Barnets lov § 172
Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.
Kapitel 20 – Tværgående koordination og rådgivning · Godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning m.v. i den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
§ 172.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når børn og unge og deres familier modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §§ 165 og 168.
Der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Socialministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der kun ydes godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Barnets lov § 172
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 172LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Det fremgår af § 13 a, stk. 1, i serviceloven, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når borgere modtager gratis vejledende specialrådgivning efter § 13, stk. 1 og 3.
Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når børn og unge og deres familier modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §§ 165 og 168.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13 a, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a foreslås det med bestemmelsen, at VISO vil skulle afholde udgifter til borgerens transport til VISOs eksperter i de tilfælde, hvor borgeren selv henvender sig til VISO om specialrådgivning og i de tilfælde, hvor VISO henviser borgeren til specialrådgivning, jf. lov nr. 1585 af 20. december 2006 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om psykologer m.v. (Tilpasning af reglerne om tilsyn med løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen, samt regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med specialrådgivning i VISO m.v.), jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664-65.
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne yde dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse med henvisning af borgeren til specialrådgivning, hvilket bl.a. kan dreje sig om nødvendig befordringsgodtgørelse til ledsager, udgifter til nødvendig overnatning samt time- og dagpenge, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1661.
Det fremgår af § 13 a, stk. 2, i serviceloven, at befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter stk. 1, skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Det foreslås med stk. 2, at der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13 a, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a, foreslås det med bestemmelsen, at befordring vil skulle ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
Det fremgår af § 13 a, stk. 3, i serviceloven, at godtgørelse for udgifter efter stk. 1 ydes kun, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en af social- og boligministeren fastsat grænse.
Det fremgår af § 13 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1748 af 20. december 2006 om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i sager, hvor Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service anviser specialrådgivningsydelser.
I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at godtgørelse af udgifter efter § 13, stk. 1, i serviceloven kun ydes, når afstanden til eller fra det specialrådgivningssted, som Socialstyrelsen har anvist, overstiger en afstand på 50 km.
Det foreslås med stk. 3, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der kun ydes godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, med sproglige ændringer af § 13 a, stk. 3 og 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a, foreslås det med bestemmelsen, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664-1665.
Derudover forventes det i overensstemmelse med forarbejderne, at der vil blive fastsat mulighed for befordringsgodtgørelse til ledsager, såfremt ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand og til godtgørelse for nødvendig overnatning samt time- og dagpenge m.v.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a foreslås det med bestemmelsen, at befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter kun vil kunne blive ydet, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
Bemyndigelsen forventes udmøntet således, at afstanden mellem borgeren og specialrådgivningen vil skulle ligge over en fastsat grænse - som udgangspunkt 50 km – før der ydes befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter fra VISO, hvilket er i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a. Det forventes dermed ikke, at der ændres på den nuværende grænse.
Formålet med § 172 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om befordringsgodtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed for at understøtte børn, unge og deres familiers brug af VISOs specialrådgivningsydelser. Der vil derudover i barnets lov skulle fastsættes, at befordringen skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel. Det vil også i barnets lov skulle fastsættes, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren bliver givet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Senere ændringer
ÆndringL 95 (2023-24) · bemærkning til § 3, nr. 8LOV nr 217 af 05/03/2024 · 5. marts 2024
Den nationale sikkerhedskonsulentordning blev etableret i 2018 som led i den satspuljefinansierede nationale handlingsplan fra 2016 om forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. For yderligere beskrivelse af ordningen henvises til afsnit 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Sikkerhedskonsulenterne er kommunalt forankrede i en ansættelseskommune, hvorfra de yder rådgivning til både ansættelseskommunen samt øvrige kommuner, som måtte rette henvendelse til sikkerhedskonsulenten.
Det arbejde, sikkerhedskonsulenterne fra den nationale sikkerhedskonsulentordningens udfører, er ikke reguleret i barnets lov.
Efter § 4, stk. 1, i barnets lov har enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, og som er omfattet af lovens § 1, ret til hjælp og støtte efter denne lov. Børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset om barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.
Efter § 18, stk. 1, i barnets lov skal kommunalbestyrelsen, hvis denne har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter denne lov, screene for, om der er tale om 1) en problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov, 2) en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov, jf. § 19, eller 3) en problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§ 20-22. Efter § 18, stk. 3, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen, hvis vurderingen efter stk. 1 viser, at der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol.
