Funktionærloven § 18

Til § 18, stk. 1

Den gældende lovs § 18, 1. og 2. pkt. opretholdes. Det betyder, at der er den samme adgang som i dag, hverken videre eller snævrere, til at indgå aftaler bl.a. om, at funktionæren ikke må drive egen virksomhed eller tage ansættelse i en anden virksomhed (konkurrenceklausuler). Det er endvidere i de samme tilfælde, at en konkurrenceklausul kan gøres gældende, nemlig hvor funktionæren selv har sagt sin stilling op, uden at opsigelsen kan tilregnes arbejdsgiveren, og hvor arbejdsgiveren har opsagt eller bortvist funktionæren, fordi denne har givet rimelig anledning dertil, herunder også opsigelse p.g.a. sygdom. Opsigelse p.g.a. virksomhedens forhold, fx økonomiske grunde, kan derimod ikke begrunde anvendelsen af en konkurrenceklausul, jf. aftalens § 38, stk. 2.

Den gældende lovs 3. pkt., hvorefter en konkurrenceklausul kun kan gøres gældende, hvis der betales et rimeligt vederlag for den periode, forpligtelsen skulle gælde, foreslås ophævet.

Det foreslås med 3. pkt., at der for fremtiden skal betales en kompensation for alle konkurrenceklausuler, uanset deres varighed. Der er tale om en kompensation for den indskrænkning i adgangen til erhverv, som klausulen medfører, og som gør sig gældende allerede under ansættelsen, fordi funktionæren er begrænset i sine jobsøgningsmuligheder fra sin nuværende stilling. Kompensationen foreslås fastsat til mindst 50 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet, jf. det foreslåede 4. punktum. Lønnen opgøres efter de sædvanlige principper, som fx anvendes i forbindelse med kravet om fuld løn under sygdom, jf. funktionærlovens § 5, og som er kommet til udtryk i retspraksis vedrørende størrelsen af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Ved fastsættelsen af beløbet er der taget hensyn til, at det ikke indebærer fradrag i arbejdsløshedsdagpengene. En meget stor del af lønmodtagerne vil derfor kunne opretholde deres hidtidige indtægt, hvis de er arbejdsløshedsforsikrede. Der foreslås en udvidelse af det gældende skriftlighedskrav til at gælde alle konkurrenceklausuler.

Efter det foreslåede 5. punktum, falder kompensationen afhængigt af om forpligtelsen gælder i mere end 3 måneder i 2 dele. Kompensationen for de første 3 måneder er en minimumskompensation, som funktionæren altid har krav på. Den udbetales derfor på en gang ved fratrædelsen. Resten af kompensationen udbetales månedsvis i den resterende del af klausulens løbetid, d.v.s. 1. gang for den 4. måned efter fratrædelsen. Beløbet forfalder til betaling på samme tidspunkt som lønnen sædvanligvis forfaldt til betaling under ansættelsen. Denne del af kompensationen kan bortfalde, hvis arbejdsgiveren frafalder klausulen, eller hvis funktionæren får andet passende arbejde, jf. bemærkningerne til stk. 2 og 3.

Kompensationen skal ydes efter fratrædelsen. Der er altså ikke længere som efter den gældende lov mulighed for at yde den som et tillæg til lønnen under ansættelsen. Begrundelsen herfor er først og fremmest, at kompensationen skal afbøde de økonomiske problemer, der opstår i klausulperioden. Hvis den udbetales under ansættelsen, ville den nærmest forværre dem.

Fratrædelse regnes som udgangspunkt som den fysiske fratræden. I visse situationer vil funktionæren imidlertid faktisk fratræde før udløbet af opsigelsesperioden, fx i tilfælde af fritstilling. Det findes ikke rimeligt, at funktionæren i denne situation skulle have krav på både løn i opsigelsesperioden samt kompensation. Derfor foreslås det i 6. punktum, at fratrædelsestidspunket i sådanne tilfælde regnes fra opsigelsesperiodens udløb.

Det foreslås ved 7. punktum, at funktionæren mister retten til kompensation i de tilfælde, hvor vedkommende berettiget er bortvist, dvs. i tilfælde af grov misligeholdelse af ansættelsesforholdet. I denne situation er funktionæren altså bundet af klausulen, men har ikke krav på kompensation herfor.

Til § 18, stk. 2

Det foreslås, at arbejdsgiveren som noget nyt kan vælge at opsige en konkurrenceklausul, men at det af hensyn til funktionærens forhold kun kan ske med en måneds varsel. Funktionæren har, mens konkurrenceklausulen har været gældende, indrettet sig på, at vedkommende ikke kunne søge et hvilket som helst arbejde. I tilfælde af, at arbejdsgiveren opsiger aftalen og dermed frigøres for kompensationforpligtelsen, bør funktionæren derfor have tid til at indrette sig på, at vedkommende nu ikke længere er begrænset i sit erhvervsvalg.

Efter de hidtidige regler var spørgsmålet om opsigelse et aftalespørgsmål.

Opsigelse af klausulen kan ske på et hvilket som helst tidspunkt, såvel under som efter ansættelsen.

Arbejdsgiveren skal som hovedregel mindst betale kompensationen på 50 pct. af lønnen for de første 3 måneder. Hvis arbejdsgiveren frafalder klausulen under ansættelsen, og der derefter går lang tid inden funktionæren fratræder, har den begrænsende effekt af klausulen været så ringe, at der ikke er grund til at udbetale kompensationen ved fratrædelsen. Af den grund foreslås det, at minimumskompensationsbeløbet kun skal udbetales til funktionæren, hvis fratrædelsen sker, inden der er gået 6 måneder, fordi funktionæren selv siger op - og dermed viser, at vedkommende havde planer om at finde andet arbejde - eller fratræder, fordi vedkommende bliver opsagt af grunde, der kan tilskrives vedkommende, jf. bemærkninger til stk. 1, 1. punktum.

Til § 18, stk. 3

Der foreslås ret til at modregne, hvis funktionæren får andet passende arbejde.

Efter gældende ret har der ikke været modregningsret i det eventuelle »rimelige vederlag«, der skulle betales, hvis klausulen skulle gælde mere end 1 år. Men med afsæt i almindelige, tabsbegrænsningsregler hvorefter en funktionær har pligt til efter evne at begrænse det tab, vedkommende modtager erstatning/kompensation for, foreslås det, at den tidligere arbejdsgiver kan modregne i den løbende kompensation hvis funktionæren får nyt passende arbejde. Funktionæren bør endvidere tilmelde sig arbejdsformidlingen som ledig og kan ikke uden fyldestgørende grund gå ledig for arbejdsgiverens regning uden at søge andet passende arbejde.

Ved »passende arbejde« forstås ikke ethvert arbejde, som funktionæren ville kunne få, men alene arbejde, der ligger indenfor vedkommendes faglige område, og som modsvarer vedkommendes uddannelsesmæssige og/eller erhvervsmæssige kvalifikationer, jf. herved de i medfør af arbejdsløshedsforsikringsloven fastsatte bestemmelser om rådighed (for tiden bekendtgørelse nr. 1074 om rådighed af 22. december 1998).

Det foreslås i forlængelse heraf, at den løn funktionæren modtager, hvis vedkommende får andet passende arbejde, modregnes i kompensationen for den resterende periode, eller hvis arbejdet har midlertidig karakter, for den periode, det pågældende arbejde varer. Uanset om funktionæren får arbejde allerede indenfor de første 3 måneder efter fratrædelsen, skal arbejdsgiveren dog altid betale kompensation for de første 3 måneder. Der kan ikke modregnes i den del af kompensationen, der vedrører en periode, der ligger forud for tidspunktet for funktionærens tiltrædelse på det nye arbejde. Det foreslås, at der skal ske modregning for indtægten ved ethvert passende arbejde, også fx deltidsarbejde.

I forslaget, sammenholdt med reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, ligger der altså en tilskyndelse for arbejdsgiveren til at afgrænse konkurrenceklausulen sådan, at der fortsat er jobmuligheder indenfor funktionærens faglige område og en pligt for lønmodtageren til at udnytte disse muligheder. Fra samfundets side er det vigtigt, at erhvervede kvalifikationer udnyttes og vedligeholdes i videst muligt omfang, og det kan de kun indenfor det faglige område. Den omstændighed, at funktionæren evt. ville kunne skaffe sig arbejde udenfor sit faglige område, ses derimod ikke at skulle føre til nedsættelse af kompensationen. I så fald er skaden jo sket, d.v.s. forfaldet af de faglige færdigheder. Det gælder også, selvom fx Arbejdsformidlingen skulle kunne anvise »rimeligt arbejde« - i modsætning til »passende arbejde« - i henhold til bekendtgørelsen om rådighed.

Til § 18, stk. 4

Efter de gældende regler er der ikke begrænsninger i adgangen til at pålægge konkurrenceklausuler, heller ikke ved korte ansættelsesforhold.

Det er begrænset, hvilken mængde viden af konkurrencemæssig betydning, man kan besidde efter blot kort tids ansættelse, og omvendt forekommer det særligt hæmmende for mobiliteten, hvis meget kortvarige ansættelser i fx vikarjobs eller tidsbegrænsede ansættelser skulle kunne føre til længere tids udelukkelse fra arbejdsmarkedet.

Det foreslås derfor at forbyde konkurrenceklausuler, hvis ansættelsen kun har varet 3 måneder eller derunder. Og tilsvarende indføres en regel om, at hvis funktionæren kun har været beskæftiget hos en arbejdsgiver mere end 3 måneder, men højst 6 måneder, kan den eventuelle forpligtelse til ikke at tage arbejde af en vis art ikke pålægges for en længere periode end 6 måneder. Det er uden betydning, hvorfor ansættelsen har været kortvarig.

Det bemærkes, at i det omfang et (længerevarende) tidsbegrænset ansættelsesforhold må betragtes som opsagt af arbejdsgiveren allerede ved aftalens indgåelse, kan konkurrenceklausuler ikke gøres gældende.

Til § 18, stk. 5

Det foreslås, at arbejdsmarkedets parter efter lovens ikrafttræden selv kan indgå overenskomster om konkurrenceklausuler med den virkning, at lovens regler herom ikke finder anvendelse. Lovforslaget stiller ikke krav til indholdet af den kollektive overenskomst, men giver parterne mulighed for - inden for grænserne af aftalelovens materielle betingelser - at aftale de nærmere betingelser og vilkår, når der på overenskomstdækkede områder indgås aftaler om konkurrenceklausuler i de enkelte ansættelsesforhold. Der kan hermed tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for de enkelte brancher.

En tilsvarende mulighed findes indenfor flere nyere ansættelsesretlige love, fx loven om ansættelsesbeviser, jf. lovbekendtgørelse nr. 385 af 11. maj 1994 om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.