563 dokumenter · side 17 af 19Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Direktoratet for Kriminalforsorgens fortolkning og praksis Direktoratet for Kriminalforsorgens fortolkning og praksis En langtidsindsat klagede flere gange til ombudsmanden over at Direktoratet for Kriminalforsorgens praksis for udgang til langtidsindsatte var i strid med straffuldbyrdelsesloven. Den langtidsindsatte henviste til at denne praksis havde afgørende betydning for hvornår langtidsindsatte kunne overføres fra lukket til åbent fængsel. Han henviste nærmere til at det efter praksis normalt er en grundlæggende betingelse for at en sådan overførsel kan finde sted, at den indsatte har bevist at han/hun uden problemer kan gå på udgang uden at være ledsaget. Efter nærmere undersøgelser i to omgange afgav ombudsmanden den 14. maj 2009 sin (anden) udtalelse om de rejste spørgsmål. På det foreliggende grundlag anså ombudsmanden det for overvejende sandsynligt at det – hvis det var sket – var yderst sjældent at en langtidsindsat havde opnået tilladelse til uledsaget udgang fra et lukket fængsel før udståelse af halvdelen af straffetiden, og at det i givet fald ikke var sket i de senere år. Ombudsmanden udtalte endvidere at direktoratets praksis – hvis ovenstående blev lagt til grund – dels var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel, dels var problematisk i forhold til kravet om at kriminalforsorgen senest når en langtidsindsat har udstået halvdelen
Emne: Almindelige emner 1.2 - Motiver; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Henvisninger: Straffeloven § 40 a
Kommunerne · AfgørelseStrafferet
En kommune afskedigede en pædagog og blacklistede ham fra fremtidige job med børn og unge i kommunen. Kommunen lagde vægt på at den manglede tillid til pædagogen fordi han i et tidligere ansættelsesforhold i kommunen havde været sigtet for blufærdighedskrænkelse af en 13-årig autist. Politiet havde opgivet sigtelsen mod pædagogen på grund af bevisets stilling. Kommunen havde ikke set politiets videoafhøring af autisten og havde heller ikke selv talt med den autistiske dreng. Kommunen oplyste at det afgørende for kommunens sag var hvad drengen havde forklaret til politiet, og at drengen var autist. Ombudsmanden udtalte at det var kritisabelt at kommunen havde afskediget pædagogen uden at undersøge det af kommunen påberåbte grundlag for afskedigelsen. Kommunen havde ikke indhentet politiets grundlag for at opgive sigtelsen (herunder videoafhøringen af drengen), og kommunen havde heller ikke selv iværksat en undersøgelse af sagen. Ombudsmanden udtalte også at kommunens generelle udtalelse om sandhedsværdien af autistiske børns udtalelser gav ham anledning til betænkeligheder. Ombudsmanden anførte at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at kommunen på baggrund af diagnosen autisme kunne tilsidesætte de almindelige principper om fri bevisbedømmelse, herunder at der i det hele taget skulle foretages en bevisbedømmelse. Da kommunen ikke havde undersøgt grundlaget for afskedigelsess
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En advokat klagede for en borger over at Direktoratet for Kriminalforsorgen havde sendt borgerens ansøgning om udsættelse af straf til politiet og bedt om en udtalelse. Direktoratet havde også sendt en lægeerklæring til politiet. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan oplysninger om helbredsforhold videregives når det følger af en lov eller en bekendtgørelse om videregivelsespligt. Ombudsmanden undersøgte bl.a. om bemyndigelsesbestemmelsen i § 11 i straffuldbyrdelsesloven kunne bruges til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om videregivelse af helbredsmæssige oplysninger i udsættelsessager. Ombudsmanden udtalte at direktoratet – også selv om det ikke direkte stod i reglerne – kan indhente en udtalelse fra politiet hvis det er nødvendigt for direktoratets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at fastsættelse af regler om videregivelse i en bekendtgørelse efter § 11 i straffuldbyrdelsesloven kan give anledning til en vis tvivl. Ombudsmanden kritiserede dog ikke § 11 som hjemmel for bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente herefter at der var hjemmel i bekendtgørelsen til at videregive borgerens oplysninger til politiet, men mente det var beklageligt at direktoratet ikke havde forsøgt at indhente et samtykke. Ombudsmanden henstillede til direktoratet at søge at få § 11 ændret i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Ombudsmanden gik også ud fra at
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 28; Forvaltningsloven § 29
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
I forbindelse med to efterlysninger af en ung kvinde der var forsvundet og frygtedes dræbt, gav drabschefen oplysninger til pressen om kvindens rent personlige forhold. Begge efterlysninger blev bragt i en bestemt avis. Ved den anden efterlysning bragte avisen endnu mere detaljerede oplysninger om kvindens rent personlige forhold. Kvindens bror og en retshjælp politianmeldte drabschefen for at have brudt sin tavshedspligt. Statsadvokaten og Rigsadvokaten afviste at indlede efterforskning da videregivelsen af oplysningerne var nødvendig af hensyn til efterforskningen. Kvindens bror og retshjælpen klagede herefter til ombudsmanden. Myndighederne fastholdt over for ombudsmanden at videregivelsen af de rent personlige oplysninger var nødvendig af hensyn til efterforskningen. Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet for videregivelse af oplysninger om rent personlige forhold må være at kun oplysninger der er strengt relevante, må videregives. Ombudsmanden var enig med Rigsadvokaten i at vurderingen af hvilke oplysninger der kunne videregives, afhang af et skøn. I forhold til den konkrete sag lagde ombudsmanden vægt på at mere detaljerede oplysninger om den forsvundne kvinde kunne være medvirkende til at skabe en særlig opmærksomhed om efterlysningen, dels i de kredse hvor kvinden færdedes, dels i offentligheden i almindelighed. Ombudsmanden lagde også vægt på at der ved den anden efte
Emne: Strafferet 25.5 - Embedsforbrydelser; Retspleje 35.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retsplejeloven § 749; Straffeloven § 152; Forvaltningsloven § 28; Straffeloven § 152 e
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Tre familiemedlemmer søgte Justitsministeriet om arven efter en tante. Ansøgningen blev indsendt af en advokat. Arven stod til at tilfalde staten fordi der ikke var nogen familiemedlemmer som automatisk var arveberettigede. Ministeriet bad advokaten om selv at sørge for at der blev foretaget en afhøring i skifteretten af ansøgerne og eventuelle uvildige vidner om afdødes ønsker om sine ejendele. Skifteretten afslog imidlertid at foretage afhøringer i sagen, men foreslog at advokaten selv talte med familiemedlemmerne og skrev en rapport. Advokaten spurgte Justitsministeriet om ministeriet var enig i den fremgangsmåde. Da han ikke fik svar, talte han med familiemedlemmerne og sendte Justitsministeriet sin rapport om samtalerne. Senere rykkede advokaten og skifteretten mange gange Justitsministeriet, men advokaten hørte først fra ministeriet 17 måneder senere. Justitsministeriets samlede sagsbehandlingstid var på over 25 måneder. Over for ombudsmanden beklagede Justitsministeriet den lange sagsbehandlingstid og navnlig at rykkerbrevene ikke var blevet besvaret. Ombudsmanden var enig i at ministeriets sagsbehandlingstid havde været særdeles kritisabel. Ombudsmanden tilsluttede sig ministeriets beklagelse af at de mange rykkerbreve ikke var blevet besvaret. Ombudsmanden mente også at ministeriet selv burde have oplyst advokaten om at sagen trak ud. (J.nr. 2008-0384-600). Klik på lin
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Den 1. september 2006 skrev en internetavis om forholdene i detentionen i Tasiilaq på Grønlands Østkyst. Avisen beskrev forholdene som ”usle og kummerlige”; navnlig under henvisning til de massive problemer med overbelæg i detentionen. I avisartiklerne var også en straffesag mod stationslederen i Tasiilaq omtalt. Stationslederen var tiltalt for pligtforsømmelse ved – i strid med politimesterens regler – ikke at have låst de detentionsanbragte tilbageholdte og domfældte inde i de enkelte detentionsrum om natten. Stationslederen blev imidlertid frifundet af Kredsretten i Tasiilaq der delte stationslederens vurdering hvorefter indelåsning under de givne forhold ikke var forsvarlig. Efter at have modtaget udtalelser og akter mv. fra Politimesteren i Grønland og Direktoratet for Kriminalforsorgen besluttede ombudsmanden den 3. juli 2007 at tage sagen op til undersøgelse af egen drift. I en udtalelse af denne dato konstaterede ombudsmanden efter en nærmere gennemgang af politiets anholdelsesprotokol mv. at der kun i 12 dage (af de 334 dage/11 måneder i 2006 som han havde modtaget oplysninger om) ikke havde været overbelægning i detentionen. Herefter, og idet han umiddelbart ikke vurderede at belægningssituationen var blevet forbedret væsentligt i første halvdel af 2007, bad ombudsmanden den 3. juli 2007 myndighederne om yderligere oplysninger og udtalelser. Myndigheder havde under de
