Barnets lov

Barnets lov § 89

Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 8 – Hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier · Ledsagelse

§ 89.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgn- eller støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 6 og 7, eller §§ 46 og 47.

Stk. 2.

Et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagelse, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven.

Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Stk. 3.

Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til barnet eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.

Stk. 4.

Barnet eller den unge kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder.

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.

Stk. 5.

Barnets eller den unges udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 948 kr. årligt (2022-niveau).

Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra barnet eller den unge.

Stk. 6.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser for ledsageordningen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barnets lov § 89

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 89LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fremgår i dag af § 45 i serviceloven.

Det fremgår således af § 45, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, i serviceloven.

Det fremgår af § 45, stk. 2, i serviceloven, at en person, som er berettiget til ledsagelse efter § 45, stk. 1, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven samt at kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Det fremgår af § 45, stk. 3, i serviceloven, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse.

Endvidere fremgår det af § 45, stk. 4, i serviceloven, at modtageren kan opspare timer inden for en periode på seks måneder, og at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor. Det fremgår desuden af § 45, stk. 5, i serviceloven, at modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 974 kr. årligt (2023-niveau), og at beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.

Endelig fremgår det af § 45, stk. 6, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.

Bemyndigelserne i § 45, stk. 6, i serviceloven, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 235 af 9. marts 2012 om betingelser for ledsageordningen efter serviceloven, som også udmønter bemyndigelsen i servicelovens § 97, stk. 9, om ledsagelse til voksne. Bekendtgørelsen tydeliggør blandt andet at ledsageordningen ikke omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i. Bekendtgørelsen fastlægger endvidere de nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.

Bekendtgørelsen fastlægger endvidere, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen skal give ledsagere, der er udpeget af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt fastlægger bekendtgørelsen de nærmere rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt for kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.

Det foreslås med stk. 1 , at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som har et døgn- eller støtteophold efter §§ 32, stk. 1, nr. 6 og 7, §§ 46 eller 47.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at tilbyde ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Børn og unge i målgruppen for den foreslåede ordning vil med den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med gældende ret også fremover have ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til formål, som de pågældende selv vælger.

Den foreslåede ledsagelse vil i overensstemmelse med gældende ret som udgangspunkt skulle ydes af kommunalbestyrelsen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere. Ledsageordningen vil skulle omfatte selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, f.eks. at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med kørestol og andre ganghjælpemidler.

Ledsageordningen vil kunne tilbydes hjemmeboende børn og unge mellem 12 og 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagsynede, børn eller unge med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd. I overensstemmelse med gældende ret vil ordningen ikke skulle omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, da arbejdet med denne gruppe børn og unge stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt ansatte ledsagere vil forudsættes at skulle have.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil indebære, at forpligtelsen til at tilbyde ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret ikke vil skulle omfatte børn og unge, som er i døgnophold.

For børn og unge i døgnpleje vil vurderingen af behovet for ledsagelse således i overensstemmelse med gældende ret også fremover skulle indgå i tilbuddets generelle tilrettelæggelse af indsatsen for barnet eller den unge.

Det foreslås med stk. 2 , at et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagelse, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 2, i sprogligt tilpasset for form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås såvel barnets eller den unges ret til selv at udpege en person til at stå for ledsagelsen som kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og ansætte den pågældende, således videreført i overensstemmelse med gældende ret.

Kommunalbestyrelsen vil fortsat have arbejdsgiveransvaret for ledsageren og vil skulle varetage den administration, der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættelseskontrakt, løn, forsikring og arbejdsforhold. Aftale om den konkrete ledsagelsesopgave kan indgås direkte mellem borger og ledsageren, men vil skulle meddeles kommunalbestyrelsen som et led i opgørelsen af timeforbruget. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med godkendelse og ansættelse af den ønskede ledsager skulle vurdere, om den udpegede ledsager kan anses for egnet til opgaven.

Det foreslås med stk. 3 , at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til barnet eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 3, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Den foreslåede afgrænsning af personkredsen, som kan ansættes som ledsagere for barnet eller den unge, har afsæt i det forhold, at ledsageordningen er tænkt til at skulle dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som forældre, søskende eller andre med nær tilknytning til barnet eller den unge ellers yder.

Formålet med den foreslåede afgrænsning er at understøtte, at ledsageordningen i overensstemmelse med gældende ret vil skulle skabe mulighed for, at børn og unge i målgruppen kan komme uden for hjemmet uden at det er forældrene eller andre nærtstående, der ledsager dem.

Det foreslås med stk. 4 , at barnet eller den unge kan opspare timer inden for en periode på seks måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 4, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Med forslaget om at videreføre retten til opsparing af ledsagetimer vil barnet eller den unge inden for en seks måneders periode også fremover kunne disponere over op til 90 timer til forbrug eller opsparing, hvilket giver større fleksibilitet i anvendelsen af de tilkendte ledsagetimer.

I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af Ankestyrelsen i principafgørelse 25-17 vil ikke-forbrugte timer fra den første af de seks måneder falde bort i den måned, hvor de overskrider seks måneder, såfremt de ikke er blevet anvendt. Det er kun de opsparede timer for den pågældende måned, der bortfalder efter seks måneder og ikke alle de opsparede timer. Barnet eller den unge vil således heller ikke fremover i en given måned kunne have mere end 90 timer til rådighed.

Forslaget om at videreføre kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge retningslinjer for opsparingen vil indebære, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have mulighed for at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem børnenes og de unges ønsker og kommunalbestyrelsens muligheder for at administrere ordningen.

Formålet med det foreslåede stk. 4 er sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle tilrettelægge ledsageordningen således, at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst muligt omfang at imødekomme barnets eller den unges ønsker, men også således, at ordningen bliver mulig at administrere.

Det foreslås med stk. 5 , at barnets eller den unges udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 974 kr. årligt (2023-niveau). Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 5, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

I udgangspunktet vil den person, der modtager ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet skulle afholde sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.

Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede stk. 5, ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, også fremover kunne udbetale tilskuddet som et samlet beløb én gang årligt, på baggrund af de sandsynliggjorte udgifter, som den person, der modtager ledsagelse, vil have forelagt.

Kommunalbestyrelsen vil ligeledes også fremover i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering kunne yde tilskud til udgifter til ledsagerens lokalbefordring.

Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet efter anmodning fra den person, der modtager ledsagelse, vil kunne yde tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning hertil op til det foreslåede årlige grænsebeløb, som vil være skattefrit for modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 9.

Det foreslås med stk. 6 , at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser for ledsageordningen.

Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 6, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 6 vil social- og boligministeren også fremover vil skulle kunne fastlægge nærmere regler for ledsageordningen til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som blandt andet vil tydeliggøre, at ledsageordningen ikke vil omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i.

Bekendtgørelsen forventes endvidere at ville fastlægge de nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for. Bekendtgørelsen forventes desuden at fastlægge, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen vil skulle give ledsagere, der er udpeget af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt forventes bekendtgørelsen at ville fastlægge de nærmere rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt for kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.

Baggrunden for forslaget om en ny § 89 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er også fremover at medvirke til børnenes og de unges selvstændiggørelse og integration i samfundet, samt tilgodese disse børn og unges for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for børn og unge, der lever et relativt aktivt liv og for de, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.

Med den foreslåede § 89 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

Senere ændringer

ÆndringL 63 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 1562 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 45, stk. 1, i serviceloven, at kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, med mindre barnet eller den unge har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.

Det fremgår af § 45, stk. 2-4, i serviceloven, at personen, der er berettiget til ledsagelse, selv har ret til at udpege en ledsager, at kommunen skal godkende og ansætte ledsageren og at der normalt ikke kan ansættes ledsagere, der har en meget nær tilknytning til den person, der er berettiget til ledsagelse. Videre fremgår det, at der inden for en periode på 6 måneder kan opspares ledsagetimer, og at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.

Det fremgår af § 45, stk. 5, i serviceloven, at kommunen kan dække modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter i tilknytning til ledsageordningen med et beløb på op til 948 kr. (2022-niveau).

Satsen for dækning af udgifter svarer til den tilsvarende bestemmelse om ledsagelse for voksne i servicelovens § 97, stk. 7.

I forbindelse med barnets lovs ikrafttræden den 1. januar 2024, jf. lov nr. 721 af 13. juni 2023, ophæves reglerne om ledsageordning for børn og unge i serviceloven, jf. følgeloven til barnets lov. Bestemmelserne om ledsageordning for børn og unge under 18 år vil herefter fremgå af § 89 i barnets lov.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen skulle reglerne om satser for modtagerens udgifter til ledsageren videreføres med sproglige tilpasninger, men uden indholdsmæssige ændringer. Der henvises til Folketingstidende, A, 2022-23, L 93 som fremsat, side 303. Satsen for dækning af udgifter til ledsageren i barnets lov er dog fastsat i 2023-niveau, hvor servicelovens sats har udgangspunkt i 2022-niveau. Dette kan fremover medføre, at satserne for udgifter til ledsagelse af beregningstekniske grunde kan blive forskellige for børn og unge under 18 år, som er omfattet af reglerne om ledsagelse, i forhold til den tilsvarende sats i serviceloven for voksne, jf. servicelovens § 97, stk. 7.

Det foreslås, at i § 89, stk. 5 , ændres »974 kr. årligt (2023-niveau)« til »948 kr. årligt (2022-niveau)«.

Der er tale om en teknisk ændring, som vil skulle sikre, at satsen for dækning af udgifter til ledsagelse for børn og unge under 18 år i overensstemmelse med intentionerne i barnets lov vil blive fastsat på samme måde, som hvis beregning ville skulle ske efter de gældende regler i serviceloven. Ændringen vil derfor også skulle sikre en ensartet sats for sådanne udgifter, uanset om modtageren af ledsageordningen er under eller over 18 år.

Forslaget vil indebære, at der fortsat vil skulle fastsættes en årlig sats for dækning af udgifter, men satsen vil teknisk skulle beregnes med udgangspunkt i 2022-niveau, hvor der dog ved fastsættelsen af satsen for 2024 både skal tages højde for satsreguleringsprocenten for 2023 og 2024, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

Bestemmelsen vil ikke medføre ændringer i adgangen til dækning af modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter, eller i at modtageren af en ledsageordning vil skulle anmode kommunalbestyrelsen om beløbet.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 6 og 8, om forslag om ændring af § 204 i barnets lov. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Vejledninger 1