Efter § 19, stk. 1, i barnets lov skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold, hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18 vurderer, at der er behov for at afdække et eller flere forhold af betydning for et barns eller den unges støttebehov. Efter § 19, stk. 2, gennemføres afdækningen efter stk. 1 så vidt muligt i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.
Sikkerhedskonsulenterne bistår kommunalbestyrelsen og borgere med gratis vejledende rådgivning i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold. Sikkerhedskonsulenterne kan koordinere rådgivningen på tværs af blandt andet kommunalbestyrelse, uddannelsessted, opholdssted eller andre relevante myndigheder og aktører og kan endvidere på anmodning fra kommunalbestyrelsen udarbejde risikovurderinger af borgerens situation til brug for rådgivning af borgeren og kommunalbestyrelsen.
Ved en æresrelateret konflikt forstås en konflikt, som knytter sig til opfattelsen i en familie af, at et familiemedlem har krænket familiens ære. Familiens ære er knyttet til en opfattelse af familien som en samlet enhed, hvor den enkeltes handlinger kan påvirke hele familiens ære positivt eller negativt. Negativ social kontrol i forhold til æresrelaterede konflikter omfatter handlinger, styring, kontrol eller sanktioner, der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og rettigheder. Det kan eksempelvis være kontrol eller restriktioner i forhold til livsstil, fritidsaktiviteter, valg af ægtefælle eller retten til at bestemme over egen krop. Det kan få konsekvenser for den enkelte i form af eksempelvis manglende frihed, herunder manglende deltagelse i uddannelse og for børn og unge i skole- og fritidsaktiviteter. I nogle sager ses endvidere, at konflikten eskalerer på en måde, så den enkelte er i fare for at blive udsat for overgreb, herunder alvorlige overgreb.
Sikkerhedskonsulenterne kan koordinere rådgivningen på tværs af blandt andet kommunalbestyrelse, skole, uddannelsessted, opholdssted eller andre relevante aktører og kan endvidere på anmodning fra kommunalbestyrelsen udarbejde risikovurderinger af barnets eller den unges situation til brug for vurderingen af barnets eller den unges sikkerhed samt til brug for kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke relevante tiltag der bør iværksættes i den enkelte sag.
Det bemærkes, at både piger og drenge kan være udsat for negativ social kontrol eller være i en æresrelateret konflikt.
Kommunalbestyrelsens videregivelse af et barns eller en ungs personoplysninger til en sikkerhedskonsulent og sikkerhedskonsulents behandling af disse, er ikke reguleret i national lovgivning, herunder heller ikke i barnets lov eller retssikkerhedsloven. Videregivelse og behandling af oplysningerne beror derfor på databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens generelle regler.
Det foreslås, at der i barnets lov under overskriften ”Den nationale sikkerhedskonsulentordning samt koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold” indsættes tre nye bestemmelser som §§ 172 a -172 c.
Indsættelsen af den foreslåede overskrift i kapitel 20 i barnets lov vil bidrage til at skabe en bedre struktur og større læsevenlighed i kapitlet, idet overskriften vil afspejle indholdet i de bestemmelser, som med de i lovforslagets § 3, nr. 8, foreslåede bestemmelser i §§ 172 a-172 c vil fremgå under overskriften, og som vil vedrøre den nationale sikkerhedskonsulentordning samt koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold.
(§ 172 a)
Det foreslås med § 172 a, stk. 1, at indsætte en ny bestemmelse i barnets lov, hvorefter sikkerhedskonsulenter fra den nationale sikkerhedskonsulentordning bistår kommunalbestyrelsen, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med gratis vejledende rådgivning i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at der pågår en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol. Sikkerhedskonsulenterne kan rådgive om risici og kan på kommunalbestyrelsens anmodning udarbejde risikovurderinger. På anmodning fra kommunalbestyrelsen, koordinerer sikkerhedskonsulenten endvidere rådgivningen på tværs af kommunalbestyrelse, andre relevante myndigheder og aktører. 1.-3. pkt. kan også finde anvendelse i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse. I sådanne sager vil den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, være handlekommune.
