Momsloven

Momsloven § 13

Gældende tekst efter LBK nr 209 af 27/02/2024, med senere ændringer markeret og 11 publikationer om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 – Afgiftspligtige transaktioner · Fritagelser

§ 13.

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

  1. 1)

    Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi og anden egentlig sundhedspleje samt tandlæge- og anden dentalvirksomhed.

  2. 2)

    Social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

    Fritagelsen omfatter ikke ydelser, der er visiteret i henhold til § 83 i lov om social service eller § 90, nr. 1, i barnets lov, og som leveres af andre end kommuner efter reglerne for frit leverandørvalg i hjemmeplejen, hvor betalingen for ydelsen afregnes mellem leverandøren og kommunen.

  3. 3)

    Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

    Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau.

    Fritagelsen efter 1. pkt. omfatter ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner m.v.

  4. 4)

    Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent.

    Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder.

    Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning.

  5. 5)

    Ydelser i nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af virksomheder, der ikke drives med gevinst for øje, til fordel for sports- og idrætsudøvere samt opkrævning af entré ved sportsarrangementer.

    Fritagelsen omfatter dog ikke arrangementer, hvor der deltager professionelle sports- og idrætsudøvere, fodboldkampe dog kun, når der deltager professionelle på begge hold.

  6. 6)

    Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

    Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign.

  7. 7)

    Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed.

  8. 8)

    Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen.

    Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse.

  9. 9)

    Levering af fast ejendom.

    Fritagelsen omfatter dog ikke:

    1. a)

      Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.

    2. b)

      Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund.

  10. 10)

    Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere.

  11. 11)

    Følgende finansielle aktiviteter:

    1. a)

      Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån.

    2. b)

      Sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten.

    3. c)

      Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer.

    4. d)

      Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter.

    5. e)

      Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.

    6. f)

      Forvaltning af investeringsforeninger.

  12. 12)

    Lotterier og lign.

    samt spil om penge, herunder spil på totalisator eller anden lignende måde.

  13. 13)

    Postydelser og dertil knyttede varer, der leveres af postoperatører, der varetager postbefordringspligten helt eller delvis.

    Fritagelsen gælder alene ydelser og dertil knyttede varer omfattet af postbefordringspligten.

    Fritagelsen omfatter ikke leverancer, hvor der er forhandlet individuelle vilkår.

  14. 14)

    Frimærker leveret til pålydende værdi, som kan anvendes til frankering her i landet, stempelmærker og lignende værdimærker.

  15. 15)

    Personbefordring.

    Fritagelsen omfatter dog ikke anden erhvervsmæssig passagerkørsel med bus end rutekørsel.

    I forbindelse med befordring til eller fra udlandet omfatter fritagelsen efter 1. pkt. tillige passagernes ledsagende bagage og transportmidler.

  16. 16)

    Ydelser i direkte tilknytning til bisættelser.

  17. 17)

    Varer og ydelser, der leveres i forbindelse med afholdelsen af velgørende arrangementer.

    Afgiftsfritagelse meddeles efter forudgående ansøgning til told- og skatteforvaltningen.

    Som velgørende arrangementer anses arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

    Det er en betingelse for meddelelse af afgiftsfritagelse, at leveringen sker for arrangørens regning og risiko, og at arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med levering af tilsvarende varer og ydelser.

    Indsamling og salg af brugte varer af ringe værdi, der foretages af velgørende foreninger m.fl., fritages ligeledes for afgiften efter forudgående ansøgning til told- og skatteforvaltningen.

    Det er en betingelse for meddelelse af afgiftsfritagelse, at den velgørende forening m.fl. ikke i øvrigt driver virksomhed, der er registreringspligtig efter § 47, og at salget udelukkende sker til virksomheder, der er registrerede efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a.

    Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for meddelelse af fritagelse.

  18. 18)

    Varer leveret fra genbrugsbutikker, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

    Det er en forudsætning, at butikken kun sælger brugte varer, der er modtaget vederlagsfrit, og at butikken kun beskæftiger ulønnet, frivillig arbejdskraft.

