Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 77

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 13 – Arbejdstilsynet

§ 77.

Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks, f.eks. ved standsning af arbejde, eller inden en frist.

Stk. 2.

Skønner Arbejdstilsynet det i øvrigt nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger, f.eks. ved standsning af arbejde.

Stk. 3.

Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at den, der har leveret eller markedsført et teknisk hjælpemiddel, et personligt værnemiddel eller et stof eller materiale, som anvendt i overensstemmelse med dets bestemmelse alligevel viser sig at frembyde fare for sikkerhed eller sundhed, træffer de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf.

Det kan herunder påbydes,

  1. 1)

    at levering eller markedsføring standses,

  2. 2)

    at de pågældende tekniske hjælpemidler, personlige værnemidler eller stoffer eller materialer tilbagekaldes fra markedet.

Stk. 4.

Arbejdstilsynet kan påbyde den, der har leveret eller markedsført et teknisk hjælpemiddel, et personligt værnemiddel eller et stof eller materiale, at destruere dette på en forsvarlig måde, når det pågældende tekniske hjælpemiddel, personlige værnemiddel eller stof eller materiale udgør en alvorlig risiko for sikkerhed og sundhed.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 77

Senere ændringer

ÆndringL 115 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 340 af 03/04/2025 · 3. april 2025

Efter gældende arbejdsmiljøregler kan Arbejdstilsynet ikke afgive påbud til entreprenører om deres underentreprenørers arbejde på en byggeplads.

Det foreslås i 77 a, stk. 1 , at Arbejdstilsynet kan påbyde en entreprenør, der har indgået aftale med bygherren om udførelse af arbejde på en byggeplads, at standse alt arbejde, der er omfattet af entreprenørens aftale med bygherren, uanset om arbejdet udføres af entreprenøren eller af underentreprenører (entreprenørstop), jf. dog stk. 3 og 4.

Det vil betyde, at entreprenøren efter et påbud efter § ‍77 ‍a, skal sørge for at standse såvel sit eget arbejde som alle underentreprenørers arbejde på byggepladsen. Påbuddet om entreprenørstop vil gælde i forhold til alle underentreprenører uanset hvor langt nede i kæden af underentreprenører, de pågældende underentreprenører befinder sig.

Påbuddet om entreprenørstop vil også gælde for arbejde, der udføres af underentreprenører, der ikke forud for eller i forbindelse med påbuddet om entreprenørstop har fået påbud af Arbejdstilsynet, jf. arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, på byggepladsen. Tilsvarende vil påbuddet om entreprenørstop også gælde for entreprenørens eget arbejdet på byggepladsen, selvom entreprenøren ikke forud for eller i forbindelse med påbuddet om entreprenørstop har fået påbud af Arbejdstilsynet, jf. arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, på byggepladsen.

Arbejde, der skal standses som følge af entreprenørstoppet, vil typisk være bygge- og anlægsarbejde, men kan også være andet arbejde, f.eks. arbejde som udføres af en landmåler.

Arbejdstilsynet vil kunne afgive et påbud om entreprenørstop, når forudsætningerne i § 77 a, stk. 1, nr. 1-5, er opfyldte.

Et påbud om entreprenørstop vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det betyder, at et påbud om entreprenørstop vil kunne påklages til Arbejdsmiljøklagenævnet efter arbejdsmiljølovens § ‍81.

Det foreslås i 77 a, stk. 1, nr. 1 , at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, når Arbejdstilsynet har intensiveret sit tilsyn med byggepladsen i ca. 4 uger og forinden skriftligt har meddelt entreprenøren om dette.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et påbud om entreprenørstop forudsætter, at Arbejdstilsynet har intensiveret sit tilsyn med arbejdet på byggepladsen i ca. 4 uger.

En intensivering af tilsynet vil betyde, at Arbejdstilsynet gennemfører hyppige tilsynsbesøg på byggepladsen med henblik på at følge virksomhederne på byggepladsen tæt, herunder særligt dem, der vedvarende begår alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen.

Arbejdstilsynet vil intensivere sit tilsyn på byggepladsen i ca. 4 uger. Ved ca. 4 uger skal forstås 28 dage fra Arbejdstilsynet har afgivet meddelelse til entreprenøren om intensivering af tilsynet på byggepladsen, og op til 3 dage før eller 3 dage efter de 28 dage.

Det vil betyde, at Arbejdstilsynet kan afgive varsel til entreprenøren om entreprenørstop nogle dage inden eller nogle dage efter, at der er gået 28 dage fra Arbejdstilsynet har afgivet meddelelse til entreprenøren om intensivering af tilsynet på byggepladsen.

