Beskæftigelsesloven § 208
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 35 – Ikrafttrædelses-, overgangs-, og territorialbestemmelser
§ 208.
Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 34, stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan i den forbindelse fastsætte, at bestemmelsen skal have virkning fra forskellige tidspunkter for de målgrupper, som bestemmelsen omfatter.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, ophæves.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 208
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 208LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Det foreslås i § 208, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Loven får ved ikrafttræden virkning for alle personer, som omfattes af loven, det vil sige også personer, som forud for den 1. januar 2020 var omfattet af en af målgrupperne i den hidtidige lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016.
Lovens ikrafttræden den 1. januar 2020 vil omfatte alle initiativer i aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats, som er udmøntet i loven, bortset fra undtagelsen i stk. 2, der vil afhænge af it-understøttelse. Derudover gennemføres visse initiativer på bekendtgørelsesniveau og vil træde i kraft senere, da de afhænger af it-understøttelse. Det vil bl.a. gælde initiativerne om registrering af cv-oplysninger, selvbooking til flere målgrupper samt udvidelse af VITAS til flere områder.
Forløb, som forud for den 1. januar 2020 er bevilget efter den hidtil gældende lov, vil kunne færdiggøres i overensstemmelse med bevillingen efter de hidtil gældende regler, men vil ikke kunne forlænges eller ændres efter de hidtil gældende regler. Det betyder fx, at personer, som har fået bevilget et ressource- eller jobafklaringsforløb uden ydelse, kan fortsætte forløbet indtil udløb af bevillingen.
Det gælder bl.a. bevilgede
- aktiviteter som led i kontaktforløbet, - kurser om jobrettet uddannelse, - tilbud om mentor, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, herunder nytteindsats og ansættelse med løntilskud, - jobafklarings/ressourceforløb uden ydelse, - fleksjob, - ansættelse som vikar i et jobrotationsforløb, - uddannelsesforløb på baggrund af uddannelsesaftaler mellem arbejdsgivere og personer (voksenlærlingeforløb). Der henvises dog til den særlige overgangsordning i lovforslagets § 209, stk. 8, - partnerskabsaftale, - hjælpemidler og befordringsgodtgørelse.
aktiviteter som led i kontaktforløbet,
kurser om jobrettet uddannelse,
tilbud om mentor, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, herunder nytteindsats og ansættelse med løntilskud,
jobafklarings/ressourceforløb uden ydelse,
fleksjob,
ansættelse som vikar i et jobrotationsforløb,
uddannelsesforløb på baggrund af uddannelsesaftaler mellem arbejdsgivere og personer (voksenlærlingeforløb). Der henvises dog til den særlige overgangsordning i lovforslagets § 209, stk. 8,
partnerskabsaftale,
hjælpemidler og befordringsgodtgørelse.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 34, stk. 2, og kan herunder bestemme, at bestemmelsen træder i kraft på forskellige tidspunkter for personer omfattet af § 6, nr. 3, nr. 4, som ikke er åbenlyst uddannelsesparate, nr. 5, 8, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og nr. 10.
Bestemmelsen vedrører pligt til selvbooking for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, uddannelsesparate bortset fra åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, personer i ressourceforløb, fleksjobvisiterede, som modtager ledighedsydelse, samt revalidender.
Det er forudsat at bestemmelsen i det foreslåede stk. 2, der udvider målgrupperne for obligatorisk selvbooking til flere målgrupper, vil blive anvendt for de enkelte målgrupper fra 2021. Fra dette tidspunkt forventes det, at it-systemerne vil være klar, og der vil være draget erfaringer fra obligatorisk selvbooking for de yderligere målgrupper, der med forslaget til § 34, stk. 1, får pligt til selvbooking. Efter de gældende regler er det alene dagpengemodtagere, der er omfattet af pligt til selvbooking.
Indtil reglerne træder i kraft vil det - i overensstemmelse med gældende regler - være jobcenteret, der skal sikre, at personer i målgrupperne i § 34, stk. 2, indkaldes til samtaler.
Det foreslås i stk. 3, at lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, ophæves.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 208.