1.179 dokumenter · side 39 af 40Undervisningsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En journalist klagede over at Undervisningsministeriet ikke havde givet fuld aktindsigt i ministeriets sag om nedsættelse af Højskoleudvalget. Med henvisning til at offentlighedslovens regler om aktindsigt ikke finder anvendelse på sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kunne ombudsmanden ikke kritisere at Undervisningsministeriet ikke gav journalisten fuld aktindsigt. Ombudsmanden mente at oplysninger om hvem ministeriet kontaktede som mulige medlemmer af Højskoleudvalget, og hvad de svarede ministeriet, var oplysninger der skulle tages notat om efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 6. Men da disse oplysninger allerede fremgik af sagens øvrige dokumenter, var der ikke pligt til at tage notat. (J.nr. 1998-2104-701). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11241.1 - Undtagne sagstyper.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Undervisningsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder. Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen. Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt. Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 114.2 - Den interne beslutningsprocedure; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Udenrigsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En journalist klagede over at Udenrigsministeriet ikke havde givet ham fuld aktindsigt i 5 personalemapper. Ombudsmanden mente at ansøgningen indeholdt tilstrækkelig identifikation af de pågældende sager, og at kun ganske få dokumenter kunne nægtes udleveret fordi de ikke var indgået i, eller oprettet af ministeriet som led i administrativ sagsbehandling. Ombudsmanden udtalte videre at han ikke mente ministeriet havde været berettiget til at anse sager om udsendelse og hjemsendelse for sager om ansættelse og forfremmelse, og at en række af de undtagne dokumenter fejlagtigt var blevet anset som interne arbejdsdokumenter. Endvidere mente Ombudsmanden at det var uberettiget at oplysninger om pensionsalderberegning, om ude- og hjemmetillæg, om individuelle løntillæg og om private ubeskyttede adresser var blevet undtaget fra aktinsigt. Ombudsmanden henstillede til ministeriet at genoptage sagen til fornyet behandling for så vidt angik de dokumenter der var nægtet udleveret ud fra en urigtig retsopfattelse. (J.nr. 1997-1565-401). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 111.1 - Sagsbegrebet; Forvaltningsret 11241.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Justitsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i sagen om udpegning af medlemmer til undersøgelseskommissionen vedrørende den færøske banksag. Journalisten ønskede aktindsigt i de dokumenter der vedrørte spørgsmålet om medlemmernes habilitet. Ombudsmanden kunne ikke kritisere at Justitsministeriet afslog anmodningen under henvisning til at offentlighedslovens regler om aktindsigt ikke fandt anvendelse på sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. (J.nr. 1997-2683-601). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11241.1 - Undtagne sagstyper.
Forsvarsministeriet · AfgørelseArbejdsret
I en sag om indstilling af en oberstløjtnant til ansættelse ved NATO Defence College i Rom stadfæstede Forsvarsministeriet Forsvarskommandoens afgørelse om at nægte oberstløjtnanten aktindsigt i nogle oplysninger om hans hustru. Forsvarsministeriet begrundede afgørelsen med at Forsvarskommandoens sag ikke var en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand. Ministeriet henviste bl.a. til at det var NATO der traf afgørelse om ansættelsen. Ombudsmanden udtalte at det på baggrund af de foreliggende oplysninger var Forsvarsministeriet som traf den endelige afgørelse i sagen om ansættelse ved NATO. Herefter var sagen - dvs. også sagen i Forsvarskommandoen - som sådan en afgørelsessag, og den var således omfattet af forvaltningsloven med oberstløjtnanten som part i sagen. Anmodningen om aktindsigt i dokumenterne om oberstløjtnantens hustru burde derfor være behandlet efter reglerne i forvaltningsloven. Ombudsmanden redegjorde også for spørgsmålet om aktindsigt i forhold til offentlighedsloven. Ombudsmanden henstillede at Forsvarsministeriet genoptog sagen om aktindsigtsanmodningen. (J.nr. 1996-2998-801). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11241.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 1134.1 - Undtagne sagstyper.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
