Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 8

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Samarbejde om sikkerhed og sundhed · Arbejdsmiljøorganisation

§ 8.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen får en efter forholdene rimelig tid til rådighed til at varetage deres pligter i arbejdsmiljøarbejdet.

Stk. 2.

Arbejdsgiveren skal give medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om eller uddannelse i arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Stk. 3.

Arbejdsgiveren skal give medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen lejlighed til at deltage i planlægningen, for så vidt angår spørgsmål om arbejdsmiljø på arbejdspladsen.

Stk. 4.

Arbejdsgiveren skal give medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen mulighed for at koordinere deres samarbejde.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 8

Senere ændringer

ÆndringL 49 (2004-05) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 1415 af 22/12/2004 · 22. december 2004

Ændringen i § 8, stk. 6, er alene en redaktionel konsekvensændring af tidligere lovændring. Med forslaget rettes henvisningen fra stk. 3 til stk. 4, da stk. 4 omhandler de relevante aftaler.

ÆndringL 221 (2003-04) · bemærkning til § 1, nr. 1LOV nr 425 af 09/06/2004 · 9. juni 2004

Med den foreslåede ændring samles alle bemyndigelsesbestemmelser vedrørende uddannelse i én bestemmelse.

Godkendelse mv. af udbyderne af arbejdsmiljøuddannelsen og uddannelsen for koordinatorer

Der lægges med forslaget op til, at kvaliteten af arbejdsmiljøuddannelsen sikres gennem en godkendelses- og kvalitetssikringsordning, som skal omfatte både eksisterende og nye udbydere af uddannelsen.

Ved etablering af ordningen bliver der taget udgangspunkt i de gældende regler om sikkerhedsgruppens arbejdsmiljøuddannelse, herunder administrativ praksis.

Nærmere regler om godkendelses- og kvalitetssikringsordningen vil omfatte udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen uafhængig af uddannelsens længde, om den er generel eller brancherettet, om den er netbaseret eller baseret på tilstedeværelse mv.

Ordningen kommer til at bestå af en egentlig godkendelse af udbydere, baseret på opfyldelse af en række nærmere angivne krav, der vil blive fastsat ved bekendtgørelse, fx kursusplan for uddannelsen, underviserens kvalifikationer mv., samt en kvalitetskontrol af godkendte udbyderes overholdelse af de fastlagte krav i form af fx kursist- og underviser evalueringer og stikprøvevise overværelser af undervisningen på kurser mv.

Godkendelse vil give ret til udstedelse af kursusbevis for gennemført arbejdsmiljøuddannelse.

Godkendte udbydere optages på en offentlig tilgængelig liste, der lægges ud på internettet, så virksomheder og andre har nem adgang til at gøre sig bekendt med, hvem der opfylder kravene til at udbyde uddannelsen.

Såfremt en godkendt udbyder ikke længere opfylder godkendelseskravene, herunder kravene til kvalitet i uddannelsen, vil godkendelsen bortfalde, og udbyderen vil blive slettet fra listen over godkendte udbydere. Der henvises til de almindelige bemærkninger vedrørende tidsbegrænset godkendelse.

Arbejdsgiveren får pligt til at tilmelde medlemmer af sikkerhedsgruppen til uddannelsen hos en godkendt udbyder.

På virksomheder, hvor der er indgået en aftale om en anderledes organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet i medfør af lovens § 8, stk. 4, vil pligten omfatte sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsledere, der varetager opgaver i forbindelse med sikkerhed og sundhed, men ikke nødvendigvis en sikkerhedsgruppe.

Arbejdstilsynet træffer afgørelse vedrørende godkendelse, herunder nægtelse af godkendelse eller fratagelse af godkendelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 8, vedrørende klageadgang til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Opgaven med kvalitetssikring, herunder udarbejdelse af en samlet, årlig evalueringsrapport over uddannelserne til beskæftigelsesministeren, vil blive varetaget af Danmarks Evalueringsinstitut under Undervisningsministeriet.

Det vil blive en betingelse for at få godkendelse eller fornyelse af godkendelse, at ansøgningen er vedlagt indstilling om godkendelse fra Danmarks Evalueringsinstitut vedrørende udbyders opfyldelse af de nærmere fastsatte krav til udbydere af uddannelsen. Det bør i den forbindelse understreges, at sikkerhedsorganisationen eller repræsentanter for de ansatte skal inddrages i og deltage i virksomhedens arbejdsmiljøarbejde, herunder arbejdspladsvurdering og ved indhentelse af ekstern sagkyndig bistand, jf. de gældende regler herom i bekendtgørelserne om arbejdets udførelse og virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.

Ordningen vil blive finansieret gennem brugerbetaling, jf. forslagets § 1, nr. 11 (§ 74, stk. 7-10).

Uddannelse af koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet

Koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet har hidtil skullet gennemføre arbejdsmiljøuddannelsen. Under hensyn til, at koordinatorens opgaver i forhold til sikkerhed og sundhed adskiller sig fra opgaverne som medlem af en sikkerhedsgruppe, findes det ikke længere hensigtsmæssigt at stille krav om, at koordinatorer skal have gennemført den almindelige arbejdsmiljøuddannelse.

I stedet foreslås, at der etableres en uddannelse for koordinatorer, der nærmere udmøntes i administrative regler. Uddannelsen vil få samme længde, opbygning og pædagogiske tilgang som arbejdsmiljøuddannelsen, og den vil komme til at indeholde elementer fra arbejdsmiljøuddannelsen.

En gennemført uddannelse for koordinatorer vil blive sidestillet med en gennemført arbejdsmiljøuddannelse og vil kunne anvendes på lige fod med arbejdsmiljøuddannelsen i alle brancher.

Der vil i forbindelse med etableringen af uddannelsen blive fastsat en overgangsbestemmelse, så koordinatorer, der har gennemført arbejdsmiljøuddannelsen efter de gældende regler, ikke forpligtes til at gennemføre den nye uddannelse.

For at kvalitetssikre uddannelsen for koordinatorer etableres en godkendelsesordning for udbydere af uddannelsen svarende til den foreslåede ordning om godkendelse af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen.

Bygherren skal sikre, at der udpeges en person som koordinator, der har gennemgået en godkendt uddannelse.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 8.