninger fra indkomstregisteret fra en forudgående måned ikke medfører en omberegning.
Der vil efter forslaget ikke ske en årlig opregulering af de 800 kr. Med beløbsgrænsen på 800 kr. er der parallelitet i reglerne, således at beløbet er det samme i forhold til at medføre omberegning, uanset om der er tale om en forøgelse eller nedgang af husstandsindkomsten, jf. bemærkningerne til § 3, nr. 14. Beløbsgrænsen på 800 kr. betragtes som en udsvingsgrænse, idet der ses bort fra beløbet ved efterregulering, jf. bemærkningerne til § 3, nr. 22.
Udgangspunktet for omberegning på baggrund af forhøjelse af den samlede husstandsindkomst er således ifølge forslaget, at borgeren selv oplyser om indkomstændringerne. Dette udelukker dog ikke, at Udbetalings Danmark af egen drift på baggrund af f.eks. oplysninger fra indkomstregisteret hører borgere med henblik på at fastslå, om boligstøtten skal omberegnes fremadrettet.
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 18LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Efter gældende regler i § 46, stk. 5, skal der ske omberegning ved indkomststigninger som følge af, at støttemodtageren modtager et engangsbeløb, dvs. en indkomst, der ikke vedrører en bestemt periode i boligstøtteåret, forudsat at beløbet indgår i husstandsindkomsten. Omberegning sker fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, og et eventuelt engangsbeløb anses som vedrørende årets resterende måneder, medmindre støttemodtageren kan dokumentere, at beløbet vedrører en kortere periode i boligstøtteåret.
Efter gældende regler i § 46, stk. 6, ses der ved omberegning bort fra feriepenge i den situation, hvor feriepenge på grund af jobskifte fra et job med løn under ferie bliver beskattet hos modtageren i boligstøtteåret uden at kunne udbetales i det pågældende år, det vil sige uden at der sker en lønnedgang i samme år som følge af afholdt ferie.
Det foreslås af regelforenklingshensyn, at begge regler ophæves. Dette betyder, at engangsbeløb vil indgå for den eller de måneder, hvor de udbetales i indkomstregisteret. For feriepenge betyder det, at feriepenge vil indgå for den eller de måneder, hvor de fremgår af indkomstregisteret. Der henvises til afsnit 2.3.1.2.1. i de almindelige bemærkninger.
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 19LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Der tale om konsekvensændringer som følge af ophævelse af § 46, stk. 5 og 6.
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 35LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af, at beløbene i boligstøtteloven opgøres i 2003-niveau, jf. den foreslåede ændring af § 72, stk. 4 (nr. 41).
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 36LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel konsekvens af ophævelsen af § 8, stk. 4, jf. nr. 1.
ÆndringL 74 (2003-04) · bemærkning til § 5, nr. 6LOV nr 1235 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Bestemmelserne er alene konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 12.
ÆndringL 47 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 50LOV nr 1002 af 23/12/1998 · 23. december 1998
Nr. 50 indeholder en række ændringer af boligstøttelovens § 46. Der foreslås et nyt § 46, stk. 1, ændring af § 46, stk. 2 (tidl. stk. 1) og indsættelse af nye stykker 4-6 samt 8. Endelig er det eksisterende stk. 3 placeret som stk. 7.
I et nyt § 46, stk. 1, foreslås præciseret, at støttemodtagerens pligt til at give kommunen oplysning om alle ændringer, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, gælder såvel i forbindelse med årsomregningen pr. 1. januar efter § 43, stk. 3, som ved ændringer, der indtræder i løbet af året. Det foreslås endvidere, at kommunen får mulighed for at standse udbetalingen af boligstøtte, hvis ansøgeren ikke fremkommer med oplysninger til brug for en eventuel omberegning inden en af kommunen fastsat (rimelig) frist.
Dette foreslås også at skulle gælde, hvis et husstandsmedlem ikke underskriver en hæftelseserklæring i overensstemmelse med den foreslåede § 41, stk. 2, (nr. 47).
Ved lovforslagets nr. 4 og 10 er foreslået, at der fra 1. januar 2000 altid skal anvendes samme indkomstbegreb - den forventede indkomst - ved boligstøtteberegningen fremfor som hidtil to forskellige begreber. Det foreslås ved § 46, stk. 2, at der ved omberegning af boligstøtte i løbet af året altid skal gælde samme størrelse indkomstudsving ved afgørelsen af, om støtten skal omberegnes. Grænsen foreslås fastsat til 16.000 kr. mod hidtil 10.000 og 20.000 kr. Beløbet er fastsat i 1998-niveau og foreslås satsreguleret efter § 72. Denne let forøgede grænse kombineret med det foreslåede samlede indkomstbegreb forventes at føre til en begrænsning i antallet af boligstøttesager, der skal omberegnes i løbet af året, eller hvor boligstøtten efter årets udgang skal tilbagebetales helt eller delvist.
Den samme grænse foreslås ved § 47, stk. 1, fastsat for, om indkomstudsving skal føre til tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.
Ved indkomstfald foreslås der ikke ændringer i forhold til den nuværende indkomstgrænse på 10.000 kr., jf. gældende lovs § 44, stk. 1.
Samtidig foreslås i § 46, stk. 2, fastsat, at de to indkomster, der sammenlignes ved vurderingen af, om boligstøtten skal omberegnes, er dels den samlede (opsummerede) indkomst for hele året, der må forventes efter en indkomstændring, dels den forventede (opsummerede) indkomst for hele året, der måtte forventes, da boligstøtten sidst blev omregnet.