  19. 19)

    Ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, som udøver en virksomhed, der er fritaget for afgift i henhold til nr. 1-6, 13 og 15, for så vidt angår transport af syge eller tilskadekomne personer med transportmidler specielt konstrueret til dette formål, og nr. 17, 18 og 21, eller for hvilken de ikke er afgiftspligtige, med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenester.

    Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at afgiftsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

  20. 20)

    Investeringsguld, jf. § 73 a, herunder investeringsguld repræsenteret af værdipapirer, som indebærer en ejendomsret eller et tilgodehavende til guldet.

    Fritagelsen omfatter tillige formidling af investeringsguld udført af formidlere, der handler i andres navn og for andres regning.

  21. 21)

    Varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

    Det er en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af told- og skatteforvaltningen kan dokumenteres.

    Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen.

  22. 22)

    Offentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikkekommercielle virksomhed.

Stk. 2.

Levering af varer, der alene har været anvendt i forbindelse med virksomhed, der er fritaget for afgift efter stk. 1, eller af varer, hvis anskaffelse eller anvendelse har været undtaget fra retten til fradrag efter kapitel 9, er fritaget for afgift.

Stk. 3.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af fast ejendom i henhold til stk. 1, nr. 9.

Ændret pr. 1. januar 2025 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 1695 af 30/12/2024 (1, nr. 2)

§ 13, stk. 1, nr. 7, affattes således:

Ydelser leveret af forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere, i forbindelse med forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet. Fritagelsen omfatter dog ikke overdragelse af ophavsrettigheder samt patenter, varemærker og lignende rettigheder og meddelelse af licenser vedrørende patenter, varemærker og lignende rettigheder.

Ændret pr. 1. januar 2025 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 332 af 09/04/2024 (1, nr. 4)

I § 13, stk. 1, indsættes som nr. 23:

Blindes salg af varer og ydelser, når salget ikke overstiger 170.000 kr. årligt.

Ændret pr. 1. januar 2026 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 1783 af 29/12/2025 (1, nr. 1)

I § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., ændres »Skoleundervisning« til: »Uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning«, og »og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning,« udgår.

Ændres – ikrafttræden fastsættes ved bekendtgørelse eller er ikke angivet ved LOV nr 1703 af 30/12/2024 (16, nr. 1)

I § 13, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ændres »i henhold til § 83 i lov om social service eller § 90, nr. 1, i barnets lov« til: »i henhold til §§ 83 og 83 b i lov om social service, § 90, nr. 1, i barnets lov, ældrelovens § 10, for så vidt angår personlig hjælp og pleje samt hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet, jf. ældrelovens § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, eller ældrelovens § 13«.

Ændres – ikrafttræden fastsættes ved bekendtgørelse eller er ikke angivet ved LOV nr 1693 af 30/12/2024 (1, nr. 1)

I § 13, stk. 1, nr. 15, 2. pkt., indsættes efter »ikke«: »personbefordring med fly og«.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 209 af 27/02/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Fra myndigheder og nævn

Skattemyndighederne · 11. september 2026

Skakspillet momsfritaget som kulturel aktivitet

Spørger er en forening, som har til formål at udvikle og fremme kendskabet til og interessen for skakspillet. Klubben er åben for alle, uanset alder og beskæftigelse. Klubben er medlem af Dansk Skak Union. Skatterådet kan bekræfte, at kontingenter og turneringsindskud, som betales efter den 1. januar 2027 af medlemmer af Spørger, skal anses som en momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Skattemyndighederne · 11. september 2026

Jagttegnsundervisning – momspligtig – ikke en kulturel aktivitet – ikke skoleundervisning eller faglig undervisning – ikke momsfritaget undervisning til børn og unge under 30

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som en kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørgers aktivitet havde karakter af en undervisningsydelse, og Spørgers ydelse havde således ikke karakter af at levere adgang til en kulturel aktivitet.