Den foreslåede bestemmelse i § 172 a, stk. 1, vil medføre, at det vil fremgå af lovgivningen, hvornår og hvordan sikkerhedskonsulenterne vil kunne bistå kommunalbestyrelsen, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med rådgivning i sager om negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og genopdragelsesrejser, herunder i sager hvor der konkret er kendskab til eller grund til at antage, at der pågår en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at det vil fremgå af lovgivningen, at sikkerhedskonsulenterne vil kunne bistå kommunalbestyrelsen med udarbejdelse af en risikovurdering. På baggrund af en konkret aftale med handlekommunen vil sikkerhedskonsulenten også kunne forestå eller hjælpe med at udarbejde en risikovurdering efter § 18, stk. 3, i barnets lov. Sikkerhedskonsulenten vil skulle udarbejde risikovurderingen på handlekommunens anmodning i en konkret sag om negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt. For at kunne udarbejde en risikovurdering vil sikkerhedskonsulenten i samarbejde med barnets handlekommune skulle have adgang til at behandle relevante oplysninger om barnet eller andre i barnets familie. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om en børnefaglig undersøgelse eller anden relevant historik, som kommunalbestyrelsen måtte være i besiddelse af. Dette vil kunne ske med hjemmel i de i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede bestemmelser i § 11 g, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven.
Risikovurderingen vil skulle belyse trussels- og risikoniveauet for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af risikovurderingen kunne vurdere barnets eller den unges risiko for at blive udsat for overgreb, herunder hvilke foranstaltninger der vil skulle træffes i den konkrete sag for at sikre, at barnet eller den unge ikke vil blive udsat for fare fra de personer, der udøver negativ social kontrol mod den pågældende, eller som den pågældende er i en æresrelateret konflikt med.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at sikkerhedskonsulenterne på kommunalbestyrelsens anmodning vil kunne koordinere rådgivningen på tværs af relevante myndigheder og aktører.
Forslaget vil medføre, at sikkerhedskonsulenterne vil kunne rådgive i de sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse.
Handlekommunen vil i sådanne sager være den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven. Hvis sikkerhedskonsulenten således bistår kommunalbestyrelsen med rådgivning i en sag, hvor der er kendskab til eller grund til at antage , at det berørte barn eller den unge er blevet sendt på genopdragelsesrejse, vil sikkerhedskonsulenten fortsat kunne bistå kommunalbestyrelsen med rådgivning i sagen, så længe det berørte barn eller den unge er dansk statsborger eller har haft eller har gyldig opholdstilladelse i Danmark, og i kraft heraf må formodes at have ret til ophold og indrejse i Danmark. I sådanne tilfælde vil kommunalbestyrelsen også kunne søge rådgivning hos koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, jf. den foreslåede bestemmelse i § 172 c.
''Kendskab til eller grund til at antage'' vil skulle forstås i overensstemmelse med den måde, begrebet i øvrigt anvendes og forstås i § 133, stk. 1, i barnets lov og § 153 i serviceloven. Det vil betyde, at der ikke kræves et kendskab til barnets eller den unges forhold med en sådan sikkerhed, at der er en formodning om, at barnet eller den unge kan have behov for støtte efter barnets lov. Derimod vil der skulle være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets eller den unges forhold, som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges udvikling eller sundhed, der betyder, at barnet eller den unge kan have behov for støtte.
Det foreslås med § 172 a, stk. 2, at som led i sikkerhedskonsulentens rådgivning eller oplysning af sagen kan sikkerhedskonsulenten afholde en eller flere samtaler med barnet eller den unge. Samtalerne kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt hensynet til barnets eller den unges sikkerhed eller bedste taler for det.
Den foreslåede bestemmelse i § 172 a, stk. 2, vil give hjemmel til, at sikkerhedskonsulenten som led i sin rådgivning eller oplysning af sagen vil kunne afholde en eller flere samtaler med barnet eller den unge, uden at det vil kræve forudgående indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt hensynet til barnets sikkerhed eller bedste vil tale for det.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i de sager, hvor kommunalbestyrelsen har anmodet sikkerhedskonsulenten om rådgivning.
