Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 60

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 10 – Unge under 18 år

§ 60.

Ved beskæftigelse af unge under 18 år skal der ved arbejdets planlægning, tilrettelæggelse og udførelse tages hensyn til den unges alder, udvikling og helbredstilstand samt til indvirkningen på skolegang eller anden uddannelse.

Stk. 2.

Unge, som er under 15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, må ikke beskæftiges ved arbejde.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om unges beskæftigelse, herunder højere aldersgrænser end 15 år for beskæftigelse ved visse former for arbejde, med henblik på at sikre, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Der kan fastsættes særlige regler for unge under uddannelse.

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte, at lejlighedsvist eller kortvarigt arbejde, som enten udføres i arbejdsgiverens private husholdning eller udelukkende udføres af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til husstanden, herunder i landbrugsvirksomheder, undtages fra forbuddet i stk. 2 og §§ 61 og 62 under nærmere angivne betingelser og begrænsninger.

Det er en forudsætning, at arbejdet ikke indebærer fare for den unges sikkerhed og sundhed.

Stk. 5.

For unge, der hører til arbejdsgiverens familie og husstand, herunder i landbrugsvirksomheder under hensyn til de unges særlige kendskab til landbrugsforhold, kan beskæftigelsesministeren fastsætte fravigelser fra aldersgrænser fastsat i medfør af stk. 3 under nærmere angivne betingelser og begrænsninger.

Stk. 6.

Beskæftigelsesministeren kan tillige fastsætte regler om,

  1. 1)

    at unge, der er fyldt 13 år, kan have lettere arbejde inden for nærmere afgrænsede former for arbejde og under nærmere fastsatte betingelser og vilkår,

  2. 2)

    at forbuddet i stk. 2 og § 61 kan fraviges for unge, der er fyldt 14 år, og som arbejder som led i en uddannelse, og

  3. 3)

    at forbuddet i stk. 2 og §§ 61 og 62 kan fraviges, for så vidt angår unges optræden i forestillinger m.v. af kulturel eller kunstnerisk art, sportsarrangementer eller ved optagelse af film eller lignende, under nærmere fastsatte betingelser og vilkår, idet der dog, for så vidt angår unge, som er under 13 år, skal indhentes tilladelse hos Arbejdstilsynet i hvert enkelt tilfælde.

Stk. 7.

Arbejdsgiveren skal ved beskæftigelse af unge, der er under 15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, gøre de unges forældre eller værge bekendt med beskæftigelsen, herunder arbejdstidens længde, samt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med arbejdet, og de foranstaltninger, der er truffet vedrørende sikkerhed og sundhed.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 60

Senere ændringer

ÆndringL 83 (2014-15) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 54 af 27/01/2015 · 27. januar 2015

Formålet med indførelsen af arbejdsgiverens underretningspligt over for kommunen var at sikre, at unge under 18 år, der havde haft fuldtidsbeskæftigelse i 3 måneder, skulle tilbydes en uddannelsesvejledning. Med lovforslaget foreslås arbejdsgiverens underretningspligt i § 60, stk. 8, ophævet. Baggrunden herfor er, at kravet ikke tjener et arbejdsmiljømæssigt formål, men derimod har et uddannelsespolitisk sigte. Desuden modtager Undervisningsministeriet i dag indberetninger fra SKAT om fuldtidsbeskæftigede (mindst 18 timer om ugen) af 15-17 årige.

I øvrigt henvises der til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 60.

Arbejdsmiljøloven § 60 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk