Arbejdsmiljøloven § 10
Gældende tekst efter LBK nr 442 af 24/04/2026.
Kapitel 2 – Samarbejde om sikkerhed og sundhed · Arbejdsmiljøorganisation
§ 10.
Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved arbejdsmiljørepræsentantens hverv og godtgør arbejdsmiljørepræsentanten tab af indtægt.
Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
Hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold efter stk. 2, skal den pågældende have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.
Uoverensstemmelser om beskyttelsen efter stk. 1-3, herunder spørgsmål om hvilke regler, der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 442 af 24/04/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsmiljøloven § 10
Senere ændringer
ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023
Det fremgår af § 10, stk. 2, at arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
Det foreslås i § 10, stk. 2, at ændre »tillidsmænd« til »tillidsrepræsentanter«.
Forslaget vil medføre, at lovens sprogbrug vil blive ensrettet, og at loven vil benytte en kønsneutral betegnelse for tillidsrepræsentanter.
ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023
Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3, som fastslår, at hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold efter stk. 2, skal arbejdsmiljørepræsentanten have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.
Den foreslåede nye bestemmelse vil medføre, at en arbejdsmiljørepræsentant, som ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, fordi arbejdet ikke er dækket af en overenskomst inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område, vil få et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.
Der henvises til pkt. 2.10.2. om baggrunden herfor.
ÆndringL 67 (2023-24) · bemærkning til § 1, nr. 6LOV nr 1540 af 12/12/2023 · 12. december 2023
Det fremgår af § 10, stk. 3, at uoverensstemmelser om beskyttelsen efter stk. 1 og 2, herunder spørgsmål om hvilke regler, der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
Det foreslås i § 10, stk. 3, som bliver § 10, stk. 4, at ændre »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at også uoverensstemmelser om beskyttelsen efter det nye foreslåede § 10, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne vil skulle afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
ÆndringL 126 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 3LOV nr 508 af 19/05/2010 · 19. maj 2010
I §§ 10 og 11 ændres ”sikkerhedsrepræsentant” til ”arbejdsmiljørepræsentant” og ”sikkerhedsgruppe” til ”arbejdsmiljøorganisation”, som følge af lovforslagets nye terminologi.
ÆndringL 126 (2009-10) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 508 af 19/05/2010 · 19. maj 2010
I §§ 10 og 11 ændres ”sikkerhedsrepræsentant” til ”arbejdsmiljørepræsentant” og ”sikkerhedsgruppe” til ”arbejdsmiljøorganisation”, som følge af lovforslagets nye terminologi.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 10.