Boligstøtteloven

Boligstøtteloven § 42

Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 8 – Ansøgning og udbetaling

§ 42.

Boligstøtte beregnes og udbetales af Udbetaling Danmark.

Stk. 2.

Boligstøtte udbetales månedsvis forud.

Er boligtageren lejer, kan Udbetaling Danmark udbetale boligstøtte helt eller delvis til udlejeren eller udbetale boligstøtte til kommunen, hvis kommunen samtidig administrerer andre ydelser for boligstøttemodtageren.

Udbetaling Danmarks afgørelser efter 2. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3.

Ved flytning bortfalder boligstøtte fra fraflytningsdagen.

Ved en enlig boligtagers død bortfalder boligstøtten ved udgangen af den måned, hvori dødsfaldet er sket.

Ved fremleje, fremlån eller benyttelse til erhverv af en del af lejligheden bortfalder eller nedsættes boligstøtten med virkning fra den 1. i måneden efter det tidspunkt, hvor fremlejeforholdet, fremlånet eller benyttelsen til erhverv tager sin begyndelse, idet § 46, stk. 5 finder tilsvarende anvendelse.

Ved midlertidigt botilbud i boformer som nævnt i kapitel 20 i lov om social service bevares retten til boligydelse til den hidtidige bolig.

Stk. 4.

En boligtager kan ikke med henvisning til manglende eller forsinket udbetaling af boligstøtte unddrage sig følgerne af for sen betaling af husleje, ejendomsskat eller gæld sikret ved pant i faste ejendomme.

Stk. 5.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetaling af boligstøtte.

Udbetaling Danmarks afgørelser efter 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Boligstøtteloven § 42

Senere ændringer

ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 11LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014

Efter gældende regler udbetales boligstøtte månedsvis forud. Udbetaling Danmark kan beslutte, at boligstøtte til en lejer skal udbetales til udlejeren. Bestemmelsen er fastsat i bekendtgørelse om udbetaling af boligstøtte. Dette kan f.eks. være hensigtsmæssigt, hvis der er tale om et større antal lejligheder i samme boligorganisationer, eller hvis borgere er udsættelsestruede og får administreret f.eks. kontanthjælpen af kommunen. Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det foreslås, at boligstøtte udbetales månedsvis forud. Dette er en videreførelse af gældende regler i § 42, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte. Det foreslås endvidere, at er boligtageren lejer, kan Udbetaling Danmark udbetale boligstøtte helt eller delvist til udlejeren, eller udbetale boligstøtte til kommunen, hvis kommunen samtidig administrerer andre ydelser for boligstøttemodtageren. Dermed vil der være mulighed for, at Udbetaling Danmark i forbindelse med en parthøring af borgeren kan fortsætte sagsbehandlingen i forhold til udlejeren med meddelelse om størrelsen af boligstøtte (evt. delvis boligstøtte), og at udlejeren som følge heraf kan udsende girokort eller meddele PBS om den resterende huslejebetaling (husleje minus den foreløbige beregning af boligstøtte). Der vil alene være tale om en meddelelse, da selve udbetalingen først sker i slutningen af måneden. Det foreslå, at bestemmelsen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Hvis borgeren på baggrund af parthøringen er uenig i boligstøtteberegningen, og borgeren får ændret boligstøtten, vil forskellen mellem den foreløbige boligstøtteberegning og den nye boligstøtteberegning blive udbetalt til borgeren direkte, og før huslejen er forfalden som udgangspunkt. Denne del af boligstøtten vil således ikke blive udbetalt til udlejeren.

Boligstøtte vil kunne udbetales direkte til både private udlejere og almene boligorganisationer, hvis der f.eks. er tale et større antal lejere i samme boligorganisation, eller borgere er udsættelsestruede og får administreret en ydelse af kommune.

Bestemmelsen indebærer også som noget nyt, at Udbetaling Danmark kan udbetale boligstøtten helt eller delvist til kommunen, hvis kommunen samtidig administrerer en anden ydelse for boligstøttemodtageren. Dette vil f.eks. kunne være samtidig administration af kontanthjælpen efter lov om aktiv socialpolitik, således at kommunen sikrer betalingen af huslejen.

ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 12LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014

Efter gældende regler i § 42, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte, kan ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fastsætte regler om udbetaling af boligstøtte. Udbetaling Danmarks afgørelse efter regler, som er fastsat i medfør heraf, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det foreslås, ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fastsætte regler om udbetaling af boligstøtte. Udbetaling Danmarks afgørelse efter regler, som er fastsat i medfør heraf, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Bemyndigelsesbestemmelse er en videreførelse af gældende regler, som affattes i nyt stykke af regeltekniske hensyn. Bestemmelsen vil fortsat blive anvendt til at fastsætte regler om, at boligstøtte kan udbetales til andre end pensionisten eller førtidspensionisten, når pensionisten eller førtidspensionisten har husstandsfælleskab med andre, jf. § 2 og § 2 a, i lov om individuel boligstøtte, og at udlejeren ikke kan stille krav om vederlag for den administration, der påføres denne, når boligstøtte udbetales direkte til udlejere. Der henvises til bemærkningerne til nr. 11.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 42.