Kildeskatteloven

Kildeskatteloven § 5 a

Gældende tekst efter LBK nr 460 af 03/05/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

§ 5 A.

Dette afsnit finder anvendelse på personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskatteloven, eller som efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en anden stat, i Grønland eller på Færøerne.

Hvis indkomst hidrørende fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der kan beskattes her i landet - herunder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst - med tillæg af renteudgifter og kurstab på gæld, der er fradraget i denne indkomst, i et indkomstår udgør mindst 75 pct. af de efter dansk skattelovgivning opgjorte samlede indtægter med fradrag af samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten opgjort efter statsskattelovens § 6, litra a, kan den skattepligtige vælge at blive beskattet efter §§ 5 A-D.

Tilsvarende gælder i et indkomstår, hvor både den danske indkomst og den samlede indkomst er negativ, hvis den skattepligtige i det seneste indkomstår med dansk positiv indkomst er blevet beskattet efter dette afsnit.

Stk. 2.

Arbejdsløshedsdagpenge, strejke- og lockoutgodtgørelser, sygedagpenge og barseldagpenge medregnes som vederlag for personligt arbejde.

Stk. 3.

Pensionsudbetalinger, efterløn, ventepenge og lign.

som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 9-11 og 13, medregnes som vederlag for personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis indkomst omfattet af 1. pkt. nedsættes i henhold til en lov om indgåelse af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en lov om indgåelse af en protokol om ændring af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, gives fradrag efter dette afsnit, i det omfang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger nedsættelsesbeløbet.

Stk. 4.

Er indkomståret kortere end 12 måneder, anvendes i stedet kalenderåret ved bedømmelsen af, om en person er omfattet af stk. 1.

Stk. 5.

Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 460 af 03/05/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 5 a.

Kildeskatteloven § 5 a – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk