Barnets lov

Barnets lov § 164

Gældende tekst efter LBK nr 642 af 01/07/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 20 – Tværgående koordination og rådgivning · Tilbudsportalen

§ 164.

Reglerne i § 14 i lov om social service om Tilbudsportalen finder tilsvarende anvendelse for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lov, der er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn, og for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lovs §§ 83 og 84.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 642 af 01/07/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Barnets lov § 164

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 93 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 164LOV nr 721 af 13/06/2023 · 13. juni 2023

Det fremgår af § 14, stk. 1, i serviceloven, at social- og boligministeren samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og om kommunale, regionale og private tilbud efter bl.a. servicelovens §§ 32 og 36 i en landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen).

Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i serviceloven, at kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.

Efter § 4, stk. 2, i serviceloven, opfylder kommunalbestyrelsen sit forsyningsarbejde, som den skal sørge for efter § 4, stk. 1, ved at brug af egne tilbud og ved at samarbejde med andre kommuner, regioner eller privat tilbud.

Det fremgår af § 14, stk. 3, i serviceloven, at sociale tilbud m.v., der er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, kun kan registreres i Tilbudsportalen, hvis de er godkendt af socialtilsynet.

Efter § 14, stk. 4, i serviceloven, fører Socialstyrelsen stikprøvekontrol med, at oplysningerne i Tilbudsportalen er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at oplysningerne i Tilbudsportalen er indberettet i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.

Det fremgår af § 14, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om at udstede et påbud til et registreret tilbud, hvis oplysninger, der er indberettet af tilbuddet, og som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, eller tilbuddets indberetning af oplysninger, som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.

Efter § 14, stk. 6, i serviceloven, kan Socialstyrelsen træffe afgørelse om at markere forholdet i Tilbudsportalen, hvis et tilbud ikke har fulgt et påbud efter §14, stk. 5, inden fire uger.

Det fremgår af § 14, stk. 7, i serviceloven, at Socialstyrelsens afgørelser efter § 14, stk. 5 og 6, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det fremgår af § 14, stk. 8, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om Tilbudsportalen, herunder om kommuners og regioners pligt til at give oplysninger til Tilbudsportalen og om Socialstyrelsens afgørelser efter bestemmelsens § 14, stk. 5 og 6. Social- og boligministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre tilbud end de tilbud, som er nævnt i bestemmelsens stk. 1.

Finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i servicelovens § 175, hvorefter staten afholder udgifterne til Tilbudsportalen.

Det foreslås med § 164 , at reglerne i § 14 i serviceloven om Tilbudsportalen finder tilsvarende anvendelse for kommunale, regionale og private tilbud efter denne lov, der er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og om kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84.

Idet finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i serviceloven, og det findes mest hensigtsmæssig ikke at duplikere reglerne om Tilbudsportalen i barnets lov, vil reglerne om Tilbudsportalen med den foreslåede bestemmelse således fortsat være at finde i serviceloven, men finde tilsvarende anvendelse for de tilbud, der hidtil har været reguleret i serviceloven, men som med dette lovforslag foreslås videreført i barnets lov. Der vil i barnets lov alene være en henvisning til, at reglerne om Tilbudsportalen finder tilsvarende anvendelse for kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og for kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84. Disse tilbud efter barnets lov vil således i overensstemmelse med gældende ret være forpligtede til at fremgå af Tilbudsportalen for at kunne indgå i den kommunale forsyning, jf. den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 4.

Formålet med § 164 er således, at der i barnets lov vil være en henvisning til de regler, der gælder for Tilbudsportalen, som også er relevante for kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og for kommunale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 164.