Selve beregningen af boligsikring og boligydelse sker altid på grundlag af en indtægt opgjort til årsbasis (den forventede månedlige indtægt gange 12).
Omberegning af den løbende boligstøtte skal ske i løbet af året, hvis indkomsten er steget over en beløbsgrænse, der som ovenfor nævnt foreslås fastsat til 16.000 kr. Ved indkomststigninger skal det vurderes, hvor meget indtægten i alt vil være steget inden udgangen af boligstøtteåret, den såkaldt opsummerede indkomst.
Det foreslås, at § 46, stk. 2, ændres således, at det sikres, at vurderingen af indkomstændringernes størrelse i løbet af året altid foretages ved sammenligning af fuldt ud sammenlignelige størrelser. Det foreslås således, at indkomststigninger for året sammenlignes med den hidtidige opsummerede indkomst for året.
Som anført i de almindelige bemærkninger og i bemærkningerne til nr. 9 og 12 foreslås ved § 46, stk. 4, at stigninger i støttemodtagerens formue ikke skal medføre omberegning i boligstøtten i løbet af året, jf. også nr. 51 ad den foreslåede § 47, stk. 3, om efterregulering.
Ifølge den gældende boligstøttelovs § 46, stk. 1 (efter forslaget § 46, stk. 2), skal der ske omberegning af boligstøtten, såfremt der sker stigninger i indkomsten i løbet af året, der kan påvirke boligstøtten. Boligstøtteloven indeholder ikke regler om, for hvilken del af året ændringer i indkomsten i form af engangsbeløb, såsom legater og fratrædelsesgodtgørelser og andre indtægter, der ikke vedrører en bestemt periode af boligstøtteåret, skal indgå i forbindelse med beregning af boligstøtte.
Det foreslås, at der med § 46, stk. 5, skabes en klar lovhjemmel til, at engangsbeløb som hovedregel medregnes i husstandsindkomsten fra den første i måneden efter udbetalingstidspunktet og for resten af året svarende til nuværende praksis. Det foreslås herudover, at sådanne beløb altid skal medregnes for mindst en måned (december).
Engangsbeløb vil ifølge forslaget skulle indregnes i støttemodtagerens husstandsindkomst, således at det svarer til en tilsvarende lønstigning for resten af året, hvor beløbet er til rådighed for støttemodtageren.
Det foreslås endvidere, at der i et nyt § 46, stk. 6, og § 47, stk. 2, skabes hjemmel til, at der efter boligstøttelovens omberegnings- og efterreguleringsbestemmelser skal ses bort fra feriepenge i den situation, hvor feriepengene på grund af jobskifte fra et job med løn under ferie bliver beskattet hos modtageren i boligstøtteåret uden at kunne udbetales i det pågældende år, dvs. uden at der sker en lønnedgang i samme år som følge af afholdt ferie.
Feriepenge indgår i den personlige indkomst det år, pengene beskattes, og indgår dermed som al anden personlig indkomst i boligstøtteberegningen, jf. boligstøttelovens § 8, stk. 1.
Når der på grund af en oplyst indkomststigning sker omberegning af boligstøtten i løbet af et år, medregnes indkomststigningen fra det tidspunkt, hvor ændringen er indtrådt, og resten af året.
I de tilfælde, hvor en støttemodtager på grund af jobophør eller jobskifte fra et job med løn under ferie ekstraordinært får beskattet feriepenge, der er optjent under det hidtidige ansættelsesforhold, i optjeningsåret, vil også disse feriepenge efter boligstøtteloven indgå i husstandsindkomsten i det pågældende år og dermed påvirke boligstøttens størrelse, selvom den ferie, som feriepengene vedrører, måske først kan afholdes i løbet af det efterfølgende kalenderår. Feriepengene er i så fald ikke til rådighed for støttemodtageren i boligstøtteåret, og lejebetalingsevnen forøges således heller ikke i nogen del af året. Alligevel nedsættes boligstøtten.
Forslaget indebærer, at der indføres en klar og entydig lovregulering af området, således at usikkerhed undgås. Den foreslåede ordning betragtes som enklere at administrere og mere rimelig og forståelig for boligstøttemodtagerne. Ved at indføre en bestemmelse som den foreslåede i reglerne om omberegning og efterregulering undgår man endvidere at bryde med princippet om, at skattelovgivningens regler lægges ubetinget til grund ved boligstøtteberegningen således, at alle indtægter, der beskattes i et år, medregnes i husstandsindkomsten for det pågældende år.
Ved en ny § 46, stk. 8, foreslås præciseret ved en udtrykkelig lovbestemmelse, at hvis boligstøtten i løbet af året nedsættes med tilbagevirkende kraft ved en omberegning efter § 46, kan det for meget betalte kræves tilbagebetalt af kommunen, ligesom det er tilfældet ved efterregulering efter årets udgang efter § 47. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende praksis. Tilbagebetaling vil herunder kunne kræves kontant eller ved modregning i den fremtidige boligstøtte, jf. § 49, i tilfælde, hvor en boligstøttemodtager først senere i et år oplyser om en indtægtsstigning, der allerede er indtrådt. Oplyses der i oktober måned om en lønstigning pr. 1. juli, vil den for meget udbetalte boligstøtte for månederne juli-oktober således kunne kræves kontant eller modregnes i den fortsatte boligstøtte for den eller de kommende måneder alt efter beløbets størrelse og støttemodtagerens økonomiske forhold. Der henvises endvidere til bemærkningerne til nr. 51.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 46.