Tvangsanbringelse efter barnets lov § 47

Kort fortalt: Reglerne om tvangsanbringelse – i loven kaldet anbringelse uden samtykke – står ikke længere i serviceloven. Siden 1. januar 2024 er de reguleret i barnets lov § 47, som viderefører den tidligere § 58 i serviceloven med sproglige ændringer. Ældre praksis efter serviceloven er derfor fortsat relevant.

Søger du efter »tvangsanbringelse serviceloven« eller »serviceloven § 58«, er det altså barnets lov, du skal læse.

Hvornår kan et barn anbringes uden samtykke?

Et barn eller en ung kan anbringes uden samtykke, når der er en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Loven nævner fire typiske grunde: utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet, vold eller andre alvorlige overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet, samt andre adfærds- eller tilpasningsproblemer.

Kriteriet er forebyggende: Skaden behøver ikke at være sket. Men det skal være begrundet, hvorfor problemerne ikke kan løses, mens barnet bor hjemme. Kommunen er ikke forpligtet til først at have afprøvet andre indsatser, men skal kunne forklare, hvorfor støtte i hjemmet ikke er tilstrækkelig.

En forælders diagnose kan ikke i sig selv begrunde en anbringelse – det afgørende er den konkrete betydning for barnet.

Hvem træffer afgørelsen?

Afgørelsen træffes af kommunens børne- og ungeudvalg på grundlag af en indstilling fra forvaltningen. Udvalget består af to kommunalbestyrelsesmedlemmer, en byretsdommer, der er formand, og to sagkyndige. Barnet skal som udgangspunkt have mulighed for at udtale sig, og forældremyndighedsindehaveren og barnet, når det er fyldt 10 år, har ret til gratis advokatbistand.

I akutte situationer kan udvalgets formand træffe en foreløbig afgørelse, som herefter skal forelægges for udvalget.

Fra serviceloven til barnets lov – de vigtigste paragraffer

Anbringelse uden samtykke: tidligere servicelovens § 58, nu barnets lov § 47. Reglerne om permanent anbringelse, genbehandling af anbringelsessager og børne- og ungeudvalgets kompetence er også flyttet til barnets lov. Tvangsadoption reguleres fortsat af adoptionslovens § 9.

Ankestyrelsens principafgørelser efter servicelovens § 58 kan i vid udstrækning fortsat bruges, fordi betingelserne er videreført.

Klage og domstolsprøvelse

Børne- og ungeudvalgets afgørelser om anbringelse uden samtykke kan påklages til Ankestyrelsen. Forældremyndighedsindehaveren og barnet, når det er fyldt 10 år, kan klage. Fristen er 4 uger.

Ankestyrelsens afgørelse kan kræves indbragt for domstolene. Sagen behandles da af byretten efter retsplejelovens regler om prøvelse af administrative frihedsberøvelser og anbringelser.

Hvor længe varer en anbringelse uden samtykke?

En anbringelse uden samtykke skal genbehandles af børne- og ungeudvalget inden for faste frister. Anbringelsen ophører, når grundlaget ikke længere er til stede – ikke efter en kalender fastlagt på forhånd. Er barnet anbragt i længere tid og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet, kan udvalget beslutte en permanent anbringelse.