Skattekontrolloven

Skattekontrolloven § 6

Gældende tekst efter LBK nr 12 af 08/01/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 1 – Pligt til at give told- og skatteforvaltningen oplysninger om den skattepligtige indkomst m.v. · Skattepligtige, som modtager et oplysningsskema

§ 6.

Efter indstilling fra Skatterådet fastsætter skatteministeren regler om

  1. 1)

    pligten for erhvervsdrivende til inden oplysningsfristens udløb, jf. §§ 11-13, at udarbejde og indgive til told- og skatteforvaltningen et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode som grundlag for indkomstopgørelsen, herunder om det regnskabsmæssige grundlag for det skattemæssige årsregnskab,

  2. 2)

    hvilke erhvervsdrivende der efter nr. 1 skal give supplerende oplysninger i oplysningsskemaet, jf. § 5, til brug for told- og skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for de erhvervsdrivendes indkomstopgørelser, og

  3. 3)

    opbevaring af det skattemæssige årsregnskab og af regnskabsmateriale, som har betydning for opgørelsen af den erhvervsdrivendes skattepligtige indkomst, medmindre regnskabsmaterialet er omfattet af bogføringslovens § 12, stk. 1.

Stk. 2.

Indsender den skattepligtige ikke et skattemæssigt årsregnskab, eller opbevarer den skattepligtige ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. § 74.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 12 af 08/01/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 6.