Aktieavancebeskatningsloven

Aktieavancebeskatningsloven § 35 d

Gældende tekst efter LBK nr 849 af 21/09/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 7 – Erhvervelse og afståelse m.v. · Overdragelse til erhvervsdrivende fonde

§ 35 D.

Der skal ved overdragelsen etableres en beholdningsoversigt over de aktier, der overdrages til fonden.

Ved en efterfølgende skattefri aktieombytning, fusion eller spaltning skal de aktier, der herved erhverves som vederlag, indgå i beholdningsoversigten.

Endvidere skal der ved overdragelsen etableres en saldo for stifterskat, der beregnes med skattesatsen i fondsbeskatningslovens § 11, stk. 1, af overdragerens gevinst ved overdragelse af aktierne.

Som aktie‍rnes anskaffelsessum anvendes overdragerens anskaffelsessum, dog mindst 0 kr. Som aktie‍rnes afståelsessum anvendes aktiernes handelsværdi.

Stifterskatten skal betales af fonden og forfalder til betaling eller nedskrives efter reglerne i stk. 2-6 og § 35 E.

Stk. 2.

Ved afståelse af aktier, der indgår på beholdningsoversigten, foretages der en opgørelse af gevinst eller tab ved afståelsen, jf. dog stk. 4.

Opgørelsen skal ske pr. afstået aktie og foretages på grundlag af aktiens anskaffelsessum og afståelsessum.

Det beløb, der følger af stk. 1, 4. pkt., anvendes som aktiens anskaffelsessum.

De først erhvervede aktier anses for de først afståede.

Stk. 3.

Medfører en opgørelse efter stk. 2 en gevinst, forfalder et beløb beregnet som fondens gevinst ved afståelsen ganget med skattesatsen i fondsbeskatningslovens § 11, stk. 1.

I den beregnede skat gives der fradrag for anden skat, der er betalt af gevinsten.

For skat betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland opgøres fradrag efter 2. pkt. efter reglerne i ligningslovens § 33, stk. 1.

Overstiger den beregnede skat den skat, der er betalt her til landet og til udlandet, forfalder det overskydende beløb til betaling.

Stk. 4.

Ved modtagelse af udbytter på aktier, jf. ligningslovens § 16 A, der indgår på beholdningsoversigten, forfalder et beløb, der beregnes med skattesatsen i fondsbeskatningslovens § 11, stk. 1, af udbytterne.

I den beregnede skat gives der fradrag for skat, der er betalt af udbyttet, og fradrag efter reglerne i ligningslovens § 33, stk. 1, for skat betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Overstiger den beregnede skat den skat, der er betalt her til landet eller til udlandet, forfalder det overskydende beløb til betaling.

1. pkt. omfatter ikke udbytte, der udloddes til dækning af fondens udgifter direkte forbundet med ejerskabet til de overdragne aktier.

Stk. 5.

Saldoen for stifterskat nedskrives med beløb, der betales af fonden, herunder eventuelle frivillige indbetalinger.

Har fonden i det indkomstår, hvor et beløb forfalder efter stk. 3 og 4, foretaget uddelinger eller hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der opfylder betingelserne i fondsbeskatningslovens § 4, nedskrives saldoen for stifterskat endvidere med et beløb svarende til uddelingerne eller hensættelserne ganget med skattesatsen i fondsbeskatningslovens § 11, stk. 1, og den forfaldne stifterskat nedsættes med det tilsvarende beløb.

2. pkt. finder alene anvendelse, når uddelingerne eller hensættelserne ikke er fradragsberettigede ved opgørelsen af fondens skattepligtige indkomst.

Stk. 6.

Saldoen for stifterskat forrentes med en rentesats på 1 procentpoint over Nationalbankens diskonto, dog mindst med 1 pct. pro anno.

Fristen for betaling af afdrag på saldoen for stifterskat er den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for.

Betaling senest den 20. i den måned, hvori beløbet efter 1. pkt. forfalder til betaling, anses for rettidig.

Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

Stk. 7.

Et uforfaldent beløb på saldoen for stifterskat bortfalder, når alle aktierne på beholdningsoversigten er afstået, uanset at saldoen ikke er nedbragt til 0.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 849 af 21/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 35 d.