Skattekontrolloven

Skattekontrolloven § 23

Gældende tekst efter LBK nr 12 af 08/01/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 2 – Særlige oplysningspligter om pensionsordninger og gaver · Anmeldelse af gaver over et grundbeløb til ikke fuldt skattepligtige

§ 23.

Fysiske og juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her til landet, og som yder en gave til en værdi over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til en person, der ikke er fuldt skattepligtig her til landet, skal ved afgivelse af gaven oplyse told- og skatteforvaltningen om gavemodtagerens identitet, jf. stk. 3, om eventuelt slægtskabsforhold mellem giver og modtager og om gavens værdi, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Gavegiverens oplysningspligt efter stk. 1 gælder dog ikke, hvis der skal ske gaveanmeldelse til told- og skatteforvaltningen efter boafgiftslovens § 26.

Stk. 3.

Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter oplysninger om navn, adresse og personnummer (cpr-nummer).

Har modtageren ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses dette.

Har modtageren heller ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette.

Har modtageren hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når modtageren er en fysisk person, og et eventuelt skatteidentifikationsnummer (TIN-nummer) i hjemlandet.

Stk. 4.

Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 12 af 08/01/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 23.

Skattekontrolloven § 23 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk