Boligstøtteloven § 64 e
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 10 b – Støtte til betaling af depositum i ustøttede plejeboliger og ustøttede friplejeboliger
§ 64 e.
Efter bestemmelserne i § 55 og § 56, stk. 1 og 2, ydes efter ansøgning lån til betaling af depositum i ustøttede almene plejeboliger, jf. § 143 i i lov om almene boliger m.v. ustøttede friplejeboliger, jf. § 36, stk. 2, i lov om friplejeboliger, eller ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.
Lån kan ikke ydes til beløb, der overstiger 3 måneders leje.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 64 e
Senere ændringer
ÆndringL 139 (2014-15) · bemærkning til § 4, nr. 3LOV nr 527 af 29/04/2015 · 29. april 2015
Efter gældende regler i boligstøtteloven ydes der efter ansøgning lån til betaling af beboerindskud til bl.a. friplejeboliger efter kapitel 10 i boligstøtteloven. Efter kapitel 10 b i boligstøtteloven ydes der efter ansøgning lån til betaling af depositum til ustøttede plejeboliger. Det foreslås, at der ligeledes skal kunne ydes lån til betaling af depositum til lejere af ustøttede friplejeboliger. Dette hænger sammen med, at de efter § 1, nr. 16, ikke vil kunne afkræves beboerindskud.
Efter lovens § 54, stk. 1, nr. 4, kan der ydes lån til betaling af beboerindskud i friplejeboliger. Den ændrede affattelse af bestemmelsen, der foreslås i § 4, nr. 1, har til formål at udelukke lejere af ustøttede friplejeboliger fra at modtage lån til betaling af beboerindskud.
I forlængelse heraf medfører ændringerne i § 4, nr. 2 og 3, at ustøttede friplejeboliger omfattes af reglerne i kapitel 10 b i boligstøtteloven, hvorefter der under visse betingelser ydes lån til betaling af depositum. Ustøttede friplejeboliger stilles hermed på samme måde som andre ustøttede plejeboliger.
Det bemærkes, at der efter forslaget ikke vil kunne ydes lån til betaling af depositum, hvis friplejeboligerne drives i lejet ejendom, og fremlejetageren benytter sig af den mulighed for at erstatte et kontant depositum med en bankgaranti eller en særskilt deponeringskonto, der indføres med det nye § 36, stk. 2, i friplejeboligloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 64 e.