Barnets lov § 3
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 1 – Formål og anvendelsesområde
§ 3.
Børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager:
- 1)
Indsatser efter § 32, stk. 1.
- 2)
Social stofmisbrugsbehandling efter § 33.
- 3)
Børne- og ungepålæg efter § 39.
- 4)
Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.
- 5)
Valg af anbringelsessted efter § 52.
- 6)
Behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2.
- 7)
Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.
- 8)
Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-5.
- 9)
Ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.
- 10)
Sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og 151.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 3
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 3LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Der er ikke fastsat udtrykkelige regler i serviceloven om, hvem afgørelser om hjælp og støtte til børn og unge under 18 år træffes over for.
Parter i sager om særlig hjælp og støtte efter serviceloven er som udgangspunkt forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre samt barnet eller den unge under 18 år.
Børn og unge er parter i en sag om særlig støtte til børn og unge, men deres partsstatus og dermed retten til at lade sig repræsentere udøves af forældremyndighedsindehaver efter § 2 i lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 af forældreansvarsloven (forældreansvarsloven), idet mindreårige børn og unge ikke anses for at have partshabilitet, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 135, s. 4549.
Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er part i visse afgørelser efter serviceloven. Det gælder f.eks. en afgørelse om kontakten til barnet eller den unge under en barnets anbringelse uden for hjemmet, jf. § 167, stk. 2, i serviceloven. Endvidere er netværksplejefamilier parter i afgørelser efter servicelovens § 66 b, stk. 5, og har klageadgang i forhold til afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Der kan være særlige tilfælde, f.eks. i ulykkestilfælde, hvor den eller de personer, der har forældremyndigheden over barnet, mister livet eller i forhold til mindreårige udlændinge, hvor der er behov for at træffe en afgørelse om hjælp og støtte, herunder om anbringelse uden for hjemmet, inden Familieretshuset formelt har udpeget en forældremyndighedsindehaver over barnet eller den unge, herunder eventuelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver.
Serviceloven indeholder endvidere ikke en generel regel om, fra hvilken alder børn og unge kan udøve egne partsbeføjelser, dvs. har partshabilitet. Loven indeholder dog visse specielle bestemmelser herom, jf. herunder.
Det følger af § 167, stk. 1, nr. 1-6, i serviceloven, at barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe følgende afgørelser for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område: 1) Forebyggende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57 b, 3) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, 4) valg af anbringelsessted efter § 68 b, stk. 1, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 69, stk. 1, og 6) samvær og kontakt efter § 71, stk. 2.
Det følger endvidere af § 167, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 48 a kan indbringes for Ankestyrelsen af barnet eller den unge efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale. Det gælder uanset barnets eller den unges alder.
Det følger desuden af § 167, stk. 4, i serviceloven, at afgørelser om efterværn efter § 76 eller opretholdt anbringelse efter § 76 a, der træffes i medfør af § 68, stk. 11 og 13, inden den unge fylder 18 år, kan indbringes for Ankestyrelsen af den unge efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det følger herudover af § 168, stk. 2, i serviceloven, at den unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe børn og unge-udvalgets afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke efter § 74 for Ankestyrelsen. Endelig kan barnet eller den unge, der er fyldt 12 år indbringe Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168 for retten efter § 170, stk. 3, jf. § 169, stk. 1.
Forældremyndighedsindehavers partsbeføjelser består uafhængigt og ved siden af barnets eller den unges selvstændige partsbeføjelser.
Det foreslås med § 3 , at børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager: 1) Indsatser efter § 32, stk. 1, 2) børne- og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4, 8) ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år, og 9) sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og 151.
Bestemmelsen vil indebære, at barnet eller den unge vil kunne udøve partsbeføjelser, det vil sige have partshabilitet, i de anførte sager om særlig støtte, når barnet eller den unge er fyldt 10 år. Det vil indebære, at barnet eller den unge fra denne alder vil kunne udøve egne rettigheder i de anførte sager. Det vil bl.a. betyde, at barnet eller den unge vil kunne klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v.
Formålet med bestemmelsen er at videreføre eksisterende retstilstand efter serviceloven, hvorefter barnet og den unge i dag er tillagt partshabilitet og dermed egne partsbeføjelser i forbindelse med de anførte afgørelser om særlig støtte dog med en justering af aldersgrænsen. Dermed vil barnets eller den unges partshabilitet omfatte samme afgørelser som i dag, men barnet eller den unge vil fremover kunne udøve egne partsbeføjelser fra det fyldte 10. år mod det 12. år i dag.
Med lovforslaget videreføres gældende ret uændret i forhold til, at afgørelser efter barnets lov, som tilfældet er i dag, som udgangspunkt vil blive truffet over for forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge. Det gælder dog ikke, hvis andet følger af loven.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
Børn og unge vil således fortsat være parter i en sag om særlig støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov. Barnet eller den unges partsstatus, herunder deres partsbeføjelser og dermed retten til at lade sig repræsentere, vil dog i overensstemmelse med gældende ret blive udøvet af forældremyndighedsindehaver efter forældreansvarslovens § 2, idet børn og unge som umyndige som udgangspunkt ikke vil have partshabilitet, medmindre der er tale om en sag som nævnt i den foreslåede § 3.
Har barnet eller den unge ikke en forældremyndighedsindehaver på afgørelsestidspunktet, vil en afgørelse dog alene skulle træffes over for barnet eller den unge.
I sager, hvor barnet eller den unge har partshabilitet efter den foreslåede § 3, vil forældremyndighedsindehavers partsrettigheder fortsat bestå uafhængigt af og ved siden af barnets eller den unges partsbeføjelser, og dermed videreføres gældende ret uændret.
Med henvisningen til § 145, stk. 3, videreføres gældende ret, hvorefter barnet eller den unge, uanset alder, vil kunne påklage en afgørelse om bisidder efter de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 eller 3.
Senere ændringer
ÆndringL 87 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1690 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 33 i barnets lov, at kommunalbestyrelsen senest 14 dage efter en henvendelse fra et barn eller en ung under 18 år eller forældrene skal iværksætte social behandling, jf. § 101, stk. 1, i serviceloven, af barnets eller den unges stofmisbrug, når barnet eller den unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at barnet eller den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Det fremgår af § 33, stk. 2, i barnets lov, at en afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1 træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Det fremgår af § 3 i barnets lov, at børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager 1) indsatser efter § 32, stk. 1, 2) børne- og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4, 8) ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år, og 9) sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og 151. Hermed kan barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, i sager vedrørende de nævnte indsatser mv. udøve partsbeføjelser, det vil sige have partshabilitet. Det indebærer, at barnet eller den unge kan udøve egne rettigheder i de anførte sager og kan klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v.
Det bemærkes, at forældremyndighedsindehaverens partsbeføjelser består uafhængigt og ved siden af barnets eller den unges partsbeføjelser, ligesom børn og unges partsstatus og retten til at lade sig repræsentere udøves af forældremyndighedsindehaveren for børn under 10 år og for børn og unge under 18 år i sager om hjælp og støtte efter barnets lov, der ikke er omfattet af § 3.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, i barnets lov, efter nr. 1 indsættes som nyt nummer 2 »social stofmisbrugsbehandling efter § 33.«
Med forslaget vil børn og unge, der er fyldt 10 år, få partsbeføjelser i sager, hvor der træffes afgørelse om social stofmisbrugsbehandling efter § 33. Hermed vil barnet eller den unge i denne type sager kunne udøve partsbeføjelser i lighed med eksempelvis sager om støttende indsatser efter § 32, stk. 1, eller anbringelse uden for hjemmet efter § 46 i barnets lov.
Den foreslåede ændring vil sikre, at barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, vil have partshabilitet, når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om social stofmisbrugsbehandling efter § 33 i barnets lov. Det indebærer, at barnet eller den unge fra denne alder vil kunne udøve egne rettigheder i disse sager og herunder selv kunne klage f.eks. over et afslag på social stofmisbrugsbehandling og kunne anmode om partsaktindsigt.
Den foreslåede ændring vil dermed sikre, at barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, vil få samme rettigheder i sager om social stofmisbrugsbehandling efter § 33, som gør sig gældende i sager om sammenlignelige indsatser efter barnets lov, herunder sager om behandling af barnet eller den unge som led i en støttende indsats efter § 32.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
ÆndringL 87 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 1690 af 30/12/2024 · 30. december 2024
Det fremgår af § 3 i barnets lov, at børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager 1) indsatser efter § 32, stk. 1, 2) børne- og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4, 8) ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år, og 9) sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og 151.
Efter § 3 i barnets lov kan barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, i sager vedrørende de nævnte indsatser mv. hermed udøve partsbeføjelser, det vil sige have partshabilitet. Det indebærer, at barnet eller den unge kan udøve egne rettigheder i de anførte sager og kan klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v.
Forældremyndighedsindehaverens partsbeføjelser består uafhængigt og ved siden af barnets eller den unges partsbeføjelser, ligesom børn og unges partsstatus og retten til at lade sig repræsentere udøves af forældremyndighedsindehaveren for børn under 10 år og for børn og unge under 18 år i sager om hjælp og støtte efter barnets lov, der ikke er omfattet af § 3.
Det foreslås, at i § 3, nr. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 1, vil blive nr. 8, ændres »stk. 2-4« til »stk. 2-5«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at børn og unge ligesom i dag vil kunne udøve partsbeføjelser i sager, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at barnets eller den unges støtteperson skal være til stede ved samvær mellem barnet eller den unge og netværket efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 6.
Den foreslåede ændring er således en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 104, som udskiller kommunalbestyrelsens hjemmel til på baggrund af en anmodning fra barnet eller den unge at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet eller den unge og netværket skal støttes ved, at barnets eller den unges støtteperson er til stede, fra det nuværende § 104, stk. 2, i barnets lov. Hermed vil afgørelseskompetencen blive tydeliggjort i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ønsker at imødekomme en anmodning fra barnet efter § 103, stk. 2, og anmodningen vedrører, at samvær med netværket alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge.
Med den foreslåede bestemmelse sikres, at barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, også fortsat kan udøve partsbeføjelser i denne type afgørelser i lighed med andre sager efter § 104 i barnets lov, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om at regulere barnets eller den unges samvær med forældre eller netværk. Der er tale om en redaktionel konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, som ikke indebærer materielle ændringer i forhold til gældende retstilstand.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, og til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.3.
ÆndringL 28 (2023-24) · bemærkning til § 5, nr. 1LOV nr 1544 af 12/12/2023 · 12. december 2023
Med § 3, nr. 5 og 10, i lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.), foretages der konsekvensændringer af henvisninger til servicelovens ”§ 66, stk. 1, nr. 6-8, jf. dog § 66 f” og ”§ 66, stk. 1, nr. 8” i socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 2, § 6, stk. 3, og § 16, stk. 1, således at henvisningerne i stedet er til ”§ 43, stk. 1, nr. 6 og 7, jf. dog § 66 i barnets lov” og ”§ 43, stk. 1, nr. 7, i barnets lov”.
Det foreslås at ophæve § 3, nr. 5 og 10, i lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.).
Ophævelsen er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 1-3.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 3.