Boligstøtteloven § 23
Gældende tekst efter LBK nr 995 af 01/07/2025.
Kapitel 4 – Beregning af boligstøtte
§ 23.
Den årlige boligstøtte kan ikke være større end 33.036 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 15.
Hvis der i husstanden er 4 eller flere børn, forhøjes maksimumsbeløbet dog med 25 pct. Hvis boligen er egnet for og bebos af stærkt bevægelseshæmmede, forhøjes det i 1. pkt. nævnte maksimumsbeløb med 50 pct. Tilsvarende forøges det i 1 pkt. nævnte maksimumsbeløb med 50 pct., såfremt nogen af husstandsmedlemmerne er modtagere af døgnhjælp efter § 96 i lov om social service uden at være omfattet af 3. pkt.
Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvor en person, der er berettiget til boligydelse, visiteres til en plejebolig af kommunalbestyrelsen og bliver lejer i en friplejebolig
.
Grænsen anvendes heller ikke, hvor en person, der er berettiget til boligydelse, af kommunalbestyrelsen anvises
- 1)
en ældrebolig, jf. den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996,
- 2)
en almen bolig, jf. lov om almene boliger m.v., eller
- 3)
en ustøttet privat plejebolig, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.
Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvor en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf visiteres til en plejebolig af kommunalbestyrelsen og bliver lejer i en egnet friplejebolig
.
Grænsen anvendes heller ikke, hvor en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf af kommunalbestyrelsen anvises
- 1)
en egnet ældrebolig, jf. den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996,
- 2)
en egnet almen bolig, jf. lov om almene boliger m.v., eller
- 3)
en egnet ustøttet privat plejebolig, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.
Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvis betingelserne i § 14, stk. 6, er opfyldt.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 995 af 01/07/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Boligstøtteloven § 23
Senere ændringer
ÆndringL 166 (2013-14) · bemærkning til § 3, nr. 6LOV nr 574 af 10/06/2014 · 10. juni 2014
Efter gældende regler kan grænsen for den årlige maksimale boligstøtte fraviges, når der i enkeltstående konkrete tilfælde efter Udbetaling Danmarks skøn foreligger helt særlige omstændigheder vedrørende støttemodtageres økonomiske forhold, der kan begrunde en højere boligstøtte. Udbetaling Danmarks afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Ifølge lovforarbejderne er bestemmelsen en undtagelsesbestemmelse, der ikke kan anvendes efter generelle retningslinjer, men alene kan benyttes i konkrete sager af særlige enkeltstående, individuelt begrundede hensyn.
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves af regelforenklingshensyn. Der henvises til afsnit 2.4.1. i de almindelige bemærkninger.
Ophævelsen foreslås at få virkning fremadrettet, således at de boligstøttemodtagere, der modtager en forhøjet boligstøtte i henhold til bestemmelsen fortsat kan modtage boligstøtte efter de hidtil gældende regler, jf. bemærkningerne til §5.
ÆndringL 164 (2008-09) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 481 af 12/06/2009 · 12. juni 2009
I forhold til beregning af den forhøjede boligstøtte foreslås det, at reglen, om at den husleje, der lægges til grund for boligstøtteberegningen, maksimalt kan udgøre 69.900 kr. (2009-satsen for boligsikring), fraviges. Endvidere foreslås det, at reglen, om at boligsikring til husstande uden børn maksimalt kan udgøre 15 pct. af huslejen, fraviges. Tilsvarende foreslås, at reglen, om at den udbetalte boligstøtte maksimalt kan udgøre 36.876 kr. (2009-satsen for boligsikring), fraviges.
Der vil kunne være tilfælde, hvor en person opfylder betingelserne for at være omfattet af reglerne for forhøjet boligstøtte, men hvor huslejen ikke overstiger boligstøttelovens grænse herfor. Det forudsættes ikke, at der i det konkrete tilfælde fraviges fra boligstøttelovens grænse for huslejens størrelse, for at de to øvrige beregningsregler kan bringes i anvendelse.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2., vedrørende beregningsreglerne.
ÆndringL 77 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 23LOV nr 1218 af 27/12/2003 · 27. december 2003
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af, at beløbene i boligstøtteloven opgøres i 2003-niveau, jf. den foreslåede ændring af § 72, stk. 4 (nr. 41).
ÆndringL 170 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 4, nr. 8LOV nr 402 af 06/06/2002 · 6. juni 2002
I den gældende boligstøttelovs § 23 er fastsat et maksimum for den boligstøtte, der kan ydes. Dette gælder efter § 23, stk. 2, ikke, hvis en pensionist, der har ret til boligydelse, af kommunalbestyrelsen anvises en almen bolig eller en ældrebolig efter den tidligere ældreboliglov.
Det foreslås tilsvarende ved nr. 6, at maksimum heller ikke skal gælde, hvis en person, der har ret til boligydelse, anvises en ustøttet plejebolig af kommunen. Bestemmelsen gælder uanset, om kommunen har overladt til udlejeren at foreslå anvisningen.
Fra førtidspensionsreformens ikrafttræden den 1. januar 2003, vil kommende førtidspensionister have ret til boligsikring frem for boligydelse. Fra dette tidspunkt er tilsvarende fastsat i boligstøttelovens § 23, stk. 3, at boligstøttemaksimum ikke gælder, når en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf af kommunalbestyrelsen anvises en almen bolig eller en ældrebolig efter den tidligere ældreboliglov.
Det foreslås tilsvarende ved nr. 9, at maksimum ikke skal gælde, hvis en sådan person anvises til en ustøttet plejebolig.
Samtidig foreslås en redaktionel omskrivning af lovens § 23, stk. 2 og 3, så bestemmelserne gøres mere overskuelige.
ÆndringL 170 (2001-02, 2. samling) · bemærkning til § 4, nr. 9LOV nr 402 af 06/06/2002 · 6. juni 2002
I den gældende boligstøttelovs § 23 er fastsat et maksimum for den boligstøtte, der kan ydes. Dette gælder efter § 23, stk. 2, ikke, hvis en pensionist, der har ret til boligydelse, af kommunalbestyrelsen anvises en almen bolig eller en ældrebolig efter den tidligere ældreboliglov.
Det foreslås tilsvarende ved nr. 6, at maksimum heller ikke skal gælde, hvis en person, der har ret til boligydelse, anvises en ustøttet plejebolig af kommunen. Bestemmelsen gælder uanset, om kommunen har overladt til udlejeren at foreslå anvisningen.
Fra førtidspensionsreformens ikrafttræden den 1. januar 2003, vil kommende førtidspensionister have ret til boligsikring frem for boligydelse. Fra dette tidspunkt er tilsvarende fastsat i boligstøttelovens § 23, stk. 3, at boligstøttemaksimum ikke gælder, når en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf af kommunalbestyrelsen anvises en almen bolig eller en ældrebolig efter den tidligere ældreboliglov.
Det foreslås tilsvarende ved nr. 9, at maksimum ikke skal gælde, hvis en sådan person anvises til en ustøttet plejebolig.
Samtidig foreslås en redaktionel omskrivning af lovens § 23, stk. 2 og 3, så bestemmelserne gøres mere overskuelige.
ÆndringL 47 (1998-99) · bemærkning til § 1, nr. 30LOV nr 1002 af 23/12/1998 · 23. december 1998
Ændringerne er redaktionelle.
Den gældende lovs satser er alle fastsat i 1994-niveau og satsreguleres efter boligstøttelovens § 72.
Ved lovforslaget indføres et antal nye satser fra år 2000. Disse satser foreslås fastsat i 1998-niveau og reguleret efter lovens § 72 på samme måde som lovens øvrige satser. Samtidig udgår nogle af lovens hidtidige satser.
Dette indebærer under alle omstændigheder en redaktionel ændring af reguleringsbestemmelsen i § 72.
For at bevare sammenligneligheden mellem lovens satser og for at gøre lovteksten så aktuel som muligt foreslås derfor samtidig, at også de satser, hvis reelle størrelse ikke ændres ved lovforslaget, i lovteksten redaktionelt ændres til 1998-niveau.
Også ændret ved
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 23.