Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 81 a

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 14 – Klageadgang

§ 81 a.

Arbejdsmiljøklagenævnet består af en formand og af følgende beskikkede medlemmer:

  1. 1)

    Fire medlemmer indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  2. 2)

    Et medlem indstillet af Akademikerne.

  3. 3)

    Et medlem indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening.

  4. 4)

    Et medlem indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening og Landbrug & Fødevarer i fællesskab.

  5. 5)

    Et medlem indstillet af Finans Danmark/Arbejdsgiver og F&P Arbejdsgiver.

  6. 6)

    Et medlem indstillet af KL, regionerne i forening samt Skatteministeriet i fællesskab.

  7. 7)

    Et medlem indstillet af Ledernes Hovedorganisation.

  8. 8)

    Et medlem med særlig teknisk sagkundskab indstillet af Danmarks Tekniske Universitet.

  9. 9)

    Et medlem med særlig arbejdsmedicinsk sagkundskab indstillet af Ministeriet for sundhed og forebyggelse.

Stk. 2.

Formanden skal være ansat i Ankestyrelsen og have bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 3.

De beskikkede medlemmer samt stedfortrædere for disse udpeges af beskæftigelsesministeren for fire år ad gangen og kan genudpeges.

Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 4.

Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser træffes af formanden og de i stk. 1, nr. 1-7, beskikkede medlemmer af nævnet eller deres stedfortrædere, jf. dog stk. 5.

Afgørelser træffes ved stemmeflertal.

Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

De enkelte beskikkede medlemmer kan anmode om, at sagkyndige med særlig viden deltager uden stemmeret i et møde i forbindelse med behandlingen af en sag.

Stk. 5.

Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser i henhold til regler udstedt i medfør af § 9, stk. 2, vedrørende godkendelse af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen og udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet træffes af formanden.

Stk. 6.

Formanden træffer afgørelse, hvor der er klaget over Arbejdstilsynets afgørelser om aktindsigt i sager, hvor Arbejdstilsynet har truffet afgørelse efter arbejdsmiljøloven.

Stk. 7.

Formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne i følgende sager:

  1. 1)

    Klager som alene vedrører fristen for efterkommelse af påbud efter § 77, stk. 1.

  2. 2)

    Afgørelser i henhold til § 81, stk. 3, 1. pkt., om fratagelse af en klages opsættende virkning.

  3. 3)

    Afgørelser i henhold til § 81, stk. 4, om behandling af en for sent indgivet klage.

Stk. 8.

Formanden kan efter en skriftlig høring af nævnets beskikkede medlemmer træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, hvor der er en fast praksis, eller som i øvrigt ikke giver anledning til tvivl.

Stk. 9.

Medlemmerne af nævnet skal orienteres om alle klagesager, der forelægges nævnet til afgørelse, og kan anmode om, at en sag behandles af hele klagenævnet.

Stk. 10.

Arbejdsmiljøklagenævnet afgiver hvert år en beretning om sin virksomhed til beskæftigelsesministeren.

Stk. 11.

Sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet varetages af Ankestyrelsen.

Stk. 12.

Arbejdsmiljøklagenævnets forretningsorden fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 81 a

Senere ændringer

ÆndringL 31 (2025-26) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1624 af 16/12/2025 · 16. december 2025

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 81 a, stk. 1, at Arbejdsmiljøklagenævnet består af en formand og en række beskikkede medlemmer. Det fremgår af nr. 5, at et medlem indstilles af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Det foreslås i § 81 a, stk. 1, nr. 5, at »Finanssektorens Arbejdsgiverforening« ændres til: »Finans Danmark/Arbejdsgiver og F&P Arbejdsgiver«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at loven afspejler, at Finanssektorens Arbejdsgiverforening blev nedlagt i oktober 2023, hvorefter Finans Danmark/Arbejdsgiver og F&P Arbejdsgiver er arbejdsgiverorganisationer på området. Ændringen vil alene være en konsekvens af, at Finanssektorens Arbejdsgiverforening er blevet nedlagt og vil medføre, at der fremover kan indstilles en repræsentant fra Finans Danmark/Arbejdsgiver og F&P Arbejdsgiver som medlem af Arbejdsmiljøklagenævnet i stedet for en repræsentant fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

ÆndringL 75 (2024-25) · bemærkning til § 2, nr. 11LOV nr 1656 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af § 81 a, stk. 10, i lov om arbejdsmiljø, at Arbejdsmiljøklagenævnet hvert år afgiver en beretning om sin virksomhed til Arbejdsmiljørådet og beskæftigelsesministeren.

Det foreslås i § 81 a, stk. 10, at »Arbejdsmiljørådet og« udgår.

Det vil betyde, at Arbejdsmiljøklagenævnet ikke vil skulle afgive sin årlige beretning til Arbejdsmiljøklagenævnet, men alene til beskæftigelsesministeren.

Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 2, nr. 3, om at nedlægge Arbejdsmiljørådet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 30LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 81 a, stk. 4, 3. pkt., at de enkelte beskikkede medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet kan møde med en eller flere bisiddere uden stemmeret.

Det følger af den foreslåede ændring af § 81 a, stk. 4, 3. pkt., at de beskikkede medlemmers mulighed for at møde med en eller flere bisiddere uden stemmeret ændres, således at medlemmerne i stedet får mulighed for at anmode om, at sagkyndige med særlig viden deltager uden stemmeret i et møde i forbindelse med behandlingen af en sag.

Bestemmelsen om bisiddere har så vidt vides ikke været anvendt. Brugen af bisiddere er typisk tiltænkt situationer, hvor en part har behov for at lade sig bistå af andre i forbindelse med sager, som behandles af den offentlige forvaltning, hvilket ikke er den situation, nævnets medlemmer befinder sig i ved møderne i klagenævnet.

Samtidig sikrer klagenævnets sekretariat, at de enkelte sager er tilstrækkeligt oplyst, således at formanden og de beskikkede medlemmer kan træffe afgørelse i sagerne på et oplyst grundlag. I nævnets møder deltager to medlemmer med henholdsvis særlig teknisk sagkundskab og særlig arbejdsmedicinsk kundskab. Disse to medlemmer har ikke stemmeret. Nævnets øvrige medlemmer har mulighed for at stille spørgsmål af teknisk og sundhedsfaglig karakter til disse to særligt sagkyndige medlemmer.

Det kan dog ikke udelukkes, at de beskikkede medlemmer af nævnet kan få behov for at indhente oplysninger eller stille spørgsmål af teknisk, juridisk eller arbejdsmedicinsk karakter til eksterne sagkyndige, som har særlig viden inden for et af disse områder.

Med den foreslåede ændring, vil de beskikkede medlemmer af nævnet få mulighed for at anmode om, at en sagkyndig med sådan specialiseret viden deltager i et af møderne i forbindelse med behandling af en konkret sag. Den sagkyndige med særlig viden vil ikke have stemmeret ved mødet, og det forudsættes, at den sagkyndige med særlig viden ikke deltager under nævnets votering om sagens udfald.

ÆndringL 196 (2018-19) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 549 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Det fremgår af § 81 a, stk. 1, at Landsorganisationen i Danmark indstiller tre medlemmer, og at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd indstiller et medlem til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) er med virkning fra den 1. januar 2019 blevet fusioneret. Den nye samlede organisation har fået navnet Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Det foreslås, at den nye organisation - Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) - får adgang til at udpege fire medlemmer i Arbejdsmiljøklagenævnet, hvilket svarer til det antal medlemmer, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) tidligere udpegede tilsammen.

Der ændres derved ikke på det samlede antal af medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet og pariteten mellem arbejdsmarkedets parter opretholdes.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 27LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Efter arbejdsmiljølovens § 81 a, stk. 1, nr. 9, indstiller Justitsministeriet et medlem med særlig juridisk sagkundskab til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Arbejdsmiljøklagenævnet betjenes af et sekretariat, der hører hjemme i Ankestyrelsen. Sekretariatet forbereder sagerne til nævnets medlemmer. Sekretariatet er bemandet med en række medarbejdere med juridisk uddannelsesbaggrund.

Justitsministeriet udpeger ikke juridisk sagkyndige til andre offentlige nævn. På den baggrund foreslås det, at § 81 a, stk. 1, nr. 9, ophæves. Forslaget betyder, at Justitsministeriet ikke længere skal indstille et medlem med særlig juridisk sagkundskab til klagenævnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 28LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Efter arbejdsmiljølovens § 81 a, stk. 2, skal formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet være ansat i Ankestyrelsen og opfylde uddannelseskravet i § 51, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (nu stk. 3). Dette uddannelseskrav indebærer, at formanden skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen.

I tilknytning til forslaget i nr. 27 om, at Justitsministeriet ikke længere skal indstille et medlem med særlig juridisk sagkundskab til klagenævnet, foreslås det, at bestemmelsen ændres, så det fremgår, at formanden for klagenævnet skal være ansat i Ankestyrelsen og have bestået juridisk kandidateksamen.

Forslaget skal medvirke til at sikre, at der er juridisk sagkundskab til stede på møderne i Arbejdsmiljøklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.

ÆndringL 31 (2015-16) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1869 af 29/12/2015 · 29. december 2015

Det fremgår af § 81 a, stk. 1, nr. 5, at Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere (SALA) og Landbrug & Fødevarer i fællesskab indstiller et medlem til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere blev opløst i 2012, og det foreslås derfor, at det medlem, der tidligere blev indstillet af SALA og Landbrug & Fødevarer i fællesskab, fremover indstilles af Dansk Arbejdsgiverforening og Landbrug & Fødevarer i fællesskab.

I øvrigt henvises der til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.

ÆndringL 184 (2008-09) · bemærkning til § 7, nr. 2LOV nr 482 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Formandshvervet forudsættes som hovedregel varetaget af en chef i Ankestyrelsen, men kan – ved anvendelsen af retssikkerhedslovens § 59 – efter styrelseschefens konkrete bestemmelse undtagelsesvis varetages af en medarbejder, der ikke er chef, forudsat den pågældende opfylder uddannelseskravene i retssikkerhedslovens § 51, stk. 2.

Der sker ingen ændringer i de uddannelsesmæssige krav til formanden, idet kravene til formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet med ændringen af arbejdsmiljøloven i 2004 blev bragt i overensstemmelse med de uddannelsesmæssige krav, der følger af retssikkerhedslovens § 51, stk. 2.

Ankestyrelsen vil fortsat varetage sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet.

ÆndringL 184 (2008-09) · bemærkning til § 7, nr. 3LOV nr 482 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Ændringerne har alene redaktionel karakter.

ÆndringL 184 (2008-09) · bemærkning til § 7, nr. 4LOV nr 482 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Ændringerne har alene redaktionel karakter.

ÆndringL 184 (2008-09) · bemærkning til § 7, nr. 5LOV nr 482 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Den Sociale Ankestyrelse ændrede pr. 1. april 2004 navn til Ankestyrelsen.

ÆndringL 48 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 1395 af 27/12/2008 · 27. december 2008

Den foreslåede præcisering af bestemmelsen indebærer, at behandlingen af klager over Arbejdstilsynets afgørelser om aktindsigt i sager, hvori Arbejdstilsynet har truffet afgørelse efter arbejdsmiljøloven, samles i Arbejdsmiljøklagenævnet som den eneste administrative klageinstans.

Forslaget indebærer i øvrigt, at det er formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet eller dennes stedfortræder, der fremover tillægges kompetence til at behandle klager af den nævnte karakter, uanset om klage over afslag på aktindsigt fremsættes isoleret eller i tilknytning til klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet efter arbejdsmiljøloven.

Forslaget vil have virkning for sager, hvor anmodning om aktindsigt fremsættes efter lovens ikrafttræden. Forslaget vil således ikke få betydning for allerede verserende sager.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.13.

ÆndringL 14 (2005-06) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 300 af 19/04/2006 · 19. april 2006

Efter den gældende bestemmelse udpeger Amtsrådsforeningen i Danmark sammen med Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner og Finansministeriet ét medlem af Arbejdsmiljøklagenævnet.

Det foreslås, at regionerne i forening indtræder i Amtsrådsforeningens rettighed med hensyn til repræsentation i Arbejdsmiljøklagenævnet.

Som en konsekvens af kommunalreformen foreslås det endvidere, at Københavns og Frederiksberg Kommuner udgår af bestemmelsen.

ÆndringL 221 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 425 af 09/06/2004 · 9. juni 2004

Det foreslås, at klager over Arbejdstilsynets godkendelse mv. af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen og arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet ikke som i andre sager skal behandles af formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet sammen med de af arbejdsmarkedets parter indstillede otte medlemmer af nævnet.

Formålet med ændringen er at undgå de interessekonflikter, som ville kunne opstå i forbindelse med behandlingen af klager i Arbejdsmiljøklagenævnet over afgørelser vedrørende godkendelse af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen og arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet som følge af, at flere af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer er indstillet af organisationer, der selv er udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen. Der henvises til bemærkningerne til nr. 15.

ÆndringL 221 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 425 af 09/06/2004 · 9. juni 2004

Det foreslås, at Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser vedrørende godkendelse af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen og arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet træffes af Arbejdsmiljøklagenævnets formand eller dennes stedfortræder, jf. bemærkningerne til nr. 14.

Herved vil de habilitetsproblemer, der i disse sager ellers ville kunne opstå som følge af klagenævnets sammensætning, blive imødegået.

ÆndringL 107 (2003-04) · bemærkning til § 2, nr. 1LOV nr 191 af 24/03/2004 · 24. marts 2004

Efter § 81 a i lov om arbejdsmiljø udpeges formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet og dennes stedfortræder af beskæftigelsesministeren.

Det foreslås, at formanden og stedfortræderen for Arbejdsmiljøklagenævnet ansættes af socialministeren efter indstilling fra beskæftigelsesministeren. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Efter § 81 a, stk. 9, varetages sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet af sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det foreslås, at sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet ligesom sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmarkedets Ankenævn fremover varetages af Ankestyrelsen.

ÆndringL 107 (2003-04) · bemærkning til § 2, nr. 2LOV nr 191 af 24/03/2004 · 24. marts 2004

Efter § 81 a i lov om arbejdsmiljø udpeges formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet og dennes stedfortræder af beskæftigelsesministeren.

Det foreslås, at formanden og stedfortræderen for Arbejdsmiljøklagenævnet ansættes af socialministeren efter indstilling fra beskæftigelsesministeren. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Efter § 81 a, stk. 9, varetages sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet af sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det foreslås, at sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmiljøklagenævnet ligesom sekretariatsbetjeningen af Arbejdsmarkedets Ankenævn fremover varetages af Ankestyrelsen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 81 a.