Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 66

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Arbejdsmarkedsrådet

§ 66.

Arbejdsmarkedsrådet rådgiver om og drøfter forhold og aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet af relevans for beskæftigelsesministeren og på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, jf. lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 66

Senere ændringer

ÆndringL 137 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 629 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 66, stk. 4, at Arbejdsmiljørådet udtaler sig om og giver forslag til lovændringer og nye regler. Ved udarbejdelse af regler i henhold til bemyndigelse i denne lov skal Arbejdsmiljørådet medvirke gennem repræsentanter udpeget af rådet inden for eller uden for dettes medlemskreds. Endvidere skal rådets udtalelse indhentes, forinden reglerne fastsættes.

Det foreslås, at der i § 66, stk. 4, 3. pkt., indsættes ordene »jf. dog § 66 a«.

Det betyder, at der i bestemmelsen indsættes en henvisning til den foreslåede nye bestemmelse i § 66 a, hvorefter § 66, stk. 4, ikke finder anvendelse ved erhvervsministerens udstedelse af regler i henhold til bemyndigelse i kapitel 8 a i arbejdsmiljøloven.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den i § 1, nr. 6, foreslåede ændring.

ÆndringL 137 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 629 af 11/06/2024 · 11. juni 2024

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 66, stk. 4, at Arbejdsmiljørådet udtaler sig om og giver forslag til lovændringer og nye regler. Ved udarbejdelse af regler i henhold til bemyndigelse i denne lov skal Arbejdsmiljørådet medvirke gennem repræsentanter udpeget af rådet inden for eller uden for dettes medlemskreds. Endvidere skal rådets udtalelse indhentes, forinden reglerne fastsættes.

Efter bekendtgørelse nr. 1757 af 27. december 2016 om forretningsorden for Arbejdsmiljørådet kan Arbejdsmiljørådet nedsætte regeludvalg, som Arbejdstilsynet sekretariatsbetjener. Efter gældende praksis afgiver regeludvalget en indstilling til Arbejdsmiljørådet med henblik på Arbejdsmiljørådets udtalelse om foreslåede regler i bekendtgørelser, der skal udstedes i henhold til bemyndigelse i arbejdsmiljøloven.

Det foreslås at indsætte en ny § 66 a, 1. pkt. , hvorefter § 66, stk. 4, ikke finder anvendelse ved erhvervsministerens udstedelse af regler i henhold til bemyndigelse i kapitel 8 a.

Det foreslåede vil betyde, at Arbejdsmiljørådets særlige medvirken gennem repræsentanter udpeget af rådet og nedsættelse af regeludvalg ikke skal finde sted ved udarbejdelse af regler i henhold til bemyndigelse til erhvervsministeren i det foreslåede kapitel 8 a, og at erhvervsministeren ikke skal indhente Arbejdsmiljørådets udtalelse, forinden reglerne fastsættes.

Det foreslåede vil ikke have betydning for de situationer, hvor beskæftigelsesministeren udsteder regler efter forhandling med erhvervsministeren.

Endvidere vil det foreslåede ikke have betydning for arbejdsmarkedets parters mulighed for ved den offentlige høring, der sædvanligvis foretages af myndigheder over påtænkte administrative forskrifter, at kunne udtale sig om forslag til nye regler, der udstedes i henhold til erhvervsministerens bemyndigelser i arbejdsmiljøloven.

ÆndringL 65 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 1554 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 66, stk. 2, at Arbejdsmiljørådet i forbindelse med indstillingerne efter stk. 1, giver anbefalinger til beskæftigelsesministeren om, hvilke indsatser Videncenter for Arbejdsmiljø skal igangsætte for de midler, som Videncenter for Arbejdsmiljø har fået tildelt efter § 68 a, stk. 1.

Det foreslås i § 1, nr. 18, at § 66, stk. 2, nyaffattes, så den kommer til at lyde således: »Arbejdsmiljørådet giver i forbindelse med indstillingerne efter stk. 1, en status til beskæftigelsesministeren for opfølgning på de konkrete måltal på brancheniveau, som Arbejdsmiljørådet har opstillet i dialog med branchefællesskaberne for arbejdsmiljø«.

