Arbejdsmiljøloven § 3 a
Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.
Kapitel 1 – Formål og område
§ 3 a.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at loven finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om lovens anvendelse, herunder om fravigelse af regler i loven, i det omfang det er nødvendigt som følge af de særlige omstændigheder ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 3 a
Senere ændringer
ÆndringL 188 (2024-25) · bemærkning til § 16, nr. 1LOV nr 698 af 20/06/2025 · 20. juni 2025
Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 1669 af 30. december 2024, (herefter arbejdsmiljøloven), at loven omfatter arbejde, der udføres for en arbejdsgiver, med de undtagelser og udvidelser der følger af stk. 2-4. Arbejdsmiljøloven indeholder ikke i dag særregler for arbejde, der er omfattet af aftale om forsvarssamarbejde af 21. december 2023 mellem regeringen i Danmark og regeringen i Amerikas Forenede Stater (herefter forsvarssamarbejdsaftalen).
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 3 b, hvorefter loven ikke gælder for arbejde omfattet af bilag 1 til lov om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater m.v., som udføres af de amerikanske styrker, af amerikanske leverandører, når de leverer varer og tjenesteydelser til de amerikanske styrker i Danmark, og af de organisationer, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer for de amerikanske styrker i Danmark.
Arbejdsmiljøloven har en bred forståelse af begrebet arbejde, og begrebet dækker derfor også opgaver, som udføres af de amerikanske styrker og af amerikanske leverandører, der leverer varer og tjenesteydelser til de amerikanske styrker i Danmark. Begrebet arbejde dækker også opgaver, som udføres af organisationer, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer for de amerikanske styrker i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre dele af forsvarssvarssamarbejdsaftalens artikel 24, stk. 2, hvoraf det følger, at arbejdsvilkår fastsættes af de amerikanske styrker og organisationerne, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer, i overensstemmelse med gældende amerikansk lovgivning under hensyntagen til gennemsnitlige lønniveauer og den arbejds- og ansættelsesretlige lovgivning i Danmark, i det omfang dette ikke er uforeneligt med forsvarssamarbejdsaftalen eller de amerikanske styrkers militære behov.
Det er Forsvarsministeriets opfattelse, at artikel 24, stk. 2, skal forstås således, at den også omfatter reglerne om arbejdsmiljø.
Den foreslåede bestemmelse vil derudover gennemføre forsvarssamarbejdsaftalens artikel 26, hvoraf det følger, at amerikanske leverandører, i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser til de amerikanske styrker på dansk territorium, ikke er omfattet af dansk lovgivning for så vidt angår vilkår for deres leverandøraftale om udførelse af arbejde i henhold til kontrakter med de amerikanske styrker eller dansk lovgivning for så vidt angår krav om tilladelser til og registrering af virksomheder og selskaber.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at arbejdsmiljøloven ikke vil finde anvendelse på arbejde, som udføres i Danmark af de amerikanske styrker, af amerikanske leverandører, når de leverer varer og tjenesteydelser til de amerikanske styrker i Danmark, samt af de organisationer, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer for de amerikanske styrker, jf. forsvarssamarbejdsaftalens artikel 21 og 22.
Dette medfører, at Arbejdstilsynet ikke vil kunne føre tilsyn med arbejde, som udføres i Danmark af de amerikanske styrker, af amerikanske leverandører, når de leverer varer og tjenesteydelser til de amerikanske styrker, samt af de organisationer, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer for de amerikanske styrker. Det vil i stedet være op til de pågældende arbejdsgivere at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø i overensstemmelse med amerikansk lovgivning.
Ved »amerikanske styrker« forstås i overensstemmelse forsvarssamarbejdsaftalens artikel 2, stk. 1, enheden bestående af styrken og det civile element samt al ejendom og officielle amerikanske oplysninger, al udstyr og alt materiel (herunder køretøjer, skibe og luftfartøjer, der benyttes af USA eller på USA's vegne). For en nærmere gennemgang af forsvarssamarbejdsaftalens definition af ”styrken” og ”det civile element” henvises til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.
Ved »amerikanske leverandører« forstås i overensstemmelse med forsvarssamarbejdsaftalens artikel 2, stk. 4, virksomheder, der hverken er stiftet eller normalt er hjemmehørende på dansk territorium i henhold til dansk lovgivning, herunder disses ansatte, ansatte hos amerikanske leverandører, der hverken er danske statsborgere eller har sædvanlig bopæl på dansk territorium, og personer, som hverken er danske statsborgere eller har sædvanlig bopæl på dansk territorium, når sådanne virksomheder eller personer opholder sig på dansk territorium i deres egenskab af leverandører eller underleverandører i henhold til kontrakt med det amerikanske forsvarsministerium om levering af varer og tjenesteydelser i forbindelse med aktiviteter i henhold til forsvarssamarbejdsaftalen.
Ved »organisationer, der udfører militære velfærdstjenester eller driver militære postkontorer for de amerikanske styrker« forstås i overensstemmelse med forsvarssamarbejdsaftalens artikel 21, stk. 1, organisationer, som er etableret af de amerikanske styrker eller som efter aftale hermed driver militære vareudsalg, dagligvareforretninger, andre udsalgssteder, messer, sociale aktivitets- og undervisningscentre samt fritidsområder, som kan benyttes af medlemmer af de amerikanske styrker, pårørende og eventuelt andet nærmere aftalt autoriseret personel. Derudover forstås finansielle institutioner, der efter aftale med de amerikanske styrker driver bankvirksomhed eller anden finansiel virksomhed på dansk territorium udelukkende til brug for amerikanske styrker, amerikanske leverandører eller pårørende, jf. forsvarssamarbejdsaftalens artikel 21, stk. 2. Endelig forstås militære postkontorer, der er etableret, opretholdt eller drevet af USA til brug for amerikanske styrker, pårørende, amerikanske leverandører og eventuelle andre, som forsvarssamarbejdsaftalens parter har aftalt, jf. forsvarssamarbejdsaftalens artikel 22, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.2.10 i de almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 3 a.