Hvis Arbejdstilsynet ikke har fundet grundlag for at afgive varsel om påbud om entreprenørstop senest 31 dage efter, at Arbejdstilsynet har afgivet meddelelse til entreprenøren om intensivering af tilsynet på byggepladsen, vil Arbejdstilsynet afslutte sin intensivering af tilsynet.

Arbejdstilsynet vil underrette entreprenøren, når byggepladsen ikke længere er under intensiveret tilsyn. Arbejdstilsynet vil samtidig orientere bygherren, når byggepladsen ikke længere er under intensiveret tilsyn.

Arbejdstilsynets skriftlige meddelelse til entreprenøren forud for Arbejdstilsynets intensivering af tilsynet med virksomhederne på byggepladsen vil skulle indeholde oplysninger om baggrunden for intensiveringen af tilsynet, og at yderligere alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen på byggepladsen vil kunne medføre et varsel om risiko for et entreprenørstop.

På byggepladser, hvor der er flere entreprenører, der har indgået aftale med bygherren om arbejde på en byggeplads, vil Arbejdstilsynet give den skriftlige meddelelse til disse entreprenører. Det kan f.eks. være på byggepladser, der er organiseret med fagentrepriser.

Arbejdstilsynet vil, samtidig med meddelelsen til entreprenøren, orientere bygherren om, at tilsynet vil intensivere sit tilsyn med virksomhederne på byggepladsen.

Det foreslås i § 77 a, stk. 1, nr. 2, at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, når entreprenøren og mindst en underentreprenør eller mindst to underentreprenører på byggepladsen, i den periode, hvor Arbejdstilsynet har intensiveret sit tilsyn, jf. nr. 1, har fået flere påbud fra Arbejdstilsynet om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen om forhold, der skal bringes i orden straks på grund af betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, jf. § ‍77, stk. 1,

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et påbud om entreprenørstop forudsætter, at mindst to virksomheder, der udfører arbejde på byggepladsen har fået påbud fra Arbejdstilsynet om forhold, der skal bringes i orden straks på grund af betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, jf. § 77, stk. 1. De mindst to virksomheder kan være entreprenøren selv og én underentreprenør. Det kan også være mindst to underentreprenører.

Den foreslåede bestemmelse vil videre medføre, at de påbud efter § 77, stk. 1, der skal indgå som grundlag for et påbud om entreprenørstop, er strakspåbud til de enkelte virksomheder på byggepladsen om overtrædelser, som nødvendiggør, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger. Det vil sige strakspåbud, hvor der ved overtrædelsen er betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed.

Flere påbud efter § 77, stk. 1, som grundlag for et påbud om entreprenørstop, vil betyde, at Arbjdstilsynet samlet set skal have afgivet flere påbud til virksomhederne, der udfører arbejde i perioden for Arbejdstilsynets intensiverede tilsyn på byggepladsen. Det betyder, at flere påbud efter § 77, stk. 1, enten kan være afgivet til to virksomheder, der udfører arbejde på byggepladsen eller være afgivet til flere virksomheder, som hver især har fået påbud efter § 77, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor til nr. 3 om betydningen af antallet af påbud efter § 77, stk. 1, som grundlag for et påbud om entreprenørstop.

Det foreslås i § 77 a, stk. 1, nr. 3 , at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, når der ud fra overtrædelsernes karakter og antallet af påbud vurderes at være nærliggende risiko for, at påbuddene til entreprenøren og underentreprenørerne, jf. § 77, stk. 1, ikke er tilstrækkelige til at sikre den nødvendige forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på byggepladsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at antallet af påbud om overtrædelser til de enkelte virksomheder på byggepladsen, har betydning for, hvornår der er grundlag for, at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, herunder også for hvornår Arbejdstilsynet afgiver varsel om entreprenørstop til entreprenøren. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 77 a, stk. 1, nr. 4 om Arbejdstilsynets varsel til entreprenøren forud for et muligt påbud om entreprenørstop.

Antallet af strakspåbud, efter § 77, stk. 1, der skal til for, at Arbejdstilsynet varsler entreprenøren om entreprenørstop, vil afhænge af antallet af beskæftigede på byggepladsen og af byggepladsens organisering. Derved vil der blive taget højde for forskellen i aktiviteterne på små og store byggepladser og den måde, som arbejdet på byggepladserne er organiseret, herunder om bygherren har indgået aftale med en eller flere entreprenører om udførelse af arbejde på byggepladsen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § ‍77 a, stk. 1, nr. 4, om Arbejdstilsynets varsel til entreprenøren forud for et muligt påbud om entreprenørstop.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at karakteren af overtrædelserne i påbuddene til de enkelte virksomheder på byggepladsen har betydning for, hvornår Arbejdstilsynet afgiver varsel om entreprenørstop til entreprenøren.

