Barnets lov

Barnets lov § 34

Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Hjælp og støtte · Behandlingsgaranti for børn og unge med stofmisbrug

§ 34.

Kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling af et barn eller en ung med et stofmisbrug, der får en indsats efter § 32, stk. 1, behandling efter § 33 eller er anbragt efter §§ 46 eller 47, med henblik på at fastholde barnet eller den unge i behandlingen.

Stk. 2.

Ved gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

Stk. 3.

Gavekort efter stk. 1 kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Stk. 4.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barnets lov § 34

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 34LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Efter § 101, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven kan kommunalbestyrelsen anvende gave kort i forbindelse med tilbud om behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101, stk. 1, og under behandlingsforløbet med henblik på at fastholde personen i behandlingen. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at købe varer i en forretning, jf. servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.

Det fremgår videre af § 101, stk. 10, i serviceloven, at bestemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende finder anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, som får behandling efter regler fastsat i medfør af servicelovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter servicelovens § 52, stk. 3.

§ 101, stk. 11, i serviceloven fastsætter, at gavekort, jf. servicelovens § 101, stk. 9, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Det følger videre af § 101, stk. 13, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om bl.a. anvendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1477 af 17. december 2019 om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende gavekort i behandling af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social service, som en del af kommunens generelle serviceniveau.

Gavekort anvendes i forbindelse med tilbud om behandling efter § 101 i lov om social service og under behandlingsforløbet med det formål at fastholde personer med et stofmisbrug i behandling, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 2. pkt.

Kommunalbestyrelsen skal som led i beslutningen om at anvende gavekort i behandlingen af stofmisbrug fastlægge retningslinjer for anvendelsen af gavekort samt beløb på gavekortet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunalbestyrelsen som en del af kommunens generelle serviceniveau beslutter at anvende gavekort i behandling af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 10, i lov om social service, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling til af et barn eller en unge med et stofmisbrug, der får behandling efter § 33, en indsats efter § 32, stk. 1, eller er anbragt efter §§ 46 eller 47 med henblik på at fastholde barnet eller den unge i behandlingen.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt., for så vidt angår stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år, og servicelovens § 101, stk. 10.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil have hjemmel til at anvende gavekort til børn og unge under 18 år i forbindelse med stofmisbrugsbehandling.

Hjemlen til at anvende gavekort vil både gælde ved misbrugsbehandling omfattet af den særlige behandlingsgaranti efter den foreslåede § 33 og ved misbrugsbehandling som led i en indsats efter den foreslåede § 32, stk. 1 eller en anbringelse efter de foreslåede §§ 46 eller 47.

Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, der vil skulle tage stilling til, hvorvidt den enkelte kommune skal have mulighed for at anvende gavekort som led i stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år. Dermed vil muligheden for at kunne anvende gavekort ligesom i dag være betragte også som en del af det generelle serviceniveau. Det følger af § 60, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration, at beslutninger om det generelle serviceniveau ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i stk. 2, at ved gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt. jf. servicelovens § 101, stk. 10, for så vidt angår børn og unge under 18 år.

Bestemmelsen vil betyde, at det af selve lovteksten vil fremgå, hvad der menes med gavekort, med det formål at give en bedre forståelse af gavekort for forvaltninger og borgere.

Gavekortet vil f.eks. kunne anvendes til at købe biografbilletter eller lignende.

Det foreslås i stk. 3 , at gavekort efter, jf. stk. 1, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 11, for så vidt angår børn og unge under 18 år.

Med den foreslåede bestemmelse er det dels hensigten at sikre effekten af gavekortene ved, at kommunerne ikke skal fradrage værdien af gavekortet, hvis den unge modtager en offentlig forsørgelsesydelse eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Dels er hensigten at sikre, at gavekort ikke skal have betydning for den unges ret til anden hjælp.

Det foreslås i stk. 4 , at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 13, for så vidt angår fastsættelse af nærmere regler om gavekort ved stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og boligministeren ligesom i dag vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort i det omfang, det er er nødvendigt f.eks. at fastsætte en grænse for antal af gavekort eller beløbets størrelse. Med bestemmelsen foreslås gældende retstilstand dermed videreført uændret.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 34.