Aktieavancebeskatningsloven § 35
Gældende tekst efter LBK nr 849 af 21/09/2026.
Kapitel 7 – Erhvervelse og afståelse m.v. · Overdragelse til nære medarbejdere med succession
§ 35.
§ 34, bortset fra stk. 1, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved overdragelse af aktier til en medarbejder, når medarbejderen inden for de seneste 5 år har været beskæftiget i et antal timer svarende til fuldtidsbeskæftigelse i sammenlagt mindst 3 år i det selskab m.v., der har udstedt aktierne.
Overdragelse af aktier efter § 34, bortset fra stk. 1, nr. 1, kan også ske, når medarbejderen inden for de seneste 5 år har været beskæftiget i et antal timer svarende til fuldtidsbeskæftigelse i sammenlagt mindst 3 år i et eller flere selskaber, der er koncernforbundne, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, med det selskab, der har udstedt aktierne.
Ved opgørelsen af timeantallet efter 2. pkt. kan antallet af timer, hvor medarbejderen har været beskæftiget i to eller flere koncernforbundne selskaber, lægges sammen.
Det er en betingelse, at selskaberne er koncernforbundne i såvel den periode, hvor medarbejderen efter 1. pkt. skal have været beskæftiget i et antal timer svarende til fuldtidsbeskæftigelse i sammenlagt mindst 3 år i selskabet, som på det tidspunkt, hvor aktierne overdrages.
Hvis de overdragne aktier som nævnt i stk. 1 er modtaget af overdrageren som vederlag ved en fusion, spaltning, tilførsel af aktiver eller aktieombytning inden for de seneste 5 år, kan antallet af timer, hvor medarbejderen har været beskæftiget i det indskydende eller erhvervede selskab, medregnes ved opgørelsen af timeantallet efter stk. 1.
Hvis det selskab m.v., som har udstedt de overdragne aktier som nævnt i stk. 1, er etableret ved omdannelse af en personligt ejet virksomhed inden for de seneste 5 år, kan antallet af timer, hvor medarbejderen har været beskæftiget i denne virksomhed, medregnes ved opgørelsen af antal timer svarende til fuldtidsbeskæftigelse efter stk. 1.
Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved en nær medarbejders erhvervelse af aktier fra et dødsbo.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 849 af 21/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 35.