Århus Kommune afslog at yde refusion af dagpenge til en arbejdsgiver fordi den ansatte ved udfyldning af dagpengeskemaet nægtede at oplyse sin læges navn, arten af sin sygdom og om han havde været indlagt. Den ansatte rettede henvendelse til Dagpengeudvalget og bad alene udvalget om at tage stilling til hvorvidt kommunen havde ret til at kræve oplysningerne udleveret. Dagpengeudvalget besluttede at tage stilling til dagpengesagen i sin helhed og indhentede til brug herfor (i medfør af dagpengelovens § 36) oplysninger fra ansøgerens egen læge og hospitalsjournalakter vedrørende den ansatte. Sagen gav ombudsmanden lejlighed til at udtale at myndighederne har en ulovhjemlet ret til at udvide sagens ramme ud over hvad der specifikt er klaget over. Ombudsmanden mente derfor ikke der var grundlag for at kritisere at Dagpengeudvalget indhentede journaloplysningerne, men udtalte at myndighederne enten bør forsøge at fremskaffe borgeren samtykke før oplysninger om private forhold indhentes, eller - som kommunen gjorde - afslå ansøgningen. (J.nr. 1996-1700-025). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1121.2 - Privates oplysningspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 25.3 - Syge- og barselsdagpenge.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
En kvinde klagede over at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet hende afslag på aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulentudtalelse under henvisning til at der var tale om et internt arbejdsdokument. Ombudsmanden henviste til den opfattelse som han tidligere havde givet udtryk for i forbindelse med udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at også udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Arbejdsskadestyrelsen i et ansættelsesforhold er omfattet af begrebet interne arbejdsdokumenter. Ombudsmanden mente imidlertid det var beklageligt at Ankestyrelsen ikke havde indhentet lægekonsulentudtalelsen før styrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsen afslag på aktindsigtsbegæringen. Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at Ankestyrelsen havde baseret vurderingen af om udtalelsen indeholdt faktiske oplysninger hvori der efter omstændighederne kunne gives aktisindsigt, på Arbejdsskadestyrelsens oplysninger herom. Det var netop denne vurdering som Ankestyrelsen - som klageinstans - skulle efterprøve. På denne baggrund og da hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse havde taget udtrykkelig stilling til kvindens anmodning om aktindsigt i henhold til princippet om "meroffentlighed", henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse af styrelsen genoptog behandlingen
Emne: Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
Det fremgik af en avisartikel at Skatteministeriet ikke havde fundet anledning til at orientere om en dom der åbnede mulighed for at en række personer kunne søge deres skatteansættelser genoptaget. Ombudsmanden tog spørgsmålet om den manglende orientering op af egen drift (§ 6, stk. 5, i den dagældende ombudsmandslov). Ombudsmanden udtalte at dommen efter hans opfattelse var udtryk for en sådan underkendelse af praksis at myndigheden var underlagt den pligt der antages at gælde, til at genoptage tilsvarende sager på eget initiativ. Det samme resultat måtte man nå til efter Told- og Skattestyrelsens særlige genoptagelsescirkulære. Da ombudsmanden imidlertid ikke kunne afvise at der var administrative vanskeligheder forbundet med at finde de relevante sager frem, kunne han ikke kritisere at myndighederne undlod genoptagelse på eget initiativ. De berørte burde dog orienteres om deres muligheder for at søge genoptagelse, og ombudsmanden henstillede derfor at Skatteministeriet - hvis de relevante sager ikke kunne findes frem - gennem offentlig information gav oplysning om muligheden for at søge om genoptagelse. (J.nr. 1996-724-209). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 111.2 - Inititativ til sagens rejsning; Skatter 6 - Dødsbobeskatning.
Erhvervsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En erhvervsdykker klagede over at Søfartsstyrelsen i forbindelse med sine undersøgelser af en anmeldelse om mulig ulovlig dykning havde rettet henvendelse til dykkerens arbejdsgiver for at få dykkeren identificeret. Søfartsstyrelsen havde orienteret arbejdsgiveren om at styrelsen havde fået en anmeldelse om at dykkeren muligvis foretog ulovlig dykning. Videregivelse af oplysningen om et muligt ulovligt forhold var ikke nødvendig for at arbejdsgiveren kunne besvare styrelsens spørgsmål. Ombudsmanden henviste til bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og kritiserede på den baggrund Søfartsstyrelsen. Ombudsmanden kritiserede endvidere at styrelsen i den undersøgende fase havde afslået at give dykkeren aktindsigt under henvisning til at styrelsen anså sagen for at være en sag om strafferetlig forfølgning, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3. Ombudsmanden henviste til at en sag først kan anses for at være en sag om strafferetlig forfølgning fra det tidspunkt hvor sagen overgives til politiet. Ombudsmanden kritiserede tillige at styrelsen efter at sagen var blevet henlagt, havde afslået dykkerens anmodning om aktindsigt i anmelderens identitet, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1. Sagen gav også på andre punkter anledning til kritik af styrelsens og Erhvervsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Erhvervsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1995-2371-
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1134.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 1134.3 - Undtagne oplysninger.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 27; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 15
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen. En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse. Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd. Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansat
Emne: Presse og radio 1 - Pressen; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Folketinget vedtog den 2. april 1993 en beslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Beslutningen indeholdt afslutningsvis følgende anmodning: "Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og evt. meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence." På den baggrund besluttede ombudsmanden at foretage en undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Undersøgelsen skulle belyse administrationen af bek. nr. 613 af 18. december 1985 om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser. Ombudsmanden meddelte den 1. juni 1993 Arbejdsministeriet dette og bad samtidig om en række oplysninger til belysning af spørgsmålet. Ombudsmanden udtalte at det fremgik af de indhentede oplysninger, at flere offentlige ansættelsesmyndigheder havde misforstået fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Arbejdsministeriet at tage initiativ til gennem en informationskampagne at gøre offentlige ansættelsesmyndigheder bekendt med fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden noterede sig at Arbejdsministeriet mente der burde findes en løsning på de økonomiske og strukturelle barrierer for ansættelse af handicappede, og udbad sig underretning om Arbejdsministeriets initiativer i denne retning. Ombudsmanden udbad sig ligeledes underretning om r
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En lønmodtager blev slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse på grund af svig, da man blev opmærksom på at hun havde arbejdet ulønnet uden at oplyse a-kassen herom. Samtidig blev et nært forestående arbejdstilbud annulleret. Under en straffesag, der blev afgjort ca. to år senere, blev kvinden frifundet for bedrageri. Hun blev herefter genoptaget i a-kassen, og beslutningen om sletning blev ændret til en uges effektiv karantæne for uagtsomt at have givet urigtige oplysninger til a-kassen. A-kassen afslog at efterbetale dagpengene for perioden efter falddatoen, hvor kvindens dagpengeret bortfaldt da hun ikke mere levede op til beskæftigelseskravet i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 55. Årsagen til at falddatoen indtrådte, var imidlertid at arbejdstilbudet blev annulleret netop som følge af den uberettigede sletning. Ombudsmanden mente at kvinden i realiteten var blevet ramt lige så hårdt økonomisk som hvis sletningen på grund af svig var blevet opretholdt. Under henvisning hertil og til at kvindens advokat flere gange havde bedt myndighederne om at tage stilling til spørgsmålet, udtalte ombudsmanden at myndighederne - som følge af det hensyn der ligger bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip - burde have taget stilling til spørgsmålet om konsekvensen af at det efterfølgende viste sig, at såvel sletningen som annulleringen af arbejdstilbu
Emne: Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination klagede over at Arbejdsministeriet ikke ville gribe ind over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination. Centret oplyste at der fandtes mange eksempler på, at Arbejdsformidlingen undlod at formidle arbejde til fremmedsprogede og indvandrere i situationer, hvor arbejdsgivere gav udtryk for at de kun ville have formidlet etnisk dansk arbejdskraft. Centret gjorde gældende at det var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og Danmarks traktatretlige forpligtelser at efterkomme racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ombudsmanden afgav en foreløbig udtalelse i sagen. Ombudsmanden udtalte heri at Arbejdsministeriet kunne overveje at udarbejde en kodeks for hvordan personalet i Arbejdsformidlingen skal forholde sig, når de bliver konfronteret med diskriminerende krav fra såvel offentlige som private arbejdsgivere. Med hensyn til racediskrimination udøvet af private arbejdsgivere mente ombudsmanden at der var grundlag for at overveje om Danmarks internationale forpligtelser burde udfyldes gennem lovgivning. Ministeriet var enigt i at der snarest burde udarbejdes retningslinier for Arbejdsformidlings-medarbejdernes reaktion på racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ministeriet var opmærksom på at retstilstanden for så vidt angår private arbejdsgive
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 2 - Enkelte forvaltningsområder; Forvaltningsret 2.9 - Andre forvaltningsområder; Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5.