De overtrædelser, der indgår i det samlede grundlag for varsel om entreprenørstop, er overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om forhold, der skal bringes i orden straks på grund af betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed. De konkrete omstændigheder bag de enkelte overtrædelser kan variere, og de vil blive tillagt betydning for, hvor mange påbud der skal være afgivet for, at Arbejdstilsynet varsler entreprenøren om entreprenørstop.

Nogle strakspåbud, efter § 77, stk. 1, vedrører overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, der indebærer en betydelig fare for de ansattes sikkerhed eller sundhed. Andre påbud vedrører overtrædelser, der derudover har en sådan grovhed, at faren for skade på liv eller helbred eller den mulige skadevirkning generelt er meget stor. Det kan f.eks. være nedbrydningsarbejde uden det rette sikkerhedsudstyr, udgravningsarbejde uden tilstrækkelig sikring mod jordsammenstyrtning og arbejde, hvor der er eksplosionsfare, kvælningsfare, forgiftningsfare eller fare for ætsning. Nogle påbud afgives vedrørende overtrædelser, hvor der er sket en alvorlig arbejdsulykke. Andre påbud vedrører overtrædelser, hvor der alene har været en fare for skade på liv eller helbred. Nogle påbud vedrører overtrædelser, der alene har betydning for en enkelt virksomhed eller en enkelt ansat på byggepladsen. Andre påbud vedrører overtrædelser, der har betydning for sikkerheden eller sundheden for flere virksomheder eller flere ansatte.

Det foreslås i § 77 a, stk. 1, nr. 4, at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, når Arbejdstilsynet under det intensiverede tilsyn har varslet entreprenøren skriftligt om risikoen for et påbud om entreprenørstop.

Den foreslåede bestemmelse vil sammenholdt med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, medføre, at antallet af strakspåbud efter § 77, stk. 1, fra Arbejdstilsynet til virsomhederne, der udfører arbejde på byggepladsen, vil have betydning for, om Arbejdstilsynet vil kunne give varsel om entreprenørstop til entreprenøren.

Det forudsættes, at antallet af påbud, jf. § 77, stk. 1, til virksomhederne forud for et varsel om påbud om entreprenørstop til entreprenøren, vil skulle være i størrelsesorden ca. 5-15 påbud. Påbuddene skal være afgivet til minimum to virksomheder, jf. bemærrkningerne til § 77 a, stk. 1, nr. 2 ovenfor.

På mindre byggepladser, hvor der er færre beskæftigede (50 beskæftigede eller derunder) vil antallet af påbud, jf. § 77, stk. 1, forud for et varsel om entreprenørstop være i den lavere ende af ca. 5-15 påbud. Det vil gælde tilsvarende for byggepladser, der er organiseret ved, at bygherren har indgået aftaler med flere entreprenører om udførelsen af arbejdet på byggepladsen (fagentrepriser).

På større byggepladser, hvor der er mange beskæftigede (over 50 beskæftigede), vil antallet af påbud, jf. § 77, stk. ‍1, forud for et varsel om entreprenørstop være i den højere ende af ca. 5-15 påbud. Det vil gælde tilsvarende for byggepladser, der er organiseret ved, at bygherren har indgået aftale med en enkelt entreprenør om udførelsen af arbejdet på byggepladsen (f.eks. hoved- og totalentrepriser).

Den foreslåede bestemmelse vil sammenholdt med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, medføre, at karakteren af strakspåbud efter § 77, stk. 1, har betydning for, om Arbejdstilsynet vil kunne give varsel om entreprenørstop, og jo flere af de ca. 5-15 afgivne påbud, hvor overtrædelsen har en sådan grovhed, at faren for skade på liv eller helbred eller den mulige skadevirkning generelt er meget stor, eller hvor overtrædelsen har medført en alvorlig arbejdsulykke eller hvor overtrædelsen har betydning for sikkerheden eller sundheden for flere virksomheder eller flere ansatte, desto færre påbud i spændet på de ca. 5-15 skal der til for, at Arbejdstilsynet vurderer, at der vil være grundlag for at afgive et varsel om entreprenørstop.

Arbejdstilsynet vil afgive varsel ud fra en samlet vurdering af, om der ud fra karakteren af overtrædelserne og antallet af påbud, jf. § 77, stk. 1, til de enkelte virksomheder på byggepladsen vil være en nærliggende risiko for, at påbuddene til entreprenøren og underentreprenørerne ikke er tilstrækkelige til at sikre den nødvendige forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på byggepladsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Arbejdstilsynet skriftligt varsler entreprenøren, der har indgået aftale med en bygherre om arbejde på en byggeplads, inden tilsynet afgiver påbud om entreprenørstop.