Skattemyndighederne · 20. august 2026

Momsfritagelse – kompetencegivende uddannelse som psykoterapeut ikke fritaget for lønsumsafgift

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers psykoterapeutuddannelse kan anses som undervisning med et erhvervsmæssigt sigte og dermed udgør faglig uddannelse, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum. Skatterådet lagde vægt på, at psykoterapeutuddannelsen retter sig mod personer, som uddanner sig med henblik på at kunne starte egen virksomhed som psykoterapeut og mod deltagere fra virksomheder …

Skattemyndighederne · 20. august 2026

Momsfritagelse – Adgang til fitness, holdsport og sportsfaciliteter momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Sagen angik spørgsmålet, om Spørgers adgang til fitness, holdtræning, badminton, pickleball, volleyball og klatrevæg, opfyldte betingelserne for at være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5. Skatterådet fandt, at Spørger blev drevet med ikke gevinst for øje, og at Spørgers aktiviteter var omfattet af udtrykket sport og fysisk træning, hvorefter adgang hertil blev leveret i nær tilknytning til spor …

Skattemyndighederne · 20. august 2026

Podcast vært – ikke en kunstnerisk ydelse - momspligt

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers ydelser i form af podcast afsnit kunne momsfritages i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, som en kunstnerisk ydelse. Spørger skulle være vært for hvert enkelt podcast-afsnit i tæt samarbejde med to andre deltagere. Spørger havde hovedansvaret for programmets forløb, vinkel og spørgeramme.

Skattemyndighederne · 20. august 2026

Momsfritagelse - Salg af ejendom med grundfast konstruktion

Spørger ønskede bekræftet, at overdragelse af en ejendom var momspligtig efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b. På leveringstidspunktet var der på ejendommen anlagt YY2 med tilhørende adgangsluger, midlertidige spuns og cofferdam, opført et byggepladsområde og anlagt en badebro.

Skattemyndighederne · 25. juli 2026

Faglig undervisning - Efteruddannelse – Kursusvirksomhed

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers efteruddannelse af 9 dages varighed vedrørende en bestemt form for kropsterapi var momsfritaget som faglig uddannelse. Det var Skatterådets vurdering, at uddannelsesforløbet også kunne anvendes af deltagerne privat, men at det hovedsageligt havde et erhvervsmæssigt sigte og derfor kunne anses som faglig uddannelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum.

Skattemyndighederne · 25. juli 2026

Momsfritagelse af indtægter i politisk forening

Spørger var en politisk forening, som er medlem af Folketinget. Medlemmer af Spørger var foreningens underliggende lokale foreninger og foreningens ungdomsorganisationer. Spørgers medlemmer betalte alle et årligt kontingent for medlemskabet. Skatterådet bekræftede, at medlemmernes betaling af kontingent til Spørger var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr.

Skattemyndighederne · 20. maj 2026

Momsfritagelse - analyse af bevægeapparatet

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers analyse af bevægeapparatet var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, som anden egentlig sundhedspleje, da ydelsen ikke opfyldte både behandlingskravet og uddannelseskravet. Skatterådet vurderede, at selvom analysen og den efterfølgende rådgivning kunne være medvirkende til en sundhedsmæssig effekt på kundens bevægeapparat, så havde Spørgers ydelse ikke som dir …

Skattemyndighederne · 16. april 2026

Undervisning i gospelkorsang hverken skoleundervisning, faglig undervisning eller en kulturel aktivitet

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers leverancer i form af undervisning i korsang til to gospelkor, som var organiserede som foreninger, der kunne ansøge om at blive folkeoplysende foreninger, var momsfritaget. Spørger agerede som en afgiftspligtig person, når han leverede ydelser i form af korundervisning. Spørgers undervisning kunne ikke momsfritages som skoleundervisning efter momslovens § 13, stk. 1, nr.

Skattemyndighederne · 19. februar 2026

Kurser i forhandlingsteknik er momsfritaget

Spørger udbyder kurser i forhandlingsteknik. Kurserne retter sig udelukkende mod tillidsvalgte. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 momsfritager faglig uddannelse, herunder omskoling og anden undervisning, der har karakter af faglig undervisning. Skatterådet vurderer, at Spørgers kurser i forhandlingsteknik hovedsageligt har et erhvervsmæssigt sigte, eftersom den viden og de færdigheder, som de tillidsvalgte bibringes via …