Emne: Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse; Strafferet 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Efter aftale med Direktoratet for Kriminalforsorgen gennemgår Folketingets Ombudsmand alle sager om dødsfald, selvmord og selvmordsforsøg mv. i kriminalforsorgens institutioner. Den 28. november 2005 underrettede Direktoratet for Kriminalforsorgen ombudsmanden om at direktoratet samme dag havde truffet afgørelse om en indberetning fra Anstalten ved Herstedvester om en indsats selvmord den 2. juli 2005. Den indsatte befandt sig på det tidspunkt stadig i anstalten på trods af at anstalten mere end 3 måneder tidligere havde henvist ham til indlæggelse på psykiatrisk hospital. I ombudsmandens undersøgelse indgik bl.a. spørgsmålet om hvorvidt anstalten havde gjort tilstrækkeligt for at få den indsatte overført til hospitalet. Efter at have indhentet udtalelser fra anstalten, Direktoratet for Kriminalforsorgen, hospitalet og H:S Direktionen udtalte ombudsmanden den 12. oktober 2006 at det var hans opfattelse at direktoratet havde truffet afgørelse på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Ombudsmanden henviste til at direktoratet ikke havde sørget for at få den indsattes lægejournal fra anstalten før det traf afgørelse i sagen. Direktoratet havde derfor ikke kunnet kontrollere de oplysninger som indgik i og dannede grundlag for anstaltens udtalelse til direktoratet. Direktoratet havde således ikke haft grundlag for at afgøre at anstalten havde gjort tilstrækkeligt i forhold til det p
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En domfældt fik afslag på at afsone sin fængselsstraf i et åbent fængsel. Direktoratet traf afgørelse om at han skulle afsone sin straf på en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte i et lukket fængsel. Direktoratet begrænsede begrundelsen i forhold til den indsatte, men oplyste dog at direktoratet ved afgørelsen havde lagt vægt på at den indsatte måtte antages at have eller for nyligt at have haft et tilhørsforhold til en rockergruppering. Da der var tale om en forholdsvis indgribende afgørelse af bebyrdende karakter, måtte der efter ombudsmandens opfattelse kræves et oplysningsgrundlag hvorved der blev dokumenteret en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen. I det konkrete tilfælde lagde ombudsmanden til grund at myndighederne ikke havde været i stand til at præstere tilstrækkeligt dokumenterbare oplysninger om (fortsat) rockertilknytning for den indsatte. Der havde således ikke efter ombudsmandens opfattelse været det fornødne grundlag for at anse den indsatte for rockerrelateret med den konsekvens at han blev placeret i en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte. Ombudsmanden udtalte endvidere at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet kunne begrænse begrundelsen i en sag som den foreliggende, og i at direktoratet til trods for bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt., kunne give en nærmere begrundelse for
Emne: Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 24; Straffeloven § 191; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 29; Forvaltningsloven § 22
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En jugoslavisk statsborger vedtog i 2001 en færdselsbøde på 6.000 kr. for at have kørt bil i Danmark uden kørekort. Manden viste i forbindelse med færdselssagen et – skulle det vise sig – forfalsket jugoslavisk kørekort. I marts 2002 blev han frifundet for en tiltale for dokumentfalsk idet retten fandt at han hverken var eller burde have været bekendt med at hans kørekort var falsk. Retten lagde herved mandens detaljerede og troværdige forklaring om erhvervelsen af kørekortet til grund. Politiet og efterfølgende Rigspolitichefen afslog at ombytte det falske jugoslaviske kørekort til et dansk kørekort. Mandens klage herover blev afvist af ombudsmanden som forældet, jf. ombudsmandslovens etårsfrist. Hvad størrelsen af færdselsbøden fra 2001 angår, meddelte ombudsmanden at han på det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til om manden på baggrund af frifindelsesdommen burde have (en del af) bøden på 6.000 kr. tilbage. Ombudsmanden henviste herved til at hverken politimesteren eller statsadvokaten syntes at have behandlet spørgsmålet som ombudsmanden samtidig hermed sendte videre til politimesteren. Politimesteren fastholdt sin tidligere afgørelse om færdselsbødens størrelse, men efter at manden på ny havde klaget til ombudsmanden, ændrede statsadvokaten politimesterens afgørelse idet statsadvokaten mente at der kun var grundlag for at give manden en bøde for at have kørt
Emne: Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Strafferet 3.3 - Bøder.