Det skriftlige varsel til entreprenøren vil indeholde oplysning om, at såfremt der sker yderligere overtrædelser, vil Arbejdstilsynet kunne give påbud om entreprenørstop. Arbejdstilsynet vil samtidig orientere bygherren om varslet til entreprenøren.

Arbejdstilsynet underretter entreprenøren, når varslet om entreprenørstop ophæves, og intensiveringen af tilsynet afsluttes. Arbejdstilsynet vil samtidig orientere bygherren, når varslet til entreprenøren ophæves og intensiveringen af tilsynet afsluttes.

Det foreslås i § 77 a, stk. 1, nr. 5, at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop, når Arbejdstilsynet inden for ca. en uge efter varslet har afgivet yderligere strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, til entreprenøren eller en underentreprenør.

Den foreslåede bestemmelse vil sammenholdt med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, medføre, at antallet af strakspåbud efter § 77, stk. 1, fra Arbejdstilsynet til virksomhederne, der udfører arbejde på byggepladsen, vil have betydning for, om Arbejdstilsynet vil kunne afgive påbud om entreprenørstop.

Det forudsættes, at Arbejdstilsynet kan give påbud om entreprenørstop, hvis der efter varslet, jf. § 77 a, stk. 1, nr. ‍4, afgives yderligere ca. 2-5 strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, i forbindelse med ca. 1-2 tilsynsbesøg inden for ca. 1 uge.

Ved ca. en uge skal forstås 7 dage fra Arbejdstilsynet har afgivet varsel om risiko for entreprenørstop til entreprenøren og op til 2 dage før eller 2 dage efter de 7 dage.

Det vil betyde, at Arbejdstilsynet kan afgive påbud om entreprenørstop til entreprenøren 2 dage inden eller 2 dage efter, at der er gået 7 dage fra Arbejdstilsynet har afgivet varsel om entreprenørstop til entreprenøren.

Karakteren af påbuddene har betydning for, om Arbejdstilsynet afgiver påbud om entreprenørstop. Det betyder f.eks., at jo flere af de ca. 2-5 strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, efter varslet, der har en sådan grovhed, at faren for skade på liv eller helbred eller den mulige skadevirkning generelt er meget stor, eller hvor overtrædelsen har medført en alvorlig arbejdsulykke eller hvor overtrædelsen har betydning for sikkerheden eller sundheden for flere virksomheder eller flere ansatte, desto færre påbud i spændet på de ca. 2-5 strakspåbud skal der til for, at Arbejdstilsynet vil vurdere, at der vil være grundlag for at afgive et entreprenørstop.

Arbejdstilsynet vil foretage en samlet vurdering af overtrædelserne i alle de strakspåbud med overhængende og/eller betydelig fare, der er afgivet til de enkelte virksomheder på byggepladsen, under det intensiverede tilsyn, når det skal vurderes, om der vil være en nærliggende risiko for, at strakspåbuddene efter § 77, stk. 1, ikke er tilstrækkelige til at sikre den nødvendige forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på byggepladsen. Dette indebærer bl.a., at det ikke vil være en betingelse for, at Arbejdstilsynet kan give påbud om entreprenørstop, at de ca. 2-5 strakspåbud, der er afgivet efter varslet, er rettet mod flere virksomheder, når blot der i det samlede vurderingsgrundlag indgår påbud om overtrædelser til entreprenøren selv og mindst en underentreprenør eller mindst to af underentreprenørerne på byggepladsen.

Hvis Arbejdstilsynet ikke har fundet grundlag for at afgive påbud om entreprenørstop senest 9 dage efter, at Arbejdstilsynet har afgivet varsel om entreprenørstop til entreprenøren, vil Arbejdstilsynet afslutte sin intensivering af tilsynet.

Arbejdstilsynet vil underrette entreprenøren, når byggepladsen ikke længere er under intensiveret tilsyn. Arbejdstilsynet vil samtidig orientere bygherren, når byggepladsen ikke længere er under intensiveret tilsyn.

Det foreslås i § 77 a, stk. 2 , at entreprenøren skal orientere underentreprenørerne om Arbejdstilsynets varsel efter stk. ‍1, nr. 4, og om Arbejdstilsynets påbud om at standse arbejdet efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det påhviler entreprenøren, der har indgået aftale med bygherren om udførelse af arbejde på byggepladsen, at orientere underentreprenørerne på byggepladsen om Arbejdstilsynets varsel og om Arbejdstilsynets påbud om entreprenørstop. Det betyder, at det er entreprenøren, og ikke Arbejdstilsynet, der skal orientere underentreprenørerne på byggepladsen om, at Arbejdstilsynet har givet varsel om entreprenørstop og påbud om entreprenørstop.