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
På vegne af et medlem som var ansat i en kommunes socialforvaltning klagede en fagforening over at kommunen havde reageret tjenstligt over for medarbejderen, efter at han i et interview i lokalavisen havde udtalt sig om kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold. Foreningen mente at medarbejderens grundlovssikrede ret til ytringsfrihed herved var blevet begrænset. Ombudsmanden lagde til grund at kommunens brev til medarbejderen i sagen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kritiserede på den baggrund at skrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse. Ombudsmanden mente ikke at medarbejderens udtalelser overskred de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte derfor kritik af at kommunen uberettiget havde irettesat medarbejderen. Ombudsmanden henstillede til kommunen at den for fremtiden - hvis den enten i konkrete afgørelser eller i generelle personalepolitiske foranstaltninger ønskede at tilkendegive sin holdning til de ansattes ytringer - forsøgte at undgå, at tilkendegivelserne til de ansatte kunne opfattes som retlige grænser for deres ytringsfrihed. (J. nr. 1994-972-419). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Undervisningsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage. Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft. Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil. Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen. Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl. Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag. Ombudsmanden mente at Undervisningsmini
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 1.3 - Administrativ prøvelse m.v.; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Trafikministeriet · AfgørelseArbejdsret
En gruppe faglige organisationer klagede på vegne af tre medlemmer over manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forbindelse med medlemmernes afskedigelse fra Post- og Telegrafvæsenet. Post- og Telegrafvæsenet mente ikke at partshøring var nødvendig når afskedigelserne udelukkende var begrundet i virksomhedens forhold. Post- og Telegrafvæsenet henviste endvidere til at de afskedigede i forvejen var blevet bekendt med afskedigelsesgrundlaget gennem de møder, Post- og Telegrafvæsenet havde holdt i overensstemmelse med overenskomstproceduren med blandt andre tillidsrepræsentanterne for de faglige organisationer. Ombudsmanden udtalte at partshøring efter forvaltningslovens § 19 er en individuel ret som ikke kan erstattes af overholdelse af overenskomstproceduren. Ombudsmanden fandt det kritisabelt at der ikke blev foretaget partshøring forud for afskedigelserne. Ombudsmanden fandt det beklageligt at der ikke i opsigelsesbrevene var givet individuelle begrundelser. Da fejlene var generelt og konkret væsentlige for afskedigelsesafgørelserne, måtte disse anses for ugyldige. Ombudsmanden henstillede til Post- og Telegrafvæsenet at genoptage sagerne. (J. nr. 1993-2196-809) Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM). Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag. A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. fo
Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 2.7 - Opsigelse, bortvisning eller bortgang.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24
Kulturministeriet · AfgørelseArbejdsret
A søgte to ledige professorater på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (M). Der var ni andre ansøgere, der dog alle efterhånden trak deres ansøgninger tilbage. Et bedømmelsesudvalg, der var nedsat af M, ønskede, at der skulle afholdes en undervisningsprøve, før man tog endelig stilling til, om A var kvalificeret og kunne indstilles til et af professoraterne. Kulturministeriet (K) meddelte i den anledning dispensation fra § 3, stk. 2, i ministeriets bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne. Efter denne bestemmelse kan der alene afholdes undervisningsprøver blandt ansøgere, der er erklæret kvalificerede. A modtog ikke meddelelse om K's dispensation. Efter undervisningsprøven erklærede bedømmelsesudvalget A for ikke kvalificeret. M indstillede derfor til K, at de ledige professorater ikke for tiden blev besat. K imødekom indstillingen, uden at A blev partshørt over bedømmelsesudvalgets udtalelse. Ombudsmanden udtalte, at K's dispensation måtte anses for lovlig, men at A som led i god forvaltningsskik burde have fået meddelelse herom. Denne fejl kunne dog ikke føre til, at undervisningsprøven blev anset for ugyldig. Ombudsmanden udtalte videre, at det måtte anses for en beklagelig fejl, at K ikke havde partshørt A over bedømmelsesudvalgets indstilling, før ministeriet imødekom M's indstilling om, at professoraterne ikke blev besat. Ombudsmanden he
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.1 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.7 - Kultur.