Henvisninger: Færdselsloven § 56
Rigsadvokaten · AfgørelseStrafferet
En advokat klagede på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på
Emne: Retspleje 321.1 - Statsadvokatsager og politisager; Retspleje 33.1 - Sigtede; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Retspleje 322.1 - Påtaleopgivelse; Retspleje 321.2 - Omgørelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Retsplejeloven § 724; Retsplejeloven § 1020 a; Retsplejeloven § 749; Forvaltningsloven § 18; Offentlighedsloven § 2; Retsplejeloven § 1020 b; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 2; Retsplejeloven § 721; Retsplejeloven § 722; Retsplejeloven § 742; Retsplejeloven § 752; Retsplejeloven § 743; Retsplejeloven § 744; Ombudsmandsloven § 16; Ombudsmandsloven § 7
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En indsat i et statsfængsel klagede den 23. januar 2005 over Direktoratet for Kriminalforsorgens sagsbehandlingstid i forbindelse med en henvendelse til direktoratet den 27. februar 2004. Den 11. marts 2005 traf direktoratet afgørelse i sagen. I det år som forløb til behandlingen af sagen, blev der givet 12 meddelelser fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til den pågældende om den forventede resterende sagsbehandlingstid. I samtlige meddelelser var restsagsbehandlingstiden angivet som få uger. Ombudsmanden udtalte at han samlet set mente at direktoratets sagsbehandling i den foreliggende sag havde været meget kritisabel. Ombudsmanden lagde herved vægt på at direktoratet igen og igen stillede restbehandlingstider i udsigt over for klageren som direktoratet ikke overholdt, og at der ikke konsekvent blev fulgt op på de tilfælde hvor de lovede sagsbehandlingstider ikke kunne overholdes. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at han tidligere havde udtalt at en myndighed i de tilfælde hvor en bebudet sagsbehandlingstid ikke kan overholdes, skal give den pågældende underretning herom allerede på det tidspunkt da det må stå klart for myndigheden at den bebudede sagsbehandlingstid ikke kan overholdes. Ombudsmanden bemærkede at han fra andre sager fra direktoratet var stødt på lignende tilfælde. Ombudsmanden henstillede til Direktoratet for Kriminalforsorgen at undergive spørgsmålet
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En 57-årig indsat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen som betingelse for prøveløsladelse efter halv tid havde stillet vilkår om at den indsatte havde et arbejde. Baggrunden for afgørelsen var direktoratets praksis hvorefter det er en forudsætning for at en indsat – der er rask og i den arbejdsdygtige alder – opfylder en betingelse om at have gode personlige forhold, at han/hun har et arbejde eller er i gang med en uddannelse. Dette blev meddelt den indsatte i et efterfølgende brev hvori direktoratet uddybede begrundelsen for afgørelsen. Direktoratet henviste i sin første udtalelse til ombudsmanden til den uddybende begrundelse. I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at ordlyden af straffelovens § 40 a og sammenhængen mellem de enkelte stykker i bestemmelsen klart taler imod at der kan opstilles ufravigelige betingelser for prøveløsladelse ud over dem som er nævnt i loven. Ombudsmanden gav endvidere udtryk for sin foreløbige opfattelse at direktoratets praksis savnede det fornødne hjemmelsmæssige grundlag og derfor var ulovlig. Direktoratet beklagede at beskrivelsen af praksis i den uddybende begrundelse havde været formuleret for generelt og ufravigeligt, og skrev at det beror på en konkret vurdering af den enkelte sag om der skal stilles krav om arbejde mv. Ombudsmanden udtalte herefter at det havde været ønskeligt om dette var kommet frem i forbindelse
Emne: Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Henvisninger: Straffeloven § 40 a; Straffeloven § 38; Straffeloven § 57; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Efter et dødsfald i et arresthus kritiserede ombudsmanden blandt andet at Direktoratet for Kriminalforsorgen tog en indberetning om dødsfaldet til efterretning uden at have set den foreløbige obduktionserklæring, og inden der forelå en endelig konklusion på obduktionserklæringen. Med henvisning til formålet med kriminalforsorgens interne undersøgelser af dødsfald i kriminalforsorgens institutioner og til det forvaltningsretlige officialprincip udtalte ombudsmanden at foreliggende (eller forventede) obduktionserklæringer i almindelighed skal indhentes før sådanne undersøgelser afsluttes. Ombudsmanden henledte desuden opmærksomheden på at han i flere tidligere sager havde kritiseret at direktoratet havde afsluttet sager om selvmord og dødsfald uden at afvente de endelige obduktionserklæringer, og bemærkede at denne sags faktiske forhold illustrerede vigtigheden af at afvente det endelige obduktionsresultat. Også arresthuset blev kritiseret for at have afsluttet sin undersøgelse af dødsfaldet før det endelige obduktionsresultat forelå. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik af personalets adfærd eller omstændighederne i øvrigt i forbindelse med dødsfaldet. (J.nr. 2003-0447-626). FOB 2004 5-5 FOB 2004.217
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
I alle tilfælde af selvmord eller selvmordsforsøg i institutioner under Direktoratet for Kriminalforsorgen modtager ombudsmanden umiddelbart besked og bliver senere orienteret om resultatet af den undersøgelse som sættes i gang af den pågældende institution og af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Ombudsmanden undersøger på dette grundlag sagen og meddeler institutionen og Direktoratet for Kriminalforsorgen resultatet af sin undersøgelse. Flere af disse sager som blev afsluttet i 2002, havde et generelt sigte der gik ud over at behandle de konkrete sager. Undersøgelserne i sagerne - som bliver gennemført i henhold til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, om ombudsmandens undersøgelser af egen drift - bliver først og fremmest sat i værk med henblik på at afklare på hvilken måde det var søgt sikret at oplysninger om den indsatte var blevet videregivet til dem der på tidspunktet for selvmordsforsøget havde ansvaret for den pågældende (den aktuelle opholdsinstitution). Det drejer sig om oplysninger som kan have betydning for forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg, såsom oplysninger om eventuelle tidligere selvmordsforsøg og oplysninger om lægelige forhold - herunder (og især) misbrugsforhold. På baggrund af bl.a. disse ombudsmandssager udsendte Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2002 to skrivelser til kriminalforsorgens fængsler og arresthuse med henblik på især at s
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær. På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand. Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse. Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren. Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Familieret 3.2 - Adoption; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Et ægtepar blev af et adoptionssamråd godkendt til at adoptere en kinesisk pige. Parret tog selv til Kina og hentede pigen. Efter hjemkomsten blev det opdaget at den pige ægteparret havde modtaget, var en anden end det barn de var blevet godkendt til at adoptere. Til brug for en tv-udsendelse udleverede adoptionssamrådets sekretariat oplysninger om parrets adoption. Oplysningerne var kun delvis anonymiserede idet kun navne var slettet. Parret blev bekendt med at en af historierne i udsendelsen ville handle om deres sag, og bad adoptionssamrådet om aktindsigt i det materiale der var sendt til tv-stationen. Ægteparret henvendte sig til tv-stationen for at få stoppet udsendelsen. Tv-stationen forsikrede ægteparret om at det ikke ud fra udsendelsen ville være muligt at identificere dem eller deres datter. Ægteparret klagede både til amtet og Civilretsdirektoratet over at materialet var blevet udleveret uden deres samtykke. Civilretsdirektoratet afviste klagen og udtalte at spørgsmålet om hvorvidt tavshedspligten eventuelt var blevet overtrådt af en medarbejder i amtet, hørte under amtsborgmesteren. Ombudsmanden udtalte at amtet hverken havde pligt eller ret til at udlevere oplysningerne til tv-stationen. Ombudsmanden mente at Civilretsdirektoratets opfattelse ifølge hvilken spørgsmålet hørte under amtsborgmesteren, var urigtig, og gav udtryk for at direktoratet burde have videresen
Emne: Presse og radio 2 - Radio og fjernsyn; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En kvinde fødte den 9. juni 1999 en søn. Barnets far var den 18. marts 1999 blevet anholdt og siden idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Efter barnets fødsel bad kvinden statsamtet om at fastsætte bidrag. Den 29. oktober 1999 traf statsamtet afgørelse om at kvindens ansøgning om bidrag ikke kunne imødekommes. Civilretsdirektoratet tiltrådte den 5. januar 2000 statsamtets afgørelse. Af direktoratets begrundelse for afgørelsen fremgik at direktoratet havde vurderet at samlivet mellem kvinden og barnets far ikke var ophævet som følge af uoverensstemmelser, og at direktoratet havde tillagt denne vurdering afgørende betydning. Ombudsmanden udtalte at det ved vurderingen af om begge forældre opfylder forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, kan indgå som kriterium om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes uoverensstemmelse, men andre grunde. Vurderingen af hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet opfylder sin forsørgelsespligt efter § 13, må dog altid bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende forælders opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til vedkommendes forsørgelsesevne. Også i tilfælde hvor strafafsonere uanset om de måtte være uden forsørgelsesevne normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, må der foretag
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Familieret 3.4 - Børns forsørgelse.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
I forbindelse med en klage over en politiassistent blev klageren afhørt, og der blev optaget rapport om det forklarede. Uanset at indholdet af samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mente ombudsmanden ikke at der var tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om anmeldelse af et strafbart forhold eller om en adfærdsklage som efter omstændighederne kunne afgøres ved en samtale. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere at politimesteren ikke straks henviste klageren til at henvende sig til statsadvokaten. Ved efterforskningen af klagen lod statsadvokaten politiets afhøringsrapport indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse. Ombudsmanden kunne ikke kritisere dette. Ombudsmanden lagde vægt på at rapporten, uanset dens form af en afhøringsrapport udarbejdet af politiet, udgjorde et skriftligt grundlag for klagen. Afhøringsrapporten var underskrevet af klageren og måtte således kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv. Politiassistenten klagede over at han ikke var blevet partshørt i forbindelse med en genafhøring af klageren. Ombudsmanden udtalte at sagen fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af politiassistentens adfærd, ændrede karakter således at par
Emne: Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 29.5 - Politi; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En mand blev den 6. september 1995 skilt ved dom og i den forbindelse pålagt at betale ægtefællebidrag til sin tidligere hustru i 10 år regnet fra dommens dato. Den 7. februar 1996 bestemte Københavns Overpræsidium at manden fra den 15. september 1995 skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til sin tidligere hustru. Manden klagede den 16. februar 1996 over afgørelsen. Den 22. februar 1996 meddelte overpræsidiet at man havde besluttet at genoptage behandlingen af sagen, og den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet sin tidligere afgørelse. Manden klagede igen, og overpræsidiet sendte den 2. september 1996 klagen til Civilretsdirektoratet. Civilretsdirektoratet besluttede den 3. juni 1997 at nedsætte bidraget til 500 kr. med virkning fra den 15. oktober 1996. Manden klagede igen til Civilretsdirektoratet som traf afgørelse om at tillægge nedsættelsen af bidraget virkning fra den 15. september 1996. I klagen til ombudsmanden gjorde manden gældende at afgørelsen om nedsættelse af bidraget burde have virkning fra et tidligere tidspunkt. Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse bl.a. at sagen allerede efter den første klage kompetencemæssigt henhørte under Civilretsdirektoratet. Overpræsidiet var derfor ikke berettiget til at genbehandle sagen, men burde have videresendt den til Civilretsdirektoratet. Det kunne endvidere ikke udelukkes at dette forhold havde betydni
Emne: Familieret 132.1 - Ægtefællebidrag; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet afviste en anmodning om at oplyse hvorvidt efterretningstjenesten var i besiddelse af registreringer eller oplysninger i øvrigt om ansøgeren. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere efterretningstjenestens retsopfattelse hvorefter tjenesten - efter en konkret vurdering - kan afslå at oplyse hvorvidt tjenesten har oplysninger om en person. Ombudsmanden mente heller ikke der var særlige omstændigheder som kunne føre til kritik af myndighedernes afslag i det konkrete tilfælde. (J.nr. 1998-2212-601). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11241.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 29.5 - Politi.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Fire politiassistenter blev kaldt ud for at hjælpe til i forbindelse med tvangstilbageholdelse/tvangsindlæggelse af en person, og det blev nødvendigt at fastholde den pågældende. Under fastholdelsen mistede han bevidstheden og blev kørt til sygehuset, hvor han kort tid efter døde. Statsadvokaten i Sønderborg indledte en undersøgelse. Som led i undersøgelsen blev der udtaget blodprøver af de fire politiassistenter. Som hjemmel for udtagelsen af blodprøverne henviste statsadvokaten og Rigsadvokaten dels til administrativ praksis, dels til at de implicerede politiassistenter havde givet samtykke til udtagelsen af blodprøverne. Ombudsmanden udtalte at administrativ praksis ikke kan udgøre den tilstrækkelige hjemmel for et legemsindgreb. Det var endvidere betænkeligt i den foreliggende situation at antage at der forelå et "ægte" samtykke fra de fire politiassistenter. Ombudsmanden kritiserede at samtykket ikke blev indhentet skriftligt i overensstemmelse med retsplejelovens regler. (J.nr. 1996-1854-611). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Retspleje 35.8 - Personundersøgelser.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
To indsatte der var overført fra England til fortsat straffuldbyrdelse i Danmark, klagede over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den engelske praksis om prøveløsladelse i vurderingen af deres ansøgninger om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Justitsministeriet havde været af den opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale regler bestemte det. Under et møde med ombudsmanden gav ministeriet imidlertid udtryk for at det kunne inddrage fremmed ret, og spørgsmålet var herefter alene om ministeriet havde pligt til at inddrage fremmed ret. Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i det konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af om fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter straffelovens § 38, stk. 2, må der bl.a. lægges vægt på om prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets regler og praksis tages i betragtning og i givet fald tillægges en vis vægt. Da Justitsministeriet ved afgørelsen i de konkrete sager ikke havde overvejet at
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Strafferet 3 - Sanktioner; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Henvisninger: Straffeloven § 38
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
Justitsministeriets Politikontor traf beslutning om at en person skulle udleveres til Luxembourg med henblik på retsforfølgning for overtrædelse af Luxembourgs narkotikalovgivning. Den beskikkede forsvarer indbragte udleveringsbeslutningen for Københavns Byret der afsagde kendelse hvorefter udleveringsbeslutningen blev anset for lovlig. Forsvareren kærede byrettens kendelse til Østre Landsret der stadfæstede kendelsen. Forsvareren ansøgte herefter Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse. Justitsministeriets Politikontor afslog ansøgningen. Justitsministeriet anførte i en udtalelse til ombudsmanden at ministeriet ikke havde fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet da der ikke var mulighed for substitution. Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke havde afklaret spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet. Ombudsmanden udtalte videre at Justitsministeriet som myndighed var inhabil til at træffe afgørelse om ansøgningen om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Ombudsmanden fandt det kritisabelt at ministeriet lod det samme kontor træffe afgørelse både i spørgsmålet om udleveringen og i spørgsmålet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Det havde været ønskeligt om ministeriet - inden ministeriet afviste at genoptage forsvarerens ansøgning om kæretilladelse - havde fore
Emne: Forvaltningsret 111.4 - Habilitet m.v.; Retspleje 38.5 - Tredjeinstansbevilling.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En mand klagede over at han havde afsonet hæftestraf sammen med fængselsdømte. Den domfældte var i tilsigelsen til afsoning bedt om at henvende sig til politimesteren hvis han ikke ønskede anbringelse sammen med fængselsdømte, men han havde ikke reageret herpå. Det blev herefter lagt til grund at han havde givet et stiltiende samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte. Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK) i at et stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til at opfylde samtykkekravet. Han henstillede derfor at der fremtidigt blev indhentet et udtrykkeligt samtykke. Ombudsmanden henstillede endvidere at hæftedømte i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at afsone sammen med f.eks. fængselsdømte. (J.nr. 1995-2261-621). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 112.1 - Sagens oplysning; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Indenrigsforhold · AfgørelseStrafferet
En kvinde klagede over at Indenrigsministeriet havde stadfæstet Direktoratet for Udlændinges afgørelse om at udvise hende på grund af ulovligt ophold. Direktoratet henviste til at kvinden havde opholdt sig ulovligt i landet i omtrent fire måneder. Kvinden havde søgt om opholdstilladelse på grund af forventet indgåelse af ægteskab, hvilket også senere var sket. Da statsamtet havde anmodet om yderligere dokumentation for at kvinden var blevet skilt i sit hjemland, havde Direktoratet for Udlændinge forlænget fristen for udrejse med en måned. Ombudsmanden udtalte på baggrund af direktoratets egen beskrivelse af sagsforløbet at længden af det ulovlige ophold måtte beregnes for tiden indtil ægteskabet indgås, og ansøgeren havde således alene opholdt sig ulovligt i landet tre en halv måned. Ombudsmanden udtalte endvidere at udgangspunktet er, at ansøgeren selv bærer risikoen for at det varer så længe at fremskaffe dokumentation at en administrativt fastsat tidsfrist for opholdstilladelse udløber. Ombudsmanden mente imidlertid at det faktum at forsinkelsen i sagen i hvert fald delvist skyldtes statsamtets lange sagsbehandlingstid, var en særlig formildende eller undskyldende grund for varigheden af det ulovlige ophold. Ombudsmanden henstillede at ministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-131-649). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 12.4 - Administrativ praksis.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En klager havde til politikredsens lokalnævn klaget over blandt andre politimesteren. Som medlem af nævnet medvirkede politimesteren ved nævnets efterfølgende behandling af klagen. Der blev ikke forud for behandlingen af klagen i nævnet taget stilling til politimesterens habilitet. Lokalnævnet mente at klagen faldt uden for nævnets kompetence, og afviste derfor at behandle den. Politimesteren gav senere klageren aktindsigt i sagen, som derpå klagede til Justitsministeriet over politimesterens medvirken ved nævnets behandling af klagen. Justitsministeriet lagde ved sin afgørelse til grund at lokalnævnets beslutning om at afvise klagen ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at forvaltningslovens regler om inhabilitet derfor ikke fandt anvendelse. Justitsministeriet mente at ministeriet - efter Vejledning om lokalnævnenes behandling af klagesager - ikke havde kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om habilitet. Justitsministeriet mente endvidere ikke det var forkert, at politimesteren selv traf afgørelsen om aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at lokalnævnets beslutning om, at nævnet ikke var kompetent til at behandle klagesagen, måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente herefter at politimesteren måtte anses for inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og derfor ikke burde have deltaget i nævnets behandling a