Der vil ikke gælde formkrav til, hvordan entreprenøren skal orientere underentreprenørerne.

Det foreslås i § 77 a, stk. 3, at det uanset påbud om entreprenørstop vil være tilladt at udføre arbejde, der tjener til at efterkomme påbud efter § 77, stk. 1, der skal efterkommes straks, og som er afgivet forud for eller samtidig med påbuddet om entreprenørstop.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at arbejde på byggepladsen, som tjener til at efterkomme påbud fra Arbejdstilsynet, gerne må udføres, selvom der er givet påbud til entreprenøren om at standse alt arbejde på byggepladsen. Det vil dog alene gælde arbejde, der tjener til at efterkomme påbud til entreprenøren eller underentreprenørerne, hvor fristen for at efterkomme påbuddene er sat til straks af Arbejdstilsynet.

Strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, som påbyder entreprenøren eller underentreprenøren at bringe forholdet i orden straks, hvor der foreligger en betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed i en konkret situation, vil kunne udbedres under et entreprenørstop.

Strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, til entreprenøren eller underentreprenøren, hvor der foreligger en overhængende, betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed som nødvendiggør, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger, vil kunne udbedres under et entreprenørstop.

Også strakspåbud, jf. § 77, stk. 1, til entreprenøren eller underentreprenøren om at bringe forholdet i orden straks, fordi formålet med afgørelsen forspildes, hvis der ikke træffes foranstaltninger straks, eller fordi et påbud faktisk kan efterkommes med det samme eller inden for en kortere periode, vil kunne udbedres under et entreprenørstop.

Det arbejde, der fortsat vil kunne udføres, er arbejde, der tjener til at løse de materielle arbejdsmiljøproblemer, som Arbejdstilsynet har givet påbud om over for arbejdsgiverne og de selvstændige uden ansatte på byggepladsen. Materielle arbejdsmiljøproblemer er overtrædelser, der indebærer en direkte risiko for sikkerhed eller sundhed. Det kan f.eks. være svejsning uden brug af udsugning eller arbejde i højden uden sikring mod faren for nedstyrtning.

Når arbejdsmiljøproblemet er udbedret, og strakspåbuddet er efterkommet, f.eks. ved, at der er blevet sat rækværk op på stilladset til sikring mod nedstyrtning, så vil videre arbejde, i dette tilfælde fra stilladset, ikke kunne pågå under entreprenørstoppet.

Det foreslås i § 77 a, stk. 4 , at Arbejdstilsynet uanset påbud om entreprenørstop, efter anmodning fra entreprenøren, når væsentlige samfundsmæssige hensyn taler for det, eller i andre enkeltstående tilfælde under helt særlige omstændigheder kan meddele tilladelse til, at dele af arbejdet på byggepladsen kan udføres. Det er en betingelse for, at Arbejdstilsynet kan meddele tilladelse til at udføre arbejdet, at det kan ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at væsentlige samfundsmæssige hensyn kan begrunde, at Arbejdstilsynet efter anmodning fra entreprenøren kan meddele tilladelse til, at dele af arbejdet kan udføres, selvom der er afgivet påbud om entreprenørstop. Det kan f.eks. være behovet for færdiggørelsen af en bro eller et vejstykke, hvor der i modsat fald vil være store konsekvenser for offentligheden.

Den foreslåede bestemmelse vil videre betyde, at der i enkeltstående tilfælde kan være forhold, der kan begrunde, at Arbejdstilsynet efter anmodning fra entreprenøren kan meddele tilladelse til, at dele af arbejdet kan udføres, selvom der er afgivet påbud om entreprenørstop. Det kan f.eks. være igangsatte større opgaver med betonstøbning, hvor det vil medføre væsentlige arbejdsmiljømæssige problemer, hvis arbejdet skal standses midt i processen. Enkeltstående tilfælde kan også være krav i anden lovgivning, der medfører uopsætteligt arbejde på byggepladsen. Der er således ifølge bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18) krav om at sikre, at der ikke sker svigt af konstruktioner på egen grund eller på nabogrunde (§ 162), og krav om at gennemføre brandværnsforanstaltninger, herunder for at varetage risiko for brandspredning til bygninger på anden grund (§ 163). Arbejdstilsynet vil ved sådanne krav i anden lovgivning kunne meddele tilladelse til, at uopsætteligt arbejde på byggepladsen, vil kunne pågå under entreprenørstoppet. Det kan også handle om f.eks. modtagelse af byggevarer eller andre leverancer på byggepladser, hvor det vil kunne give arbejdsmæssige herunder arbejdsmiljømæssige problemer, hvis leverancerne til byggepladsen må afvises. Det kan også handle om arbejde, der er nødvendigt til sikring af, at bygninger, udstyr og materialer ikke forgår eller beskadiges f.eks. som følge af vejrliget eller f.eks. modtagelse af byggevarer.