Kulturministeriet · AfgørelseArbejdsret
10 opsynsbetjente på Frilandsmuseet (FM) forlod den 2. juli 1992 deres arbejde i tre timer. Arbejdsnedlæggelsen skyldtes efter det oplyste navnlig de arbejdsmiljømæssige forhold på museet. Dagen efter tildelte Nationalmuseet (NM) de pågældende opsynsbetjente en disciplinær advarsel. Heri blev det tilkendegivet, at en gentagelse ville medføre øjeblikkelig afskedigelse. Advarslerne blev tildelt, uden at opsynsbetjentene forinden havde haft lejlighed til at udtale sig. Advarslerne måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Opsynsbetjentene burde derfor i medfør af forvaltningslovens § 19 have været partshørt over den indberetning fra FM til NM, der måtte ligge til grund for advarslerne. Herudover burde opsynsbetjentene have haft lejlighed til at udtale sig i medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring ved uansøgt afskedigelse og andre disciplinære sanktioner over for offentligt ansatte. Ombudsmanden anså partshøringsfejlen for beklagelig og henstillede, at Kulturministeriet (K) over for opsynsbetjentenes fagforening oplyste, hvad man i den anledning agtede at foretage. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det havde været rigtigst, om NM skriftligt - og ikke som sket, mundtligt - havde besvaret en skriftlig henvendelse fra opsynsbetjentenes fagforening. Endelig fandt ombudsmanden ikke, at K i den konkrete sag ved besvarelsen af fagforeningens klage med ret
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Finansministeriet · AfgørelseArbejdsret
A, der er homoseksuel, var tidligere blevet behandlet for kønssygdomme, og han var siden blevet HIV testet flere gange. Alle prøver havde været negative. I forbindelse med ansættelse som tjenestemand i K Kommune anbefalede Nævnet for Helbredsbedømmelse i tjenestemandssager (Helbredsnævnet), at der blev taget et 10 årigt pensionsforbehold. Nævnet henviste til risikoen for, at A blev ramt af seksuelt overførte sygdomme. Ombudsmanden udtalte, at der ikke var hjemmel til at tage pensionsforbehold på grundlag af almene risikofaktorer knyttet til den pågældendes levevis, herunder seksuelle forhold. Ombudsmanden fandt det på den baggrund meget beklageligt, at Helbredsnævnet havde rådet K Kommune til at tage pensionsforbehold på det foreliggende grundlag. (J. nr. 1992-1248-811). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Ansættelses- og arbejdsret 1.3 - Pension.