Det betyder, at Arbejdsmiljørådet fremover – i forbindelse med indstillingerne til beskæftigelsesministeren efter § 66, stk. 1, – skal give en status til ministeren om, hvilke konkrete brancherettede måltal Arbejdsmiljørådet – i dialog med branchefællesskaberne for arbejdsmiljø – har opstillet, og hvordan der er fulgt op på indfrielsen af måltallene. De konkrete måltal opstilles, fordi der er meget store forskelle på arbejdsmiljøproblemerne på tværs af brancher.

Arbejdsmiljørådet får således fremover til opgave at omsætte de fælles nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen til konkrete brancherettede måltal.

Der skal først udvikles en relevant og hensigtsmæssig metode til fastsættelse af og opfølgning på brancherettede måltal. Den udviklede metode vil få betydning for indholdet og tidskadencen for opfølgningen på måltallene. Det vil være op til Arbejdsmiljørådet at beslutte, om der eventuelt skal fastsættes progressionsmål eller konkrete modeller på brancheniveau.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 22, hvorefter Videncenter for Arbejdsmiljø nedlægges, og Arbejdsmiljørådet derfor ikke længere har til opgave at give anbefalinger til beskæftigelsesministeren om, hvilke indsatser Videncenter for Arbejdsmiljø skal igangsætte.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 15LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Efter § 66, stk. 1, nr. 2, afgiver Arbejdsmiljørådet indstilling om fordeling af midler, der er tilvejebragt efter § 68, mellem Arbejdsmiljørådet, branchearbejdsmiljørådene og Videncenter for Arbejdsmiljø, hvorefter beskæftigelsesministeren fordeler de tilvejebragte midler og melder tilskudsrammer ud til Arbejdsmiljørådets aktiviteter, de enkelte branchearbejdsmiljøråd og Videncenter for Arbejdsmiljø, jf. § 68 a, stk. 1.

De tilvejebragte midler efter § 68 til gennemførelse af Arbejdsmiljørådets aktiviteter og branchearbejdsmiljørådenes samt Videncenter for Arbejdsmiljøs indsats til forbedring af arbejdsmiljøet består af et fast bidrag på 45 mio. kr., jf. § 68, stk. 2, et variabelt bidrag på to procent af tilkendte godtgørelser for mén og erstatninger for erhvervsevnetab i arbejdsulykkessager, jf. § 68, stk. 3, og et årligt bidrag fra staten, som fastsættes af beskæftigelsesministeren, jf. § 68, stk. 6.

I tilknytning til forslaget om at erstatte branchearbejdsmiljørådene med branchefællesskaber for arbejdsmiljø samt af forslaget om, at de tilvejebragte midler fremadrettet også fordeles til tværgående aktiviteter i regi af Arbejdsmiljørådet, jf. forslaget i nr. 19, foreslås det, at bestemmelsen i § 66, stk. 1, nr. 2, sprogligt forenkles. Det foreslås således, at Arbejdsmiljørådets opgave vedrørende indstilling om fordeling af midler afgrænses ved henvisningen til § 68 a, stk. 1, uden gengivelse af opregningen af de formål, der fremgår af § 68 a, stk. 1.

Forslaget om sproglig forenkling af § 66, stk. 1, nr. 2, medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til Arbejdsmiljørådets indstilling om fordeling af midler eller den efterfølgende fordeling af midlerne.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 16LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Det følger af arbejdsmiljølovens § 66, stk. 1, nr. 2, at Arbejdsmiljørådet afgiver indstilling om fordeling af midler, der er tilvejebragt efter § 68, mellem Arbejdsmiljørådet, branchearbejdsmiljørådene og Videncenter for Arbejdsmiljø.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke, hvorefter Arbejdsmiljørådet i forbindelse med indstillingen efter stk. 1 giver anbefaling til beskæftigelsesministeren om, hvilke indsatser Videncenter for Arbejdsmiljø skal igangsætte for de midler, som Videncenter for Arbejdsmiljø har fået tildelt efter § 68 a, stk. 1.

Med forslaget får Arbejdsmiljørådet således fremadrettet som noget nyt i forbindelse med indstilling af midler til Videncenter for Arbejdsmiljø også kompetence til på tematisk niveau at komme med anbefaling til den konkrete anvendelse af midlerne til Videncenter for Arbejdsmiljø til ministeren.

