Barnets lov § 39

Efter § 57 b, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

§ 57 b, stk. 2, i serviceloven fastsætter, at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge: 1) Har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller 5) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Efter § 57 b, stk. 3, i serviceloven skal et børne- og ungepålæg angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Det fremgår af § 57 b, stk. 4, i serviceloven, at børne- og ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2-5, iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, vil kunne pålægge barnet eller den unge at være hjemme på et bestemt tidspunkt (nr. 2), at bidrage til at genoprette skade, som barnet eller den unge, har forrettet (nr. 3), eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde (nr. 4), hvis betingelserne i stk. 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.

Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et børne- og ungepålæg, når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer.

Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet eller den unge udviser de oplistede bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler for myndigheders behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af sagen.

I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som allerede er kendt af de sociale myndigheder, idet børne- og ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisterende redskab over for børn og unge, som ikke umiddelbart kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde vil der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den eksisterende børnefaglig undersøgelse kan indgå i sagens oplysning.

Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere undersøgelser af et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter § 50 sideløbende med gennemførelse af forældrepålægget. En sideløbende eller efterfølgende børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for iværksættelse af foranstaltninger. Den efterfølgende undersøgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9, i serviceloven.

Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, i serviceloven selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Uanset stk. 4 kan sådanne støtteforanstaltninger først iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven.

§ 57 b, stk. 6, i serviceloven fastsætter, at reglerne i servicelovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der gælder samme regler om varighed og ophør af børne- og ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.

§ 57 b, stk. 7, i serviceloven fastsætter, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg skal overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter servicelovens § 57 a.

Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.

§ 57 b, stk. 9, i serviceloven indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter social- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.

Det foreslås i stk. 1 , at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 1. Formålet med børne- og ungepålægget vil være at få barnet eller den unge ind i en positiv udvikling. Det vil være afgørende for anvendelse af børne- og ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet bestræbelse på at ændre barnets eller den unges adfærd og ikke som en straf med bagudrettet perspektiv. Pålægget, der vil skulle gives efter en konkret vurdering, vil være et led i den forebyggende indsats og vil ikke have karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at træffe afgørelse om et børne- og ungepålæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmelsen vil samtidig fastsætte de grundlæggende materielle krav til en afgørelse om børne- og ungepålæg. Det vil således være et krav at barnet eller den unge udviser negativ adfærd eller adfærdsproblemer, at disse adfærdsmæssige problemer er så alvorlige, at der risiko for, at barnets eller den unges adfærd eller udvikling er i fare, og at et frivilligt samarbejde om støttende indsatser i form af f.eks. behandling af barnet eller unge efter § 32 ikke vurderes at være tilstrækkeligt.

Børne- og ungepålægget vil i forlængelse heraf skulle ses i sammenhæng med øvrig støtte og den samlede indsats over for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie. Pålægget vil typisk anvendes, hvor samarbejdet er »kørt fast«, men det er ikke påkrævet, at der er gået et længere forløb forud med sociale indsatser eller forsøg på iværksættelse af sådanne. Det vil dog altid skulle vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om børne- og ungepålæg ud fra et almindeligt proportionalitetsprincip.

Det vil være forudsætning for at træffe afgørelse om ungepålæg, at barnet eller den unge grundlæggende vurderes at være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen udvikling. Børn eller unge med psykiske funktionsnedsættelser som f.eks. udviklingshæmning eller opmærksomhedsforstyrrelser, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes at kunne tage samme ansvar for deres egen udvikling som deres jævnaldrende.

Det foreslås i stk. 2 , at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et eller flere af følgende forhold: 1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke, 2) barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 5) barnet eller den unge nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 2. Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at ungepålægget anvendes målrettet. Bestemmelsen vil derfor betyde, anvendelsen af pålægget knyttes til nogle af de centrale problemstillinger hos målgruppen, som oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle forstås som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Der vil således skulle foreligge mindst en de nedenfor angivne situationer for, at kommunen vil have grundlag for at træffe afgørelse om ungepålæg.

Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger vil ikke per automatik føre til et børne- og ungepålæg. Afgørelse om børne- og ungepålæg vil skule træffes på baggrund af en konkret vurdering af, om de samlede betingelser for at anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være grundlag for at udløse et forældrepålæg.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil betyde, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i øvrigt ikke opfyldes vil kunne udløse et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen og § 6, stk. 2, i friskoleloven.

Der vil således være tale om ulovligt fravær i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om fravær, som efter reglerne i folkeskole- og eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. I forhold til meddelelse af et børne- og ungepålæg vil det afgørende dog ikke nødvendigvis være antallet af ulovlige fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et mønster eller en karakter, der giver anledning til bekymring i forhold til den unges sociale og faglige udvikling. Det vil være en vurderingssag, om barnets eller den unges fravær har et omfang eller et mønster, der vil begrunde anvendelse af ungepålæg. Der vil således ikke på forhånd kunne opstille objektive kriterier for, hvor meget fravær der vil være tilstrækkeligt.

Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der således skulle foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v.

Det vil være er afgørende for meddelelse af et børne- og ungepålæg, at den manglende opfyldelse af undervisningspligten i en konkret sag skyldes barnets eller den unges egne forhold og ikke f.eks., at kommunen ikke stiller et passende skoletilbud til rådighed.

Det skal ligeledes bemærkes, at der kun kan træffes afgørelse om børne- og ungepålæg med begrundelse i kriteriet om ulovligt fravær eller manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt over for børn eller unge, der er omfattet af undervisningspligten, selvom pålægget i udgangspunktet omfatter alle børn og unge i alderen 10 - 17 år.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil betyde, at om mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kunne begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af et forældrepålæg vil også skulle være opfyldt.

I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være tilstrækkelig til at begrunde et børne- og ungepålæg. Kommunalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på, at adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straffeloven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.

Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den kriminelle lavalder.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, vil betyde, at oplysninger f.eks. fra politiet eller SSP-samarbejdet om, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved utryghedsskabende adfærd og ved steder, hvortil der er almindelig adgang, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 38.

I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppested, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanskeligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens adfærd.

Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks. at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifikation.

Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et strafbart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, om personer i gruppen indtager eller er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej. Det forudsættes i den forbindelse at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter nr. 3 vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende.

Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil betyde, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer til udtryk gennem udadreagerende eller anden bekymrende adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der på andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum«, f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets eller den unges misbrug eller anden selvskadende adfærd.

Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges adfærdsmæssige problemer har en tyngde og en karakter, der begrunder anvendelse af ungepålæg. Man kan således ikke på forhånd opstille objektive kriterier for, hvilken type problemer der fører til afgørelse om ungepålæg.

I sager, hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslåede nr. 5 vil betyde, at oplysninger om, at barnet eller den unge ikke vil samarbejde med myndighederne om at løse barnets eller den unges problemer vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne her i øvrigt er opfyldt.

Et eksempel på manglende vilje til at samarbejde vil f.eks. kunne være ung, som flere gange udebliver fra aftalte møder eller tilbud, når det i øvrigt vurderes, at den unge både er i stand til at overskue, hvad der er aftalt, og reelt har mulighed for at møde op. I vurderingen af, om barnets eller den unges ageren i en konkret situation er udtryk for, at barnet eller den unge ikke ønsker samarbejde om at løse barnets eller den unges problemer, vil der altid skulle tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte funktionsevne og sagens omstændigheder i øvrigt.

For at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg forudsættes det, at der foreligger oplysninger om et eller flere af de forhold, der oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle ses som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Om de konkrete forhold udgør en trussel for barnets eller den unges udvikling vil altid skulle gøres til genstand for en konkret vurdering.

Det foreslås i stk. 3, at fastslå, at et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5, og 8, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt ., hvorefter et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 1. pkt. Bestemmelsen vil betyde, at børne- og ungepålægget vil skulle indeholde et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som barnet eller den unge vil skulle påtage sig.

Det foreslåede videre i stk. 3, 2. pkt., at det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5 og 8, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 2. pkt. med de ændringer, som vil følge af den foreslåede § 32, som uddybet nedenfor.

Bestemmelsen vil ligesom i dag indeholde en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være udtømmende, da det ikke er muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der vil kunne være egnede til at løse konkrete problemer. Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg inden for visse rammer, som for det første afgrænses af, at pålæggene vil skulle være klart formulerede, så det er tydeligt for barnet eller den unge, hvad pågældende skal gøre for at efterleve pålægget. Dernæst vil pålæggene skulle være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der vil skulle være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge. Handlepligterne vil i forlængelse heraf skulle hjælpe barnet eller den unge til at handle anderledes.

For det tredje vil de konkrete handlepligter, barnet eller den unge pålægges, skulle være realistiske at efterleve. For det fjerde vil pålæggets indhold skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst og for det femte vil forældrepålæggene skulle være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i lov om social service.

Forslaget til stk. 3, nr. 1, vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges en eller flere støttende indsatser efter § 32 stk. 1, nr. 1 (ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lign.), nr. 3 (fast kontaktperson), nr. 4 (formidling af praktiktilbud), nr. 6 (familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer) eller 8 (anden støtte).

Barnet eller den unge vil således f.eks. kunne pålægges:

For det første at tage imod et f.eks. et klubtilbud, hvis barnet eller den unge f.eks. har brug for at indgå i et pædagogisk tilbud efter skole.

For det andet at tage imod en kontaktperson, hvis barnet eller den unge har behov for stabil og vedvarende voksenkontakt at støtte sig til for at holde fokus på de rette ting, f.eks. uddannelse og beskæftigelse, men ikke umiddelbart ønsker at samarbejde med en kontaktperson.

For det tredje at tage imod et praktiktilbud, hvis barnet eller den unge vurderes i øvrigt at være klar til og kunne profitere af f.eks. et fritidsjob, men ikke umiddelbart er motiveret til at arbejde.

For det fjerde at deltage i f.eks. et kursus i vredeshåndtering, hvis barnet eller den unge udviser udadreagerende adfærd og ikke kan udtrykke eller håndtere sine følelser på anden vis.

For det femte at deltage i et relevant socialpædagogisk behandlingstilbud for hele familien, f.eks. i tilfælde hvor der er behov for en samlet indsats i familien for at undgå anbringelse, men hvor barnet eller den unge ikke gider deltage, selvom forældrene er indstillede på det.

For det sjette at tage imod anden rådgivning, behandling, praktisk og pædagogisk støtte.

Med forslaget til stk. 3, nr. 2, vil den unge kunne pålægges ikke at færdes eller tage ophold i et bestemt område. Det forudsættes, at handlepligten efter nr. 2, alene fastsættes, når der foreligger oplysninger om mindst én af de problemstillinger, som fremgår af den foreslåede § 39, stk. 2, nr. 2-4. Det indebærer, at handlepligten almindeligvis ikke vil kunne fastsættes, hvor der alene foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes. Handlepligten kan f.eks. fastsættes i tilfælde, hvor barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for visse strafbare forhold, hvor barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, eller hvor barnet eller den unge har alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer.

Det forudsættes, at adfærden eller den problemstilling, der giver anledning til handlepligten, er udvist eller begået i det område, som handlepligten afgrænses til at omfatte.

Handlepligten kan f.eks. meddeles i en situation, hvor der foreligger oplysninger om, at et barn eller en ung gentagne gange har udvist utryghedsskabende adfærd i det lokale bycenter. Handlepligten vil herefter kunne gå ud på, at barnet eller den unge i en periode ikke må færdes eller tage ophold i det pågældende bycenter. Handlepligten vil imidlertid ikke kunne afgrænses til også at omfatte, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller opholde sig på den lokale togstation, hvis barnet eller den unges utryghedsskabende adfærd ikke i øvrigt kan knyttes til den pågældende togstation.

Handlepligten omfatter »et nærmere geografisk afgrænset område«. Det kan f.eks. være en bestemt plads, en station, et by- eller storcenter, et bestemt boligkvarter eller lignende. Handlepligten kan omfatte steder, hvor der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Handlepligten omfatter imidlertid ikke steder, hvor der ikke er almindelig adgang, f.eks. private hjem.

Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med meddelelse af børne- og ungepålægget tydeligt afgrænser det område, som handlepligten omfatter, således at det står klart for barnet eller den unge, hvor den pågældende ikke må færdes eller opholde sig. Det kan være ved at angive navnet på stedet eller området, f.eks. ved at fastsætte at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold på Valby Station, i et bestemt bycenter eller lignende. Handlepligten kan også afgrænses til en bestemt vej eller boligkvarter. Den geografiske afgrænsning kan markeres på et kort for at illustrere over for barnet eller den unge, hvor handlepligten gælder.

Handlepligten vil også kunne begrænses til at gælde i et bestemt tidsrum. Hvis den adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene finder sted på bestemte tidspunkter, vil handlepligten kunne begrænses til at gælde i et nærmere angivet tidsrum. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor den utryghedsskabende adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene sker i aftentimerne på den lokale togstation. Handlepligten kan herefter gå ud på, at barnet eller den unge ikke må færdes frem og tilbage eller tage ophold på den pågældende togstation alle ugens dage i tidsrummet fra f.eks. kl. 18 til kl. 6 næste morgen.

Det geografisk afgrænsede område må ikke være større end det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold til formålet. Det samme gælder for så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af pålægget, jf. det foreslåede nr. 3 herunder.

Den foreslåede handlepligt indebærer, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold i det nærmere geografisk afgrænsede område. Barnet eller den unge vil dog kunne passere igennem området. Det vil sige, at et barn eller en ung, der er pålagt ikke at færdes frem og tilbage eller tage ophold i området, godt må gå igennem området, så længe passagen ikke kan siges at have karakter af færden frem og tilbage eller egentlige ophold i området. Det betyder endvidere, at barnet eller den unge kan foretage almindelige dagligdags gøremål i området. Hvis barnet eller den unge f.eks. bor, går i skole eller arbejder i det pågældende område, kan barnet eller den unge bevæge sig frit til og fra sin bopæl, skole m.v. og ud i sit lokalområde, men kan ellers ikke tage ophold i området. Hvis barnet eller den unge har fået pålagt