I vurderingen af om handlekommune vil skulle undlade at indhente et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til brug for afholdelse af en eller flere samtaler med barnet, vil hensynet til barnets trivsel, tarv og sikkerhed skulle afvejes over for forældremyndighedsindehaverens ret til at give samtykke til, at samtalerne afholdes. I vurderingen vil kommunalbestyrelsen konkret skulle lægge vægt på sikkerhedskonsulentens vurdering af risikoen for, at barnet vil blive udsat for yderlige overgreb eller i øvrigt vil være i fare, såfremt forældremyndighedsindehaveren inddrages i sagen forud for afholdelse af en eller flere samtaler med barnet eller den unge. Vurderingen vil skulle ses i lyset af, at visse sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter vil kunne være af ganske alvorlig karakter med en overhængende fare for barnets trivsel, tarv og i yderste fald fysiske sikkerhed. Der vil i vurderingen kunne lægges vægt på sagens historik, herunder om familien eksempelvis tidligere har udsat barnet, en søskende eller et andet familiemedlem for overgreb i form af eksempelvis vold, forfølgelse, indespærring eller lignende. Hvis der vil være tale om en sag, hvor familien har gjort brug af vold eller ekstrem kontrol for at få barnet til at opføre sig i overensstemmelse med familiens ønsker, vil det være et tungtvejende hensyn, som vil tale for at undlade at indhente et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren forud for afholdelse af en eller flere samtaler.
I sager, hvor familien ikke vil have grebet til fysisk eller psykisk vold eller lignende overgreb tidligere, vil det være væsentligt, at handlekommunen lader risikoen for, om volden og/eller kontrollen vil kunne eskalere indgå i vurderingen af, om der vil skulle indhentes et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren forud for afholdelse af en eller flere samtaler med barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsens behandling af sagen vil efter en konkret vurdering i sig selv kunne medføre en eskalering af volden og/eller kontrollen, da der vil være risiko for, at familien vil anse det som værende skadende for familiens omdømme eller ære, at udefrakommende vil blive inddraget i familiens forhold. Der vil derfor som led i vurderingen af, om der vil skulle indhentes samtykke hos forældremyndighedsindehaveren forud for afholdelse af en eller flere samtaler, skulle anlægges et vist forsigtighedsprincip til fordel for barnets sikkerhed og bedste, herunder tarv og trivsel.
§ 18 i barnets lov vil endvidere finde anvendelse, såfremt der vil være tale om en sag, hvor kommunalbestyrelsen vil have pligt til at foretage en screening i medfør af denne. Det vil betyde, at såfremt der vil være tale om en sag, hvor kommunalbestyrelsen ved en screening efter § 18, stk. 1, i barnets lov måtte blive bekendt med, at der vil kunne være tale om en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol, vil kommunalbestyrelsen have pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen. Det vil medføre, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle inddrage eller informere forældremyndighedsindehaveren om, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med koordinationsenheden afholder en eller flere samtaler eller foretager en risikovurdering af barnets eller den unges situation.
Børn og unge vil som hidtil selv kunne give samtykke til at modtage rådgivning fra en sikkerhedskonsulent, og dermed til, at sikkerhedskonsulenten vil kunne afholde samtaler med barnet eller den unge, såfremt barnet eller den unge selv henvender sig til sikkerhedskonsulenten for at modtage rådgivning. Det bemærkes, at sikkerhedskonsulenten vil have pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, såfremt sikkerhedskonsulenten i forbindelse med rådgivning af et barn eller en ung bliver bekendt med forhold omfattet af § 133, stk. 1, og § 135 i barnets lov.
Formålet med de foreslåede bestemmelser er at understøtte den mest hensigtsmæssige oplysning af sagen samt iværksættelse af relevante foranstaltninger på et oplyst grundlag, idet barnet eller den unge vil kunne være betrygget i, at rådgivningen af barnet eller den unge selv ikke vil kræve inddragelse af forældremyndighedsindehaveren, ligesom kommunalbestyrelsen med den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede § 11 g i retssikkerhedsloven vil kunne indhente rådgivning fra sikkerhedskonsulenten, uden at dette vil kræve, at forældremyndighedsindehaveren vil skulle inddrages.
Sikkerhedskonsulenten vil i medfør at forvaltningslovens § 27, stk. 1, have tavshedspligt både i de sager, sikkerhedskonsulenten behandler for sin ansættelseskommune, og i de sager sikkerhedskonsulenten behandler for øvrige kommuner.
Det vil med forslaget fortsat være barnets eller den unges handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9 a, som vil være ansvarlig for sagen, og som vil have myndighedsansvaret i den konkrete sag.
Det bemærkes, at der med den foreslåede § 172 a i barnets lov ikke foreslås en ændring af sikkerhedskonsulenternes arbejdsområde eller en ændring af de pligter, som handlekommunen i øvrigt har over for et barn eller en ung i medfør af barnets lov eller øvrig relevant lovgivning. Det vil blandt andet betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat skal inddrage forældremyndighedsindehaveren, når dette er påkrævet i henhold til barnets lov eller anden relevant lovgivning i øvrigt, eksempelvis ved iværksættelse af støtte eller indsatser i medfør af barnets lov.
Sikkerhedskonsulenterne vil som hidtil skulle bistå kommunalbestyrelser og borgere med rådgivning, faglig sparring og koordinering i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold. Formålet med den foreslåede bestemmelse er alene at indføre en hjemmel i barnets lov til sikkerhedskonsulenternes arbejde, således at det vil fremgå, hvornår og hvordan sikkerhedskonsulenterne vil kunne bistå med rådgivning og koordinering.
(§ 172 b)
Det foreslås med § 172 b, stk. 1, at indføre en ny bestemmelse, hvorefter sikkerhedskonsulenterne fra den nationale sikkerhedskonsulentordning er ansat i en ansættelseskommune. Sikkerhedskonsulenternes ansættelseskommune skal stille sikkerhedskonsulenternes rådgivning, jf. § 172 a, stk. 1 og 2, og § 172 c, stk. 1 og 2, i barnets lov, til rådighed for andre kommuner i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og genopdragelsesrejser.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at det vil fremgå af barnets lov, at sikkerhedskonsulenterne har en ansættelseskommune, og at sikkerhedskonsulentordningen således er en kommunalt forankret ordning. Som noget nyt vil det fremgå af barnets lov, at sikkerhedskonsulenternes ansættelseskommune vil få en myndighedsopgave i at stille sikkerhedskonsulenterne rådgivning til rådighed for andre kommuner i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og genopdragelsesrejser. Det vil således med forslaget fremgå af loven, hvilket ansvar ansættelseskommunerne har i forhold til at understøtte, at sikkerhedskonsulenterne har en national rækkevidde og kan understøtte alle landets kommuner med rådgivning i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og genopdragelsesrejser.
Den kommune, som sikkerhedskonsulenten udlånes til, vil være indlånskommunen, og ansættelseskommunen, der udlåner sikkerhedskonsulenten, vil være udlånskommunen.
Den foreslåede ordning vil alene medføre en formalisering af den ordning, som eksisterer i dag, hvorefter sikkerhedskonsulenterne har en ansættelseskommune, hvorfra de kan rådgive alle landets kommuner ved behov.
Sikkerhedskonsulenterne vil ikke være en selvstændig myndighed, men vil alene kunne agere på anmodning fra en kommune i en konkret sag i kraft af deres ansættelse i deres ansættelseskommune eller i kraft af deres indlån i en anden kommune. Sikkerhedskonsulenterne vil således ikke kunne agere i myndighedssammenhænge uden bemyndigelse hertil fra den berørte borgers handlekommune. Det vil eksempelvis ikke være muligt for en sikkerhedskonsulent at deltage i rådgivningen eller koordineringen af en konkret sag i regi af koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser eller ufrivillige udlandsophold, medmindre dette sker på bemyndigelse af den berørte borgers handlekommune.
Sikkerhedskonsulenten vil dog i alle tilfælde kunne bistå blandt andre myndigheder og borgere med generel rådgivning og anonymiseret rådgivning uden bemyndigelse fra borgerens handlekommune.
Med forslaget vil indlånskommunen vedblive at være handlekommune over for barnet eller den unge i medfør af retssikkerhedslovens § 9 a under hele rådgivningsforløbet.
For en beskrivelse af den dataretlige betydning af forslaget henvises til lovforslagets afsnit 3 om forholdet til databeskyttelsesreglerne.
Indlånskommunen vil være handlekommune over for barnet eller den unge, når indlånskommunen modtager rådgivning fra sikkerhedskonsulenten i den konkrete sag, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven. Indlånskommunen vil endvidere være dataansvarlig for de oplysninger, der indgår i borgerens sag, herunder oplysninger som sikkerhedskonsulenten i kraft af sit arbejde måtte blive bekendt med.
Fordi indlånskommunen er handlekommune for det berørte barn eller den unge, vil indlånskommunen have instruktionsbeføjelse over for sikkerhedskonsulenten i den konkrete sag. Indlånskommunen vil endvidere som den ansvarlige myndighed for barnets eller den unges sag have pligt til at føre tilsyn med det arbejde, som sikkerhedskonsulenten udfører på vegne af indlånskommunen. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om sikkerhedskonsulentens koordinering af sagen, herunder hvem sikkerhedskonsulenten er i dialog med som led i sagsoplysningen.
Sikkerhedskonsulenten vil under udlånet til indlånskommunen bevare sin ansættelse hos ansættelseskommunen, og udlånet vil ikke medføre øvrige ændringer i sikkerhedskonsulentens løn- og ansættelsesvilkår hos ansættelseskommunen. I den periode sikkerhedskonsulenten vil skulle bistå indlånskommunen med rådgivning, vil ansættelseskommunen endvidere fortsat skulle udbetale løn til sikkerhedskonsulenten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.
(§ 172 c)
Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold blev etableret i 2020 som en del af et udspil fra den daværende regering med titlen ”Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”. For yderligere beskrivelse af koordinationsenheden henvises til lovforslagets afsnit 2.2.1.
Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold er ikke reguleret i barnets lov.
Koordinationsenheden kan bistå kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med rådgivning i konkrete sager om genopdragelsesrejser for børn og unge under 18 år, herunder yde rådgivning om risici ved udarbejdelse af risikovurderinger. Koordinationsenheden understøtter endvidere samarbejdet mellem relevante aktører og myndigheder i konkrete sager om genopdragelsesrejser.
En sag kan drøftes i koordinationsenheden, når en myndighed eller borger henvender sig til en sikkerhedskonsulent i den kommune, hvor borgeren har eller senest har haft folkeregisteradresse, Udlændingestyrelsen eller Udenrigsministeriet. For at koordinationsenheden kan drøfte den pågældende sag, skal der endvidere være tale om en dansk statsborger eller en borger, som har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark og i kraft heraf må formodes at have ret til ophold og indrejse i Danmark.
Kommunalbestyrelsens videregivelse af et barns eller en ungs personoplysninger til en sikkerhedskonsulent og sikkerhedskonsulents behandling af disse er ikke reguleret i national lov, herunder i barnets lov eller retssikkerhedsloven. Videregivelse og behandling af oplysningerne beror derfor på databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens generelle regler.
Ved en genopdragelsesrejse forstås den situation, hvor et barn eller en ung under 18 år sendes til udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Der kan godt være tale om en genopdragelsesrejse, selvom barnet eller den unge er indforstået med at skulle rejse eller er taget frivilligt afsted. Det afgørende for, om der kan være tale om en genopdragelsesrejse, er således, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling bringes i alvorlig fare på grund af rejsen.
Barnets ”sundhed og udvikling” skal forstås i overensstemmelse med § 47, stk. 1, i barnets lov. Forholdene kan eksempelvis handle om mishandling, svigtende omsorg, utilstrækkelig opfyldelse af barnets basale behov for eksempelvis mad, lægelig behandling eller undervisning.
Både piger og drenge kan være i risiko for at blive sendt på en genopdragelsesrejse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.
Det foreslås med § 172 c, stk. 1, at koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold bistår kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med rådgivning i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung er i risiko for at blive eller er sendt på genopdragelsesrejse, herunder rådgivning om risici til brug for udarbejdelse af risikovurderinger. 1. pkt. kan også finde anvendelse i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse. I sådanne sager vil den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, være handlekommune.
Den foreslåede bestemmelse i § 172 c, stk. 1, vil medføre, at det vil fremgå af loven, at koordinationsenheden som hidtil vil kunne bistå kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører samt borgere med rådgivning i sager om genopdragelsesrejser, herunder udarbejdelse af risikovurderinger.
