Arbejdsmiljøloven § 17 a
Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.
Kapitel 4 – Almindelige pligter · Arbejdsgiveren
§ 17 a.
En ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås.
Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte forlader sin arbejdsplads eller et farligt område, jf. stk. 1.
Ansatte, hvis rettigheder er krænket efter stk. 1 og 2, kan tilkendes en godtgørelse.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 17 a
Senere ændringer
ÆndringL 172 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 2LOV nr 331 af 16/05/2001 · 16. maj 2001
Til § 17 a, stk. 1
Det foreslås, at ansatte, der under arbejdet udsættes for en alvorlig og umiddelbar fare, der ikke kan undgås, kan forlade arbejdspladsen eller det farlige område. Bestemmelsen sigter således mod det tilfælde, hvor den alvorlige og umiddelbare fare er opstået, og giver den ansatte ret til uden nogen form for hindring at forlade arbejdspladsen eller det farlige område. En alvorlig og umiddelbar fare vil ofte svare til det farebegreb, som er anvendt i arbejdsmiljølovens § 77, stk. 2, hvorefter Arbejdstilsynet, for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan påbyde, at faren straks imødegås, herunder at de tilstedeværende øjeblikkelig fjerner sig fra farezonen.
Til § 17 a, stk. 2
En ansat, der forlader sin arbejdsplads eller et farligt område på grund af en alvorlig og umiddelbar fare, jf. stk. 1, må ikke udsættes for forringelse af sine forhold f.eks. i form af afskedigelse, forflyttelse eller tilbageholdelse af løn fordi den pågældende forlod arbejdspladsen eller det farlige område. Arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at der ikke forelå en alvorlig og umiddelbar fare, som den ansatte ikke kunne undgå ved at forblive på arbejdspladsen eller det farlige område. En sådan bevisbyrde stemmer overens med direktivets hovedsigte, der - som anført oven for under pkt. 3 i de almindelige bemærkninger er, at beskytte de ansatte mod forringelse af deres forhold.
Til § 17 a, stk. 3
Det foreslås, at der ved overtrædelse af reglerne kan tilkendes en godtgørelse, hvilket svarer til sanktionerne i langt den overvejende del af tilsvarende lovgivning, fx lov nr. 392 af 22. juni 1993 om ansættelsesbeviser og lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Til § 17 b, stk. 1
Arbejdsgiveren har allerede efter de strafsanktionerede regler i arbejdsmiljølovgivningen pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger og give instruktioner, så arbejdet kan udføres forsvarligt uden risiko for fare, og skal føre effektivt tilsyn hermed, jf. fx de udførlige regler om arbejdets udførelse.
Efter bestemmelsen har arbejdsgiveren pligt til at sikre, at en ansat selv kan træffe de fornødne foranstaltninger til at undgå eller afværge følgerne af en alvorlig og umiddelbar fare, når det i den givne situation ikke er muligt at kontakte arbejdslederen eller en anden kompetent overordnet.
Bestemmelsen berører således ikke arbejdsgiverens sædvanlige pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven, men har til formål at sikre, at arbejdsgiveren ikke lægger hindringer i vejen for, at den ansatte om nødvendigt kan handle for sin egen eller andres sikkerheds skyld, hvis det er umuligt at kontakte en overordnet.
Arbejdsgiveren har derfor pligt til som led i sin almindelige instruktionsbeføjelse at sørge for, at de ansatte har praktisk mulighed for at bruge egnede midler på arbejdspladsen til at træffe de fornødne foranstaltninger.
Til § 17 b, stk. 2
En ansat, der har truffet foranstaltninger efter stk. 1, må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, medmindre den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Bestemmelsen omfatter kun de foranstaltninger, den ansatte iværksætter med henblik på at undgå følgen af en alvorlig og umiddelbar fare for sin egen eller andres sikkerhed. Bestemmelsen omfatter derimod ikke eventuelle forudgående handlinger eller undladelser, der har fremkaldt selve faresituationen.
Rammedirektivets artikel 8, stk. 5, omhandler både simpel og grov uagtsomhed, men det er fundet hensigtsmæssigt, at bestemmelsen alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor den ansatte har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Baggrunden herfor er, dels at give den ansatte en bedre beskyttelse, dels for at understrege, at den ansattes iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse med en alvorlig umiddelbar fare, sker under særlige forhold, der adskiller sig fra en normal arbejdssituation. Den nævnte afgrænsning svarer i øvrigt til arbejdsmiljølovgivningen, hvorefter ansatte skal have udvist grov uagtsomhed eller handlet forsætligt, for at kunne pådrage sig et personligt ansvar.
Arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at den ansatte i forbindelse med iværksættelsen af de nævnte foranstaltninger har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Til § 17 b, stk. 3
Det foreslås, at der ved overtrædelse af reglerne kan tilkendes en godtgørelse, hvilket svarer til sanktionerne i langt den overvejende del af tilsvarende lovgivning. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 17 a, stk. 3.
Til § 17 c
Det foreslås, at bestemmelserne i § 17 a og § 17 b ikke finder anvendelse, hvis der ved kollektiv overenskomst aftales bestemmelser, som giver ansatte rettigheder, der som minimum svarer til artikel 8, stk. 4 og 5, i direktiv nr. 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Hvis arbejdsmarkedets parter indgår kollektive overenskomster, som giver de ansatte rettigheder, der som minimum svarer til de nævnte bestemmelser i direktivet, medfører det, at tvister herom skal afgøres i det fagretlige system.
Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening har i forbindelse med Arbejdsmiljørådsmøde den 2. februar 2001 tilkendegivet, at de har i sinde at indgå en aftale om, at parterne er enige om, at § 5, stk. 2 i Normen indeholder de rettigheder og forpligtelser for lønmodtagere og arbejdsgivere, der følger af artikel 8, stk. 4 og 5 samt at EF-Domstolens fortolkning af uklarheder skal lægges til grund ved uoverensstemmelser om Normens § 5, stk. 2, og indgår i fagretlige sager om fortolkning eller brud på Normens § 5, stk. 2.
Normen er således et eksempel på et aftalekompleks, der indebærer, at de overenskomstområder og ansættelsesforhold, der i dag er omfattet heraf, fortsat vil kunne behandles efter § 5, stk. 2 i Normen.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 17 a.