Det forudsættes, at § 77 a, stk. 4, vil have et snævert anvendelsesområde og kun vil finde anvendelse rent undtagelsesvist. I almindelighed vil økonomiske hensyn ikke kunne medføre, at der kan opnås tilladelse til, at enkelte dele af det påbudsramte arbejde kan udføres under et entreprenørstop.

Det foreslås i § 77 a, stk. 5 , at entreprenøren, efter at have modtaget et påbud efter stk. 1, skriftligt skal meddele Arbejdstilsynet, hvordan der er rettet op på de arbejdsmiljøproblemer, der ligger til grund for påbuddet efter stk. ‍1, og at det skal fremgå af meddelelsen, hvordan entreprenøren og underentreprenørerne vil samarbejde om at sikre den nødvendige forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på byggepladsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det i en skriftlig tilbagemelding fra entreprenøren til Arbejdstilsynet skal fremgå, hvordan der er rettet op på de arbejdsmiljøforhold, der gav anledning til påbuddet om entreprenørstop. Det vil herudover skulle fremgå af tilbagemeldingen, hvad entreprenøren har drøftet med underentreprenørerne i forhold til samarbejdet om at overholde arbejdsmiljølovgivningen på byggepladsen, og hvad de måtte være blevet enige om.

Det foreslås i § 77 a, stk. 6 , at Arbejdstilsynet snarest muligt og senest dagen efter modtagelsen af entreprenørens meddelelse efter stk. 5 foretager en gennemgang af byggepladsen med entreprenøren Efter gennemgangen meddeler Arbejdstilsynet entreprenøren snarest muligt, om arbejdet på byggepladsen kan genoptages.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Arbejdstilsynet vil skulle foretage en gennemgang af arbejdet på byggepladsen snarest muligt, og senest dagen efter modtagelsen af entreprenørens meddelelse efter stk. 5. Det betyder samtidig, at såfremt Arbejdstilsynet modtager entreprenørens meddelelse relativt tidligt på dagen, vil Arbejdstilsynets gennemgang kunne foregå samme dag, som Arbejdstilsynet modtager meddelelsen fra entreprenøren.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at entreprenøren skal deltage i gennemgangen sammen med Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet vil også tilbyde bygherren at deltage i Arbejdstilsynets gennemgang.

Arbejdstilsynets giver meddelelse til entreprenøren, når arbejdet på byggepladsen kan genoptages. Bygherren vil også blive orienteret, når arbejdet på byggepladsen kan genoptages.

Arbejdstilsynet giver meddelelse om, at arbejdet kan genoptages, når Arbejdstilsynet har konstateret, at forholdene på byggepladsen er bragt i orden. Det vil som altovervejende hovedregel ske samme dag, hvor der er foretaget gennemgang af byggepladsen.

Det foreslås i § 77 a, stk. 7 , at entreprenøren og underentreprenørerne først kan genoptage arbejdet på byggepladsen, når Arbejdstilsynet har givet meddelelse til entreprenøren herom.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det påhviler entreprenøren, der har fået påbud om entreprenørstop at sørge for, at standsningen af arbejdet opretholdes ift. eget og underentreprenørernes arbejde, indtil Arbejdstilsynet i forbindelse med et tilsynsbesøg har givet meddelelse til entreprenøren om, at arbejdet på byggepladsen kan genoptages. Entreprenøren skal herunder sørge for, at også underentreprenører, der ikke har overtrådt arbejdsmiljøreglerne ikke genoptager deres arbejde på byggepladsen før Arbejdstilsynet har givet meddelelse om at arbejdet på byggepladsen kan genoptages.

Visse typer af arbejde vil lovligt kunne udføres under et entreprenørstop. Det vil gælde arbejde, der er omfattet af stk. 3 og stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Hvis entreprenøren eller underentreprenørerne udfører arbejde i strid med påbuddet om at standse arbejdet, kan entreprenøren straffes med bøde. Der henvises til bemærkningerne til ændringen i straffebestemmelsens § 82, stk. 1, nr. 3, jf. nr. 7, under bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Det foreslås i § 77 a, stk. 8 , at § 77 a, stk. 1-7 også gælder, hvis bygherren selv er entreprenør, der udfører arbejde på byggepladsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at når bygherre selv udfører arbejde som entreprenør på sin byggeplads, vil bygherren efter bestemmelsen i § 77 a, stk. 1-7, i sin egenskab af entreprenør kunne få påbud om entreprenørstop.

Det betyder, at hvis bygherren selv er total-, hoved- eller fagentreprenør på en byggeplads, så vil bygherren som entreprenør kunne få de forpligtelser, der følger af reglerne om entreprenørstop.

Arbejdet, der vil skulle standses, er arbejde bygherren selv måtte udføre på byggepladsen, og arbejde som måtte blive udført af underentreprenører.

Det vil være de konkrete aftaleforhold mellem bygherren og den eller de øvrige entreprenører og underentreprenører på byggepladsen, der vil være bestemmende for, om bygherren betragtes som entreprenør eller underentreprenør på byggepladsen.

ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 23LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 77, stk. 1, at Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og herunder kan påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.

Det foreslås, at der i § 77, stk. 1, efter »straks«: indsættes », f.eks. ved standsning af arbejde,«.

Med den foreslåede ændring af § 77, stk. 1, vil afgørelser om f.eks. standsning af arbejdet, som i dag har hjemmel i den gældende § 77, stk. 2, fremover have hjemmel i § 77, stk. 1, hvis Arbejdstilsynet samtidig har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

Arbejdstilsynet vil som hidtil kunne træffe afgørelse om forhold, hvor Arbejdstilsynet har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men hvor der ikke er grundlag for at pålægge virksomheden en handlepligt. Denne afgørelse betegnes i dag ”afgørelse uden handlepligt”, men vil fremover blive betegnet ”påtale”.

Herudover vil anvendelsesområdet for § 77, stk. 1, som hidtil være de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet på baggrund af en konstateret overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen ved afgørelse påbyder modtageren af afgørelsen at bringe forholdet i orden straks eller inden en frist.

”Strakspåbud”, dvs. afgørelser i medfør af § 77, stk. 1, som påbyder modtageren at bringe forholdet i orden straks, vil f.eks. kunne bringes i anvendelse, hvis der foreligger en betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed i en konkret situation.

Det gælder også, hvis der foreligger en overhængende, betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed som nødvendiggør, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger. Det kan f.eks. være, at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, at standse brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale, eller at arbejde i øvrigt standses.

Derudover vil påbud i medfør af § 77, stk. 1, om at bringe forholdet i orden straks f.eks. kunne bringes i anvendelse, hvis Arbejdstilsynet har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, og formålet med afgørelsen forspildes, hvis der ikke træffes foranstaltninger straks, eller hvis et påbud faktisk kan efterkommes med det samme eller inden for en kortere periode.

”Påbud med frist”, dvs. afgørelser i medfør af § 77, stk. 1, som påbyder modtageren at bringe forholdet i orden inden en frist, vil kunne meddeles i de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet ud fra en samlet vurdering af f.eks. overtrædelsens karakter og løsningsmuligheder finder det tilstrækkeligt og rimeligt at tillade en frist for at bringe forholdet i orden, selvom der er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 24LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 77, stk. 2, at når Arbejdstilsynet skønner det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkelig fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses.

Det foreslås, at § 77, stk. 2, affattes således: »Skønner Arbejdstilsynet det i øvrigt nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger, f.eks. ved standsning af arbejde.«

Med den foreslåede nyaffattelse vil bestemmelsen fremover udelukkende udgøre hjemlen for de af Arbejdstilsynets afgørelser, som kan bringes i anvendelse i tilfælde, hvor der ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men hvor det skønnes nødvendigt at påbyde, at en overhængende betydelig fare for de ansattes og/eller andres sikkerhed eller sundhed straks imødegås ved effektive foranstaltninger.

Arbejdstilsynet vil således fortsat kunne påbyde, at en fare straks imødegås ved effektive foranstaltninger, uanset at der ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, hvis der foreligger en overhængende, betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed.

Effektive foranstaltninger kan i disse tilfælde f.eks. være, at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, at standse brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale, eller at arbejde i øvrigt standses.

ÆndringL 126 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 508 af 19/05/2010 · 19. maj 2010

Forordning nr. 765/2008 indeholder hjemmel til destruktion af produkter, der udgør en alvorlig risiko. Den foreslåede § 77, stk. 6, supplerer forordningens bestemmelser for at sikre et klart administrationsgrundlag for forordningen. Arbejdstilsynet får beføjelse til at påbyde den, der har leveret eller markedsført et teknisk hjælpemiddel, et personligt værnemiddel eller et stof eller materiale, at destruere produktet, hvis det udgør en alvorlig risiko for sikkerhed og sundhed.

Bestemmelsen retter sig mod enhver, der har gjort et produkt tilgængeligt på markedet eller leveret et produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i erhvervsmæssig henseende. Det er alene produkter, der er omfattet af arbejdsmiljølovens bestemmelser, der kan påbydes destrueret, dvs. et tekniske hjælpemiddel, personligt værnemiddel eller et stof eller materiale.

Der stilles krav om, at det anses for nødvendigt, rimeligt og hensigtsmæssigt at destruere det tekniske hjælpemiddel, personlige værnemiddel eller stof eller materiale. Det ulovlige produkt skal udgøre en alvorlig risiko, dvs. udgøre en betydelig fare, sådan som begrebet kendes fra arbejdsmiljølovgivningen i dag. Produktet må ikke på anden måde kunne lovliggøres eller ændres til at kunne anvendes sikkert. Et produkt betragtes som sikkert, når det er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de sikkerheds- og sundhedsmæssige krav, der måtte være fastsat i lovgivningen.

Bestemmelsen kan eksempelvis finde anvendelse i en situation, hvor en fabrikant sender åndedrætsværn eller kemikaliedragter til det danske marked, og Arbejdstilsynet får kendskab til, at produkterne ikke overholder reglerne, f.eks. som følge af en meddelelse fra en anden medlemsstat. Arbejdstilsynet påbyder destruktion, fordi produktet ikke giver den fornødne beskyttelse, så der reelt er risiko for sygdom eller død, og fordi der samtidig er risiko for, at produktet sendes til andre medlemsstater, hvis det ikke destrueres.

Med »destruktion« menes, at det pågældende produkt gøres ubrugeligt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

ÆndringL 184 (2008-09) · bemærkning til § 7, nr. 1LOV nr 482 af 12/06/2009 · 12. juni 2009

Med forslaget rettes der op på en teknisk fejl, som er sket i forbindelse med vedtagelsen af et ændringsforslag i forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø (Forhøjelse af bøder, justering af bygherrens pligter og præcisering af Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelser m.v.) (L 48) – fremsat den 30. oktober 2008 og vedtaget som lov nr. 1395 af 27. december 2008.

ÆndringL 48 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1395 af 27/12/2008 · 27. december 2008

Bestemmelsen har til formål at præcisere hjemlen til at træffe afgørelse om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

Hvis en virksomhed bringer en overtrædelse i orden, efter at Arbejdstilsynet har været på besøg, men inden påbud herom er sendt til virksomheden, kan der ikke træffes afgørelse i form af påbud. Da det på grund af den forebyggende indsats er nødvendigt, at også disse overtrædelser kan indgå i grundlaget for Arbejdstilsynets reaktionsmuligheder, vil Arbejdstilsynet i stedet for at udstede påbud om at bringe forholdene i orden, træffe afgørelse om, at der er konstateret en overtrædelse på tidspunktet for tilsynsbesøget. En sådan afgørelse vil efter lovændringen på linje med påbud indgå i grundlaget for smiley’er, rådgivningspåbud og skærpet straf.

Med lovændringen vil det blive tydeliggjort, at det afgørende for anvendelsen af tilsynets reaktionsmuligheder er overtrædelsen af arbejdsmiljølovgivningen og ikke, at virksomheden har modtaget påbud. Risikoen for at modtage en afgørelse, når tilsynet kommer på besøg, skal medvirke til at motivere virksomheden til at arbejde for eller fastholde en forebyggende arbejdsmiljøindsats. Arbejdsmiljølovgivningen forudsættes således altid overholdt på virksomheden uagtet tilsynets kontrol heraf.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11.

ÆndringL 48 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 9LOV nr 1395 af 27/12/2008 · 27. december 2008

Den foreslåede § 77, stk. 4, skal give Arbejdstilsynet mulighed for at imødekomme en eventuel henvendelse fra EU-Kommissionen om at forbyde eller begrænse markedsføring af tekniske hjælpemidler, der udgør en risiko som følge af deres tekniske karakteristika, eller at underkaste disse særlige betingelser.

Ligeledes kan EU-Kommissionen anmode medlemsstaterne om, at markedsføringen af tekniske hjælpemidler med tekniske karakteristika, der udgør en risiko som følge af mangler ved en harmoniseret standard, forbydes eller begrænses, eller at det tekniske hjælpemiddel underkastes særlige betingelser.

Den foreslåede § 77, stk. 5, skal give Arbejdstilsynet mulighed for at forbyde eller begrænse markedsføring eller levering af personlige værnemidler og tekniske hjælpemidler, der er CE-mærket i strid med reglerne herom. Bestemmelsen vil således kun blive anvendt i tilfælde, hvor fabrikanter og lignende ikke følger de materielle krav.

Begge muligheder er forudsat i maskindirektivet.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.10.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 77.