Barnets lov § 198
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 21 – Betaling, finansiering og takster · Statsrefusion
§ 198.
I de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven i en konkret sag overstiger 860.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb.
For den del af udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. I udgifterne efter 1.-3. pkt. indgår også kommunens udgifter til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Tilhører børn og unge samme husstand, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter denne lov.
Kommunens udgifter til hjælp og støtte efter denne lov indgår dog ikke i udgifterne efter stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2, hvis kommunen har anmodet om refusion for udgifterne efter § 176 i lov om social service.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om statsrefusion efter stk. 1-3.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 198
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 198LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 176, stk. 1, i serviceloven, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 860.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct., og for den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.
Fra 1. januar 2007 samledes myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter serviceloven i kommunerne. Amtskommunerne blev nedlagt, og de nye regioner kom til og fik i forhold til kommunerne et leverandøransvar, der omfatter nogle af de opgaver, som amtskommunerne hidtil havde varetaget.
Som en del af den ændrede opgavefordeling, hvor kommunerne vil have det fulde finansieringsansvar, blev der indført en central refusionsordning, der skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager.
Af servicelovens § 176, stk. 2, fremgår det, at § 176, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven for børn og unge under 18 år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.
Det fremgår af § 176, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om statsrefusion efter § 176, stk. 1-3.
Det foreslås med stk. 1, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven i en konkret sag overstiger 880.000 kr. årligt (2023-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.730.000 kr. årligt (2023-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.180.000 kr. årligt (2023-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det foreslås videre, at i udgifterne efter 1.-3. pkt. også indgå kommunens udgifter til foranstaltninger §§ 14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 176, stk. 1, i serviceloven, med redaktionelle ændringer som følge af barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 1, i lov nr. 573 af 24. juni 2005, foreslås det med bestemmelsen indført en central refusionsordning, der vil skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager, således at der ved nærmere fastsatte beløbsgrænser vil kunne blive refunderet 25, 50 eller 75 pct. af udgifterne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 2143.
Med det foreslåede stk.1 vil staten yde refusion efter den centrale refusionsordning, som vil omfatte udgifter, som afholdes af kommunen efter barnets lov i særligt dyre enkeltsager. Ordningen vil indebære, at staten refunderer 25 pct. for den del af kommunens udgifter, som ligger over 880.000 kr. årligt (2023-niveau). For den del af udgiften, der overstiger 1.730.000 kr. årligt (2023-niveau), refunderer staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet statsrefusion på 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.180.000 kr. årligt (2023-niveau), refunderer staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet statsrefusion på 75 pct.
Bestemmelsen indebærer, i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 2394 af 14. december 2021 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler om finansiering, mellemkommunal refusion og satsregulering m.v.), at kommunerne vil kunne medtage de samlede udgifter til et barn eller en ung efter både barnets lov og de nærmere angivne bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, i opgørelsen af udgifter, som kan omfattes af reglerne om statsrefusion, jf. Folketingstidende 2021-22, L 27, som fremsat.
Det betyder også, i overensstemmelse med forarbejderne, at kommunernes udgifter til foranstaltninger iværksat efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kunne indgå i kommunernes opgørelse af udgifter til søskende i den samlede husstand, når betingelserne herfor er oplyst. En kommune vil dermed kunne sammenlægge alle udgifter til hjælp og støtte efter denne lov og efter de anførte bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til en søskendeflok i familien, dvs. både udgifter til forebyggende foranstaltninger i hjemmet og udgifter til anbringelser uden for hjemmet. Bestemmelsen vil gælde for hjælp og støtte efter loven til søskende under 18 år og for søskende i alderen 18 år til 22 år, der modtager hjælp og støtte efter §§ 114-116 og 120 eller efter serviceloven. Bestemmelsen foreslås at gælde for søskende i samme husstand. Forslagene vil være i overensstemmelse med gældende ret, jf. den foreslåede § 198, stk. 2.
Bestemmelsen skal videre ses i sammenhæng med den foreslåede overgangsbestemmelse i den foreslåede § 213, stk. 7, i forhold til sammenlægning af udgifter der afholdes efter 1. oktober 2023 i forbindelse med afgørelser om støtte mv. til børn og unge truffet efter serviceloven.
Beløbsgrænserne vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbsgrænserne for året vil blive afrundet til nærmeste 10.000 kr.
Det foreslås med stk. 2, at tilhører børn og unge samme husstand, finder stk. 1, stk. 1, tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter denne lov.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at hvis børn og unge tilhører samme husstand, finder forslagets § 198, stk. 1, tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter denne lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 2, i lov nr. 1060 af 30. juni 2020, vil refusionsgrænserne ligeledes gælde for en kommunes samlede udgifter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18 år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 114-116 og 120 for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 197 som fremsat, side 7.