Med forslaget understøttes de tværgående aktiviteter på arbejdsmiljøområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 17LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Efter arbejdsmiljølovens § 66, stk. 2, 1. pkt., drøfter Arbejdsmiljørådet på eget initiativ spørgsmål, som det finder af betydning for arbejdsmiljøet og udtaler sig herom til beskæftigelsesministeren. Bestemmelsen indebærer, at rådet kan drøfte alle spørgsmål om arbejdsmiljøet.

Det foreslås, at der i § 66, stk. 2, 1. pkt., efter ”af betydning for arbejdsmiljøet” indsættes ”og arbejdsskadeområdet”.

Ændringen vil betyde, at Arbejdsmiljørådet fremover på eget initiativ kan drøfte spørgsmål af betydning for arbejdsmiljøet og for arbejdsskadeområdet som en integreret del af arbejdsmiljøet. Forslaget har til formål at give mulighed for, at Arbejdsmiljørådet i endnu højere grad kan samtænke arbejdsmiljø og arbejdsskader med henblik på at styrke arbejdsmiljøforebyggelse i forlængelse af, at udviklings- og lovgivningsopgaver pr. 1. juli 2016 på arbejdsskadeområdet er placeret i Arbejdstilsynet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2. 2.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 18LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 66, stk. 4, at Arbejdsmiljørådet hvert år afgiver en redegørelse til beskæftigelsesministeren om udviklingen på arbejdsmiljøområdet og om de forbedringer, som rådet finder ønskelige.

Det foreslås, at ”arbejdsmiljøområdet” ændres til ”arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområdet”.

Ændringen vil betyde, at Arbejdsmiljørådet fremover i sin redegørelse til beskæftigelsesministeren om udviklingen på arbejdsmiljøområdet og om ønskede forbedringer, også skal medtage arbejdsskadeområdet i det omfang, det er relevant i forhold til arbejdsmiljøet. Rådet kan fx give anbefalinger om, hvordan virksomheder kan forebygge arbejdsskader, eller hvordan virksomheder kan følge op på arbejdsskader.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2. 2.

ÆndringL 64 (2016-17) · bemærkning til § 1, nr. 19LOV nr 1717 af 27/12/2016 · 27. december 2016

Arbejdsmiljørådets opgaver er beskrevet i arbejdsmiljølovens § 66. Det fremgår bl.a. af stk. 2., 2. pkt., at rådet til brug for politiske drøftelser og prioriteringer i rådet kan iværksætte udviklings- og analyseaktiviteter, som kan have tværgående karakter.

Efter arbejdsmiljølovens § 68 a, stk. 1, fordeler beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet de tilvejebragte midler efter § 68 til gennemførelse af parternes arbejdsmiljøindsats mellem Arbejdsmiljørådet, branchearbejdsmiljørådene og Videncenter for Arbejdsmiljø.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 66, stk. 6, der indebærer, at Arbejdsmiljørådet kan iværksætte tværgående aktiviteter for de midler, der afsættes hertil i medfør af § 68 a, stk. 1.

Forslaget indebærer, at Arbejdsmiljørådet får en ny opgave med at iværksætte tværgående aktiviteter. De tværgående aktiviteter er et supplement til de aktiviteter, der iværksættes af branchefællesskaberne for arbejdsmiljø.

Forslag om de tværgående aktiviteter, der som hovedregel skal være af virksomhedsrettet karakter, kan komme fra bl.a. Arbejdsmiljørådet og de nye branchefællesskaber. For at styrke den tværgående indsats vil Arbejdsmiljørådet nedsætte et fast udvalg (Dialogforum for tværgående samarbejde og udvikling) – med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 67, stk. 5, hvorefter Arbejdsmiljørådet kan nedsætte arbejdsudvalg med medlemmer også uden for rådets kreds. Dette faste udvalg under Arbejdsmiljørådet vil drøfte forslag om tværgående aktiviteter og afgive indstilling til Arbejdsmiljørådet om iværksættelse af sådanne aktiviteter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 23 om, at det kommer til at fremgå tilsvarende, at der fremadrettet også afsættes midler til Arbejdsmiljørådet til tværgående aktiviteter.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 66, stk. 7, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om de tværgående aktiviteter, som omfattet af det foreslåede stk. 6 .

Bemyndigelsen skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om organisering og iværksættelse af de tværgående initiativer, herunder samspillet mellem Arbejdsmiljørådet og branchefællesskaberne herom. I den forbindelse vil der bl.a. blive fastsat regler om Arbejdsmiljørådets ansvar for administrationen af og opfølgningen m.v. på de tværgående aktiviteter.

Endvidere vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte rammerne for de tværgående aktiviteter, herunder bl.a. at aktiviteterne som hovedregel skal være af virksomhedsrettet karakter, men at de dog også kan have et bredere sigte , de kan således fx udspringe af politiske aftaler, initiativer fra Arbejdstilsynet, temadrøftelser i Arbejdsmiljørådet eller aktuelle emner, som er relevante på tværs af branchefællesskaberne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2 og 2.4.

ÆndringL 7 (2010-11) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1538 af 21/12/2010 · 21. december 2010

Med den foreslåede ændring af § 66, stk. 1, nr. 2, ændres bestemmelsen således, at midlerne, som er tilvejebragt efter § 68, vil skulle fordeles mellem branchearbejdsmiljørådene, Arbejdsmiljørådet og Videncenter for Arbejdsmiljø. Det fremgår herefter direkte af bestemmelsen, at Videncenter for Arbejdsmiljø vil skulle have en andel af partsmidlerne.

Videncenter for Arbejdsmiljø er etableret med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 67, stk. 9. Formålet med Videncentret for Arbejdsmiljø er som hidtil at samle og formidle national og international arbejdsmiljøviden og at skabe én indgang til arbejdsmiljørelevant information og viden. Centeret skal derfor fortsat varetage tværgående formidlings- og informationsaktiviteter m.v. på arbejdsmiljøområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

ÆndringL 49 (2004-05) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 1415 af 22/12/2004 · 22. december 2004

Arbejdsmiljørådet forudsættes at fungere som et aktivt rådgivende organ for beskæftigelsesministeren, som fastlægger de overordnede mål for den samlede indsats med henblik på at opnå den nødvendige sammenhæng mellem Arbejdstilsynets indsats og parternes indsats. Dette sker for at sikre en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdsmiljøindsatsen og dermed en effektiv udnyttelse af de afsatte ressourcer.

Arbejdsmiljørådet afgiver indstilling til beskæftigelsesministeren i en række spørgsmål vedrørende den partsstyrede indsats, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4:

Til § 66, stk. 1, nr. 1,

Arbejdsmiljørådet giver forslag til de overordnede mål og prioriteringer for den kort- og langsigtede arbejdsmiljøindsats, uanset om det er Arbejdsmiljørådet, branchearbejdsmiljørådene eller Arbejdstilsynet, der er tale om.

Disse mål og prioriteringer skal angå en række veldefinerede arbejdsmiljøproblemer, som ønskes reduceret.

Til § 66, stk. 1, nr. 2,

Arbejdsmiljørådet kan på baggrund af beskæftigelsesministerens godkendelse af rådets forslag iværksætte udviklings- og analyseaktiviteter, som kan have tværgående karakter. Det drejer sig om iværksættelse af konkrete aktiviteter, fx bestilling af analyser og lignende til brug for de politiske drøftelser og prioriteringer i Arbejdsmiljørådet.

Til § 66, stk. 1, nr. 3,

Bestemmelsen i den hidtil gældende § 66 a, stk. 1, 2. pkt., om, at Arbejdsmiljørådet udarbejder til arbejdsministeren (beskæftigelsesministeren) forslag til fordeling af midler, der er tilvejebragt efter § 68, mellem branchearbejdsmiljørådene og Arbejdsmiljørådet, er flyttet til § 66, stk. 1, nr. 3. Der er ikke dermed tilsigtet en indholdsændring.

Til § 66, stk. 1, nr. 4,

Arbejdsmiljørådet har ansvaret for, at der i nødvendigt omfang følges op på de aktiviteter, som rådet selv iværksætter.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 66.