Udenrigsministeriet · AfgørelseArbejdsret
På baggrund af en konkret sag rejste ombudsmanden i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 1, spørgsmål vedrørende proceduren i forbindelse med sikkerhedsundersøgelse af personer, der ansættes i Udenrigsministeriet (UM). Det blev oplyst, at UM i forbindelse med ansættelse af personale, der forventes at blive beskæftiget med klassificeret materiale, beder Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyse, om vedkommende er politiet bekendt. PET retter herefter henvendelse til Det Centrale Kriminalregister (DCK) og lægger de indhentede oplysninger på en specielt i PET oprettet sag om undersøgelse af den pågældende persons forhold. Herfra videregives oplysningerne til UM. Idet oplysningerne ikke bliver videregivet direkte fra DCK til UM, men fra den hos PET specielt oprettede sag, fandt ombudsmanden, at videregivelsen ikke var omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Derimod fandt ombudsmanden, at indhentelsen og videregivelsen af personoplysninger var omfattet af forvaltningslovens §§ 28 og 29. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ved ansøgerens underskrift på en oplysningsblanket forelå fornødent samtykke både til UM's indhentelse og PET's videregivelse af oplysninger. (J. nr. 1989-128-40). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6; Forvaltningsloven § 28; Forvaltningsloven § 29
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse. Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39. SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistand
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 24
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives. Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor. Ombudsmanden
Emne: Personspørgsmål 1 - Persondatabeskyttelse; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Henvisninger: Arbejdsmiljøloven § 49 a; Offentlighedsloven § 5; Offentlighedsloven § 12
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud. Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives. Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt". Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
Efter at ombudsmanden i en principiel udtalelse havde underkendt Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) praksis, hvorefter arbejdsgivere blev anset for klageberettigede i arbejdsskadesager, tilsluttede DSA sig ombudsmandens opfattelse og ændrede sin praksis, men kun for fremtiden. Endvidere besluttede DSA at færdigbehandle alle arbejdsgiverklager, som var under behandling på tidspunktet for den principielle udtalelse. DSA fandt ikke grundlag for at genoptage tidligere afgjorte sager. Ombudsmanden udtalte, at en principiel afgørelse, der ændrer en hidtidig fortolkning, som udgangspunkt bør kunne føre til annullation af tidligere trufne afgørelser. Ombudsmanden fandt ikke, at spørgsmålet om fortolkningsfejlens klarhed eller afgørelsens intensitet i den foreliggende sag kunne føre til noget andet resultat. Imidlertid ville DSA i tilfælde af praksisændring med tilbagevirkende kraft gøre arbejdsgivernes forsikringsselskaber opmærksom herpå og i hvert fald dispensere fra den almindelige klagefrist for indgivelse af ny anke, hvorefter DSA måtte formodes at nå til samme resultat som ved den annullerede afgørelse. På denne baggrund fandt ombudsmanden ikke grundlag for kritik af, at praksisændringen alene blev gennemført med hensyn til fremtiden. På samme baggrund fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre for så vidt angår det forhold, at DSA valgte at færdigbehan
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 26.1 - Arbejdsskadesikring, se også Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1 og 32.3; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
A havde arbejdet i 18 år som lønmodtager og i 25 år som selvstændig malermester. Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anerkendte ikke hans opløsningsmiddelforgiftning som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringsloven med henvisning til en analogi af lovens § 6, stk. 2. A klagede over afgørelsen og DSA's afslag på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser med henvisning til forvaltningslovens § 12, stk. 1. I overensstemmelse med en opfattelse - som ombudsmanden tidligere havde givet udtryk for, og som DSA havde tilsluttet sig - hvorefter § 6, stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2, anførte DSA i en udtalelse til ombudsmanden, at afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering med vægt på nogle nærmere angivne hensyn. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere DSA's afgørelse foretaget efter den nævnte konkrete vurdering. Sagen gav ombudsmanden anledning til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser efter forvaltningsloven eller på grundlag af god forvaltningsskik. Han fandt herefter ikke, at der eksisterer en sådan ret til aktindsigt, men tilføjede, at der efter omstændighederne bør gives aktindsigt efter "meroffentlighedsprincippet". (J. nr. 1989-1579-031). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 26.1 - Arbejdsskadesikring, se også Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1 og 32.3; Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Erstatning uden for kontraktforhold 21.2 - Bevisbyrde.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 12
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
Ved en kendelse fandt Landsskatteretten, at A's regnskabsmateriale var uegnet til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af hans skattepligtige indkomst, og at ansættelsen med rette var foretaget skønsmæssigt. Ombudsmanden udtalte, at det ikke gav ham anledning til bemærkninger, at Landsskatteretten og de underliggende skattemyndigheder havde ansat A's indkomst skønsmæssigt. Ombudsmanden kritiserede imidlertid myndighedernes begrundelse for den skønsmæssige ansættelse. Ombudsmanden udtalte endvidere, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt og således efter en konkret vurdering af skatteyderens og dennes families forbrug. En sådan konkret vurdering fremgik ikke af skatterådets begrundelse, hvilken Landsskatteretten ikke sås at have taget stilling til ved sin kendelse. Ombudsmanden henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen med henblik på at meddele A en fornyet afgørelse med en fyldestgørende begrundelse, herunder en stillingtagen til den af skatterådet afgivne begrundelse. (J. nr. 1990-317-223). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Skatter 2.1 - Indkomstbeskatning; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
A, der i starten af indkomståret 1990 havde undladt at aflevere sit skattekort til sin arbejdsgiver, klagede over, at han i stedet for i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 7, at få indeholdt A-skat med 50% i sin løn havde fået indeholdt A-skat svarende til den trækprocent, som han havde ifølge sit skattekort, men uden de i skattekortet anførte fradrag. Skatteministeriet (SKM) havde tilsluttet sig denne fremgangsmåde. Ombudsmanden udtalte, at efter ordlyden i kildeskattelovens § 48, stk. 8, skal skattetræk ske på grundlag af de oplysninger, der fremgår af skattekortet eller af bikortet eller af frikortet, og som meddeles af skattemyndighederne. SKM´s opfattelse havde den konsekvens, at kun oplysningerne i bikortet skulle anvendes ved indeholdelse af A-skat i henhold til kildeskattelovens § 48, stk . 8. Det var ombudsmandens opfattelse, at skattemyndighederne ikke generelt kunne bestemme, at kun oplysningerne i bikortet skulle lægges til grund ved indeholdelsen. Dette måtte bero på en konkret vurdering af den skattepligtiges forhold og den antagelige grund til, at skattekort m.v. ikke var afleveret eller forevist. Ombudsmanden henstillede til SKM enten at bringe administrationen af bestemmelserne i kildeskattelovens § 48, stk. 8, i overensstemmelse med lovens ordlyd eller at tilvejebringe et regelgrundlag, der var i overensstemmelse med skattemyndighedernes administra
Emne: Skatter 72.1 - Kildeskat.
Henvisninger: Kildeskatteloven § 48
Kirke- og Kommunikationsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Ved opslag af en ledig stilling som sognepræst indstillede et flertal af menighedsrådet B til ansættelse i stillingen. To medlemmer med tilknytning til organisationen A indstillede E under henvisning til, at A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. Provsten i Y by indstillede, at B blev ansat, biskoppen over Z stift anbefalede E og henviste herved til lov om menighedsråd § 41, stk. 2. Kirkeministeren meddelte, at det forekom ham ønskeligt at lade stillingen genopslå. Stillingen blev genopslået, og efter et nyt indstillingsmøde indstillede flertallet i menighedsrådet, provsten og biskoppen, at G blev ansat. E var denne gang indstillet som nr. 2. Mindretallet anbefalede på ny kirkeministeren at ansætte E og anmodede om aktindsigt samt om en forhandling med ministeren, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Ministeren gav aktindsigt i en vis udstrækning, men afslog forhandlingen og ansatte G som sognepræst. A gjorde i en klage til ombudsmanden gældende, at lov om menighedsråd, § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Kirkeministeriets afgørelse om henholdsvis genopslag og besættelse af stillingen med G. Retten til at forlange en sags afgørel
Emne: Forvaltningsret 1134.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 11.2 - Sagens oplysning, tavshedspligt, offentlighed; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 29.6 - Kirken og kirkelige forhold.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 21
Indenrigsforhold · AfgørelseArbejdsret
Københavns Kommune havde stillet krav om, at stillingen som forstander på et plejehjem ved ledighed skulle besættes med en sygeplejerskeuddannet person. Jeg udtalte, at kommunen ved at stille dette krav begrænsede ansættelsesskønnet på en sådan måde, at det ikke i alle tilfælde sikrede ansættelse af den bedst kvalificerede ansøger i stillingen, hvilket var i strid med den herom gældende retsgrundsætning. Indenrigsministeriet burde derfor som tilsynsmyndighed have påtalt forholdet overfor kommunen. (J. nr. 1987-669-42).