En kommune vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne få dækket udgifter til de samlede indsatser til søskende, uanset hvor mange søskende der er i samme husstand, og uanset hvilken type indsats der er tale om, hvis udgifterne samlet set overstiger beløbsgrænserne efter forslagets § 198, stk. 1.
Det foreslås med stk. 3 , at kommunens udgifter til hjælp og støtte efter denne lov dog ikke indgår i udgifterne efter stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2, hvis kommunen har anmodet om refusion for udgifterne efter § 176 i lov om social service.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen, at der i udgifterne efter forslagets § 198, stk. 2, 1. pkt., indgår også kommunens udgifter til indsatser efter denne lov og til foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, dog ikke, såfremt kommunen har anmodet om refusion for udgifterne efter § 176 i lov om social service.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændring af § 176, stk. 2, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om statsrefusion efter lovforslagets § 198, stk. 1-3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 176, stk. 4, i serviceloven.
Bestemmelsen indebærer at social- og boligministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, herunder hvilke betingelser der skal være opfyldt for at opnå statsrefusion.
Det er hensigten, at der vil blive fastsat nærmere regler om, hvilke børn og unge der hører under samme husstand, herunder til hvilken husstand en kommunes udgifter til børn, der er anbragt, vil skulle medregnes.
Formålet med den foreslåede § 198 er således, at kommunerne også efter barnets lov kan opnå refusion i særligt dyre enkeltsager, samt at der vil blive givet bemyndigelse til social- og boligministeren til at fastsætte nærmere regler om statsrefusionen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Senere ændringer
ÆndringL 63 (2023-24) · bemærkning til § 2, nr. 5LOV nr 1562 af 12/12/2023 · 12. december 2023
Det følger af § 176, stk. 1, i serviceloven, at hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 860.000 kr. årligt (2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det følger videre, at udgifter til visse foranstaltninger efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indgår i opgørelsen af udgifterne.
Det følger videre af § 176, stk. 2, i serviceloven, at disse regler også finder anvendelse for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven til børn og unge under 18 år og udgifter efter §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.
I forbindelse med ikrafttrædelsen af barnets lov den 1. januar 2024, jf. lov nr. 721 af 13. juni 2023, ophæves de særlige regler om udgifter til visse foranstaltninger efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og om børn og unge i samme husstand i forbindelse med reglerne om statsrefusion for særligt dyre enkeltsager i serviceloven, jf. følgeloven til barnets lov. Bestemmelserne om statsrefusion i forhold til børn og unge fremgår herefter af barnets lov.
Det følger af § 198, stk. 1, i barnets lov, at hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven i en konkret sag overstiger 880.000 kr. årligt (2023-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb, mens der refunderes 50 pct. at den del af udgifterne, der overstiger 1.730.000 kr. årligt (2023-niveau). For den del af udgifterne, der overstiger 2.180.000 kr. årligt (2023-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det følger videre af bestemmelsen, at i udgifterne efter 1.-3. pkt. indgår også kommunens udgifter til visse foranstaltninger efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det følger af § 198, stk. 2, i barnets lov, at hvis børn og unge tilhører samme husstand, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter barnets lov.
Det følger af § 198, stk. 3, i barnets lov, at kommunens udgifter til hjælp og støtte efter denne lov ikke indgår i udgifterne efter stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 2, hvis kommunen har anmodet om refusion for udgifterne efter § 176 i serviceloven.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende, A, 2022-23, L 93 som fremsat, side 470, at bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler i § 176, stk. 1, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer som følge af barnets lov.
Det foreslås, at i § 198, stk.1,1. pkt., ændres »880.000 kr. årligt (2023-niveau)« til: »860.000 kr. årligt (2022-niveau)«, i 2. pkt. ændres »1.730.000 kr. årligt (2023-niveau) til: »1.680.000 kr. årligt (2022-niveau)«, og i 3. pkt. ændres »2.180.000 kr. årligt (2023-niveau)« til: »2.120.000 kr. årligt (2022-niveau)«.
Der er alene tale om en teknisk ændring. Den foreslåede ændring af § 198, stk. 1, vil have til formål at sikre overensstemmelse mellem refusionssatserne i serviceloven og barnets lov.
Forslaget vil indebære, at der vil skulle tages afsæt i samme udgangspunkt (2022-niveau) for beregningen af satser for statsrefusion i særligt dyre enkeltsager i henholdsvis barnets lov og serviceloven. Der vil herefter skulle tages højde for både satsreguleringsprocenten for 2023 og 2024 ved beregning og fastsættelse af satserne for 2024.
Forslaget vil indebære, at der i overensstemmelse med intentionerne i barnets lov, jf. bemærkningerne til barnets lov, ikke vil ske ændringer i forhold til gældende ret ved beregningen af satserne for refusion af særligt dyre enkeltsager ved ikrafttrædelsen af barnets lov. Der henvises til Folketingstidende, A, 2022-23, L 93 som fremsat, side 470-471.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 9.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 198.