Barnets lov

Barnets lov § 167

Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 20 – Tværgående koordination og rådgivning · Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO

§ 167.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barnets lov § 167

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 167LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Det fremgår af § 13, stk. 7, i serviceloven, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke.

Det foreslås med § 167 , at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13, stk. 7, i serviceloven.

Sager om adoption uden samtykke er som oftest komplekse, og behandlingen af dem kræver specialviden. Dertil kommer, at der er tale om et yderst begrænset antal sager. Dette betyder, at det vil være vanskeligt at oparbejde en erfaring med og ekspertise i at håndtere denne type sager i de enkelte kommuner. Endvidere er kommunalbestyrelserne generelt tilbageholdende med at anvende adoption som indsats over for børn og unge, der er anbragt. Det kan derfor være vanskeligt for kommunalbestyrelserne at vurdere, om forældrene er uden forældreevne, ligesom det kan være vanskeligt for kommunalbestyrelserne at godtgøre, at dette er tilfældet.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 7, foreslås det eksplicit nævnt i barnets lov, at kommunalbestyrelserne har mulighed for at trække på specialiseret vejledende rådgivning og ekspertbistand fra VISO i sager om adoption uden samtykke, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 121 som fremsat, side 20.

VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke vil bl.a. have til formål at øge kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et barn eller en ung, der er eller påtænkes anbragt, kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets egen. VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke vil have til formål at understøtte kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag.

Det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for at søge rådgivning fra VISO til brug for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke, og uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, vil det altid være kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et barn eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VISOs vejledning efter den foreslåede § 18 h vil ikke være bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil altid være den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke.

Det bemærkes at med lovforslagets § 71, stk. 2, foreslås det, at kommunalbestyrelsen inden udarbejdelsen af en indstilling om adoption uden samtykke i visse sager skal søge vejledende rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 167. Det foreslås videre med lovforslagets § 71, stk. 3, at VISO i visse situationer kan pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption.

Formålet med § 167 er, at det også i barnets lov tydeliggøres for kommunalbestyrelserne, at VISOs rådgivningsforpligtelse over for kommunalbestyrelserne også omfatter sager om adoption uden samtykke. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20. samt til lovforslagets § 71 og bemærkningerne hertil.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 167.