Aktieavancebeskatningsloven

Aktieavancebeskatningsloven § 34

Gældende tekst efter LBK nr 849 af 21/09/2026 og 5 publikationer om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 7 – Erhvervelse og afståelse m.v. · Familieoverdragelse med succession

§ 34.

Ved overdragelse i levende live af aktier kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-4, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 5:

  1. 1)

    Overdragelsen sker til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn, søskendes børnebørn eller en samlever, hvorved forstås en person, som på overdragelsestidspunktet opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold.

  2. 2)

    Den enkelte overdragelse af aktier udgør mindst 1 pct. af aktie- eller anpartskapitalen.

  3. 3)

    Der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.

    Aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 7, og bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs-, skov- og naturejendom, anses i denne forbindelse ikke som passiv kapitalanbringelse.

  4. 4)

    Aktierne er ikke omfattet af §§ 19 B eller 19 C.

Stk. 2.

Gevinst ved overdragelsen beskattes ikke hos overdrageren.

Erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelsen.

Det gælder, uanset hvornår erhververen afstår aktierne.

Ved opgørelsen af erhververens gevinst eller tab ved afståelse af aktierne behandles aktierne som anskaffet for den anskaffelsessum og på det tidspunkt, som de blev anskaffet til af overdrageren.

Stk. 3.

Hvis erhververen på grund af sit hjemsted ikke er skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, gælder stk. 2 kun, i det omfang aktierne efter overdragelsen indgår i en virksomhed, som er skattepligtig for erhververen efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4.

Hvis erhververen er skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, men i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en fremmed stat, Færøerne eller Grønland må anses for hjemmehørende dér, gælder stk. 2 kun, i det omfang aktierne efter overdragelsen indgår i en virksomhed, som Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til.

Stk. 4.

Kildeskattelovens § 33 C, stk. 3, 4, 7, 8 og 13, finder tilsvarende anvendelse på aktier.

Stk. 5.

Betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse ved overdragelse af aktier som nævnt i § 17 eller § 18, stk. 1 eller 4.

Betingelsen i stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse ved overdragelse af aktier i et selskab m.v., som udøver næring ved køb og salg af værdipapirer eller ved finansieringsvirksomhed og er omfattet af lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og lov om forsikringsvirksomhed eller tilsvarende for udenlandske selskaber.

For udenlandske selskaber, som ikke er hjemmehørende i et EU-land eller EØS-land, er det en betingelse, at selskabet er hjemmehørende i et land, som efter en dobbeltbeskatningsoveren‍skomst, anden international overenskomst eller konvention eller administrativt indgået aftale om bistand i skattesager udveksler oplysninger med de danske skattemyndigheder.

Stk. 6.

Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign.

enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Besiddelse af andele omfattet af § 18 anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer.

Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., eller som udøver virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, jf. stk. 7, medregnes ikke.

I stedet medregnes den del af datterselskabets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet.

Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber.

Fast ejendom, der udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en passiv kapitalanbringelse.

Stk. 7.

Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, og opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne.

Ved opgørelsen af ejerandelen og rådigheden over stemmerne efter 1. pkt. medregnes stemmer, der rådes over, og ejerandele, der direkte eller indirekte besiddes af den i stk. 1, nr. 1, og boafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, nævnte personkreds.

Aktiv udlejningsvirksomhed efter 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 849 af 21/09/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Fra myndigheder og nævn

Skattemyndighederne · 5. august 2026

Familieoverdragelse - ikke anset for afståelse – pantsætning- anfordringsgældsbrev

Spørgeren havde gennemført et delvist generationsskifte ved at overdrage 83,2 pct. af sit holdingselskab, H1, til sin datter. De overdragne kapitalandele gav ikke stemmeret i H1. Spørgeren ønskede bekræftet, at overdragelsen kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 samt at der ved overdragelsen var retskrav på at anvende boafgiftslovens § 12 a til værdiansættelse af H1.

Skattemyndighederne · 28. juli 2026

Udlejningsejendom – succession – ejertidskrav – erhvervelse fra børn

Spørger ejede gennem sit holdingselskab en udlejningsejendom. Holdingselskabet havde den 31. august 2025 erhvervet ejendommen. Tidligere var ejendommen ejet af Spørgers børn gennem deres holdingselskab. Spørger ønskede bekræftet, at udlejningsejendommen opfyldte betingelserne for at blive anset for aktiv udlejning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt.

Skattemyndighederne · 20. maj 2026

Overdragelse af aktier med succession – udlejningsvirksomhed – ansatte varetager driften

Spørger ønskede at overdrage aktierne i H5, der var stiftet ved en skattefri ophørsspaltning, til sine børnebørn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Værdien af H5’s aktiver udgjordes for 70,3 pct.s vedkommende af 149 udlejningsejendomme, der var ejet igennem H3. Disse ejendomme opfyldte kravet om aktiv udlejningsvirksomhed i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

Skattemyndighederne · 20. maj 2026

Anpartsombytning, skattefrit koncerntilskud, fusion, ej forhøjelse af nedsat gaveafgift

Spørgers mor havde i juni 2025 overdraget 100 procent af anparterne i A ApS til sit barn med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 og nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 a. Spørgerne ønskede at foretage følgende skattefrie transaktioner: En skattefri anpartsombytning, hvor Spørgers ejerandel på ca.

Skattemyndighederne · 20. maj 2026

Anpartsombytning, ophørsspaltning, ej forhøjelse af nedsat gaveafgift

Spørger havde i december 2025 overdraget 10 procent af anparterne i A ApS til sin datter med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 og nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 a. Spørgerne ønskede at foretage en skattefri anpartsombytning af A ApS til det nystiftede selskab B ApS.