Arbejdsmiljøloven § 79
Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.
Kapitel 13 – Arbejdstilsynet
§ 79.
Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter §§ 13 c-14 a og kapitel 11, 12 og 13-14, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet reglerne om tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e.
Straffelovens § 152 f finder ligeledes anvendelse.
Arbejdstilsynet må ikke over for arbejdsgiveren eller andre oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage over arbejdsmiljøet, jf. dog stk. 3.
Enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, kan give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2 ophæves, jf. dog stk. 4.
Et samtykke efter stk. 3 kan ikke gives af en person under 18 år.
Et samtykke efter stk. 3 skal som udgangspunkt gives digitalt.
Samtykket kan ikke tilbagekaldes.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 79
Senere ændringer
ÆndringL 190 (2024-25) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 705 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Det fremgår af § 79, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage.
Det foreslås, at der i § 79, stk. 2, efter »klage« indsættes »over arbejdsmiljøet, jf. dog stk. 3«.
Det foreslåede vil indebære en præcisering, hvorefter Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter bestemmelsen kun vedrører klager over arbejdsmiljøet og ikke andre klager, f.eks. klager over afgørelser fra Arbejdstilsynet. Præciseringen medfører ikke ændringer af gældende ret og praksis.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 1, nr. 2, hvori der i § 79, stk. 3, indsættes en undtagelse til Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2.
ÆndringL 126 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 508 af 19/05/2010 · 19. maj 2010
Den gældende § 79, stk. 2, er en særlig tavshedspligtsbestemmelse, som udvider den almindelige tavshedspligt efter forvaltningsloven og straffeloven.
§ 79, stk. 2, beskytter ansatte, som klager til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøforhold på virksomheden, mod at Arbejdstilsynet videregiver oplysninger herom til arbejdsgiveren eller dennes repræsentant.
Den foreslåede ændring af § 79, stk. 2, indebærer, at den ansatte som klager nu også er beskyttet mod, at Arbejdstilsynet videregiver oplysninger om klagen til andre end arbejdsgiveren eller dennes repræsentant.
Bestemmelsen omfatter oplysninger om klagens indhold, oplysninger som identificerer klageren, oplysninger om at der er klaget, og oplysninger om at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.
I relation til almindelige tilsynsopgaver betyder bestemmelsen, at Arbejdstilsynets medarbejdere ikke må oplyse, om et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage, eller at Arbejdstilsynet har modtaget en klage. En anmodning om sådanne oplysninger behandles i givet fald efter reglerne i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.
En anmodning om aktindsigt fra andre end parter kan afvises umiddelbart af Arbejdstilsynet på grundlag af offentlighedslovens § 14, med henvisning til arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2.
I relation til anmodninger om aktindsigt efter forvaltningsloven og persondataloven indgår § 79, stk. 2, som et element i den konkrete afvejning, der skal foretages efter de relevante bestemmelser.
Bestemmelsen er herudover blevet sprogligt forenklet, herunder er ”arbejdsgiverens repræsentant” nu omfattet af ordet ”andre”. Forenklingen tilsigter ingen realitetsændring ud over at udvide kredsen af personer, som tavshedspligten gælder over for.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.
ÆndringL 48 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 1395 af 27/12/2008 · 27. december 2008
Den forslåede ændring indebærer, at lovens henvisning til straffelovens bestemmelser om krænkelse af tavshedspligt udvides til at omfatte alle straffelovens bestemmelser om tavshedspligt m.v. (§§ 152–152 f). Hermed sigtes til en opdatering af loven i forhold til de seneste ændringer i straffeloven. Herved kommer lovens § 79 på linje med lignende bestemmelser i andre sammenlignelige love. Samtidig er henvisninger til bestemmelser i arbejdsmiljøloven, der ophæves eller kun har gyldighed indtil 1. januar 2009, af ordensmæssige grunde udgået (§§ 13, 13 a og 13 b).
Den foreslåede henvisning til straffelovens bestemmelser indebærer, at der er hjemmel til at straffe medhjælpere til den, der bryder sin tavshedspligt, samt den, der udnytter en andens brud på sin tavshedspligt. Endelig sikres med henvisningen til straffelovens § 152 f, at straffelovens regler om påtale i sager om brud på tavshedspligt ligeledes finder anvendelse.
I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.14.
ÆndringL 172 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 331 af 16/05/2001 · 16. maj 2001
Konsekvensrettelse som følge af ændringer i straffeloven.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 79.