Koordinationsenheden vil som hidtil kunne bistå relevante myndigheder med rådgivning om risici og udarbejde en vejledende risikovurdering i en konkret sag, når relevante myndigheder eller koordinationsenheden selv vil finde dette relevant. Det vil konkret være sikkerhedskonsulenten, som vil forestå udarbejdelsen af den vejledende risikovurdering.
Den foreslåede bestemmelse i § 172 c, stk. 1, vil medføre, at koordinationsenheden vil kunne rådgive i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse. I sådanne sager vil det være den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, der vil være handlekommune. Hvis koordinationsenheden således bistår kommunalbestyrelsen med rådgivning i en konkret sag, hvor det berørte barn eller den unge bliver sendt på genopdragelsesrejse, vil koordinationsenheden fortsat kunne bistå kommunalbestyrelsen med rådgivning i den konkrete sag, så længe det berørte barn eller den unge er dansk statsborger eller har eller har haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark og i kraft heraf kan have ret til indrejse og ophold i Danmark. Det vil for eksempel kunne være i en situation, hvor en udlænding som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for udlændingen, og opholdstilladelsen derfor ikke anses for bortfaldet, selvom udlændingen har haft et langvarigt ophold uden for Danmark.
Det vil være den sikkerhedskonsulent, der bistår barnets eller den unges handlekommune med rådgivning i den konkrete sag, som vil skulle deltage i koordinationsenhedens behandling af sagen.
Koordinationsenheden vil som hidtil overordnet varetage tre kerneopgaver for at understøtte sagsbehandlingen i konkrete sager før, under og efter genopdragelsesrejser bestående i 1) at rådgive kommuner, politi, andre relevante myndigheder og aktører og borgere om handlemuligheder og begrænsninger i konkrete sager, 2) at bidrage til at foretage risikovurderinger af det enkelte barns situation i sager med risiko for genopdragelsesrejser eller ved barnets eller den unges tilbagekomst til Danmark efter et sådan udlandsophold og 3) at koordinere mellem medlemmerne af enheden og øvrige relevante myndigheder og aktører på området, herunder handlekommune, politiet, anbringelsessteder, opholdssteder m.fl.
Etableringen af koordinationsenheden i loven vil heller ikke ændre på ledelses- eller myndighedsansvaret i sagerne. Det vil sige, at barnets eller den unges handlekommune fortsat vil være ansvarlig for den pågældendes sag.
Det vil fortsat være frivilligt for kommunalbestyrelsen at benytte sig af koordinationsenhedens rådgivning i konkrete sager, og der vil således fortsat ikke være krav om, at kommunerne skal benytte koordinationsenhedens rådgivning i konkrete sager.
En sag vil fortsat kunne behandles i koordinationsenheden, hvis sagen vedrører en person, der er dansk statsborger, eller som har eller har haft opholdstilladelse i Danmark, og i kraft heraf kan have ret til ophold og indrejse i Danmark. Et kenskab til eller en grund til at antage, at et barn eller en ung er sendt på genopdragelsesrejse, vil endvidere skulle være den primære årsag til henvendelse hos koordinationsenheden. Henvendelsen vil kunne bringes ind i koordinationsenheden ved henvendelse til en sikkerhedskonsulent, Udenrigsministeriets Borgerservice eller Udlændingestyrelsen. Den relevante sikkerhedskonsulent vil som udgangspunkt være den, som betjener den region, hvori det berørte barn eller den unge vil have adresse eller senest vil have haft adresse. Hvis den umiddelbare risikovurdering vil indikere et behov for handling, vil koordinationsenheden kunne behandle sagen, eksempelvis med henblik på at oplyse sagen yderligere, eller fordi der vil være behov for en fælles, koordineret indsats mellem myndighederne.
Det bemærkes, at hvis et barn eller en ung under 18 år sendes til udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i alvorlig fare, vil der kunne være tale om en genopdragelsesrejse, og at dette efter omstændighederne vil kunne være strafbart efter straffelovens § 215 a.
”Barnets sundhed og udvikling” vil skulle forstås i overensstemmelse med § 47, stk. 1, i barnets lov. Det vil eksempelvis kunne handle om mishandling, svigtende omsorg og utilstrækkelig opfyldelse af barnets basale behov for eksempelvis mad, lægelig behandling eller undervisning.
En ung
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 172.