Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven § 21

Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Almindelige pligter · Arbejdsgiveren

§ 21.

Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.

Arbejdstilsynet kan påbyde, at undersøgelsen gennemføres straks eller inden for en frist.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

I forbindelse hermed kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om brugen af autoriserede arbejdsmiljørådgivere.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 21

Senere ændringer

ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 10LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023

Det fremgår af § 21, stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab.

Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse om kompetencepåbud, hvorefter Arbejdstilsynet bl.a. giver kompetencepåbud, når der gives undersøgelsespåbud i henhold til lovens § 21 og undersøgelsespåbuddet samtidig vedrører forhold i det psykiske arbejdsmiljø eller substitution af stoffer og materialer.

Det foreslås i § 21, stk. 2, at »anvendelse af den nødvendige sagkundskab« ændres til »foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver«.

Det betyder, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om, at undersøgelser m.v. skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, herunder at undersøgelser m.v. skal foretages af en ekstern autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Forslaget om at ændre bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 25, foreslåede ophævelse af § 77 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

ÆndringL 65 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 11LOV nr 1554 af 27/12/2019 · 27. december 2019

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 21, stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, hvorefter Arbejdstilsynet bl.a. afgiver rådgivningspåbud, når der gives undersøgelsespåbud i henhold til lovens § 21 og undersøgelsespåbuddet samtidig vedrører det psykiske arbejdsmiljø eller stoffer og materialer.

Det foreslås i § 1, nr. 11, at »skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver« ændres til »skal ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab«.

Det betyder, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om, at undersøgelser m.v. skal ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab.

Der vil med bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at det i nogle tilfælde ikke vil være muligt at efterkomme et kompetencepåbud ved at anvende egne interne kompetencer, fx i tilfælde hvor der gives påbud om at undersøge forholdene i det psykiske arbejdsmiljø.

Forslaget om at ændre bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 31.

ÆndringL 83 (2014-15) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 54 af 27/01/2015 · 27. januar 2015

Med forslaget vil det fremgå klart, at Arbejdstilsynet kan fastsætte en frist for efterkommelse af påbud afgivet efter § 21. Fristerne fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 77, som bl.a. omhandler frister for efterkommelse af Arbejdstilsynets øvrige afgørelser.

I øvrigt henvises der til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3.

ÆndringL 90 (2006-07) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 175 af 27/02/2007 · 27. februar 2007

Med indførelse af bemyndigelsesbestemmelsen i § 21, stk. 2, gives der hjemmel til i en bekendtgørelse at fastsætte, at virksomheden skal benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til undersøgelse m.v., som Arbejdstilsynet stiller krav om skal iværksættes som følge af en konkret mistanke vedrørende arbejdsmiljøforholdene i en virksomhed.

Brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere skal særligt ses i lyset af mulige arbejdsmiljøproblemer, som kan skyldes belastninger i det psykiske arbejdsmiljø, der umiddelbart kan være vanskelige at konstatere eller få konkretiseret nærmere. Kvalificerede og mere grundige undersøgelser vil her være nødvendige, for at der kan tages stilling til, om der er grundlag for at træffe en afgørelse.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 21.