Barnets lov

Barnets lov § 66

Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 5 – Anbringelse · Egne værelser m.v.

§ 66.

(Ophævet)

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barnets lov § 66

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 66LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Paragrafnummeret i lovforslaget kan have ændret sig siden. Tjek, at bemærkningen handler om samme bestemmelse.

Det fremgår af § 66 f, stk. 1, i serviceloven, at hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den enkelte plads være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Det fremgår af § 66 f, stk. 2, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Det foreslås med stk. 1 , at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter §§ 46eller 47, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af den nuværende § 63 f, stk. 1, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i reglerne for godkendelse af pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling i forhold til gældende ret.

Hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter den foreslåede bestemmelse i 46, den foreslåede bestemmelse i 47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil den enkelte plads skulle være godkendt som konkret egnet i forhold til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Det er således kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge, der vil skulle godkende pladsen til anbringelse samtidig med anbringelsen.

Dette vil indebære, at der i sådanne tilfælde ikke stilles krav om en generel godkendelse fra socialtilsynet. Dette vil også indebære, at skolen som anbringelsessted alene er omfattet af den enkelte kommunes personrettede tilsyn med det anbragte barn efter forslagets § 156 og af det generelle løbende tilsyn på undervisningsområdet. Det vil betyde, at en kommune kan vælge en hvilken som helst skole uden socialtilsynets godkendelse, som kommunen finder konkret egnet til anbringelse af det konkrete barn eller den konkrete unge, når den skal anbringe et barn eller en ung på en efterskole eller lignende. Den eneste forudsætning er, at der højst er eller bliver anbragt otte børn og unge efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på den pågældende skole.

Skoler, der har ni pladser eller derover, skal godkendes af socialtilsynet som børne- og ungehjem for børn og unge, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 6.

Det foreslås med stk. 2 , social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 f, stk. 2, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens godkendelse af og tilsyn med sådanne konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Formålet med forslagets § 66 er overordnet at videreføre gældende ret efter § 66 f i serviceloven og dermed sikre, at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn og unge, er godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

Senere ændringer

ÆndringL 28 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 1544 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Af § 66 f, stk. 1, i serviceloven fremgår regler om godkendelse af pladser på efterskoler. Overskriften før § 66 f er ”Pladser på efterskoler m.v.”

De gældende regler om godkendelse af pladser på efterskoler m.v. fremgår af pkt. 2.6.1. i de almindelige bemærkninger. Disse regler ophæves i serviceloven og vil fremover fremgå af barnets lov, der træder i kraft den 1. januar 2024 som beskrevet i de almindelige bemærkningers pkt. 2.6.2, således at reglerne om godkendelse af efterskoler mv. fremgår af § 66 i barnets lov.

Det foreslås at ophæve overskriften ”Pladser på efterskoler m.v.” før § 66 i barnets lov.

Den foreslåede ændring medfører, at overskriften ”Pladser på efterskoler m.v.” før § 66 i barnets lov udgår af barnets lov.

Det er tale om en ren konsekvensændring, som skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 5, om ophævelse af § 66 i barnets lov.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 28 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 5LOV nr 1544 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 66 f, stk. 1, i serviceloven, at såfremt en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den enkelte plads være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Social- og ældreministeren kan i medfør af servicelovens § 66 f, stk. 2, fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling. Denne bemyndigelse er ikke udmøntet.

De gældende regler om godkendelse af pladser på efterskoler m.v. fremgår af pkt. 2.6.1. i de almindelige bemærkninger. Disse regler i serviceloven ophæves og vil fremover fremgå af barnets lov, der træder i kraft den 1. januar 2024 som beskrevet i de almindelige bemærkningers pkt. 2.6.2, således at de særlige regler om godkendelse af pladser på efterskoler fremover fremgår af § 66 i barnets lov.

Det foreslås, at barnets lovs § 66 ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den enkelte plads på efterskoler, frie fagskole og frie grundskoler med kostafdeling, der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter § 46, stk. 1, eller § 47, i barnets lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ikke længere vil være undtaget socialtilsynets godkendelse og generelle driftsorienterede tilsyn.

Efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling, der har otte pladser og derunder til anbringelse af børn og unge efter barnets lovs § 46, stk. 1, eller § 47, eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil fremover skulle være godkendt af socialtilsynet på samme måde som efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling, der har over otte pladser skal i dag, jf. de gældende regler i socialtilsynsloven.

Da det følger af socialtilsynslovens gældende formulering i § 5, at godkendelse sker på baggrund af ansøgning og dialog med ansøger, vil den konkrete skole skulle ansøge socialtilsynet om godkendelse.

Hvis efterskolen, den frie fagskole eller den frie grundskole med kostafdeling ikke kan godkendes af socialtilsynet som anbringelsessted inden den 1. januar 2025, vil det have den betydning, at kommunerne ikke må anbringe børn og unge pågældende sted.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 66.