Boligstøtteloven § 2 b
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 1 – Almindelige betingelser
§ 2 b.
Retten til boligstøtte efter denne lovs regler for førtidspensionister og seniorpensionister omfatter tillige personer, der har bopæl i Danmark, og som modtager en tilsvarende udenlandsk pension, som EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger finder anvendelse på.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 2 b
Senere ændringer
ÆndringL 67 (2019-20) · bemærkning til § 9, nr. 2LOV nr 1559 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Efter gældende regler i § 2 b i boligstøtteloven, omfatter retten til boligstøtte efter denne lovs regler for førtidspensionister tillige personer, der har bopæl i Danmark, og som modtager en tilsvarende udenlandsk pension, som EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger finder anvendelse på.
For at sidestille seniorpension med førtidspension foreslås det, at seniorpensionister omfattes af § 2 b, således at retten til boligstøtte efter denne lovs regler for førtids- og seniorpensionister tillige omfatter personer, der har bopæl i Danmark, og som modtager en tilsvarende udenlandsk pension, som EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger finder anvendelse på.
Forslaget betyder, at også udenlandsk pension, der svarer til seniorpension, giver ret til boligsikring efter gunstigere regler, hvis EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger finder anvendelse på den udenlandske pension.
Efter gældende regler i § 22, stk. 1, 1. pkt., i boligstøtteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 16. januar 2019, beregnes boligsikring som forskellen mellem 60 pct. af den årlige boligudgift og på den anden side 18 pct. af husstandsindkomsten over en indkomstgrænse på 145.200 kr. (2019).
For husstande uden børn kan boligsikringen ikke overstige 15 pct. af boligudgiften. Dette gælder dog ikke, hvis et husstandsmedlem modtager førtidspension, jf. § 22, stk. 3, nr. 1, i boligstøtteloven.
For at sidestille seniorpensionister med førtidspensionister foreslås det, at bestemmelsen om, at boligsikring for husstande uden børn ikke kan overstige 15 pct. ikke skal gælde for førtids- og seniorpensionister.
Forslaget betyder, at seniorpensionister på samme måde som førtidspensionister således kan få op til 60 pct. af boligudgiften i boligsikring, selvom der ikke er børn i husstanden.
ÆndringL 18 (2019-20) · bemærkning til § 4, nr. 1LOV nr 1420 af 17/12/2019 · 17. december 2019
Efter gældende regler i lov om individuel boligstøtte, er førtidspensionister, med tilkendt førtidspension efter regler gældende fra 1. januar 2003, berettiget til boligsikring efter gunstigere regler, end dem der gælder for boligsikring til ikke-pensionister. Borgere, der modtager førtidspension fra Færøerne og Grønland efter flytning til Danmark kan få udbetalt boligsikring til ikke-pensionister, men ikke efter de gunstigere regler for førtidspensionister.
Efter de gunstigere regler for førtidspensionister er førtidspensionisters boligsikring ikke omfattet af den maksimale grænse for boligsikring til husstande uden børn på 15 pct. af boligudgiften, jf. boligstøttelovens § 22, stk. 3. Førtidspensionister kan således få op til 60 pct. af boligudgiften i boligsikring selvom der ikke er børn i hustanden.
Derudover kan førtidspensionister også få boligsikring til ejer- og andelsboliger. Boligsikringsmodtagere, der ikke er førtidspensionister, kan som udgangspunkt kun modtage boligsikring til lejeboliger, jf. § 2 a, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i lov om boligstøtte, hvorefter retten til boligstøtte efter denne lovs regler for førtidspensionister tillige omfatter personer, der har bopæl her i landet, og som modtager førtidspension fra Færøerne eller Grønland.
Forslaget betyder, at borgere, der får udbetalt førtidspension fra Færøerne og Grønland efter flytning til Danmark, fremover i denne periode kan få boligstøtte efter de gunstigere regler for førtidspensionister.
I den situation, hvor borgeren ophører med at få udbetalt førtidspension fra Færøerne og Grønland, og borgeren ikke tilkendes en dansk førtidspension, bortfalder retten til boligsikring efter de gunstige regler for førtidspensionister. Der kan eventuelt ydes boligsikring for ikke-pensionister uden fornyet ansøgning om boligstøtte. Der henvises til punkt 242 i Vejledning nr. 103 fra 2002 om individuel boligstøtte.
I det omfang førtidspensionisten efter danske regler tilkendes boligstøtte med tilbagevirkende kraft sker omberegningen af boligstøtten fra tidspunktet for tilkendelsen. Der henvises til Vejledning nr. 103 fra 2002 om individuel boligstøtte, pkt. 239.
Det bemærkes, at der for Færøerne er særlige regler for førtidspension tilkendt før 1. januar 2003, hvorefter førtidspension tilkendt før 1. januar 2003 på Færøerne ved flytning til Danmark uden ansøgning kan tilkendes førtidspension efter de danske regler om førtidspension fra før 1. januar 2003, jf. lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Disse personer er berettiget til boligydelse efter boligstøtteloven. Forslaget ændrer ikke gældende retstilling for disse borgere.
ÆndringL 156 (2009-10) · bemærkning til § 12, nr. 2LOV nr 429 af 28/04/2010 · 28. april 2010
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at forordning (EØF) nr. 1408/71 fra den 1. maj 2010 erstattes af forordning (EF) nr. 883/04 og den dertil knyttede gennemførelsesforordning.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 2 b.