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En indsat havde fået tilladelse til udgang fra fængslet, med ledsagelse af to fængselsbetjente, til at besøge sin mormor på hospitalet. Dagen efter bestemte Direktoratet for Kriminalforsorgen at en efterfølgende anmodning fra politiet om også at deltage i udgangen skulle imødekommes. Ved ankomsten til hospitalet fik den indsatte efter ønske fra politiet håndjern på. Da politiet også mente at han skulle have håndjern på under selve sygebesøget, ønskede han ikke at gennemføre det, men søgte senere om en ny udgang til sygebesøg. Mormoderen døde imidlertid inden der blev truffet afgørelse i denne sag der blev behandlet sammen med en verserende sag om regelmæssig udgang. Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet var afskåret fra at afvise politiets anmodning om at deltage i udgangen, eller at der ved imødekommelsen af politiets anmodning ikke var tale om en ændring af direktoratets afgørelse. Denne ændring måtte endvidere betragtes som en skærpelse af afgørelsen. Ombudsmanden henstillede til direktoratet i samarbejde med politiet at finde en løsning således at der ikke i fremtiden, under selve udgangen, opstår uheldige situationer vedrørende anvendelse af håndjern som i den konkrete sag. Ombudsmanden mente endvidere at direktoratet burde have udskilt den nye ansøgning om udgang til sygebesøg fra udgangssagen og hastebehandlet ansøgningen. De
Emne: Forvaltningsret 1113.1 - Originær kompetence; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 29.5 - Politi; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
En advokat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Han mente også at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet. Endvidere mente han at manglende bekendtgørelse om tilbagekaldelse af institutionslederens kompetence til at træffe afgørelse i sager af denne art gjorde tilbagekaldelsen ugyldig. Ombudsmanden udtalte at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen og at afgørelsen ikke var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 10 eller grundlovens § 77. Ombudsmanden fandt heller ikke at begrundelsen var utilstrækkelig, da afgørelsen var i overensstemmelse med en fast praksis. Ændring af kompetencen skulle ikke efter ombudsmandens opfattelse have været bekendtgjort. (J. nr. 1994-2783-625). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 1113.3 - Ekstern delegation; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 12.4 - Administrativ praksis.
Henvisninger: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 10; Grundloven § 77
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
A, der var separeret fra B, modtog et månedligt ægtefællebidrag på 4.500 kr. I 1992 anmodede B statsamtet (SA) om at bidraget måtte blive nedsat. Efter det oplyste havde A supplerende indtægter bl.a. på grund af overarbejde på den skole, hvor hun var ansat. A oplyste i en skrivelse af 17. maj 1992 til SA at hun kun var garanteret denne ekstraindtægt indtil sommerferien, og at det derfor var hendes grundløn, der måtte være afgørende for spørgsmålet om bidragsnedsættelse. SA traf afgørelse om at B's anmodning ikke kunne imødekommes. B klagede til Civilretsdirektoratet (CD), der nedsatte det månedlige bidrag til 2.000 kr. Ved afgørelsen fandt CD at A havde afgivet urigtige oplysninger, og CD bestemte under henvisning hertil at ændringen skulle have tilbagevirkende kraft til den 1. juli 1992 (første forfaldsdato efter SA's afgørelse). Under ombudsmandens behandling af sagen blev det klargjort, at CD's afgørelse alene hvilede på A's oplysninger i skrivelsen af 17. maj 1992 til SA. I sin udtalelse anførte ombudsmanden nogle principielle betragtninger om betingelserne for at ændre størrelsen af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Ombudsmanden udtalte videre at han i den konkrete sag ikke var enig med CD i, at oplysningerne i A's skrivelse af 17. maj 1992 kunne anses for urigtige, og han måtte derfor anse rigtigheden af CD's afgørelse for særdeles tvivlsom. Ombudsmanden kritiser
Emne: Familieret 132.1 - Ægtefællebidrag; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Justitsministeriet · AfgørelseStrafferet
A klagede over, at han ved Statsamtets (SA's) og Civilretsdirektoratets (CD's) afgørelser var pålagt bidragspligt for hans tidligere hustrus (B's) underhold i perioden fra samlivsophævelsen til datoen for separationsbevillingen. A mente, at han havde opfyldt sin forsørgelsespligt i denne periode. A og B blev separeret på vilkår, at A skulle bidrage til B's underhold i 8 år fra separationsbevillingens dato. Ved SA's behandling af sagen om bidragsstørrelsen oplyste B, at hun ønskede bidrag fastsat fra "separationsbevillingens dato - gerne før". SA partshørte ikke A i relation til B's begæring om fastsættelse af bidrag forud for separationen og fastsatte A's bidragspligt med virkning fra ægtefællernes samlivsophævelse. Ombudsmanden udtalte, at A burde have været gjort bekendt med, at B havde anmodet om fastsættelse af underholdsbidrag forud for separationen, således at han havde haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der blev truffet afgørelse i sagen. Ombudsmanden kritiserede, at CD ikke ved behandlingen af A's klage var blevet opmærksom på partshøringsmanglen, og henstillede, at Civilretsdirektoratet genoptog sagen til fornyet behandling. (J. nr. 1992-661-651). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Familieret 132.1 - Ægtefællebidrag; Erstatning uden for kontraktforhold 111.2 - Offentligt ansvar; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt.